Eksorcisme; eksorcist

ek'-sor-siz'-m, ek'-sor-sist (Exorkistes, fra exorkizo, "at besværge" (Matt 26,63)):

1. Definition:

En, der uddriver dæmoner ved brug af magiske formularer. I streng etymologisk forstand findes der ingen eksorcisme i Bibelen. Udtrykket "eksorcister" bruges én gang (ApG 19,13) på en måde, der miskrediterer de professionelle eksorcister, som var velkendte både blandt jøder og hedninger.

2. Metoden til at uddrive dæmoner i Det Nye Testamente:

Jesu måde at behandle besatte på var ikke eksorcisternes. Selv om det siges (Matt 8,16), at han "drev ånderne ud med et ord", er det helt klart, at det pågældende ord ikke var rituelt, men myndigt. I Luk 4,35 har vi en typisk sætning, som vor Herre udtalte, da han udførte sine helbredelser: "Ti stille, og far ud af ham." I Mark 9,29 har vi Kristi egen betoning af det etiske element i behandlingen af disse gådefulde lidelser: "Denne slags kan ikke fare ud ved noget andet end ved bøn." I Matt 12,28 giver Jesus sin egen forklaring på den metode og kraft, der blev brugt i hans helbredelser: "Men hvis jeg driver dæmoner ud ved Guds Ånd, så er Guds rige kommet over jer."

I Luk 9,1 bruges ordene "myndighed" og "kraft" på en sådan måde, at det viser evangelisternes tro på, at der for at helbrede dæmonbesættelse var brug for en virkelig kraft fra Gud sammen med retten til at bruge den. Denne gruppe af skriftsteder giver Det Nye Testamentes forståelse af dette frygtelige mysterium og dets helbredelse. Dæmonerne er personlige onde magter, der plager menneskelivet i deres modstand mod Gud. Det ligger ud over menneskets evne, uden hjælp, at opnå udfrielse fra dem. Det er Kristi opgave som menneskehedens forløser at befri mennesker fra dette såvel som fra andre onder, der skyldes synd. Mirakuløse helbredelser af samme slags som dem, Kristus selv udførte, blev udført af hans disciple i hans navn (Mark 16,17). Den kraft, der tillægges "hans navn", giver os anledning til en særdeles oplysende sammenligning og modsætning.

3. Eksorcisme i hedenske og jødiske skrifter:

Eksorcisme blandt oldtidens og primitive folk hviler i høj grad på troen på magiske formularers kraft, som sædvanligvis var sammensat af guddomsnavne og blev udtalt i forbindelse med eksorcistiske ritualer over de lidendes legemer. Ordene selv antages at have magt over dæmonerne, og den blotte oplæsning af den korrekte liste over navne antages at være virksom.

Opmærksomheden bør igen henledes på babyloniernes og assyrernes besværgelsestekster (se, for oversættelser og fuld udlægning af teksterne, Rogers, Religion of Babylonia and Assyria, 146 ff). I denne retning har overtroens absurditeter og grusomheder ført mennesker til yderligheder. I Josefus' tilfælde forbavses vi over at se, hvordan selv hos en dannet mand den mest ynkelige overtro styrer hans syn på sådanne emner. I Ant, VIII, v, hvor han taler om Salomos visdom, siger han, at "Gud satte ham i stand til at lære den kunst, som uddriver dæmoner, og som er en nyttig og helbredende videnskab for ham." Han beskriver også i samme forbindelse en helbredelse, som han påstår at have set, "i Vespasians og hans sønners nærvær", udført efter besværgelsesmetoder, der blev tilskrevet Salomo. En ring, hvortil der var fastgjort en slags rod, som Salomo havde nævnt, blev placeret ved den besattes næsebor, og dæmonen blev trukket ud gennem næseborene. Beviset på, at eksorcismen faktisk havde fundet sted, blev givet ved, at et kar, som var stillet i nærheden, væltede.

Absurditeterne i denne beretning overgås til fulde af fortællingen om eksorcisme i Tobits Bog (se Lunge, Apocrypha, 151-53), hvor leveren og hjertet fra en fisk, der blev fanget ved et mirakel, brændes på røgelsens aske, og den røg, der opstår, driver en dæmon bort. Hele denne fortælling er i høj grad værd at læse omhyggeligt for det lys, den kaster over fantasiens uhæmmede arbejde med sådanne sager.

Hos de rabbinske forfattere nås selve grænsen for sygelig usundhed i de lange og frastødende detaljer, de giver om metoder brugt ved eksorcisme (se Whitehouse, HDB, artikel "Demon," I, 592b; sammenlign 593b; Edersheim, Life and Times of Jesus the Messiah, II, 775-76).

4. Modsætninger mellem Det Nye Testamentes og folkelige metoder over for dæmoner:

I den skarpest tænkelige kontrast til dette står de bibelske beretninger. Netop det forbindelsespunkt, som vi har bemærket, er også kontrastpunktet. Det mægtige og virksomme ord, hvormed Jesus irettesatte og beherskede dæmoner, var ikke en eksorcistisk formular fremsagt udenad, men hans eget levende ord med hellig kraft. "I Jesu navn" betød ikke, at det hellige navn, formelt udtalt, besad magisk kraft til at bevirke en helbredelse. Den gamle semitiske formel, "i navnet på", som i Det Gamle Testamente fik en dyb etisk betydning, fik en endnu dybere betydning i Det Nye Testamente. Den rette og gavnlige brug af den betød tillid til Kristi nærvær og levende kraft, fra hvem alene kraften til at gøre nogen mægtig gerning kommer (Joh 15,5).

Denne grundlæggende forskel mellem Jesu og hans disciples tanker og metoder og samtidens forestillinger og skikke bliver desto mere slående, når vi husker, at den lavere sfære af tanker og praksisser faktisk var fremherskende blandt det folk, som Herren og hans efterfølgere var forbundet med. Det berømte sted (Matt 12,24 og parallelsteder), hvor farisæerne tilskriver dæmonisk indflydelse de helbredelser, Jesus udførte på de dæmoniserede, og som sædvanligvis studeres med henblik på vor Herres ord om den utilgivelige synd, er også bemærkelsesværdigt for den tanke om dæmoner, som det udtrykker. Den tanke, der tydeligvis ligger bag anklagen mod Jesus, var, at den naturlige måde at få kontrol over dæmoner på er ved gennem magi at opnå magt over dæmonernes hersker. Som svar på dette fastholder Jesus, at eftersom dæmonerne er onde, kan de kun beherskes ved modstand mod dem i Guds kraft.

Her som andre steder er det New Testament-teksternes beherskede mental tilbageholdenhed, de høje åndelige og etiske resultater af disciplenes intimitet med Jesus, klart til at se.

Vores Herre og hans disciple behandlede de dæmonbesatte, som de behandlede alle andre, der led under syndens ondartede, slavebindende og ødelæggende magt – med ubegrænset medfølelse og med fasthed og virkning fra dem, hvem Guds nærvær og kraft blev givet i overflod.

Louis Matthews Sweet