Jeriko

jer'-i-ko (ordet forekommer i to former. I Pentateuken, i 2 Kong 25,5 og i Ezra, Nehemias og Krønikebøgerne skrives det yerecho; yericho ellers): I 1 Kong 16,34 er det sidste hebraiske bogstav he (h) i stedet for waw (w). Endelsen waw (w) menes at bevare særpræg fra den gamle kana'anæiske dialekt. I Septuaginta har vi den ubøjelige form, Iericho (Swete har også formen Iereicho), både med og uden den feminine artikel; i Det Nye Testamente Iereicho, én gang med den feminine artikel. Det arabiske er er-Riha. Ifølge 5 Mos 32,49 lå den over for Nebo, mens den i 34,3 kaldes en by med en palmelund. Den var omgivet af en mur (Jos 2,15) og forsynet med en port, som blev lukket om natten (Jos 2,5), og den blev regeret af en konge. Da den blev indtaget, fandt man kar af bronze og jern, store mængder sølv og guld og "en smuk babylonisk kappe" i den (Jos 7,21). Den lå på den vestlige side af Jordan, ikke langt fra Israels lejr ved Shittim, før de gik over floden (Jos 2,1). Byen lå på "sletterne" (Jos 4,13), men så tæt ved "bjerget" mod vest (sandsynligvis Quarantanias klipper, det traditionelle sted for Kristi fristelse), at den var inden for let rækkevidde for spejderne, som blev beskyttet af Rahab. Den lå i Benjamins lod (Jos 18,21), hvis grænse steg op til "skråningen (de engelske bibeloversættelser: "side") af Jeremias mod nord" (Jos 18,12). Autoriteter er i almindelighed enige om at placere den gamle by ved Tel es-Sultan, halvanden mil nordvest for det moderne Jeriko. Her findes en høj, 1.200 fod lang og 50 fod høj, som bærer 4 mindre høje, hvoraf den højeste er 90 fod over hovedhøjens basis.

Den geologiske beliggenhed (se JORDAN VALLEY) kaster meget lys over Josvas indtagelse af byen (Jos 6). Hvis byen, som vi antager, var bygget på de ukonsoliderede sedimentære aflejringer, der samlede sig i stor dybde i Jordandalen under Det Døde Havs udvidelse, som fandt sted i pleistocæn (eller istids-) tid, bliver murenens pludselige fald let troværdigt for enhver, som tror på Guds personlighed og på hans magt enten til at forudvide fremtiden eller til efter sin vilje at lede de sekundære årsager, som mennesket har med at gøre i naturen. Fortællingen siger ikke, at blæsningen i vædderhornene i sig selv fik murene til at falde. Det siges blot, at murene på et bestemt tidspunkt på den 7. dag ville falde, og at de faktisk faldt på dette tidspunkt. Miraklet kan derfor enten betragtes som et profetisk mirakel, hvor Skaberen ved at forudsige begivenhedernes forløb for Josva sikrede den forening af guddommelig og menneskelig aktivitet, som udgør et sandt mirakel; eller vi kan betragte de bevægelser, der fik murene til at styrte sammen, som resultatet af direkte guddommelig handling, sådan som den udøves af mennesket, når det frembringer en dynamiteksplosion på et bestemt tidspunkt og sted. Fænomenerne er netop af samme art som dem, der indtraf ved jordskælvet i San Francisco i 1906, hvor, ifølge rapporten fra den videnskabelige kommission udpeget af staten, "den voldsomste ødelæggelse af bygninger skete på opfyldt jord. Denne jord synes under jordskælvet at have opført sig meget på samme måde som gelé i en skål eller som en halvflydende masse i en tank." Santa Rosa, beliggende på dalbunden, "underlejret til betydelig dybde af løse eller kun svagt sammenhængende geologiske formationer, .... 20 miles fra brudlinjen, var den hårdest rystede by i staten og led den største katastrofe i forhold til sin befolkning og udstrækning" (Rapport, 13 og 15). Således ville et jordskælv, som let kan forekomme langs randen af denne store jordankløft, frembringe nøjagtig de fænomener, der her beskrives, og dets indtræffen på det tidspunkt og sted, som var forudsagt for Josva, gør det til et mirakel af første rang.

Til trods for forbandelsen, der blev udtalt i Jos 6,26 i KJV, hvor det profeteres, at enhver, der genopbyggede byen, “skal lægge dens grundvold på sin førstefødte”, blev den genopbygget (1 Kong 16,34) af Hiel fra Betel i Akabs dage. Forbandelsen blev bogstaveligt opfyldt. Alligevel siges Davids sendebud at have “opholdt sig i Jeriko” på hans tid (2 Sam 10,5; 1 Krøn 19,5). På Elisas tid (2 Kong 2,5) var der en profetskole dér, mens flere andre henvisninger til byen forekommer i Det Gamle Testamente og Apokryferne (2 Krøn 28,15, hvor den kaldes “palmetræernes by”; 2 Kong 25,5; Jer 39,5; Ezra 2,34; Neh 3,2; Neh 7,36; 1 Makk 9,50). Josefus beskriver den og den frugtbare slette omkring den i glødende vendinger. På Kristi tid var den et vigtigt sted, der gav kongefamilien store indtægter. Men den by, som Herodes genopbyggede, lå højere, ved foden af det vestlige bjerg, sandsynligvis ved Beit Jubr, hvor der findes ruiner af et lille fort. Jeriko var samlingssted for galilæiske pilgrimme, der ønskede at undgå Samaria, både på vej til og på vej bort fra Jerusalem, og den er til alle tider blevet besøgt af tusinder af pilgrimme, som går ned fra Jerusalem for at bade i Jordan. Vejen fra Jerusalem til Jeriko er stadig plaget af røvere, som gemmer sig i de klippehuler, der støder op til den, og dukker uventet op fra sidekløfterne i de wadier, som gennemskærer bjergvæggen. I nutiden er Jeriko og området omkring den kun beboet af nogle få hundrede elendige indbyggere, forringet af det brændende klima, som hersker i den lave højde omkring den nordlige ende af Det Døde Hav. Men den nuværende ufrugtbarhed i området skyldes i høj grad ødelæggelsen af de akvædukter, som tidligere fordelte vandet over sletten, ført ned gennem de wadier, der kommer fra Judæas bjerge. Ruinerne af mange af disse er tavse vidner om årsagen til dets forfald. Tolv akvædukter i forskellige højder forgrenede sig tidligere fra Wady Kelt og vandede sletten både mod nord og syd. Rester af romersk murværk findes i disse. I middelalderen blev de sat så meget i stand, at der blev dyrket en rigdom og variation af afgrøder, herunder hvede, byg, hirse, figner, druer og sukkerrør.

Se endvidere UDFORSKNING AF ISRAELS LAND.

George Frederick Wright