Shushan

shoo'-shan (shushan; Sousan, Sousa):

1. Beliggenhed, etymologi og former af navnet:

Denne by, babyloniernes Susu eller Susan og det lokale (elamitiske) Susun, er det moderne Shush (Sus) i det sydvestlige Persien, en række ruinhøje ved bredden af floden Kerkha. De gamle etymologier ("liljernes by" eller "hestenes by") er sandsynligvis uden værdi, da man snarere ville forvente en etymologi på stedets eget sprog. Sayce forbinder derfor navnet med sassa, der betyder "tidligere", og peger på en betydning i retning af "den gamle" by. Den nævnes ofte i de babyloniske indskrifter fra det 3. årtusind f.Kr. og gengives med tegnene for gudinden Ishtar og for "cedertræ", hvilket antyder, at den blev betragtet som stedet for den "guddommelige lund" (se 5 nedenfor). I senere tid erstattede assyrerne det andet tegn med det tegn, der havde værdien ses, muligvis som angivelse af udtalen. Radau (Early Babylonian History, 236) identificerer Shushan (Susa) med Sasa hos den babyloniske konge Kuri-galzu (14. århundrede f.Kr., hvis det er den første af navnet), som til den babyloniske gudinde Ninlil tilegner en indskrift af en vis Siatu, der på et tidligere tidspunkt havde tilegnet den til Ishtar for den babyloniske konge Dungis liv (ca. 2500 f.Kr.).

2. Ruinerne:

Det område, der stadig er dækket af ruiner, er omkring 2.000 hektar (4.940 acres), skønt dette kun er en brøkdel sammenlignet med byens gamle udstrækning, som anslås at have været mellem 12.000 og 15.000 hektar (29.640-37.000 acres). Selv om Susa var betydelig, var dens udstrækning lille sammenlignet med Nineve og Babylon. Ruinerne inddeles af de franske udforskere i fire områder:

(1) Citadelhøjen (mod vest), fra akæmenidisk tid (5. århundrede f.Kr.), ca. 1.476 gange 820 fod, som dominerer sletten (højde ca. 124 fod).

(2) Kongebyen øst for citadellet, sammensat af to dele: Apadana (mod nordøst) og et næsten trekantet område, der strækker sig mod øst og syd. Dette rummer resterne af Dareios' og hans efterfølgeres palads og optager lidt mere end 123 acres. Selve paladset og tronsalen var adskilt fra resten af de officielle bygninger.

(3) Byen, beboet af håndværkere, købmænd osv.

(4) Området på højre bred, beboet på tilsvarende måde. I oldtiden strakte dette sig ud over hele den nedre slette mellem Shaour og Kerkha. Foruden disse var der mange isolerede ruiner, og forstæderne indeholdt en række landsbyer og særskilte bygningsværker.

3. "Kongebyen", "citadellet" og ruinerne deri:

De fleste af bygningsværkerne i Susa er fra persisk tid. I den nordlige del af Kongebyen ligger resterne af Apadana, det eneste store monument, hvis rester blev fundet i niveau med jorden. Hoveddelen bestod af en stor søjlehal, kendt som Artaxerxes Mnemons tronsal. Den erstattede en tidligere bygning af Dareios, som blev ødelagt af brand på Artaxerxes I's tid. Søjlerne havde tilsyneladende kapitæler i den stil, der var almindelig i Persien--forpartierne af to tyre, knælende ryg mod ryg. I citadellet synes der at have eksisteret et palads bygget af Xerxes, idet basen til en af hans søjler er blevet fundet der. Teglsten med indskrifter af tidlige elamitiske konger og fundamenterne af ældre mure vidner om, hvor gammel bebyggelsen i denne del er. Ifølge udforskerne var dette den del af byen, der var forbeholdt templerne.

4. De fundne monumenter:

Antallet af vigtige oldsager, der er fundet på stedet, er betydeligt. Blandt fundene kan nævnes Naram-Sins, kongen af Agade, sejrsstele (3.-4. årtusind f.Kr.); statuetterne af den babyloniske konge Dungi (ca. 2360 f.Kr.); reliefferne og indskrifterne af den elamitiske konge Ba(?)-sa-Susinak (ca. 2340 f.Kr.); obelisken indskrevet med Hammurabis love fra Babylon; bronzebasrelieffet af den elamitiske konge Sutruk-Nahhunte (ca. 1120 f.Kr.), som fra Babylonien bortførte de ovennævnte steler af Naram-Sin og Hammurabi sammen med talrige andre babyloniske monumenter; stelen af Adda-hamiti-In-Susnak, fra en langt senere tid, sammen med talrige andre kunstgenstande og indskrifter--et yderst værdifuldt arkæologisk fund.

5. Assur-bani-aplis beskrivelse af byen:

Susan gennemgik mange alvorlige kriser, en af de sværeste var dens indtagelse og ødelæggelse ved den assyriske konge Assur-bani-aplis hære omkring 640 f.Kr. Ifølge hans beretning var ziqqurat'en eller tempeltårnet i Susa bygget af emaljerede tegl, der efterlignede lapis lazuli, og det var prydet med spir af blank bronze. Byens gud var Susinak, som boede på et hemmeligt sted, og ingen så nogensinde hans guddomsskikkelse. Lagamaru (Laomer) og fem andre af byens guddomme blev kun tilbedt af konger, og deres billeder, sammen med billederne af 12 andre (tilbedt af folket), blev ført bort som bytte til Assyrien. Bevingede tyre og genier prydede Susas templer, og figurer af vilde tyre beskyttede indgangene til deres helligdomme. Andre bemærkelsesværdige ting var de hellige lunde, som ingen fremmed måtte gå ind i, og de elamitiske kongers gravsteder. Efter at have kommet sig over det slag, assyrerne havde tilføjet den, genvandt Susan til sidst sin gamle betydning og blev, som de persiske kongers sommerresidens,

hjemsted for Ahasverus og dronning Ester (Neh 1,1; Est 1,2; Est 1,5; Est 2,3; Est 3,15; Est 9,11; Dan 8,2; Tilføjelser til Ester 11,3).

LITTERATUR.

Se Perrot et Chipiez, Histoire de l'art dans l'antiquite, bind V, Perse, 1890; de Morgan, Delegation en Perse (Memoires), 1900, osv.; Histoire et travaux de la delegation en Perse, 1905; artikel "Elamites" i Hastings ERE; artikel ELAM i dette værk.

T. G. Pinches