Lignelse

par'-a-b'-l:

1. Navn

2. Historiske oplysninger

3. Kristi brug af lignelser.

4. Kristi formål med at bruge lignelser

5. Fortolkning af lignelserne

6. Lignelsernes læremæssige værdi

1. Navn:

Etymologisk betyder ordet "lignelse" (paraballo) en placering af to eller flere genstande sammen, sædvanligvis med henblik på en sammenligning. I denne bredeste betydning af udtrykket er der praktisk taget ingen forskel mellem lignelse og sammenligning (se Thayer, Dictionary of New Testament Greek, under ordet). Dette er også, hvad nogle af Kristi lignelser i det væsentlige består i; de rummer kun én sammenligning og findes i et enkelt vers (sammenlign Matt 13,33; Matt 13,44-46). I den mere almindelige og tekniske betydning af ordet betegner "lignelse" som regel en opdigtet fortælling, dog en fortælling, som i sine enkeltheder faktisk kunne være sket; fortællingens formål er at belyse og indprente en højere åndelig sandhed. Disse træk adskiller den fra andre og lignende billedlige fortællinger såvel som fra virkelig historie. Ligheden mellem det sidstnævnte og en lignelse er undertiden så lille, at eksegeter har været uenige om fortolkningen af visse perikoper. Et karakteristisk eksempel på denne usikkerhed er fortællingen om den rige mand og Lazarus i Luk 16,19-31. Problemet er af alvorlig art, for de, der betragter dette som virkelig historie, er nødt til at fortolke hvert eneste udsagn, også den nære beliggenhed mellem himmel og helvede og muligheden for at tale fra det ene sted til det andet, mens de, der betragter det som en lignelse, kan begrænse deres fortolkning til de træk, der udgør fortællingens substans. Den adskiller sig igen fra fablen, for så vidt som denne er en fortælling, der ikke faktisk kunne have fundet sted (f.eks. Dom 9,8 ff.; 2 Kong 14,9; Ez 17,2 f.). Lignelsen beskrives ofte som en udvidet metafor. Ordets etymologiske træk samt lignelsernes forhold til andre og beslægtede stilistiske virkemidler drøftes mere udførligt af Ed. Koenig i HDB, III, 660 ff.

2. Historiske oplysninger:

Selv om Kristus brugte lignelsen som et middel til at indprente sit budskab mere omfattende og mere virkningsfuldt end nogen anden lærer, opfandt han ikke lignelsen. Det var i almindelighed hans skik at overtage de materialer, han brugte til at formidle sit evangeliums højere og dybere sandheder, fra den religiøse og sproglige tankeverden på hans egen tid og give dem en verden af betydning, som de aldrig før havde haft. Således kan f.eks. hver enkelt bøn i Fadervor genfindes i datidens jødiske liturgier, men på Kristi læber har disse bønner en betydning, som de aldrig havde eller kunne have for jøderne. Udtrykket "Ordet" om den anden person i guddommen er en tilpasning fra Logos-ideen i samtidens religiøse tænkning, om end ikke specifikt fra Filon. Dåb, genfødelse og beslægtede udtryk for grundlæggende tanker i det kristne system er ikke helt nye udtryk (sammenlign Deutsch, artiklen "Talmud" Literary Remains). Lignelsen blev brugt både i Det Gamle Testamente og i samtidig jødisk litteratur (sammenlign f.eks. 2 Sam 12,1-4; Es 5,1-6; Es 28,24-28, og for detaljer se Koenigs artikel, anf. sted). Jødiske og andre ikke-bibelske lignelser drøftes og illustreres med eksempler i Trenchs Notes on the Parables of our Lord, indledende essay, kapitel iv: "Om andre lignelser end dem i Skrifterne."

3. Kristi brug af lignelser:

Den eneste lærer i lignelser i Det Nye Testamente er Kristus selv. Brevene, selv om de ofte bruger retoriske allegorier og sammenligninger, gør overhovedet ingen brug af lignelsen, som er så almindelig i Kristi pædagogiske metoder. Fordelingen af disse i de kanoniske evangelier er ulige, og de er strengt begrænset til de tre synoptiske evangelier. Markus har igen kun én, som er særegen for denne bog, nemlig sæden, der vokser i det skjulte (Mark 4,26), og han gengiver kun tre andre, som også findes hos Mattæus og Lukas, nemlig sædemanden, sennepsfrøet og de onde vingårdsmænd, således at hovedparten af lignelserne findes i det første og det tredje evangelium. To er fælles for Mattæus og Lukas, nemlig surdejen (Matt 13,33; Luk 13,21) og det mistede får (Matt 18,12; Luk 15,3). Af de øvrige lignelser findes 18 kun hos Lukas og 10 kun hos Mattæus. Lukas' 18 omfatter nogle af de fineste, nemlig de to skyldnere, den barmhjertige samaritaner, vennen ved midnat, den rige tåbe, de vågne tjenere, det golde figentræ, de fornemste pladser, det store festmåltid, den overilede bygmester, den overilede konge, den tabte mønt, den fortabte søn, den uretfærdige forvalter, den rige mand og Lazarus, de unyttige tjenere, den uretfærdige dommer, farisæeren og tolderen samt pundene. De 10, som er særegne for Mattæus, er ukrudtet, skatten i marken, den kostbare perle, voddet, den ubarmhjertige tjener, arbejderne i vingården, de to sønner, kongesønnens bryllup, de ti jomfruer og talenterne. Der er nogen usikkerhed om det nøjagtige antal lignelser, vi har fra Kristus, da kongesønnens bryllup undertiden betragtes som en anden recension af det store festmåltid, og talenterne som en anden recension af pundene. Andre optællinger foreslås af Trench, Julicher og andre.

4. Kristi formål med at bruge lignelser:

Det fremgår tydeligt af sådanne steder som Matt 13,10 ff. (jf. Mark 4,10; Luk 8,9), at Kristus ikke i begyndelsen af sin virksomhed brugte lignelsen som undervisningsmetode, men indførte den senere. Dette skete tydeligvis i det 2. år af hans offentlige tjeneste og hænger nøje sammen med de ændringer, som han omtrent på den tid foretog i sin holdning til folket i almindelighed. Det var tydeligvis Kristi hensigt i begyndelsen om muligt at vinde nationen som helhed for sin sag og for evangeliet; da det viste sig, at lederne og den store masse af folket ikke ville modtage ham som det, han ønskede at være, og hårdnakket holdt fast ved deres kødelige messianske forestillinger og idealer, ophørte Kristus for en stor del med at henvende sig til masserne, og ved hovedsageligt at begrænse sin undervisning til sine disciple og særlige venner så han nødvendigheden af at organisere en ecclesiola in ecclesia, som til sidst skulle udvikle sig til den verdenserobrende kirke. En del af denne almindelige tilbagetrækning fra Kristi side fra en forkyndelse af hans evangelium for hele nationen var denne ændring i hans undervisningsmetode og antagelsen af lignelsen. Om dette emne efterlader han ingen tvivl, ifølge Matt 13,11 ff.; Mark 4,12; Luk 8,10. Lignelsens formål er både at åbenbare og at skjule sandheden. Den skulle tjene det første formål i disciplenes tilfælde, det andet i de ufortjente jøders tilfælde. Psykologisk er denne forskel, trods disciplenes erkendte ringere træning og uddannelse, især sammenlignet med de skriftkloge og lovkyndige, ikke vanskelig at forstå. En enfoldig kristen, som har nogen forståelse af sandheden, kan let forstå billedlige illustrationer af denne sandhed, som ville være fuldstændige gåder selv for en uddannet hindu eller kineser. Det teologiske problem, der ligger heri, er vanskeligere. Alligevel er det tydeligt, at vi ikke har at gøre med dem, som har begået synden mod Helligånden, for hvem der ikke er nogen mulighed for at vende tilbage til nåden, ifølge Hebr 6,4-10; Hebr 10,26 (jf. Matt 12,31; Matt 12,32; Mark 3,28-30), og som derfor ikke længere kunne påvirkes af en appel fra evangeliet; snarere har vi for os dem, som Kristus har besluttet at trække tilbuddet om forløsning tilbage fra — om det er midlertidigt eller bestemt og endeligt, forbliver et åbent spørgsmål — i overensstemmelse med hans politik om ikke at kaste perler for svin. Den rette mening i disse steder kan kun fastslås, når vi husker, at i Mark 4,12 og Luk 8,10 behøver hina ikke at udtrykke formål, men at denne partikel her bruges til kun at udtrykke det blotte resultat, sådan som det også fremgår af stedet i Matt 13,13, hvor hoti findes. Ordet skal holdes tilbage fra disse mennesker, så denne forkyndelse ikke ville frembringe de almindelige resultater: omvendelse og syndernes forladelse. Derfor antager Kristus nu en undervisningsmetode, der vil skjule sandheden for alle dem, som endnu ikke er blevet gennemtrængt af den, og denne nye metode er lignelsens.

5. Fortolkning af lignelserne:

Principperne for fortolkningen af lignelserne, som alle primært og i første række er bestemt for disciplene, gives af lignelsens egen natur og af Kristi egen måde at fortolke nogle af dem på. Det første og vigtigste, der skal findes, er sigtet eller den bestemte åndelige sandhed, som lignelsen er bestemt til at formidle. Hvad dette sigte præcist er, kan være angivet med udtrykkelige ord, sådan som det f.eks. sker med indledningsordene til lignelsen om farisæeren og tolderen. Endvidere kan sigtet læres af anledningen til lignelsen, ligesom Peters spørgsmål i Matt 18,21 giver sigtet for den følgende lignelse, og det egentlige formål med lignelsen om den fortabte søn i Luk 15,11 ff. ikke er historien om denne unge mand selv, men stilles over for farisæernes knurren, fordi Kristus tog imod toldere og syndere, i 15,1 og 2, for at eksemplificere Faderens alt-tilgivende kærlighed. Ikke Sønnen, men Faderen står i forgrunden i denne lignelse, hvilket også er forbindelsesleddet mellem de to dele. Undertiden kan sigtet kun læres ved en undersøgelse af detaljerne i selve lignelsen og kan da være desto mere usikkert.

Et andet princip for fortolkningen af lignelserne er, at der må skelnes skarpt mellem det, som de ældre fortolkere kaldte fortællingens legeme (corpus) og sjæl (anima); eller, for at bruge andre udtryk, mellem skallen eller barken (cortex) og marven (medulla). Hvad der kun tjener fortællingens formål, er lignelsens »udsmykning« og hører ikke til substansen. Det første kræver ingen fortolkning eller højere åndelig lære; det gør det sidste. Denne skelnen mellem de dele af lignelsen, som er bestemt til at formidle åndelige betydninger, og dem, der skal lades ude af betragtning i fortolkningen, bygger på Kristi egen fortolkning af de såkaldte parabolae perfectae. Kristus selv fortolker i Matt 13,18 ff. lignelsen om sædemanden; dog udelades en række oplysninger i denne forklaring som betydningsløse, såsom det forhold, at der er fire og ikke flere eller færre slags jord, og andre. Ligeledes udelades i hans fortolkning af ukrudtet blandt hveden i Matt 13,36 ff. en række detaljer fra den oprindelige lignelse som betydningsløse.

Netop hvilke detaljer der er betydningsfulde, og hvilke der er uden betydning i en lignelse, er ofte vanskeligt, undertiden umuligt at afgøre, sådan som historien om deres eksegese tydeligt viser. I almindelighed kan man opstille den regel, at de træk, som belyser lignelsens sigte, hører til dens substans, og de træk, som ikke gør det, hører til udsmykningen. Men selv med denne regel står der mange eksegetiske knuder eller vanskeligheder tilbage. Sikkert er det også, at ikke alle detaljerne lader sig fortolke. Nogle er tilføjet af en sådan art, at de ganske vist belyser fortællingen som fortælling, men ud fra kristen morals synspunkt er mere end anstødelige. Den uretfærdige forvalter kan, når han bruger sin myndighed til at gøre sin herres skyldneres gældsbreve mindre, være et forbillede i den kloge brug af denne verdens goder til sit formål, som den kristne kan følge i brugen af sine goder til sine formål; men forvalterens handling i sig selv lader sig ikke forsvare. Ligeledes kan manden, der på en andens ejendom finder en perle af stor værdi, men skjuler dette for jordens ejer og stille køber denne jord, tjene som eksempel på, hvor meget Guds rige er værd; men fra et etisk synspunkt kan hans handling ikke godkendes. I almindelighed har lignelsen, ligesom alle andre former for billedlig udtryksmåde, kun betydning så langt som tertium comparationis rækker, det vil sige den tredje ting, som er fælles for de to ting, der sammenlignes. Men alt dette efterlader stadig et stort omdiskuteret område i mange lignelser. I Arbejderne i vingården betyder "denaren" da noget, eller er den en udsmykning? Debattens historie om dette emne er lang. I Den fortabte søn har alle detaljerne i hans lidelser, såsom at spise de bælge, der var bestemt for svin, en åndelig betydning?

6. Lignelsernes læremæssige værdi:

Fortolkere fra tidligere generationer opstillede reglen, theologia parabolica non eat argumentativa, dvs. at lignelserne, som er meget rige på missionstanker, ikke giver grundlag for læremæssig argumentation. Som alle billedlige udtryk og tankeformer indeholder også lignelserne elementer af tvivl, hvad deres fortolkning angår. De belyser sandheden, men de beviser eller demonstrerer ikke sandheden. Omnia aimilia claudicunt, "alle sammenligninger halter," gælder også her. Intet lærepunkt kan fastslås på grundlag af billedlige skriftsteder, for så ville alle tvivlselementer ikke være fjernet, idet denne tvivl bygger på selve sprogets natur. Lignelsernes argumenterende eller læremæssige værdi findes i dette, at de i overensstemmelse med Skriftens analogi kan belyse sandhed, der allerede er klart udtrykt andetsteds. Sammenlign især Trench, indledende essay, i Notes on the Parables of our Lord, kapitel iii., 30-43; og Terry, Biblical Hermeneutics, del II, kapitel vi: "Interpretation of Parables," 188-213, hvor der gives en fuldstændig bibliografi. Sammenlign også artiklen "Parabel" i Hauck-Herzog, Realencyklopadie fur protestantische Theologie und Kirche.

G.H. Schodde