Ekskommunikation

eks-ko-mu-ni-ka'-shun:

Udelukkelse fra kirkens fællesskab som middel til personlig tugt, eller til menighedens renselse, eller begge dele. Dens kim er blevet fundet i (1) den mosaiske »banlysning« eller »forbandelse« (cherem, »viet«), helt overgivet til Guds brug eller til ødelæggelse (3 Mos 27,29); (2) det at blive »udryddet«, sædvanligvis ved døden, stening af bestemte overtrædere, sabbatsbrydere (2 Mos 31,14) og andre (3 Mos 17,4; 2 Mos 30,22-38); (3) udelukkelsen af de spedalske fra lejren (3 Mos 13,46; 4 Mos 12,14). Ved genoprettelsen (Ezra 10,7; Ezra 10,8) var straffen for ulydighed mod Ezras reformbevægelse, at »al hans ejendom skulle fortabes (cherem), og han selv skilles fra de hjemvendtes forsamling«. Nehemias' tilsvarende behandling af mænd, der havde hedenske kvinder til hustruer, hjalp med at fastlægge princippet. Det Nye Testamente forefinder et veludviklet synagogalt system for ekskommunikation, i to, muligvis tre, varianter eller trin. nidduy, for den første forseelse, forbød badet, barberkniven, det selskabelige bord og begrænsede social omgang og tempelbesøg. Det varede tredive, tres eller halvfems dage. Hvis overtræderen stadig forblev forhærdet, blev »forbandelsen«, cherem, formelt udtalt over ham af et råd på ti, og han blev lukket ude fra fællesskabets intellektuelle, religiøse og sociale liv, fuldstændig afskåret fra menigheden. shammatha', som nogle mener er et tredje og sidste trin, er sandsynligvis en generel betegnelse, der anvendes både om nidduy og cherem. Vi møder systemet i Joh 9,22: »Hvis nogen bekendte ham som Kristus, skulle han udelukkes af synagogen« (aposunagogos); Joh 12,42: »bekendte det ikke .... for ikke at blive udelukket af s.«; og Joh 16,2: »udelukke jer af synagogen.« I Luk 6,22 kan Kristus henvise til de tre trin: »skille jer ud fra deres selskab (aphorisosin), og håne jer (oneidisosin = cherem, »forbandelse«), og kaste jeres navn bort som ondt (ekbalosin).«

Det er tvivlsomt, om en udtrykkelig forskrift om ekskommunikation findes i vor Herres ord (Matt 18,15-19). Også forseelsen og straffen synes rent personlige: »Og hvis han også nægter at høre menigheden, skal han være for dig som hedningen og tolderen,« uden for omgangens og samtalens område. Dog kunne det næste vers antyde, at menigheden også skal handle: »Sandelig siger jeg jer: Hvad som helst I binder på jorden, skal være bundet i himlen,« osv. Men dette sidste synes, ligesom Matt 16,19, snarere at henvise til den almene fremsættelse af principper og retningslinjer end til konkrete kirkelige bestemmelser. Alt i alt synes Jesus her at fastlægge princippet om værdig personlig undgåelse af den forhærdede overtræder, snarere end at foreskrive kirkelig handling. Alligevel kan personlig undgåelse logisk svare til ekskommunikation ved menigheden i passende tilfælde. 2 Thess 3,14: »Mærk jer den mand, så I ikke har samkvem med ham«; Tit 3,10: »Et partisk menneske .... undgå« (American Revised Version randnote); 2 Joh 1,10: »Tag ikke imod ham i jeres hus,« osv., indskærper alle en klog og trofast undgåelse, men ikke nødvendigvis ekskommunikation, selv om det kunne blive det logiske resultat. Paulus' »anatemaer« skal ikke forstås som ekskommunikationer, eftersom det første gælder en forseelse, som ingen kirkelig domstol let kunne undersøge: 1 Kor 16,22, »Hvis nogen ikke elsker Herren, skal han være anatema«; det andet berører Paulus' dybe forhold til sin Herre: Rom 9,3, »jeg selv .... anatema fra Kristus«; mens det tredje ville underlægge apostlen eller en engel kirkelig irettesættelse: Gal 1,8; Gal 1,9, »Om så vi eller en engel .... skal han være anatema.«

Klare, konkrete eksempler på ekskommunikation eller anvisninger om den findes imidlertid i de paulinske og johannæiske skrifter. I tilfældet med manden, der levede i blodskam (1 Kor 5,1-12), afskar menigheden på apostlens foranledning (»jeg for mit vedkommende, fraværende i legemet, men nærværende i ånden«), ved et formelt møde (»i vor Herre Jesu navn, når I er forsamlet«), idet den udførte apostlens ønske og vilje (»og min ånd«), og brugte den magt og myndighed, som Kristus havde givet (»og med vor Herre Jesu kraft«), formelt overtræderen fra sit fællesskab og overgav (opgav?) ham til denne verdens fyrstes magt (»at overgive en sådan til Satan«). Desuden påbydes en sådan handling i andre tilfælde: »Fjern den onde mand fra jer selv.« 2 Kor 2,5-11 henviser sandsynligvis til det samme tilfælde, afsluttet med overtræderens omvendelse og genindsættelse. »Overgivelse til Satan« må også omfatte en eller anden fysisk lidelse, måske kulminerende i døden; som med Simon Magus (ApG 8,20), Elymas (ApG 13,11), Ananias (ApG 5,5). 1 Tim 1,20: »Hymenæus og Alexander .... for at de kunne lære ikke at spotte,« er et lignende tilfælde af ekskommunikation ledsaget af en retslig og disciplinerende fysisk lidelse. I 3 Joh 1,9; Joh 1,10 har vi et tilfælde af ekskommunikation ved en fraktion, der har magten: »Diotrefes .... tager heller ikke selv imod .... og dem, der vil, .... kaster han ud af menigheden.«

Udelukkelsen fra kirkesamfundet i Ny Testamentes kirke var ikke et fuldt udviklet system. Ny Testamente definerer klart dens årsager, metoder, omfang eller varighed ikke. Det ser ud til at være sket på grund af vildfarende lære (1 Tim 1,20) eller på grund af faktion (Tit 3,10 (?)); men langt de fleste klare og utvivlsomme tilfælde i Ny Testamente vedrører umoralsk eller ukristelig adfærd (1 Kor 5,1; 1 Kor 5,11; 1 Kor 5,13; måske også 1 Tim 1,20). Det skilte fra kirkesamfundet, men ikke nødvendigvis fra kirkens kærlighed og omsorg (2 Thess 3,15 (?)). Det udelukkede fra kirkelige privilegier og ofte, måske sædvanligvis, måske altid, fra social omgang (1 Kor 5,11). Når det blev udtaldt af apostlen, kunne det være ledsaget af mirakler og straffeeller disciplinerende fysiske følger (1 Kor 5,5; 1 Tim 1,20). Det var den lokale kirkes handling, enten med (1 Kor 5,4) eller uden (1 Kor 5,13; 1 Kor 5,3) en apostels samtykke. Det kunne muligvis blive udtalt af en apostel alene (1 Tim 1,20), men måske ikke uden kirkens samtykke og som kirkens mundekjumper. Dets formål var den skyldiges bedring: »At ånden kan blive frelst på Herren Jesu dag« (1 Kor 5,5)}}; og kirkens bevarende renselse: »Fejr jeres højtid uden syredeig, sådan at I er en ny dejen, ligesom I jo er usyredeig« (1 Kor 5,7)}}. Den kunne, som det synes, ophæves ved anger og gensyn (2 Kor 2,5-11}). Det var ikke en kompleks og stiv kirkelig mekanisme, holdt over sjælene som en trussel, men trofast kærligheds sidste tilflugt, over hvilken håb og bøn stadig svævede.

Literatur.

Artikler i HDB, DB, Jew Eric, DCG; Martensen, Christian Ethics, III, 330 ff; Nowack, Benzinger, Heb Archaeol.; Kommentar på de nævnte steder.

Philip Wendell Crannell