Bjørn

bar (dobh; sammenlign arabisk dubb): I 1 Sam 17,34-37 fortæller David Saul, hvordan han som hyrdedreng havde overvundet en løve og en bjørn. I 2 Kong 2,24 fortælles det, at to hunbjørne kom ud af skoven og sønderrev toogfyrre af de børn, der havde hånet Elisa. Alle de øvrige henvisninger til bjørne er billedlige; jf. 2 Sam 17,8; Ordsp 17,12; Ordsp 28,15; Es 11,7; Es 59,11; Klag 3,10; Dan 7,5; Hos 13,8; Am 5,19; Åb 13,2. Den syriske bjørn, undertiden nævnt som en særskilt art, Ursus Syriacus, bør snarere betragtes som blot en lokal variant af den europæiske og asiatiske brune bjørn, Ursus arctos. Den findes stadig i mindre antal i Libanon og er ret almindelig i Anti-Libanon og Hermon. Den synes ikke nu at forekomme i det egentlige Israels land, men kan meget vel have gjort det i bibelsk tid. Den bor i huler i de høje og forrevne bjerge og kommer hovedsagelig frem om natten for at æde rødder og grøntsager. Den holder af chummuc eller kikært, som undertiden plantes på højlandets enge, og markerne må bevogtes godt. De billedlige henvisninger til bjørnen tager hensyn til dens voldsomme natur, især når det gælder hunbjørnen, der er blevet berøvet sine unger (2 Sam 17,8; Ordsp 17,12; Hos 13,8). Det er med denne karakter hos bjørnen i tankerne, at Esajas siger (Es 11,7): "Og koen og bjørnen skal græsse; deres unger skal ligge sammen."

Alfred Y. Day