Jeriko

Duftsted, en befæstet by midt i en vældig lund af palmetræer på Jordansletten, over for det sted hvor israelitterne gik over floden (Jos 3,16). Dens beliggenhed var nær ‘Ain es-Sultan, Elisas kilde (2 Kong 2,19-22), omkring 5 mil vest for Jordan. Den var den vigtigste by i Jordandalen (4 Mos 22,1; 34,15) og den stærkeste fæstning i hele Kanaans land. Den var nøglen til det vestlige Kanaan.

Denne by blev indtaget på en meget bemærkelsesværdig måde af israelitterne (Jos 6). Gud gav den i deres hænder. Byen var “forbandet” (hebr. herem, “viet” til Jehova), og derfor (Jos 6,17; jf. 3 Mos 27,28, 29; 5 Mos 13,16) skulle alle indbyggerne og alt byens bytte ødelægges; “kun sølvet og guldet og kar af kobber og jern” blev skånet og “lagt i skatkammeret i Jehovas hus” (Jos 6,24; jf. 4 Mos 31,22, 23, 50-54). Kun Rahab “og hendes fars husstand og alt, hvad hun havde,” blev skånet for ødelæggelse, i overensstemmelse med spejdernes løfte (Jos 2,14). På en af Amarna-tavlerne skriver Adoni-Zedek (se dette) til Egyptens konge og meddeler ham, at ‘Abiri (hebræerne) havde fået overtaget og havde indtaget Jerikos fæstning og plyndrede “alle kongens lande.” Det ser ud til, at de egyptiske tropper inden da var blevet trukket tilbage fra landet.

Denne by blev givet til Benjamins stamme (Jos 18,21), og den var beboet i dommertiden (Dom 3,13; 2 Sam 10,5). Den nævnes ikke igen før Davids tid (2 Sam 10,5). “Jerikos børn” var blandt de landflygtige, der vendte tilbage under Zerubbabel Ezra 2,34; Neh 7,36). Hiel (se dette) fra Betel forsøgte endnu en gang at gøre den til en befæstet by (1 Kong 16,34). Mellem begyndelsen og afslutningen af hans forehavende blev alle hans børn rykket bort.

På Det Nye Testamentes tid lå Jeriko et stykke sydøst for den gamle by og nær udmundingen af Akors dal. Den var en rig og blomstrende by med en betydelig handel og berømt for de palmetræer, som prydede sletten omkring den. Vor Herre besøgte den på sin sidste rejse til Jerusalem. Her gav han to blinde mænd synet (Matt 20,29-34; Mark 10,46-52) og bragte frelse til tolderen Zakæus’ hus (Luk 19,2-10).

Den fattige landsby er-Riha, som repræsenterer det moderne Jeriko, ligger omtrent to mil længere mod øst. Den er i en ruinøs tilstand, efter at være blevet ødelagt af tyrkerne i 1840. “Slettens jord,” omtrent midt på hvilken den gamle by lå, “er uovertruffen i frugtbarhed; der er rigeligt med vand til kunstvanding, og mange af de gamle akvædukter er næsten intakte; alligevel er næsten hele sletten øde og forladt...Klimaet i Jeriko er overordentlig varmt og usundt. Dette forklares ved slettens sænkning, som ligger omkring 1.200 fod under havets overflade.”

Der har været tre forskellige Jerikoer på tre forskellige steder: Josvas Jeriko, Herodes’ Jeriko og korstogenes Jeriko. Er-Riha, det moderne Jeriko, stammer fra korstogenes tid. Dr. Bliss har i en hulning, der var udgravet til et eller andet formål nær foden af den største høj oven for Sultankilden, fundet eksemplarer af amoritisk eller før-israelitisk keramik, nøjagtig identisk med det, han havde opdaget på stedet for det gamle Lakish. Han sporede også på dette sted over en kort strækning en mur af soltørrede teglsten in situ, som han antager er selve den mur, der faldt for Josvas trompeter. Muren ligger ikke langt fra foden af Quarantanias store klippefremspring og dets talrige huler, og Josvas spejdere kunne let være flygtet fra byen og hurtigt være blevet skjult i disse tilflugtssteder.