Esdras, Første Bog

ez'-dras, es'-dras:

Indhold

1. Navn 2. Indhold 3. Forhold til Krønikebøgerne, Ezra, Nehemias 4. Versioner 5. Datering og forfatterskab

Litteratur

======================================================================================

1. Navn:

I nogle af Septuagintas græske uncialhåndskrifter (Codex Vaticanus osv.) kaldes bogen Esdras, Codex Alexandrinus (eller Proton); således i udgaverne ved Fritzsche, Tischendorf, Nestle og Swete. Den mangler i Codex Sinaiticus, og i Codex Alexandrinus er dens navn Ho Hiereus = Præsten, dvs. Ezra, som i særlig grad er præsten. Den kaldes også 1 Esdras i de gamle latinske og syriske versioner, såvel som i de engelske, walisiske og andre moderne oversættelser. I de engelske og andre protestantiske bibler, som almindeligvis trykker Apokryferne særskilt, står denne bog først i Apokryferne, dels under indflydelse af dens navn, dels på grund af dens indhold, eftersom den syntes at være et passende bindeled mellem de kanoniske og de apokryfe skrifter. Den engelske 2 Esdras er den apokalyptiske Esdras og står umiddelbart efter den engelske og græske 1 Esdras. Vulgata, som følger Hieronymus' version, gav navnene 1, 2 og 3 Esdras til henholdsvis vores Ezra, Nehemias og 1 Esdras, og i udgaver af Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) ned til pave Sixtus' udgave (død 1590) optræder disse tre bøger i den rækkefølge. Navnet 3 Esdras er derfor det, der er gængs i den romerske kirke, og det har støtte i den anglikanske trosbekendelses 6. artikel og hos Miles Coverdale, som i sin oversættelse følger Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) ved at kalde den kanoniske Ezra, Nehemias og den apokryfe 1 Esdras for henholdsvis 1, 2 og 3 Esdras. Andre reformatorer holdt fast ved disse titler. I Fritzsches kommentar til Apokryferne foretrækkes 3 Esdras, og han behandler denne bog først. I Kautzschs tyske udgave af Apokryferne og i de fleste nyere tyske værker genoplives den latinske betegnelse 3. De engelske kommentatorer Bissell (Lange) og Wace (Speaker's Commentary) følger bibelens skik og taler om 1 Esdras, idet de placerer bogen først i samlingen, og dette er den fremherskende skik blandt engelske protestantiske teologer. Navnet 2 Esdras er også blevet givet til denne bog, idet den kanoniske Ezra og Nehemias da regnes som én bog--1 Esdras. Se Origenes citeret af HE, V, 25; Zunz, Der Gottesdienst, Vortrage Berlin, 1832, 15.

2. Indhold:

Med undtagelse af 1 Esdras 3,1-5,6--episoden med det kongelige festmåltid og de tre unge mænds konkurrence om en pris--stemmer de foreliggende bøger i alt væsentligt, ned til de mindste detaljer, overens med den kanoniske Ezra og dele af 2 Krønikebog og Nehemias. Før forholdet mellem 1 Esdras og de nævnte bibelske bøger drøftes (se næste afsnit), vil det være nyttigt at give en oversigt over den bog, som nu særligt behandles, med henvisning til parallelstederne i de tilsvarende dele af kanon. Det vil ses, at praktisk talt hele Ezr er berørt, og for forklaringer af de dele, som denne bog og Ne har fælles, kan der henvises til Century Bible Commentary on Ezra, Nehemiah, and Esther.

1. 1 Esdras 1 = 2 Krøn 35,1-36 og kan analyseres således: 1 Esdras 1,1-20 = 2 Krøn 35,1-19: Josijas store påske. 1 Esdras 1,21 f har ingen nøjagtig parallel. 1 Esdras 1,23-31 = 2 Krøn 35,20-27: Josijas død. Den fandt ifølge 2 Kong 23,29 sted på slagmarken ved Megiddo, men 1 Esdras 1,31 og 2 Krøn 35,24 siger, at han døde i Jerusalem. 1 Esdras 1,32-58 = 2 Krøn 36,1-21, monarkiets sidste år efterfulgt af landflygtigheden i Babylon.

2. 1 Esdras 2,1-15 = Ezra 1,1-11: Hjemkomsten fra Babylon gennem Kyros' edikt.

3. 1 Esdras 2,16-26 = Ezra 4,7-24. Visse persiske embedsmænd i Samaria fik kong Artaxerxes I (død 424 f.Kr.) til at standse arbejdet med at genopbygge templet, som ikke genoptages før det andet år af Dareios Hystaspis' regering (519 f.Kr.).

4. 1 Esdras 3,1-5,6 har ingen parallel i nogen del af Det gamle Testamente. Kong Darius (Hystaspis?) afholdt et stort gæstebud, efter hvilket han vendte tilbage til sit soveværelse, men fandt det meget svært at sove. Tre unge mænd fra hans livvagt besluttede hver at formulere en sætning, som skulle skrives ned og lægges under kongens pude, så han kunne høre de tre udsagn læst op, når han vågnede. Spørgsmålet, som hver enkelt søgte at besvare, var: Hvad er det stærkeste i denne verden? Den første siger, det er »vin«, den anden, at det er »kongen«. Den tredie svarer »kvinde, skønt det stærkeste af alt er sandhed« (herfra stammer det latinske ordsprog Magna est veritas et prevalebit). Den tredie erklæres for den bedste, og som belønning tilbyder kongen ham, hvad han måtte ønske. Denne unge mand viste sig at være Zerubbabel (Zorobabel), og hans anmodning er, at Kong Darius måtte opfylde det løfte, han afgav ved sin tronbestigelse, om at genopbygge Jerusalem og dets tempel samt at genoprette de hellige kar, der blev fjernet til Babylon. Denne anmodning imødekommes straks, og der følger en beretning om, hvordan jøderne, der var i eksil i Babylon, vendte hjem, og den beskyttelse, som den persiske regering gav dem, hvilket svarer til det, som vi læser i 1 Esdras 1 som foregået i Kyros' regeringstid. Men mange ting i denne beretning er påfaldende og ja ligefrem mærkelige. Zerubbabel kaldes en ung mand. Blandt dem, der nævnes i 1 Esdras 5,5, nævnes Zerubbabel ikke, skønt hans søn Joakim er. I det næste vers (5,6) identificeres denne Joakim med den unge mand (Zerubbabel), der vandt kongens pris for at skrive den viseste sætning, skønt betydningen ikke helt er klar; måske betyder 1 Esdras 5,6 Zerubbabel. Fritzsche argumenterer for, at kun Joakim kan være ment. Dette hele afsnit hænger ikke organisk sammen med resten af 1 Esdras, og hvis det udelades, er beretningen sammenhængende. Desuden modsiger det givne beretning om hjemkomsten fra Babylon det, som siges i 1 Esdras 1 og den tilsvarende del af Ezra. Vi må betragte 1 Esdras 3,1-5,6 som en jødisk haggada, som på et tidligt tidspunkt blev skrevet i marginen som forklarende stof og derefter blev indarbejdet i teksten. Ikke desto mindre er denne del af bogen fra et litterært synspunkt juvelstykket i det hele taget.

5. 1 Esdras 5,7-73 = Ezra 2-4: Navnene på dem, der vendte tilbage med antal dyr (heste osv.) (1 Esdras 5,7-43); brandofferalter rejst (1 Esdras 5,48); offergaver bragt på det (1 Esdras 5,50). Templets grundsten lagt (1 Esdras 5,56 ff). Jøderne forkastede samaritanernes tilbud om at hjælpe til med genopbygningen af templet, med det resultat, at dette parti standsede arbejdet (1 Esdras 5,66-73). Ezra 4,6-24 finder sin parallel i 1 Esdras 2,16-30 (se ovenfor). 1 Esdras 2,30 og 5,73 er åbenbart dubletter.

6. 1 Esdras 6,1-7,15 = Ezra 5,1-6: Templets genopbygning genoptaget gennem prædikenen fra Haggaj og Zakarias (1 Esdras 6,1 f). Persiske embedsmænd søgte forgæves at hindre arbejdet (1 Esdras 6,3-34), som snart blev fuldført, og templet blev derefter indviet (1 Esdras 7,1-11). Påskekostume (1 Esdras 7,12-15). Mellem 1 Esdras 7 og 8 ligger der et tidsrum på omkring 60 år, eftersom kapitel 8 begynder med Ezras ankomst (458 f.Kr.).

7. 1 Esdras 8,1-67 = Ezra 7,1-8: Ezras rejse og hans gruppe fra Babylon til Jerusalem, bærende autoritetsbreve fra Kong Artaxerxes I (død 424 f.Kr.) (1 Esdras 8,1-27); liste over dem, der vendte tilbage (1 Esdras 8,28-40); samlingen af gruppen ved floden Ahava; rejsens begivenheder; ankomsten (1 Esdras 8,41).

8. 1 Esdras 8,68-90 = Ezra 9: Ezras sorg over at høre om nogle jøders ægteskaber med fremmede kvinder (1 Esdras 8,68-73). Hans bekendelse og bøn (1 Esdras 8,74-90).

9. 1 Esdras 8,91-9,36 = Ezra 10: De midler, der blev brugt til at afslutte de blandede ægteskaber; lister over de mænd (præster og andre), der havde ægtede fremmede kvinder.

10. 1 Esdras 9,37-55 = Neh 7,73 b gennem 8,12: Ezras reformer. I Skrifterne Neh 7,73 b gennem 10 gives historien om Ezra, ikke om Nehemias – de to arbejdede eller levede aldrig sammen i Jerusalem. (Navnet Nehemias i Neh 8,9 og 10,1 er en åbenbar interpolation.) I 1 Esdras nævnes Nehemias ikke en eneste gang i dette afsnit. I 1 Esdras 9,49 (parallel Neh 8,9) bruges ordet »Attharates«, og som egenavn (se 1 Esdras 5,40, »Nehemias og Attharates«). Flertallet af moderne lærde tillægger dette afsnit til Ezra, og tilføjer det til Ezra 10, eller indarbejder det i Ezraberetningen. Således Ewald, Wellhausen, Schrader, Klostermann, Baudissin, Budde og Ryssel. Forfatteren af denne artikel forsvarer dette synspunkt i Century Bible i Ezra-Nehemias-Ester, s. 242 ff. I så fald låner 1 Esdras kun fra Krønikebogen og Ezra og ikke fra Nehemias. Det bør huskes imidlertid, at Ezra-Nehemias oprindeligt kun udgjorde en bog. Nogle vil sige, at Krønikebogen gik forud for Ezra-Nehemias som en enkelt bog, men der er ingen evidens for dette (se Century Bible, s. 4). Sidste vers i 1 Esdras i alle håndskrifter ender midt i en sætning: »Og de samledes....«, hvilket viser, at bogens slutningsdel er gået tabt. Forfatteren af denne artikel antyder, at den manglende del er Neh 8,13-10, som begynder: »Og på anden dag blev forsamlet sammen hovederne for fædrenes huse« osv., det samme verbum blive brugt i Septuaginta-græsk i begge passager med en meget lille forskel (episunechthesan og sunechthesan i Ezra henholdsvis Esdras).

3. Forholdet til Krønikebogen, Ezra, Nehemias:

Da Neh 7,73 b til 8,12 hører til Ezras Bog (se ovenfor) og beskriver Ezras arbejde, ikke Nehemias', er indholdet af 1 Esdras parallelt med indholdet i Ezra alene, med undtagelse af kapitel 1, som stemmer overens med 2 Krøn 35,1-36. Der er blevet fremsat forskellige forklaringer, hvoraf følgende er de vigtigste: (1) at 1 Esdras er en sammensætning baseret på Septuaginta-teksten til Krønikebøgerne, Ezra og Nehemias: således Keil, Bissell og tidligere Schurer (GJV, II, ii, 179 f; Herzog2, I, 496); argumenterne for denne opfattelse er godt samlet af Bissell i hans Commentary on the Apocrypha (Lange); (2) at 1 Esdras er en selvstændig græsk oversættelse fra et nu tabt hebraisk (eller aramaisk) forlæg, som i mange henseender er bedre end vores masoretiske tekst: således Whiston, Pohlmann, Herzfeld, Fritzsche, Ginsburg, Cheyne, Thackeray, Nestle, Howarth, Torrey og Bertholet. De fleste af disse forfattere mener, at den oprindelige 1 Esdras omfattede hele Krønikebøgerne, Ezra og Nehemias; (3) hovedparten af dem, der støtter synspunkt 2, hævder, at den oprindelige 1 Esdras udgjorde den egentlige Septuaginta-version af Krønikebøgerne, Ezra og Nehemias, mens det, der findes i vores nuværende Septuaginta, er en anden græsk oversættelse, sandsynligvis af Theodotion (fl, omkring 150 e.Kr.), ligesom vi nu ved, at det, der indtil 1772 (året for udgivelsen i Rom af Codex Chisianus) blev anset for at være Septuaginta-teksten til Da, i virkeligheden er Theodotions version. Howarth (se artikler i Academy, 1893; PSBA, XXIX osv.) og Torrey (Ezra Studies) forsvarer kraftigt denne opfattelse. Det fremlagte bevismateriale er af to slags, ydre og indre:

(1) Ydre bevismateriale.

(a) Josefus bruger denne version som sin kilde til perioden, selv om han for andre gammeltestamentlige bøger følger Septuaginta. (b) I forordet til den syriske version af 1 Esdras i Waltons Polyglot siges det, at denne version følger Septuaginta, hvilket bestemt ikke tæller for noget, eftersom de Septuaginta-håndskrifter, vi kender, indeholder både 1 Esdras og den græske oversættelse, der indtil for nylig blev regnet for den sande Septuaginta. (c) Howarth hævder, men uden bevis, at 1 Esdras i Origenes' Hexapla indtager pladsen for vores Septuaginta-version, og at det samme gælder Virus Itala.

(2) Indre bevismateriale.

(a) Dr. Gwyn, Thackeray og Howarth siger, at græsken i den sande Septuaginta-tekst til Daniel og græsken i 1 Esdras er meget ens i karakter, hvilket dog kun beviser, at én mand oversatte begge.

(b) Howarth hævder, at græsken i Daniel og Ezra i den ortodokse Septuaginta-version er meget ordret, sådan som alt Theodotions oversættelsesarbejde var. Men sådanne udsagn må modtages med meget stor forsigtighed, da så meget i vurderingen af stil afhænger af den personlige faktor. Nærværende forfatter har omhyggeligt sammenlignet dele, der med sikkerhed tilskrives Theodotion, og Septuaginta, uden at nå frem til de ovennævnte konklusioner. I bedste fald er sagen endnu ikke blevet afgjort ved nogen af de fakta eller ræsonnementer, der hidtil er blevet fremlagt. Det må indrømmes, at 1 Esdras og Josefus bevarer den sande rækkefølge af de begivenheder, der skildres i Neh 7,73 b til 10, mens den masoretiske tekst og den græske version, der bygger på den, er kommet på afveje på dette punkt, sandsynligvis på grund af en sammenblanding af hebraiske skind eller blade. De, der i 1 Esdras ser den sande Septuaginta, er næsten alle enige om, at 1 Esdras 3,1-5,6 er en sen fortolkning, som aldrig har haft et hebraisk forlæg. Dette kan i høj grad forklare græskens kraft og elegance. Howarth skiller sig dog fra sine venner Torrey, Bertholet osv. ved energisk at argumentere for denne del. (Se mere udførligt i Century Bible, Ezra osv., 27 ff.)

4. Versioner:

1 Esdras findes i følgende gamle versioner ud over den græske tekst, som måske eller måske ikke er en oversættelse (se 3 ovenfor):

(1) Latin: (a) Hieronymus. (b) Vulgata.

(2) Syrisk: (a) Peshitta. Peshitta, gengivet i Waltons Polyglot og med en kritisk revideret tekst ved Lagarde (Libri Veteris Testamenti Apocrypha Syriace, 1861). (b) Den hexaplariske syriske version. For detaljer om håndskrifter osv., se "Litteratur" nedenfor.

5. Datering og forfatterskab:

Intet vides eller kan formodes om forfatteren eller oversætteren af 1 Esdras, og intet kan heller fastslås med sikkerhed om dateringen. Hvis værket er den ægte Septuaginta-tekst, ville det give det en tidligere oprindelse end den opfattelse, der gør det afhængigt af Septuaginta. Men det siger kun lidt. Da Josefus (død 95 e.Kr.) brugte denne bog, må den være skrevet nogle år før han skrev sin historie (lad os sige 67 e.Kr.). Vi må antage, at den fandtes nogen tid før begyndelsen af vores tidsregning. Ewald daterer på grund af visse ligheder med de tidligste af de sibyllinske bøger 1 Esdras til omkring 190 f.Kr. Men selv hvis man indrømmer afhængighed på dette punkt--hvilket er tvivlsomt--er det i sådanne tilfælde umuligt at sige, hvad der er afhængigt, og hvad der er uafhængigt.

Litteratur.

De vigtigste bøger er nævnt ved slutningen af den generelle artikel om APOKRYPHA (se denne). Nyere bidrag af Howarth og Torrey er blevet nævnt undervejs i den foregående artikel.

T. Witton Davies