Hazael

ha-za'-el, ha'-za-el, haz'-a-el (chaza'-el og chazah'-el; Hazael; Assyrisk haza'ilu):

1. I Bibelhistorien:

Kommer først ind i bibelhistorien som højtstillet officer i tjeneste hos Ben-Hadad 2., kong af Syrien (2 Kong 8,7 flg.; jf. 1 Kong 19,15 flg.). Han var blevet sendt af sin syge herre for at spørge profeten Elisa, der dengang var i Damaskus, om han skulle blive helbredet for sin sygdom eller ej. Han tog en gave med sig "bestående af enhver god ting fra Damaskus, fyrretyve kamelsdyr fuldt ladet," og stillede sig for Guds mandens åsyn med sin herres spørgsmål om liv eller død. Herom gav Elisa det orakelske svar: "Gå hen og sig til ham: Du skal helt sikkert blive helbredt; men Jahve har vist mig, at han helt sikkert skal dø." Elisa så steadfastly på Hazael og græd, idet han forklarede den uvillige officer, at han skulle være den, der begik forfærdelige grusomheder mod Israels børn: "Deres befæstninger skal du sætte i brand, og deres unge mænd skal du slå ned med sværdet, og dine børnene skal du knuse, og gravide kvinder skal du oprive" (2 Kong 8,12). Hazael protesterede mod selve tanken om sådan noget, men Elisa forsikrede ham om, at Jahve havde vist ham, at han skulle være Syriens konge. Næppe havde Hazael bragt sit forsvar Guds mands svar, før det forræderiske formål tager form i hans hjerte for at fremskynde Ben-Hadads ende, og "Han tog teppet, dyppede det i vand og bredte det over hans ansigt, så han døde: og Hazael regerede i hans sted" (2 Kong 8,15). Det styre, der begyndte under så ildevarslende omstændigheder, viste sig lang og vellykket og bragte Syriens rige til dets højdepunkt. Hazael fandt snart lejlighed til at invadere Israel. Det var ved Ramot-Gilead, som allerede havde været skueplads for en heftig konflikt mellem Israel og Syrien, da Akab mødte sin død, at Hazael mødte Joram, Israels konge, sammen med hvem hans frænde Ahasja, Judas konge, havde sluttet sig sammen for at fastholde denne vigtige fæstning, som var blevet genvundet fra syrerne (2 Kong 9,14; 2 Kong 9,15). Bataljes endelige udfald er ikke optegnet, men Joram blev såret på en sådan måde, at han måtte vende tilbage over Jordan til Jizreels, idet han efterlod Israels styrker under kommando af Jehu, hvis salving af Elisas stedfortræder ved Ramot-Gilead, usurpation af Israels trone, slakteri af Joram, Ahasja og Jesabel, og hævn over hele Ahabs hus er fortalt i hurtig og tragisk rækkefølge af den hellige historieskriver (2 Kong 2; 2 Kong 10).

Uanset hvad resultatet af dette angreb på Ramot-Gilead var, varede det ikke længe før Hazael lagde hele landet øst for Jordan øde--"hele Gileads land, gaditerne og rubenitterne og manassiterne, fra Aroer, som ligger ved Arnons dal, ja Gilead og Basan" (2 Kong 10,33; jf. Am 1,3)). Ej heller undgik Juda syrernes undertrykkeres hårde hånd. Marcherende sydpå gennem Esdraelons slette, og følgende en rute langs kysten taget af mange erobrere før og siden, kæmpede Hazael mod Gat og erobrede det, og "satte sit ansigt for at gå op til Jerusalem" (2 Kong 12,17). Som andre judas konger måtte gøre over for andre erobrere, løskøbte Jeoas, som nu sad på tronen, erobreren med gulddet og templer og palads skatte, og Hazael trak sine styrker tilbage fra Jerusalem.

Israel led imidlertid stadig under Hazaels og hans søn Ben-Hadads hånd, og den hellige historieskriver nævner, at Hazael trykkede Israel ned alle Jehoahaz, Jehus søn, dage. Så tyngende var syrernes undertrykkelse, at Hazael "ikke efterlod Jehoahaz af folket andet end halvtredsindstyve ryttere og ti vogne og titusinde fodfolk; for Syriens konge ødelagde dem og gjorde dem som støv ved tærskning" (2 Kong 13,1-7)). Fyrre eller halvtreds år senere mindedes Amos i åbningen af sin profeti disse syriske felttog mod Israel, da han forudsagde den hævn, der skulle komme over Damaskus. "Så siger Jahve .... Jeg vil sende ild ind i Hazaels hus, og den skal fortære Ben-Hadads paladser" (Am 1,3; Am 1,4).

2. I monumenterne:

Allerede var dog Syriens magt kommet forbi sit højdepunkt og var begyndt at aftage. Begivenheder, som der ikke findes nogen udtrykkelig beretning om i den bibelske fortælling, var i gang, og de gjorde det inden længe muligt for Joakaz' søn, Joash eller Jehoash, at genoprette Israels ære og generobre de byer, der var gået tabt (2 Kong 13,25). For den fulde beretning om disse begivenheder må vi vende os til de assyriske annaler, som er bevaret i monumenterne. Vi læser ganske vist i den hellige historie, at Jahve gav Israel »en frelser, så de kom bort fra syrernes hånd« (2 Kong 13,5). De assyriske kongers annaler giver os klart og tydeligt forklaringen på denne gådefulde udtalelse. Den lettelse, der kom til Israel, skyldtes, at Syriens magt blev lammet ved Assyriens angreb på landene i vest. Fra Den Sorte Obelisk i British Museum, hvor Shalmaneser II (860-825 f.Kr.) har indskrevet beretningen om det felttog, han førte under sin lange regeringstid, findes der lærerige oplysninger om denne periode i Israels historie. I sit 18. regeringsår (842 f.Kr.) førte Shalmaneser krig mod Hazael. På obelisken er beretningen kort, men en længere skildring findes på en af brolægningspladerne fra Nimroud, det gamle Kalab. Den lyder sådan: »I mit 18. regeringsår krydsede jeg Eufrat for 16. gang. Hazael fra Damaskus stolede på sine hæres styrke og samlede sine tropper i fuld styrke. Senir (Hermon), en bjergtop som ligger foran Libanon, gjorde han til sin fæstning. Jeg kæmpede mod ham; jeg fuldbyrdede hans nederlag; 600 af hans soldater lagde jeg ned med våben; 1.121 af hans vogne, 470 af hans heste, sammen med hans lejr, tog jeg fra ham. For at redde sit liv trak han sig tilbage; jeg forfulgte ham; i Damaskus, hans kongeby, spærrede jeg ham inde. Hans plantager huggede jeg ned. Så langt som til Haurans bjerge drog jeg frem. Byer uden tal ødelagde jeg, jævnede med jorden og brændte med ild. Deres bytte, uden tal, førte jeg bort. Så langt som til Baal-Roshs bjerge, som er et forbjerg ved havet (ved udmundingen af Nahr el-Kelb, Hundfloden), drog jeg frem; dér opstillede jeg mit kongelige billede. På den tid modtog jeg tribut fra syrerne og sidonierne og fra Yahua (Jehu), Khumris (Omris) søn« (Ball, Light from the East, 166; Schrader, COT, 200 f.). Af denne indskrift forstår vi, at det ikke lykkedes Shalmaneser at indtage Damaskus. Men byen forblev stadig et mål for Assyriens ærgerrighed, og Ramman-nirari III, Shalmanesers sønnesøn, lykkedes det at indtage den og bringe den under lydighed. Det var denne monark, der var »frelseren«, som Gud lod fremstå for at udfri Israel af Syriens hånd. Da blev det muligt for Israel under Jehoash at generobre de byer, han havde mistet, men på dette tidspunkt var Hazael død, og Ben-Hadad, hans søn, Ben-Hadad III, kaldet Mari på monumenterne, var blevet konge i hans sted (2 Kong 13,24; 2 Kong 13,25).

LITTERATUR.

Schrader, COT, 197-208; McCurdy, HPM, I, 282 ff.

T. Nicol.