Elam; elamitter

e'-lam, e'-lam-its (`elam; Ailam; Jer 49,36. Codex Sinaiticus 'the original scribe' læser Elam)

Skuepladsen for begivenhederne i 1 Sam 17,2 ff., også omtalt i 1 Sam 21,9. Der kan ikke være nogen tvivl om, at dette er Wady ec CunT ("terebintedalen"), eller en del af den. Dette er den sydligste af de store dale, som skærer gennem Shefela. Den begynder nær Hebron, tæt ved Beit Sur, og går under navnet Wady es Sur ned i en mere eller mindre nordlig retning, indtil den nær Beit Nettif drejer brat mod vest og får navnet Wady ec CunT. Her mødes den af Wady en Najil, som kommer fra nord, og fra øst af Wady el-Jindy, ad hvilken en gammel vej går ned fra Betlehem. Hvor alle disse dale løber sammen, udvider Wady ec CunT sig til en bred og jævn dalbund, en halv mil på tværs. På en stejl bakke på den sydlige side og lidt sydøst for den brede åbning ligger Kh. esh-Shuweikeh, stedet for Soko. At de store begivenheder i 1 Sam 17,2 ff. fandt sted her, kan der ikke være nogen tvivl om: Filistrene stillede sig op på de sydlige høje; israelitterne mod nord eller nordøst. På den brede, jævne dal fandt kampen med Goliat sted. Den nøjagtige placering af Sauls styrker kan være genstand for overvejelse, men afdøde Principal Miller fra Madras, som foretog et særligt studium af lokaliteten (Least of All Lands, kapitel v), mente, at den lille dal, der stiger mod nordøst fra Wady ec CunT til Belt Nettif, sandsynligvis var den egentlige Eladalen, og at israelitterne her havde deres befæstninger. Hans belysning af hele fortællingen er meget overbevisende.

Indhold

1. Geografisk beliggenhed og navne 2. Overfladeform 3. Bjergkæder 4. Floder 5. Klima 6. Vegetation 7. Fauna 8. Befolkningen 9. De vigtigste byer 10. Apirti og "røverfolkene" 11. Elams sprog 12. Historie (1) Den tidligste periode (2) Sargon af Agade og hans efterfølgere (3) Kongerne af Urs overhøjhed (4) Elam bliver dominerende 2280 år f.Kr. (5) Udvidelsen af elamitisk myndighed mod vest (6) Babylonien igen øverst (7) Hurbatilas udfordring til Kuri-galzu (8) Elam igen øverst (9) Elam besejres igen, men kommer sig (10) Konflikten mellem Elam og Assyrien (11) Sankerib mod Kaldæa og Elam (12) Assyrisk venskab og elamitisk utaknemmelighed (13) Te-umman og den elamitiske kongeslægt; Assyriens triumf (14) Elamitisk utaknemmelighed og forræderi (15) Elams yderligere herskerskifter (16) Kong Tammaritus forræderi (17) Herredømmet går fra Assyrien (18) Elams senere tilstand 13. Elamitisk religion 14. Elams betydning; hendes litteratur 15. Kunst i den 1. og 2. forhistoriske periode 16. Kunst i den arkaiske periode, statholdernes periode og kongernes periode 17. Temperamentet hos Elams indbyggere

Litteratur

1. Geografisk beliggenhed og navne:

Et velkendt område, delvis bjergrigt, hvis vestlige grænse, med udgangspunkt på den nordøstlige side af Den Persiske Bugt, i praksis fulgte den nedre Tigris' løb. Det var afgrænset mod nord af Medien, mod øst af Persien og mod vest af Babylonien. Assyrerne-babylonierne kaldte området Elamtu, ideografisk udtrykt med de sumeriske tegn for Nimma eller Numma, som synes at have været dets navn på dette sprog. Da Numma eller Elam tilsyneladende betyder "højde" eller lignende, blev disse navne sandsynligvis anvendt om det på grund af dets bjergrige karakter. Et andet navn, som det var kendt under i tidlig tid, var Ashshan, for Anshan eller Anzan (Anzhan), en af dets gamle byer. Områdets store hovedstad var dog Susa (Shushan), hvorfra dets græske navn Susiana kommer, vekslende med Elymais, fra det semitiske Elam.

2. Overfladeform:

Elam bestod af en slette, der lå i en sænkning i Irans eller Persiens bjerge. Den mindre del af denne — som dog også var den historisk ældste — lå mellem Pusht-e-Kuh mod vest, Lur-bjergene mod nord, Bakhtiari-højderne mod øst og sydøst og Ahwaz-højene mod syd. Den større slette har de samme Ahwaz-høje som sin nordlige grænse og når mod syd til havet.

3. Bjergkæder:

Pusht-e-Kuh-bjergene er en række meget høje, parallelle kæder, beskrevet som "en veritabel mur" mellem Mesopotamien og den højtliggende sænkning ved Kerkha. Dets vigtigste top ligger i Kebir-Kuh (2.500 meter = 8.200 fod) — en vanskelig bjergkæde af overraskende regelmæssighed. Dalene på den sydvestlige skråning hører egentlig til Babylonien og kunne let invaderes fra den side, men nordøst for Kebir-Kuh er landet godt beskyttet, ikke blot mod Mesopotamien i vest, men også mod Persien i øst. Nutidens nomadiske lurer er i praksis uafhængige af Persien. Luristans bjergkæder tiltager i højde, efterhånden som man nærmer sig den persiske slette, og de højeste tinder i hovedkæden når en højde på 5.000 meter (= 16.400 fod).

4. Floder:

Fra disse bjergkæder stammer store floder, som strømmer gennem Elam til havet. Kerkha (Gamas-ab) springer frem på det persiske sletteland nær Nehavend, og er praktisk talt en voldsom strøm, indtil den når Susa, under hvilken den bliver mindre hurtig og forsvinder i Hawizehmoserne. Ab-e-Diz, en flod med større vandmængde, dannes ved sammenløb af to bække over Dizful. Den er så voldsomhed, at den fører sten og endda trætykker ned fra bjergene, og efter en snoet løb forenes den med Karun ved Kut-e-Bende-Kir. Belad-Rud, mellem Ab-e-Diz og Kerkha, springer frem i Luristans bjerge og varierer meget i vandmængde, idet den undertiden kun er en lille bæk, undertiden en stor flod. Karun, som forenes med en række små strømme, springer frem i Bakhtiaribergetene. Efter at have modtaget Ab-e-Diz og Belad-Rud ved Kut-e-Bende-Kir bliver den en vigtig vandvej, sejlbar helt til Shuster. Dette identificeres med det bibelske Ulai (assyrisk Ulaa, klassisk Eulaeus). I oldtiden løb den ud i Persiske Golf, som i tidligere århundreder strakte sig langt mere indland end nu, men forenes nu med Shattel-Arab ved Mohammerah.

5. Klima:

Klimaet er variabelt. Mellem 1. og 15. november begynder regnen, med sydøst- og sydvinde, og bjergene dækkes med sne. I januar og februar forekommer voldsomme storm, og natten bringer 8 til 10 graders frost. Foråret begynder ved slutningen af februar, og vegetationen skrider så hurtigt frem, at høsten finder sted omkring slutningen af april. Vinden drejer så mod syd og sydvest og fører en varme med sig, som undertiden stiger til 60 grader C, hvilket ødelægger al landets plantevækst. Trods klimaets hårdhed var det imidlertid et velbefolket og overordentlig frugtbart område i oldtiden, som det er nu. At Arabistan-distriktet er fattig og øde skyldes folkets ligegyldighed og mangel på fremsyn; ligesom befolkningen i det tyrkiske Bagdad-provins har de forsømt de gamle irrigationskanaler, som gjorde jorden frugtbar.

6. Plantevækst:

Vegetationen i Susiana siges ikke at være særlig varieret. På flodbrinterne finder man pile, tamarisk og mange slags akacier. Der findes tilsyneladende ingen skove – de hellige lunde, som Assur-bani-apli omtaler, menes af De Morgan at være kunstige plantager. Appelsiner og citroner, som nu dyrkes der, er senere tilkomne. Daddelpalmen er bragt fra Shatt-el-Arabs bredder, og granattræet og andre frugttræer fra det iranske sletteland. Hvede og byg, sådt i oktober og november, høstes i april. Durra ligger i jorden hele tørketiden og vandes kunstigt indtil oktober og høstes i november. Ricinus-bønner, indigo, linser, bønner osv. dyrkes mindre.

7. Dyreverdenen:

Dyreverdenen siges nu at være mindre talrig end tidligere. Den indeholder arter både fra Centralasien, Europa og, til en vis grad, Afrika. Elefanten, vildt æsel, vildt okse og struds findes ikke længere på det kaldæisk-elamitiske sletteland, men nogle få eksemplarer af løven findes der stadig. Bjørne, pantere, vildsvin, ulve, vildkatte, ræve, sjakaler og flere arter af vildhunde findes dog stadig. Tusindvis af pigsviin bor i krattet ved flodbrinterne og moserne. Blandt fuglene, som ikke forlader landet, er ørnene, gribene, falkene, ravnen, frankolinen, svalen, spurven, meisen, idet osv. Vintervandrerfuglene er pelikanen, storken, tranen, skarven, maagen, mange arter af vildt, vildt gås, trappen, skovsnepenen, bekkasinerne, duerne, turtelduen og talrige glinsende vadefugle. Vandløbene er fulde af fisk, blandt hvilke findes barbusen, siluren, karpen (undertiden af stor størrelse) og gurnarderne, som ligner Nilens. Da nogle af floderne er salte, findes også havfisk, og det er ikke sjældent at se hajers ved Shuster og ål i den nedre Karun.

8. Befolkningen:

Befolkningen er naturligvis ikke homogen. Araberstamme, som i virkeligheden er semitter, beboer slettelandene, mens iranere befolker byerne og bor ved bjergenes fod. Ifølge De Morgan var oprindeligbefolkningen hovedsageligt negritisk og har blandet sig med araberbefolkningen i så høj grad, at mulatter blandt dem er ikke sjældne. Han betragter denne type som værende repræsenteret blandt både soldaterne og det folk, som blev erobret af Naram-Sin omkring 3000 f.Kr. Ikke desto mindre havde rene semitter slået sig ned i landet på meget tidligt tidspunkt, og det skyldes sandsynligvis dette, at Elam kaldes (1 Mos 10,22) Shems søn – faktisk viser de mange stemplinskrifter, som de franske udforskere fandt ved Susa, hvor stærk deres indflydelse var. Det var tilsyneladende i løbet af det 2. årtusinde f.Kr., at visse kassitter oversvømmede Vestmesopotamien og bosatte sig i Elams nordlige del, som derefter blev kaldt "mat Kassi" af assyrerne, "Cosseernes land". Eftersom disse mennesker synes at have talt et arisk sprog, blev der tilsyneladende ikke indført en virkelig ny race som følge af deres invasion.

9. Hovedstæderne:

De to vigtigste byer var Susa eller Shushan, kaldt Susun i de oprindelige tekster, og betragtet som den gamle hovedstad, beliggende ved Ulai (Karkha); og Anzan (Ashshan, Anshan), mere mod sydvest. Sidstnævnte var hovedstad for Kyros den Store og hans nærmeste forgængere, hvilket område tilsyneladende var blevet erobret af Sispis (Teispes), hans forfader, ved slutningen af det 6. århundrede f.Kr. Susa, et vigtig handelscenter i det 3. årtusinde f.Kr., blev igen en af de tre hovedstæder i Perserriget under achaemenidernes regering.

10. Apirti og "røverbandene":

Fra indskrifterne i Mal-Amir mod øst får vi at vide, at dette var stedet for et andet kongerige, kaldet Apirti, landet for afarsitterne i Ezra 4,9. I den 2. (såkaldt mediske eller skytiske) version af de sene persiske indskrifter gives dette navn som Hapirti, Halpirti og Haltupirti og fremstår som ækvivalenten til det babyloniske Elammat (Elamtu) eller Elam uden nominativendelsen. I den persiske version fremstår det som (H)uwaja eller (H)uwazha, hvorfra det moderne Huz eller Khuzistan kommer. Dette indebærer, at kongerne af Apirti på et tidspunkt havde herredømme over Susa og måske over hele Elam. Strabon (xi.13,1,6), som citerer Nearchus, taler om "fire røvernationer", der boede i bjergene øst for Eufrat--amardierne eller mardierne ved Persiens grænse, uxierne og elymæerne ved grænserne til Persien og Susa, og kossæerne (kassitterne) ved mederne. Amardierne synes at have været Apirti (Hapirti), uxierne kom sandsynligvis fra (H)uwaja, mens elymæerne (jf. 1 Makk 6,1) var elamitterne. Blandt de stammer, som skabte landets historie, var derfor sandsynligvis uxierne, som ikke synes at være nævnt i de tidlige indskrifter.

11. Elams sprog:

Dialekterne i Susa, de andet akæmenidiske VSS og i Apirti adskiller sig kun lidt fra hinanden. De er varianter af et agglutinerende sprog og er tilsyneladende ikke beslægtet med noget andet kendt sprog. Udsagnet i 1 Mos 10,22 gælder derfor kun den semitiske del af befolkningen, eftersom det er usandsynligt, at det folk, der talte apirtisk, kunne beskrives som "Sems sønner".

12. Historie:

(1) Den tidligste periode.

Begyndende med den halvmytiske periode har vi fortællingen om den babyloniske helt Gilgameshs kamp mod den elamitiske tyran Humbaba, som blev besejret af helten og hans hjælper Enki-du og halshugget. Den tidligste virkelig historiske henvisning til elamitterne som Babyloniens fjender er dog tilsyneladende den, der findes i et brev fra præsten Lu-enna til præsten En-e-tarzi, hvori det meddeles, at elamitterne havde invaderet Lagas og bortført betydeligt bytte. Brevskriveren havde imidlertid angrebet elamitterne og til gengæld taget bytte fra dem. Da der synes at være en henvisning til deling af bytte, er dette en fortrinlig parallel til den elamitiske ekspedition, som blev foretaget i alliance med babylonierne mod byerne på sletten (1 Mos 14).

(2) Sargon af Agade og hans efterfølgere.

Sargon af Agade angreb tidligt i sin regeringstid elamitterne, men tilsyneladende kom Elam først under babyloniernes herredømme på Naram-Sins tid, hans søn, som synes at være vist, mens han leder sine tropper i dette område, på den pragtfulde stele med hans navn, som blev fundet i Susa. Elam genvandt dog tilsyneladende sin uafhængighed på Uruwus' tid, kongen af Kis, som invaderede landet og bragte betydeligt bytte med tilbage. En af høvdingene i Susa på denne tid var Simbi-ishak. Det kaldæiske herredømme varede dog ikke længe, for Dungi, konge af Ur i Kaldæa, invaderede omkring 2500 f.Kr. landet, ledsaget af sin vasal Gudea, vicekonge af Lagas. Dungi har efterladt vidnesbyrd om sine erobringer i de bygninger, han opførte i Susa, men de vigtigste bygninger fra denne periode blev opført af Ba-sa-Susinak, søn af Simbi-ishak, vicekonge af Susa og magthaver i Elam. Han byggede et tempel for guden Sugu, vandreservoirer, Susinaks port og udgravede Sidur-kanalen. Han var tydeligvis en af landets store herskere.

(3) Kongerne af Urs overhøjhed.

Noget senere kom Idadu I, hans søn Kal-Ruhuratir og hans sønnesøn Idadu II, som på skift sad på tronen på Bur-Sins tid, kongen af Ur. Elam stod på dette tidspunkt stadig under babylonisk overhøjhed, som fortsatte under hans efterfølger, Gimil-Sin, der også byggede i Susa, og hvis vasal var Ebarti-kin-Daddu, vicekonge af Susa. Gimil-Sin blev efterfulgt af sin søn Ibi-Sin som overherre i Elam; han invaderede og hærgede landet, sandsynligvis for at undertrykke et oprør. Der var dog tilsyneladende ingen uvilje mellem de to nationer, for vicekongen af Susa siges at have giftet sig med en datter af Ibi-Sin. En anden og muligvis senere vicekonge synes at have giftet sig med Mekubi, datter af Billama, vicekonge af Asnunnak, som som elamitisk prinsesse opførte bygninger i Susa.

(4) Elam bliver dominerende 2280 f.Kr.

Det var sandsynligvis kort efter dette, at Kudur-Nahhunte afkastede det semitiske åg og, ved at invadere Babylonien, bragte meget bytte tilbage til Elam. Den dato, som Assurbani-aplis indskrifter angiver for denne hersker, er 2280 f.Kr. Stillingen for herskerne i Elam og Babylonien var nu ændret, og Babylons konger måtte anerkende elamitisk overhøjhed. Som elamitisk og babylonisk hersker betroede Kudur-Nahhunte Susa til en lensherre, og blandt de vicekonger, der styrede Elam, kan nævnes Sirukdu', som byggede i Susa, og Temti-Agun, hans søsters søn, som i denne by byggede templet for Isme-karab, "for Kutir-Nahhuntes og hans families helbred". Efter at være gået over til andre herskere tilfaldt styret over Susa Ebari, far til Silhaha, under hvis regering Simti-Silhak herskede i Babylonien. Nur-Addi og Rim-Anum, konger af Larsa (Elassar), var hans vasaller.

(5) Udvidelsen af elamitisk myndighed vestpå.

Attapaksu (eller Attahusu), Silhahas søsters søn, blev derefter »hyrde for Susa«. Blandt de templer, han byggede, var et viet til gudinden Narute, og han opførte en bro nær sin residens. Kudur-mabuk, søn af Simti-Silhak, var på denne tid adda (»far«, sandsynligvis med betydningen beskytter) for Emutbalu og Vesten--Amurru, amoritternes land, hvortil Kedorlaomer og Amrafel drog med deres forbundsfæller på Abrahams tid (1 Mos 14). Kudur-mabuk af Larsa blev efterfulgt af sin søn Eri-Aku (sandsynligvis Iri-Agun af Larsa i de elamitiske tekster), og hvis han virkelig, som det synes sandsynligt, er Arjok i 1 Mos 14,1; 1 Mos 14,9, så er dette også den periode, hvor Kedorlaomer herskede i Elam. Det mærkelige er dog, at denne sidstes navn ikke forekommer i nogen genkendelig form, medmindre det er Kudurlahgumal i visse halvt legendariske indskrifter (se CHEDORLAOMER). Den elamitiske linje i Larsa blev efter Eri-Akus død videreført af Rim-Sin, hans bror, som efterfulgte ham.

(6) Babylonien igen øverst.

Hvordan Elams historie var i denne periode, mangler endnu at blive opdaget, men Hammurabi, som identificeres med Amrafel i 1 Mos 14,1; 1 Mos 14,9, synes at have invaderet landet i sit 30. år. I sit 31. år besejrede han Rim-Sin af Larsa og fulgte dette op i sit 32. år ved at slå hæren fra Asnunnak. Alle disse sejre i Elam og dets afhængige områder gjorde sandsynligvis Babylons rige til den øverste magt i landet. Men der behøves flere detaljer, som vedrører denne periode. Det anses for sandsynligt, at den elamitiske konge Sadi(?) eller Taki(?) kom i konflikt med og blev besejret af Ammi-caduga, den 4. i nedstamning fra Hammurabi, som regerede omkring 1890 f.Kr. Tilsyneladende havde den elamitiske hersker forsøgt at genvinde sin uafhængighed, men det mislykkedes.

(7) Hurbatilas udfordring til Kuri-galzu.

Når vi udelader navnene på herskere, om hvem der kun vides lidt eller intet, kommer vi til Untas-Gals regeringstid, beskytter af artiklerne. Talrige templer blev bygget af ham, og helligdomme i Susa blev indviet. Han har efterladt en prægtig bronzestatue, der forestiller hans dronning Napir-Asu. Han synes at være blevet styrtet af Untahas-Gal, af en mere legitim linje, som ligeledes var tempelbygger. Efter Kidin-Hutrans tilsyneladende korte regeringstid kom Hurpatilas (Hurbatilas), som, fordi han ønskede at kaste det babyloniske åg af sig, udfordrede Kuri-galzu, Babylons konge, til kamp ved Dur-Dungi. Udfordringen blev taget op, med katastrofale følger, for Hurbatila blev taget til fange af den babyloniske konge på det nævnte sted. Dette satte dog ikke en stopper for striden, og til sidst sejrede Kidin-Hutrudas over Belnadin-sum, Babylons konge, omkring 1180 f.Kr.

(8) Elam igen øverst.

Senere kom Sutruk-Nahhuntes militære bedrifter; han invaderede Babylonien, dræbte kong Zagaga-sum-iddina og ødelagde, hjulpet af sin søn Kutir-Nahhunte, Sippar og bortførte Naram-Sins stele, Hammurabis lovkodeks og flere andre monumenter, som blev omhyggeligt bevaret i Susa. Han besejrede også kongen af Asnunnak. Det er denne samling af krigsbytte, der har bidraget til at gøre de franske udgravninger i Susa til den succes, de er.

(9) Elam besejres igen, men kommer sig.

Krigen mellem Babylonien og Elam, som er optegnet for Nebukadrezzar I's regeringstid (ca. 1020 f.Kr.), fandt ifølge Scheil sandsynligvis sted under Silbina-hamru-Laqamars regering. Den elamitiske konge blev besejret ved Ulajs bredder, Elam blev hærget, og meget bytte blev taget. Fyrstendømmet kaldet Namar blev løsrevet fra susisk område og genforenet med Babyloniens domæne. Tilsyneladende vendte elamitterne nu deres opmærksomhed mod at genvinde deres militære anseelse, med det resultat at en elamitisk konge besad den babyloniske trone fra 939 til 934 f.Kr. Denne periodes historie mangler stadig at blive opdaget, men babylonierne rystede tilsyneladende snart det elamitiske åg af sig. Det er dog omtrent på denne tid, at en anden magt--Assyrien--trådte ind på scenen og gik i felten--ikke blot mod Babylon, men også ved Elams grænser. En elamitisk samtidig med Nabonassar af Babylon var Humbanigas, 742 f.Kr.

(10) Konflikten mellem Elam og Assyrien.

På dette tidspunkt blev assyrerne imidlertid dominerende i Babylonien (se Tiglat-Pileser og Shalmaneser), men det var sandsynligvis først under Sargon af Assyriens regering (se SARGON), at Elam kom i konflikt med Assyrien. Merodak-Bal'adan, en tronprætendent i Babylon, gjorde fælles sag med Humbanigas, som kæmpede mod den assyriske hær ved Der. Naturligvis hævder assyrerne sejren, men babylonierne siger, at de blev besejret. Efter Humbanigas' død fortsatte hans efterfølger, Sutur-Nahhundi eller Ishtar-hundu (babylonisk), med at støtte Merodak-Bal'adan og rykkede frem for at hjælpe ham. Sargon angreb først kaldæerne og besejrede dem ved Dur-Athara, og da han trængte ind i Elam, stormede og indtog han landets byer. Den elamitiske konge søgte tilflugt i bjergene, og Merodak-Bal'adan måtte modstå assyrerne uden hjælp.

(11) Sankerib mod Kaldæa og Elam.

(12) Venskab med Assyrien og elamitisk Utaknemlighed.

Venskab med Assyrien var en fuldstændig vending i elamitisk politik, og efter al sandsynlighed blev freden, skønt sandsynligvis upopulær, mellem de to lande opretholdt i flere år. Humba-haldasus to brødre gjorde oprør mod ham og myrdede ham, og Urtaku, en af myrder erne, tog den elamitiske trone. Han turde dog ikke være åbenlyst fjendt mod Assyrien, og sendte derfor sin bror Te-umman for at intriger e i Chaldæa til fordel for en mand ved navn Nabuusallim, men de chaldæiske anførere svarede, at Na'id-Marduk, deres herre, levede, og at de var tjenere for kongen af Assyrien. Desuden migrerede visse elamitiske stammer under en hungersnød i Elam til Assyrien for at undslippe mangelen, og blev venligt behandlet af Assur-bani-apli, som havde efterfulgt sin fader på den assyriske trone. På trods heraf invaderede Urtaku dog Babylonien som allieret med visse chaldæiske stammer. Overtaget af den assyriske hær kæmpede han mod dem nær sin egen grænse, men blev besejret og flygtede. Han døde alt samme år (sandsynligvis ved egen hånd) og blev efterfulgt af sin bror Te-umman (Tepti-Humban).

(13) Te-umman og Elams Kongebørn; Assyriens Triumf.

Denne konge, som Assur-bani-apli beskriver som værende i lighed med en ond ånd, gik straks i gang med at sikre døden på alle Urtakus og Umman-aldases (Humba-Haldasu II) sønner, sin bror; og disse fem fyrster, sammen med 60 af Elams kongeblod, flygtede og søgte tilflugt hos den assyriske konge. Te-umman sendte straks to budbringere til Assur-bani-apli og fordrede de flygtninges overgivelse. Dette blev nægtet, og krig brød ud mellem de to lande umiddelbart efter. Assyrierne mødte elamiterne ved Der, men Te-umman frygtede at slutte slag der, og trak sig tilbage og inntog en stærk stilling nær sin hovedstad Susa, med sin frontside beskyttet af floden Ulai. Desertioner fra hans hær svækkede Te-ummans styrker så meget, at han søgte at forhandle med Assur-bani-apli, som naturligvis nægtede at høre på vilkår og beordrede sine tropper til angreb. Elamitternes nederlag var en foregiven slutning, og Te-umman omkom sammen med sin søn i kampens hedeste linje, som dramatisk er skildret af Assur-bani-aplis kunstnere i de basrelieffer, som prydede hans palads' vægge. En assyrisk general blev nu sendt til Susa med Umman-igas, den fyrste, som var valgt til at efterfølge Te-umman, og han blev udråbt, mens ligene af de faldne elamitter dækkede slagmarken, og Ulai's vande førte andre med sig ned til stedet for dens udløb. Tammaritu, den nye konges yngste bror, blev samtidig gjort konge over Hidalu i bjergregionen. I triumftoget i Ninive, som fandt sted, da den assyriske hær vendte tilbage, viste Te-ummans hoved og hans søn Tamritus hoved sig, det første hængende fra halsen på Dunanu, konge over Gambulu, og det sidste fra halsen på Samgunu, Dunanus bror.

(14) Elamitisk Utaknemlighed og Forræder i.

I en tid var der fred i Elam, men snart søgte utilfredsheden hos Samas-sum-ukin, konge af Babylon og Assur-bani-aplis bror, at bryde den. På hans tilskyndelse glemte Umman-igas de velgerninger, han havde modtaget af Assur-bani-apli, og sendte en hær ind i Babylonien under kommando af Undasi, Te-ummans søn, idet han sagde til ham, at han skulle hævne drabet på sin far på Assyrien. Trods den forenede hærs store styrke lykkedes det dem ikke at gøre fremgang mod assyrerne. Tammaritu, Umman-igas' nevø, gjorde efter de elamitiske styrkers nederlag i Kaldæa oprør mod ham, og efter at have besejret ham huggede han hovedet af ham og tog kronen. Samas-sum-ukin vendte straks sin opmærksomhed mod den nye hersker og fik ham ved nye gaver til også at komme ham til hjælp. Tammaritu marcherede derfor i spidsen for en hær ind i Babylonien, men i hans fravær ledede Indabigas, en af hans tjenere, et oprør mod ham og udråbte sig selv til konge i Susa. I det slag, der fulgte mellem de to tronprætendenter, blev Tammaritu besejret og flygtede til havkysten med en del af den elamitiske kongefamilie. Til sidst gik han om bord på et skib i Den Persiske Bugt med den hensigt at undslippe, men han led skibbrud og overgav sig til en assyrisk officer, som sendte ham til Assyrien.

(15) Elams yderligere herskerskifter.

Indabigas, den nye elamitiske konge, sendte nu en delegation for at slutte fred med Assur-bani-apli, som straks krævede, at Nabu-bel-sumati, Merodach-baladans søn, og de assyrere, som han havde lokket og taget med sig, skulle udleveres. Før dette krav kunne nå Indabigas, havde hans folk imidlertid gjort oprør mod ham og dræbt ham, og Umman-aldasu, Attametus søn, satte sig på tronen efter at have besejret Indabigas ved Huthuts bredder. Det samme krav blev rettet til Ummanaldasu, som var blevet rettet til Indabigas, men Nabubel-sumati, som ikke ønskede at falde i assyrernes hænder, opfordrede sin våbendrager til at gøre det af med ham, og de to gennemborede hinanden med deres sværd.

(16) Kong Tammaritus forræderi.

Alligevel besluttede Assur-bani-apli at genindsætte Tammaritu, den tidligere elamitiske konge, på tronen, og med dette mål invaderede han Elam. Assyrerne havde som sædvanlig fremgang, og da Umman-aldas fik dette at vide, flygtede han til bjergene. Da Tammaritu drog ind i Susa, blev han endnu en gang udråbt til konge af Elam, og til gengæld lovede han at anse Assur-bani-apli for sin herre og at betale tribut. Næppe var den assyriske hær draget bort, før Elams nye konge begyndte at sammensværge sig mod den magt, som havde ophøjet ham. Efter alt at dømme blev hans planer om oprør indberettet til den assyriske konge, som straks sendte en hær og plyndrede landet, og Tammaritu faldt igen i Assur-bani-aplis hænder. Umman-aldas vendte nu tilbage og genoptog styret. Da den assyriske konge ikke ville betragte sine tidligere bestræbelser som frugtesløse, besluttede han endeligt at undertvinge landet, og med dette mål invaderede han det; påskuddet var, at elamitterne nægtede at udlevere billedet af gudinden Nana, som var blevet bortført fra Erek 1.635 år tidligere, på Kudur-Nahhuntes tid (se (4) ovenfor). De to hære stod over for hinanden ved Itites bredder, og efter et angreb, hvor assyrerne var i en ugunstig stilling, veg elamitterne, og Umman-aldas flygtede til bjergene. Ifølge den assyriske konges optegnelse blev et vældigt bytte taget, deriblandt mange hellige og gamle kongelige statuer, som var bevaret i Susa. Billedet af Nana blev ført tilbage til sin helligdom i Erek under stor jubel. Ved triumffejringerne i Nineve var Tammaritu en af de fangne konger, som trak den assyriske konges vogn til Ishtars tempel, da han takkede gudinden for sine sejre.

(17) Herredømmet går fra Assyrien.

Efter alt at dømme blev Elam nu en provins i det assyriske rige, dog ikke længe, eftersom dette brød sammen i året 606 f.Kr., og regeringscentrum blev flyttet til Babylon under Nabopolassar, som blev dets hersker. Nebukadrezzar (604), Evil-Merodak (561), Neriglissar (559) og Nabonid (555-538 f.Kr.) var efter hinanden herrer over Elam. Omtalen af Elams konger i Jer 25,25 antyder dog, at landets gamle stater i praksis havde genvundet deres uafhængighed; selv om 49,35-39 profeterer landets sønderdeling og ødelæggelsen af dets konge og fyrster. Dette menes at henvise til Teispes' annektering af landet og til, at det gennem hans linje--Kyros, Kambyses og Kyros den Store, som alle var konger af Anzan--overgik til Dareios Hystaspis. I Es 21,2 er det tilsyneladende den senere Kyros, der hentydes til, når Elam sammen med Medien kaldes til at "drage op" mod belejringen af Babylon.

(18) Elams senere tilstand.

Efter Kyros var Elams historie Persiens historie, som det fra nu af udgjorde en del af. Efter al sandsynlighed var elamitterne dog lige så krigeriske og uregerlige som altid. Under den lidet kendte kharacenske konge Aspasines regeringstid foretog de indfald i Babylonien; en af modstanderne af denne konges generaler var Pittit, "fjenden, elamitten"--tilsyneladende en gammel stående vending. Elam blev i hele sin udstrækning slået med sværdet, og Pittit (blev dræbt eller taget til fange). En af de byer, som de angreb, var Apameia, sandsynligvis den ved floden Sellas. ApG 2,9 antyder, at Elams gamle sprog stadig var i brug, og at elamitterne endnu blev anerkendt som en nationalitet så sent som i det 1. århundrede af vor tidsregning.

13. Elamitisk religion:

På grund af de mange semitter i Elam og nærhed til de babylonske stater blev babylonske guddomme – Anu og Anatu, Enlil og Ninlil, Merodach og Zer-panitu, Samas og Aa, Tammuz og Ishtar, Ninip, Nergal, Hadad eller Rimmon osv. – i stort omfang tilbedt (se Babel, Babylon). Hovedguddomstoffet blandt det ikke-semitiske panteon synes at have været Insusinak, skytspatronen for Susa, identificeret med Ninip, Enlils søn, af babylonierne, som også anførte andre navne på ham – Lahuratil Simes, Adaene, Susinak og Dagbak. Merodach synes at være blevet repræsenteret af det sumeriske tegn Gal, "stor", og Zer-panitu blev tilsyneladende kaldt Nin-sis i Elam. Ishtar var kendt som Usan. Lagamar, Laqamar eller Lagamal blev tilsyneladende identificeret med den babylonske Lagamal, en af guderne i Dailem nær Babylon – hans navn anses almindeligvis for at danne del af navnet Kedorlaomer (se der). Nahhunte, Na'hunte eller (babylonsk) Nan-hundi var babyloniernes solguder Samas; Kunzibami var den vestligt-semitiske Hadad, også kendt under sit Mitanni- (Hittiter-) navn Tesup. Humban, Human eller Umman (assyrisk), "gudernes gud", "kongen", blev muligvis betragtet som babyloniernes Merodach. Spredningen af babylonske myter i Elam antyder gudindens Belala navn, muligvis den babylonske Belili, Tammuz' søster. Ordet for "gud" på elamitisk var nap, forklaret af babylonierne som et af Enlils navne, hvilket betyder, at elamitterne betragtede ham som "guden" efter guddommelig ret. Af deres guddomme blev seks (én af dem var Lagamar) kun tilbedt af elamitiske konger. Elam havde templer og tempeløre svarende til dem i Babylonien, samt hellige lunde, hvor ingen fremmede trængte ind. (Se ERE under ordet "Elamites".)

14. Elams betydning; dens litteratur:

Genopdagelsen af Elams historie er en af de mest bemærkelsesværdige ting i moderne forskning. Den har afsløret for os den vidunderlige udvikling, som dette rige havde gennemgået på et overordentligt tidligt tidspunkt, og viser, at det politisk var lige så vigtigt som de babylonske stater for 4.000 år siden, skønt det tilsyneladende ikke var så avanceret inden for kunst og litteratur. Landet havde dog antaget kileskrift-skrivemetoden og besad også et andet skriftsystem, der tilsyneladende var af ældre dato. Da både semitisk babylonsk og susisk (anzanitisk) blev talt i landet, er der fundet talrige dokumenter på begge sprog, mest historiske eller af arten dedikationer, nogle af hvilke er indskrevet på genstande præsenteret til templer. Der findes også en række arkaisktabletteri af karakteren af regnskaber, skrevet i en særlig kileskrift. Cylinderseglene er enten indskrevet med dedikationer eller med ejeren navn, hans faders navn og guden, som han tilbad, som i Babylonien. Af anden litteratur er der kun få spor – en besværgelse mod myg viser befolkningens ønske om at befri sig fra livets ubehageligheder. Kontrakter vidner om lovenes eksistens, men lovene selv skal endnu opdages. Hammurabi's stele, som blev fundet i Susa, tilhørte ikke elamitisk litteratur, men babylonisk litteratur.

15. Kunst i 1. og 2. forhistorisk periode:

Elamitisk kunst i første periode var naturligt rå, og det er tvivlsomt, om metaller blev brugt dengang, da ingen spor af dem blev fundet. Der var heller ingen indskrevne monumenter. Keramikken var imidlertid af ekstrem delikatesse og meget elegant. Den anden periode beskrives som mindre kunstnerisk end den første. Keramikken er mere alm., og også mere grovt arbejdet, skønt bedre varer også findes. Malet dekoration forekommer. Kar af hvidt eller rosenrødt kalksten, nogle af dem meget store, forekommer, men alabast er overordentlig sjælden. Der er ingen indikation af skrift på denne periode, men groft udhugget segl med dyreformer findes. Bygningerne var af rå tegl eller ophobet jord, skønt brændt tegl undertiden blev brugt. En ændring synes at have fundet sted i livsbetingelserne ved slutningen af denne periode, hvilket tyder på invasion af en mere civiliseret race.

16. Kunst i den arkaiske periode, vicelkongers kunst og kongernes kunst:

Indikationerne på invasion i anden forhistorisk periode bekræftes ifølge M. Jequier af det, der findes i laget af den arkaiske periode, som fulgte efter. Dette understreges af de talrige indskrevne lerplader, nogle af hvilke har aftryk af helt bemærkelsesværdige cylindersegl. Keramikken er sparsom og ikke karakteristisk, men arbejdningen af alabast til kar var udviklet betydeligt, og nogle af de mindre former (salve- eller parfumeflaske) er gode og varierede. Nogle har form af anden, vildsvin og andre dyr. I perioden for issake eller vicekongerne forekommer fine skulpturer i lavt relief – skorpionmanden og det hellige træ, militære fanger med deres vagt, belejringsoperationer og døde på slagmarken; og som eksempler på arbejde in the round, elfenbens- og alabaststatuetter. Senere, i tiden for Elams og Susa's konger, steg kunstgenstande i antal, skønt store objekter in the round er sjældne. Bemærkelsesværdige er bronzestatuetter og statuer, hvor statuetterne er meget talrige. Den største produktion af denne art er den næsten livsstore statue af dronning Napir-Asu, gemalinde til Untas-Gal, som imidlertid desværre er hovedløs. Det er et bemærkelsesværdigt stykke arbejde og har stor kunstnerisk værdi.

17. Elams indbyggeres temperament:

Efter al sandsynlighed blev Elam i høj grad hæmmet i sin materielle og intellektuelle udvikling af sit folks ustyrlige og krigeriske natur--ja, landets historie, så langt den er kendt, er en beretning om strid og konflikt, og det sindelag, som de gamle optegnelser viser, synes at være gået i arv til de vilde stammer, der bebor de mere utilgængelige egne. Det, der i oldtiden fremmede skænderier og konflikter, var arvefølgeloven, for de elamitiske konger blev almindeligvis ikke efterfulgt af deres ældste sønner, men af deres brødre (se ELLASAR). Indbyggerne i byerne i nutiden adskiller sig efter al sandsynlighed ikke i nogen væsentlig henseende fra Persiens befolkning i almindelighed, og blandt dem findes der sandsynligvis ikke nogen stor mængde gammelt elamitisk blod, skønt den elamitiske type træffes og sandsynligvis, som følge af gammel sammenblanding, forekommer i forskellige dele af det moderne Persien.

Litteratur

For den mest fuldstændige beretning om opdagelserne i Elam, se Memoires de la delegation en Perse, I ff, Mission scientifique en Perse, I ff, og Histoire et travaux de la delegation en Perse, alle under redaktion af J. de Morgan og skrevet af De Morgan, V. Scheil, G. Lampre, G. Jequier osv.; også W. K. Loftus, Chaldea and Susiana, 1857.

T. G. Pinches