Navn

nam (shem; onoma; Latin nomen (2 Esdras 4,1); verberne onomazo; Latin nomino (2 Esdras 5,26)): Et "navn" er det, hvormed en person, et sted eller en ting markeres og kendes. I Skriften var navne almindeligvis beskrivende for personen, for hans stilling, for en eller anden omstændighed der berørte ham, et håb man nærede om ham osv., sådan at "navnet" ofte kom til at stå for personen. I ApG 1,15; Åb 3,4 står onoma for "personer"; jf. 4 Mos 26,53; 4 Mos 26,55.

I. Det Gamle Testamentes ord og brug.

1. Generelt:

Ordet for "navn" i Det Gamle Testamente er shem (også navnet på en af Noas sønner). Etymologien er usikker, selv om det kan komme af shamah (foræld.), "at sætte et mærke"; shum er den aramæiske form. Om navnet som beskrivende for personen, se NAMES. Ud over at betegne personer står navnet også for berømmelse, ry, omdømme, karakter som er erhvervet eller udtrykt osv. (1 Mos 6,4; 2 Sam 7,9; 2 Sam 7,23 osv.); det kunne være et "ondt navn" (5 Mos 22,14; 5 Mos 22,19); "navnet" svarer også til et "folk" eller en "nation" (som kunne "udslettes", dvs. tilintetgøres (5 Mos 7,24 osv.)); at tale eller skrive "i navnet" betød myndighed (2 Mos 5,23; 1 Kong 21,8 osv.); at "nævne ens navn" over et sted eller et folk angav besiddelse eller ejerskab (2 Sam 12,28; Am 9,12 osv.); at handle "i navnet" var at repræsentere (5 Mos 25,6); at blive kaldt eller kendt "ved navn" angav en særlig individuel opmærksomhed (2 Mos 31,2; Es 43,1; Es 45,3; Es 45,4). 1 Mos 2,19; 1 Mos 2,20 viser endda en forestilling om identitet mellem navnet og tingen.

"At navngive" er undertiden 'amar, "at sige" (1 Sam 16,3); dabhar, "at tale" (1 Mos 23,16); naqabh, "at afmærke" (4 Mos 1,17); qara', "at kalde" (1 Mos 48,16; Es 61,6).

2. Det guddommelige navn:

Af særlig interesse er brugen med hensyn til Guds navn. (Om de forskellige guddommelige navne og deres betydning, se GOD, NAMES OF.) Han åbenbarede sig for Israel gennem Moses ved et nyt navn (som samtidig var deres fædres Guds navn)--JEHOVAH (se dette) (Yahweh)--hvis natur skulle vises ved hans åbenbarelser til fordel for dem (2 Mos 3,13-16; 2 Mos 15,2; 2 Mos 15,3). "Guds navn var derfor ikke blot et ord, men hele" den guddommelige åbenbaring, Guds karakter sådan som den blev åbenbaret i hans forhold til sit folk og i hans handlemåde med dem (2 Mos 9,16; Jos 7,9; Jos 9,9 osv.). "Yahwehs navn" blev udråbt for Moses på Sinaj bjerg: "Yah, Yahweh, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på miskundhed og sandhed" osv. (2 Mos 34,6); navnet Yahweh (således åbenbaret) var (2 Mos 3,15) hans "mindenavn" (sådan ofte i American Standard Revised Version; se MEMORIAL). Hans eneste guddommelighed var et så vigtigt element i hans navn, at 5 Mos 6,4 f blev kaldt "Shema" (fra shema`, "hør", det første ord i 6,4), den første artikel i israelitisk tro, lært til alle børnene, skrevet på bederemmene og stadig fremsagt som den første handling i offentlig og privat gudsdyrkelse "to gange om dagen af enhver voksen mandlig jøde." Hvor det siges, at Yahweh lader sit navn ihukomme eller sætter sit navn på et sted (eller en person), er en særlig guddommelig åbenbaring underforstået, som gør stedet eller personen hellig for ham (2 Mos 20,24; 1 Kong 8,16). Hans "navn" var i hans nærværs engel (2 Mos 23,21); det han gør, er "for sit store navns skyld", i troskab mod og til forsvar for sin åbenbarede karakter og sit pagtsforhold (2 Krøn 6,32; Sl 25,11); de store ting, han skulle gøre, ville være "til et navn" (Es 55,13); han ville give sit folk et nyt navn, "et evigt navn" (Es 56,5); at være "kaldt ved" Yahwehs navn er "at være hans folk" (2 Krøn 7,14; Es 43,7); det indebærer "beskyttelse" osv. (Es 63,19; Jer 14,8; Jer 14,9); at "påkalde" Yahwehs navn var "at tilbede ham" som Gud (1 Mos 21,33; 1 Mos 26,25 osv.); "at bekende" hans navn, at "anerkende ham" (1 Kong 8,33; 1 Kong 8,35); at elske, stole på, handle i osv. "navnet" var at elske, stole på osv. Yahweh selv (Sl 5,11; Sl 7,17). Meget ofte, især i Salmerne og Esajas' og Jeremias' profetier, står Guds "navn" for "Gud selv"; at "glemme hans navn" var "at forlade ham" (Jer 23,27); at "tjene, profetere eller tale" i hans navn betød guddommelig udvælgelse, inspiration, myndighed (Jer 11,21; Jer 14,14; Jer 14,15 osv.); vi har "at sværge ved" eller "i" Yahwehs navn (5 Mos 6,13); at tage hans navn "forfængeligt" var at sværge falsk (2 Mos 20,7; 3 Mos 19,12); vi har "velsignelse" i hans navn (5 Mos 10,8); "forbandelse" (2 Kong 2,24). I 3 Mos 24,11 har vi tilfældet med en, der "spottede Navnet og forbandede", straffen for hvilket var død ved stening (24,13-16). I senere jødisk brug (jf. Salomos Visdom 14,21) blev det hellige navn Yahweh ikke udtalt ved læsning af Skrifterne; 'Adhonay ("min Herre") blev sat i stedet for det (vokalerne tilhørende 'Adhonay blev skrevet sammen med konsonanterne i det guddommelige navn), deraf den hyppige betegnelse "Herren" i King James Version, som American Standard Revised Version erstatter med "Yahweh."

II. Det Nye Testamentes ord og brug.

1. Personens karakter og gerning:

I Det Nye Testamente har onoma ofte også betydningen at betegne personens "karakter" eller "gerning", f.eks. Matt 1,21: "Du skal kalde hans navn Jesus; for det er ham, der skal frelse," osv. (Luk 1,31; Luk 2,21; Luk 1,63: "Hans navn er Johannes"; sammenlign de nye navne, der blev givet til Simon, Jakob og Johannes; Sauls nye navn "Paulus"). Guds "navn" har samme forhold til Guds karakter som i Det Gamle Testamente (Matt 6,9; "Fader, herliggør dit navn," Joh 12,28); det åbenbares af Kristus (Joh 17,26; sammenlign Joh 17,3); Jesu navn, som åbenbarer Gud, indtager Jahves navns plads i Det Gamle Testamente (sammenlign Jak 2,7 med Jer 14,9, og se nedenfor); ham gives "navnet, som er over ethvert navn, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig .... og hver tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære," Fil 2,9; Fil 2,10 (sammenlign Es 45,23); "Det er ikke navnet Jesus, men Jesu navn" (Lightfoot), dvs. navnet ("Herre"), som Jesus modtog; med henvisning til Jesus har vi ganske enkelt "Navnet" (ApG 5,41, "værdige til at lide vanære for Navnet"; Jak 5,14 (sandsynlig tekst, Westcott og Hort, The New Testament in Greek), "i Navnet"; 3 Joh 1,7, "for Navnets skyld"); "Kristi navn" svarer til "Kristus selv" (Matt 10,22; Matt 19,29); det er det samme som "hans åbenbarelse" (Joh 20,31); derfor er "at tro på hans navn" at tro på ham, sådan som han er åbenbaret i sit liv og sin gerning (Joh 1,12; Joh 2,23); "i Guds navn" betyder sendt af Gud, som hans repræsentant, med guddommelig myndighed (Matt 21,9; Matt 23,39); på samme måde har vi "at profetere" eller "prædike" i Jesu navn (ApG 4,18; ApG 5,28). "Jesu navn" repræsenterede hans "myndighed" og "kraft", f.eks. at gøre undere i hans navn (Matt 7,22; Mark 9,39; ApG 4,7, `ved hvilket navn (eller "kraft") har I gjort dette?'), og det stilles i modsætning til at uddrive onde ånder ved et andet navn eller en anden kraft (ApG 16,18; ApG 19,17). Evangeliet om frelse skulle prædikes "i hans navn", ved hans myndighed og som det, der gør det virksomt (Luk 24,47); syndere blev retfærdiggjort "ved hans navn" (ApG 10,43; 1 Kor 6,11); synder blev tilgivet "for hans navns skyld" (1 Joh 2,12); mennesker "påkaldte Jesu navn", som de havde gjort med Jahves navn (ApG 9,14; ApG 9,21 (sammenlign ApG 7,59); Rom 10,13; Rom 10,14).

"At nævne Kristi navn" var at høre ham til (2 Tim 2,19); at hans navn blev nævnt over hedningerne, betød, at de blev modtaget som Guds folk (ApG 15,17 (citeret fra Am 9,12); sammenlign Rom 1,5); at "holde fast ved hans navn" er at være tro mod ham, sådan som han er gjort kendt (Åb 2,13; Åb 3,8); at være "samlet i hans navn" og at "gøre alle" ting i hans navn er at gøre det som en "anerkendelse af ham" (Matt 18,20; Kol 3,17); "at døbe i" eller "ind i Jesu Kristi navn" (ApG 2,38; ApG 22,16, "idet du påkalder hans navn", stillet i modsætning til at døbe ind i ens eget navn i 1 Kor 1, eis) er "at nævne hans navn over dem" (i handlingen), som et krav på dem for Kristus og som deres anerkendelse af ham eller af troen på ham--at de bliver hans disciple; på lignende måde betyder det at døbe "ind i (eis) Faderens og Sønnens og Helligåndens navn" en "indvielse til" Gud, sådan som han er blevet åbenbaret i Kristus.

"I navnet på" betyder "som repræsentant for" (eller som værende), f.eks. "i en profets navn", "i en retfærdig mands navn" eller "i en discipels navn" (Matt 10,41; Matt 10,42); at modtage et lille barn "i Kristi navn", dvs. som et, der hører ham til, er at modtage ham selv (Matt 18,5; Mark 9,37; Mark 9,41 til disciple, Revised Version (British and American) "fordi I hører Kristus til," randnote "Græsk: i navn at I er (Kristi)"; Luk 9,48; sammenlign Matt 18,20; Mark 13,6, "Mange skal komme i mit navn"; Luk 21,8).

2. I forhold til bøn:

Betydningen af Jesu navn i forhold til bøn fortjener særlig opmærksomhed. At bede i Jesu navn, at bede om noget i hans navn, ifølge hans løfter: "Hvad som helst I beder om i mit navn, det vil jeg gøre" (Joh 14,13; sammenlign Joh 14,14; Joh 15,16; Joh 16,23); "Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn: bed .... for at jeres glæde må blive fuldkommen" (Joh 16,24), er ikke blot at føje til vore bønner (som det så ofte sker uden eftertanke): "vi beder om alt i Jesu navn" eller "ved Jesus Kristus, vor Herre" osv., men at bede eller anmode som hans repræsentanter på jorden, i hans sendelse og sted, i hans ånd og med hans mål; det indebærer forening med Kristus og at blive i ham, han i os og vi i ham. Udtrykkets betydning er: "som værende ét med mig, sådan som jeg er åbenbaret for jer." Dets to korrelater er "i mig" (Joh 6,56; Joh 14,20; Joh 15,4; Joh 16,33; sammenlign 1 Joh 5,20) og det paulinske "i Kristus" (Westcott, The Gospel according to John).

W. L. Walker