Lignelse

(Gr. parabole), en placering ved siden af; en sammenligning; svarende til det hebr. mashal, en lighed. I Det Gamle Testamente bruges det om (1) et ordsprog (1 Sam 10,12; 24,13; 2 Krøn 7,20), (2) en profetisk udtalelse (4 Mos 23,7; Ez 20,49), (3) en gådefuld ytring (Sl 78,2; Ordsp 1,6). I Det Nye Testamente: (1) et ordsprog (Mark 7,17; Luk 4,23), (2) et typologisk forbillede (Hebr 9,9; 11,19), (3) en lighed eller allegori (Matt 15,15; 24,32; Mark 3,23; Luk 5,36; 14,7); (4) almindeligvis, i en mere begrænset betydning, en sammenligning mellem jordiske og himmelske ting, “en jordisk fortælling med en himmelsk betydning,” som i vor Herres lignelser.

Undervisning ved lignelser har været i brug fra de tidligste tider. En stor del af vor Herres offentlige undervisning bestod af lignelser. Han forklarer selv sine grunde til dette i sit svar på disciplenes spørgsmål: “Hvorfor taler du til dem i lignelser?” (Matt 13,13-15; Mark 4,11, 12; Luk 8,9, 10). Han fulgte derved reglen for de guddommelige fremgangsmåder, som den er nedskrevet i Matt 13,13.

De lignelser, som vor Herre fremsagde, er alle nedskrevet i de synoptiske (dvs. de tre første) evangelier. Det fjerde evangelium indeholder ingen lignelse i egentlig forstand, selv om billedet med den gode hyrde (Joh 10,1-16) har alle de væsentlige træk ved en lignelse. (Se Liste over lignelser i tillægget.)