Megiddo

Troppernes sted, oprindelig en af kana’anæernes kongebyer (Jos 12,21), tilhørte Manasses stamme (Dom 1,27), men synes ikke at være blevet fuldt besat af israelitterne før Salomos tid (1 Kong 4,12; 9,15).

Megiddos dal eller slette var en del af Esdraelonsletten, den store slagmark i Israels land. Det var her, Barak vandt en bemærkelsesværdig sejr over Jabin, kongen af Hasor, hvis hærfører, Sisera, førte den fjendtlige hær frem. Barak samlede krigerne fra de nordlige stammer og angreb, opmuntret af profetinden Debora (s.d.), kana’anæerne på den store slette. Siseras hær blev kastet ud i fuldstændig forvirring og blev opslugt af Kishons vande, som var steget og gået over sine bredder (Dom 4,5).

Mange år efter dette (610 f.Kr.) drog farao Neko II, på sin march mod Assyriens konge, gennem filistrenes og Sharons sletter; og kong Josija, som forsøgte at spærre hans fremrykning på Megiddosletten, blev besejret af egypterne. Han blev såret i slaget og døde, mens de førte ham bort i hans vogn mod Jerusalem (2 Kong 23,29; 2 Krøn 35,22-24), og hele Israel sørgede over ham. Denne sorg var så almindelig og bitter, at den blev til et ordsprog, som Zakarias (12,11.12) hentyder til. Megiddo er blevet identificeret med det moderne el-Lejjun ved Kishons udspring, under Karmels nordøstlige skråning, ved den sydvestlige rand af Esdraelonsletten og 9 miles vest for Jizre’el. Andre identificerer den med Mujedd’a, 4 miles sydvest for Bet-Sjean, men spørgsmålet om dens beliggenhed er stadig uafgjort.