Eg
På engelsk: Oak
Easton's Bible Dictionary
Der er seks hebraiske ord, som gengives med “eg.”
‘El forekommer kun i ordet El-paran (1 Mos 14,6). LXX gengiver det med “terebinte.” I flertalsformen forekommer dette ord i Es 1,29; 57,5 (KJV randnote og RV, “blandt egetræerne”); 61,3 (“træer”). Ordet betyder egentlig stærk, mægtig, og deraf et stærkt træ.
‘Elah, 1 Mos 35,4, “under egetræet, som stod ved Sikem” (RV randnote, “terebinte”). Es 6,13, KJV, “teil-tree;” RV, “terebinte.” Es 1,30, RV randnote, “terebinte.” Absalom blev under sin flugt fanget i grenene på en “stor eg” (2 Sam 18,9; RV randnote, “terebinte”).
‘Elan, kun i Dan 4,11, 14, 20, gengivet med “træ” i Nebukadnesars drøm. Sandsynligvis menes en eller anden egeart.
‘Allah, Jos 24,26. Det sted, der her henvises til, kaldes Allon-moreh (“Morehs eg,” som i RV) i 1 Mos 12,6 og 35,4.
‘Allon, gengives altid med “eg.” Sandsynligvis menes den stedsegrønne eg (også kaldet ilex og steneg). Egeskovene i Bashan omtales ofte (Es 2,13; Ez 27,6). Der findes tre arter af eg i Israels land, hvoraf den “tornede stedsegrønne eg” (Quercus coccifera) er den mest udbredte. “Den dækker de klippefyldte høje i Israels land med et tæt krat af træer på 8 til 12 fods højde (ca. 2,4 til 3,7 m), som forgrener sig fra grunden, er tæt dækket af små, stedsegrønne, stive blade og bærer agern i rigelig mængde.” Den såkaldte Abrahams eg ved Hebron er af denne art. Tristram siger, at denne eg nær Hebron “i flere århundreder har indtaget pladsen for den engang berømte terebinte, som markerede stedet Mamre på den anden side af byen. Terebinten fandtes ved Mamre på Vespasians tid, og under den blev de tilfangetagne jøder solgt som slaver. Den forsvandt omkring A.D. 330, og intet træ markerer nu Mamres lund. Den nuværende eg er det prægtigste træ i det sydlige Israels land; den har en omkreds på 23 fod (ca. 7 m), og løvhangets diameter, som er usymmetrisk, er omkring 90 fod (ca. 27 m).”
International Standard Bible Encyclopedia
ok: Flere hebraiske ord oversættes sådan, men der har altid været stor tvivl om, hvilke ord der burde oversættes "eg", og hvilke "terebinte". Denne usikkerhed viser sig i Septuaginta og hele vejen gennem de engelske bibeloversættelser; i nyere revisioner er "terebinte" i stigende grad blevet tilføjet i randnoten. Alle de hebraiske ord er nært beslægtede og kan oprindeligt blot have haft betydningen "træ", men det er klart, at de, da Det Gamle Testamente blev skrevet, betegnede en særlig slags træ.
1. Hebraiske ord og henvisninger:
Ordene og henvisningerne er som følger:
(1) 'elah (i Septuaginta sædvanligvis terebinthos. i Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) terebinthus, eller, mere almindeligt, quercus) (1 Mos 35,4; Dom 6,11; Dom 6,19; 2 Sam 18,9; 2 Sam 18,10; 2 Sam 18,14; 1 Kong 13,14; 1 Krøn 10,12; Es 1,30; Ez 6,13--i alle disse har randnoten "terebinte"). I Es 6,13 (KJV "teil tree") og Hos 4,13 (KJV "elms") er oversættelsen "terebinter" på grund af sammenstillingen med 'allon, oversat "ege". "Eladalen" (randnote "terebinten") findes i 1 Sam 17,2; 1 Sam 17,19; 1 Sam 21,9. Udtrykket i Es 1,30, "hvis blad visner", passer bedre på terebinten end på egen (se nedenfor).
(2) 'allah (terebinthos, quercus (Vulgata)), tilsyneladende en lille variant af 'elah; kun i Jos 24,26; 1 Mos 35,4 ('elah) og i Dom 9,6 ('elon).
(3) 'elim eller 'eylim, måske flertal af 'elah, forekommer i Es 1,29 (randnote "terebinter"); Es 57,5, randnote "med afguder", KJV "idols", randnote "ege"; Es 61,3, "træer"; Ez 31,14 (teksten er meget tvivlsom), "højde", KJV-randnote "på sig selv"; 'el, i El-paran Septuaginta terebinthos) (1 Mos 14,6), betyder sandsynligvis Parans "træ" eller "terebinte". Celsius (Hierob. 1,34 ff) argumenterer udførligt for, at de ovennævnte ord passer godt på TEREBINTE (se denne) i alle de passager, hvor de forekommer.
(4) 'elon (sædvanligvis drus, "eg"), i 1 Mos 12,6; 1 Mos 13,18; 1 Mos 14,13; 1 Mos 18,1; 5 Mos 11,30; Jos 19,33; Dom 4,11; Dom 9,6; Dom 9,37; 1 Sam 10,3 (KJV "slette"); i alle disse henvisninger har randnoten "terebinte" eller "terebinter". I 1 Mos 12,6; 5 Mos 11,30 har vi "eg" eller "ege" "ved læreren" (Moreh); "egen i Sa'anannim" i Dom 4,11; Jos 19,33; "Meonenims eg", randnote "augurernes eg (eller terebinte)" i Dom 9,37.
(5) 'allon (almindeligvis drus eller balanos), i 1 Mos 35,8 (sammenlign 35,4); Hos 4,13; Es 6,13, stilles i kontrast til 'elah, hvilket viser, at 'allon og 'elah ikke kan være identiske, så der forekommer ingen randhenvisninger; også i Es 44,14; Am 2,9, men i alle andre passager forekommer randnoten "terebinte" eller "terebinter". "Bashans ege" forekommer i Es 2,13; Ez 27,6; Zak 11,2.
Hvis (1) (2) (3) især henviser til terebinten, så er (4) og (5) sandsynligvis korrekt oversat "eg". Hvis vi overhovedet kan dømme efter de nuværende forhold, er "Bashans ege" langt mere korrekt end "Bashans terebinter".
2. Egesorter:
Ifølge Post (Flora of Palestine, 737-41) findes der ikke færre end 9 arter af eg (naturlig orden Cupuliferae) i Syrien, og han føjer dertil 12 undervarianter. Mange af disse har ingen interesse undtagen for botanikeren. Følgende arter er udbredte og karakteristiske: (1) "Tyrkisk eg", Quercus cerris, kendt på arabisk som Ballut, er, som navnet antyder, almindelig over hele det europæiske Tyrkiet og Grækenland og er almindelig i Israels land. Under gunstige forhold opnår den stor størrelse og kan nå så meget som 60 fod (ca. 18 m) i højden. Den kendes på sine store, siddende agern med halvkugleformede skåle dækket af lange, smalle, næsten børsteagtige skæl, som giver dem et mosagtigt udseende. Veddet er hårdt og finkornet. Galæbler er almindelige på dens grene.
(2) Quercus lusitanica (eller Ballota), også kendt på arabisk som Ballut, findes ligesom den foregående ofte forkrøblet til en busk, men når den beskyttes, opnår den en højde på 30 fod (ca. 9 m) eller mere. Bladene er tandede eller rundtakkede og bliver siddende til sent på vinteren, men fældes, før de nye kviste udvikles. Agernene sidder enkeltvis eller få sammen i klynger, og skålene er mere eller mindre glatte. Galæbler er almindelige, og en variant af denne art er ofte kendt som Q. infectoria på grund af dens tilbøjelighed til angreb med galæbler.
(3) Valonia-egen (Q. aceglops), kendt på arabisk som Mellut, har store aflange eller ægformede løvfældende blade med dybe savtakker, der ender i en børstelignende spids, og meget store agern, kugleformede, tykke skåle dækket af lange tilbagebøjede skæl. Skålene, kommercielt kendt som valonia, leverer et af de rigeste garvematerialer.
(4) Den stedsegrønne eg klassificeres ofte under det almindelige navn "Ilex-eg" eller Holm-eg (dvs. kristtornlignende eg). Flere varianter beskrives som forekommende i Israels land. Q. ilex har sædvanligvis en ret buskagtig vækst med talrige blanke, mørkegrønne blade, ovale i formen og mere eller mindre tornede i randen, dog undertiden helrandede. Agernenes skåle er uldne. Den viser en udpræget forkærlighed for havets nærhed. Q. coccifera (med var. Q. pseudococcifera) er kendt på arabisk som Sindian. Bladene er, ligesom hos den foregående, sædvanligvis tornede. Agernene sidder enkeltvis eller parvis, og de halvkugleformede skåle er mere eller mindre fløjlsagtige. På Q. coccifera findes de insekter, som laver det velkendte kermesfarvestof. Disse stedsegrønne ege er de almindelige træer ved hellige grave, og den engang prægtige, men nu døende, "Abrahams eg" ved Hebron er af denne art.
3. Ege i det moderne land:
Ege forekommer i alle dele af Israels land, trods den stadige, hensynsløse ødelæggelse, som har stået på i århundreder. Over hele Karmel, Tabor, omkring Banias og i højdedragene vest for Nazaret, for at nævne kendte steder, findes der egeskove; store landområder, især i Galilæa og øst for Jordan, er dækket af forkrøblet krat, som, hvis det ikke var for brændesamleren, ville vokse op til prægtige træer. Enlige ege af imponerende dimensioner findes mange steder i landet, især på bakketoppe; sådanne træer skånes for ødelæggelse på grund af deres »hellige« karakter. At begrave under et sådant træ har altid været en yndet skik (jf. 1 Mos 35,8; 1 Krøn 10,12). Store træer som disse, der ofte ses på lang afstand, er ofte landemærker (Jos 19,33) eller mødesteder (jf. »Tabors eg«, 1 Sam 10,3). Skikken med hedensk gudsdyrkelse under ege eller terebinter (Hos 4,13; Ez 6,13 osv.) har sit moderne modstykke i dyrkelsen af Wely i landet. Egen forbindes undertiden med en historisk begivenhed, som f.eks. Abrahams eg ved Mamre, der nu vises frem ved Hebron, og »grådens eg«, Allon bacuth, i 1 Mos 35,8.
E. W. G. Masterman
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).