Eksil

Om Israels rige. På Pekahs tid førte Tiglat-Pileser II en del af indbyggerne i Galilæa og Gilead bort som fanger til Assyrien (2 Kong 15,29; jf. Es 10,5, 6) (741 f.Kr.).

Efter Samarias ødelæggelse (720 f.Kr.) ved Shalmaneser og Sargon (se disse) skete der en almindelig deportation af israelitterne til Mesopotamien og Medien (2 Kong 17,6; 18,9; 1 Krøn 5,26).

Om de to stammers rige, Juda rige. Nebukadnesar trængte i Jojakims fjerde år (Jer 25,1) ind i Juda og førte nogle unge mænd af kongelig slægt bort, deriblandt Daniel og hans venner (606 f.Kr.), sammen med templets hellige kar (2 Krøn 36,7; Dan 1,2). I 598 f.Kr. (Jer 52,28; 2 Kong 24,12), i begyndelsen af Jojakins regering (2 Kong 24,8), førte Nebukadnesar 3.023 fremtrædende jøder bort som fanger, deriblandt kongen (2 Krøn 36,10), sammen med hans familie og embedsmænd (2 Kong 24,12), samt et stort antal krigere (16), mange betydningsfulde personer (14) og håndværkere (16), idet han kun lod de fattige og hjælpeløse blive tilbage. Dette var den første almindelige deportation til Babylon.

I 588 f.Kr., efter Sidkijas oprør (se denne), skete der en anden almindelig deportation af jøder ved Nebukadnesar (Jer 52,29; 2 Kong 25,8), som omfattede yderligere 832 af rigets ledende mænd. Han førte også resten af de hellige kar bort (2 Krøn 36,18). Fra denne periode, da templet blev ødelagt (2 Kong 25,9), og frem til den fuldstændige genoprettelse, 517 f.Kr. (Ezra 6,15), ligger perioden med de “halvfjerds år.”

I 582 f.Kr. fandt den sidste og endelige deportation sted. Det samlede antal, som Nebukadnesar førte bort i fangenskab, var 4.600 familieoverhoveder med deres hustruer, børn og personer, der var afhængige af dem (Jer 52,30; 43,5-7; 2 Krøn 36,20, osv.). Således udgjorde de landflygtige et meget betydeligt samfund i Babylon.

Da Kyros gav jøderne tilladelse til at vende tilbage til deres eget land (Ezra 1,5; 7,13), var det i begyndelsen kun et forholdsvis lille antal, der benyttede sig af denne mulighed. Det kan ikke betvivles, at mange, som hørte til Israels rige, til sidst sluttede sig til jøderne under Ezra, Zerubbabel og Nehemias og vendte tilbage sammen med dem til Jerusalem (Jer 50,4, 5, 17-20, 33-35).

Store skarer havde dog bosat sig i Babylons land og dannet talrige kolonier i forskellige dele af riget. Deres efterkommere har meget sandsynligt bredt sig langt ind i de østlige lande og er blevet opslugt af den almindelige befolkning.