Esdraelonsletten

es-dra-e'-lon, (yizre`e'l; i apokryferne varierer navnet: Esdrelon, Esdraelon, Esdrelom, Esrelon, Esrechon):

1. Navnet:

Det græske navn på den store slette i det centrale Israels land (Judit 3,9; 7,3 osv.). I Skriften kendes den under det hebraiske navn »Jizre'els dal« (Jos 17,16; Dom 6,33 osv.). Den kaldes `emeq i Dom 5,15, som egentlig betegner »en sænkning« eller »fordybning« og bruges mere almindeligt om dalstrøget, der løber mod øst mellem Gilboa og Lille Hermon. Biq`ah er det udtryk, der sædvanligvis anvendes (2 Krøn 35,22 osv.), og det beskriver den nøjagtigt: »en åbning«, et jævnt område omgivet af høje. Det moderne navn er Merj ibn `Amr, »Amrs søns eng«.

2. Beliggenhed og beskrivelse:

Den ligger mellem Gilboa og Lille Hermon mod øst og Karmels bjerg mod vest. Den omsluttes af uregelmæssige linjer trukket fra sidstnævnte langs foden af Nazarets forbjerg til Tabor; fra Tabor, langs Lille Hermon og Gilboa til Jenin, og fra Jenin langs den nordlige kant af Samarias højland til Karmel. Disse sider af trekanten er henholdsvis omkring 15, 15 og 20 miles lange. Nord for Jenin stryger en bugt af sletten østpå og følger foden af Gilboas bjerg. En udløber går ned til Jordandalen mellem Gilboa og Lille Hermon; og en anden skærer sidstnævnte høj af fra Tabor. Sletten ligger i gennemsnit 200 fod over Middelhavets niveau. Jizre'els dal mellem Zer`in og Beisan, en afstand på omkring 12 miles, falder næsten 600 fod og synker derefter pludseligt til Jordandalens niveau. De vigtigste kilder, som forsyner sletten med vand, er dem ved Jenin og ved Megiddo. De førstnævnte er de rigeligste og bruges til at skabe et »paradis« ved slettens kant. Kilderne ved Megiddo driver møller og tjener til kunstvanding, foruden at de danner vidtstrakte sumpe. Kilderne nær Zer`in, tre i tallet, hvor `Ain Jalud, muligvis identisk med Harods brønd, er den rigeligste, sender deres vand ned gennem dalen til Jordan. Vandløbene fra de omgivende højder samles i Kishons leje, en stor rende, der zigzagger gennem sletten og fører vandet gennem kløften ved Karmel til havet. På det meste af sit løb ligger dette træge vandløb for lavt til at kunne bruges til kunstvanding. Den dybe, frugtbare jord holder imidlertid på fugten fra vinterregnen langt hen på året, idet kun overfladen, hvor den ikke er dækket af afgrøder, bages hård som mursten i solen. Når vinteren sætter ind, opsuger den hurtigt regnen, og store strækninger bliver til blødt mudder. Dette skete sandsynligvis i slaget mod Sisera: det nordlige rytteri, som kæmpede sig frem i moradset, ville være et let bytte for de bevægelige, let bevæbnede fodsoldater. Slettens frugtbarhed er usædvanlig: næppe nogetsteds kan agerdyrkerens slid finde større belønning. Nærværende forfatter har redet gennem kornmarker dér, hvor han fra sin plads i sadlen knap kunne se hen over toppen af stråene. Træer trives ikke på selve sletten, men ved dens rande, f.eks. ved Jenin, trives palmen, olivenen og andre frugttræer. Egen dækker skråningerne på højene nord for Karmel.

3. Rolle i historien:

Denne brede åbning mellem bjergene spillede en stor rolle i landets historie. Det skyldtes de vigtige færdselsårer mellem nord og syd, som lå tværs over dens vidtstrakte flader. Det smalle pas mellem Karmels forbjerg og havet egnede sig ikke til transport af store hære; man fulgte som regel de sikrere veje over sletten. Sådan gik det til, at fjendtlige hære her ofte mødtes i dødelig kamp. Næppe et tilsvarende jordområde kan så ofte være blevet gennemvædet af menneskers blod. Uden tvivl blev mange konflikter udkæmpet her i fjerne tider, som der ikke er bevaret nogen beretning om. Det første slag på sletten, som historien kender, var det, hvor Siseras hær blev slået (Dom 5,20). Østens børn blev overrasket og drevet på flugt af Gideons 300 udvalgte mænd på strækningerne nord for Zer`in (Dom 7). Nær samme sted blev det store slag mod filistrene udkæmpet, hvor Saul og hans sønner, der var kommet til kort på sletten, trak sig tilbage for at omkomme på Gilboas højder (1 Sam 1). I Kishons leje ved foden af Karmel slagtede Elias Ba'als tjenere (1 Kong 18,40). Mørke minder om ødelæggelsen af Akabs hus ved den rasende kørende Jehu hænger ved Jizre'el. Akazja, der flygtede for hævneren tværs over sletten, blev indhentet og hugget ned ved Megiddo (2 Kong 2). I dalen ved Megiddo forsøgte Josija at standse Farao Nekos march nordpå, og han faldt selv dødeligt såret (2 Kong 23,30; 2 Krøn 35,20). Holofernes' hær skildres som udbredt over alle de sydlige dele af sletten (Judit 7,18.19). En stor del af kampene under jødernes krige fandt sted inden for ringen af disse høje. Det er ikke unaturligt, at den inspirerede seer skulle placere krigsskuepladsen på »Guds store dag« i det område, som så ofte i hans folks historie var blevet farvet blodrødt — stedet, der på hebraisk kaldes »Har-Magedon« (Åb 16,14; Åb 16,16).

Esdraelon lå inden for Issakars lod (Jos 19,17). De kana'anæiske indbyggere var frygtindgydende med deres jernvogne (Jos 17,16; Jos 17,18). Stammen synes ikke at have ført erobringen igennem med kraft. Issakar synes at have genoptaget teltlivet (5 Mos 33,18) og på uædel vis at have sikret sig nydelsen af landets goder ved at bøje sig for »tvangsarbejde« (1 Mos 49,14).

4. Arabiske overfald:

I mange århundreder blev sletten udsat for raider fra araberne øst for Jordan. Adgangen var åben og let, og de rige græsarealer tiltrak uimodståeligt disse store flokejere. Romerne indførte en vis orden og sikkerhed; men da det østlige imperium faldt, genopstod de gamle forhold, og helt op til tider i nyere tid var frygten for et arabisk overfald langt fra sjælden.

Jernbanen, der forbinder Haifa med Damaskus og Mekka, krydser sletten og går ind i Jordandalen nær Beisan.

W. Ewing