Anden (fjerde) Esdrasbog; Apokalyptisk Esdras

Eller Den apokalyptiske Esdras:

Contents

1. Navn 2. Indhold 3. Sprog 4. Versioner 5. Bogens oprindelse 6. Datering

Literature

============================================================================

Denne bog blev ikke modtaget som kanonisk af Tridentinerkoncilet, og den er heller aldrig blevet anerkendt som sådan af den anglikanske kirke.

1. Navn:

Bogen findes ikke i Septuaginta, og intet fuldstændigt eksemplar af den græske tekst kendes, skønt den på et tidspunkt har eksisteret. Det ældste bevarede navn er »Profeten Ezra« (Esdras ho prophetes; se Clemens af Alexandria, Strom., iii.16): Den er ofte blevet kaldt den latinske Esdras, fordi den findes mere fuldstændigt på dette sprog; sammenlign navnet græske Esdras for 1 Esdras.

3 Esdras er betegnelsen i gamle udgaver af Vulgata, hvor 1 Esdras er Ezra og Nehemias, og 2 Esdras betegner det, der på engelsk kaldes 1 Esdras. Men i udgaver af Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) senere end Tridentinerkoncilet, og også i Waltons Polyglot, kaldes Ezra 1 Esdras, Nehemias 2 Esdras, 1 Esdras = 3 Esdras, mens den foreliggende bog (den latinske Esdras) er kendt som 4 Esdras. I autoriserede eksemplarer af Vulgata, dvs. i dem, der almindeligvis bruges, mangler denne bog. På grund af dens indhold kaldte Westcott, efter Anastasius Sinaitas’ forbillede (biskop af Antiokia fra 559 e.Kr.), bogen »Esdras’ apokalypse«. Men da Tischendorf i 1866 udgav et senere og ringere værk med denne titel, foreslår nærværende forfatter navnet »Den apokalyptiske Esdras«. Af alle de jødiske apokalypser er denne den mest ophøjede og mest indtrængende.

kap. 1; kap. 5

2. Indhold:

Det oprindelige værk består af 2 Esdras 3-14, idet kapitel 1 f og 15 f er senere tilføjelser. Hele bogen på 16 kapitler findes kun i den latinske version; de øvrige versioner indeholder kun kapitel 3-14. Den egentlige 2. (apokalyptiske) Esdras, der består af kapitel 3-14, er sammensat af 7 syner, som blev givet Ezra i landflygtighed 30 år efter Jerusalems ødelæggelse ved babylonierne. Hovedretningen i disse syner er: Hvordan kan en retfærdig og kærlig Gud tillade, at hans eget folk lider så meget? Det problem, der således rejses, behandles udførligt og smukt. Af pladshensyn må nærværende forfatter henvise til en mere udførlig analyse i artiklen APOKALYPTISK LITTERATUR, afsn. I, 5 og den litteratur, der citeres dér. Om 2 Esdras 1 ff og 15 ff, se under ESDRAS 5 OG 6.

3. Sprog:

Selv om ingen fuldstændig tekst, ikke engang af 2 Esdras 3-14, er bevaret, viser en omhyggelig undersøgelse af latinteksten, at den er lavet ud fra en græsk original.

(1) Nogle fragmenter af græsken kan spores, såsom 5,35 hos Clemens af Alexandria og 8,23 i De apostolske konstitutioner.

(2) Rækkefølgen af de tolv profeter i 1,39 f følger den i Septuaginta.

(3) Den latinske version bærer overalt tydelige spor af græsk idiom.

Således bruges genitiv med komparativ (5,3; 11,29); vi har genitiv (ikke ablativ) absolut i 10,9, dobbelt nægtelse og brugen af de (græsk apo) og ex (græsk ek) med genitiv forskellige steder. Men der er tvingende grunde til at konkludere, at den græske version, som ligger bag latinteksten, selv forudsætter en hebraisk original, og bevisførelsen ligner den, der viser en græsk version som grundlag for latinteksten. I græsken findes der idiomer, som er hebraiske, ikke græske, ikke engang hellenistisk græske i deres hyppighed. Participiet, der bruges til at forstærke det finitte verbum, er det regelmæssige hebraiske idiom med absolut form sammen med det finitte verbum: se 4,2 (excedens excessit); 5,30 (odiens odisti). For andre eksempler se Gunkel (i Kautzsch, Die Apokryphen u. Pseud. des Altes Testament, 332 f); R. H. Charles (Enc Brit, X, 106). Ewald var den første til at forsvare en hebraisk original, men i 1866 blev han fulgt af sin fremragende elev Wellhausen og også af R. H. Charles (Apoc Bar, lxxii).

4. Versioner:

(1) Latin.

Den latinske version er langt den vigtigste, og på den afhænger de engelske bibelversioner. Men alle trykte udgaver af den latinske tekst (Fabricius’, Hilgenfelds, Fritzsches osv.) går tilbage til ét og samme håndskrift, den såkaldte Codex Sangermanensis (dateret 822), som udelader en stor del af teksten mellem 2 Esdras 7,36 og 7,37. Enhver læser af den engelske tekst kan se manglen på sammenhæng mellem disse vers. I 1875 udgav Bensly det manglende fragment med en indledning og kritiske noter. I 1895 udgav Bensly og James en kritisk udgave af The Fourth Book of Ezra på latin, hvor de genindsatte det manglende fragment og rettede teksten ved hjælp af de bedst kendte håndskrifter.

(2) Andre versioner.

Der findes syriske (Peshitta), etiopiske, arabiske, armenske og endnu andre versioner, men alle afhænger af den tabte græske tekst undtagen én af de to bevarede arabiske oversættelser. Antallet og mangfoldigheden af versioner viser, at 2 Esdras var vidt udbredt. Af de græske og latinske kirkefædre blev den citeret som et ægte profetisk værk. Dens betydning i den middelalderlige romerske kirkes vurdering bevidnes af det faktum, at den er nået til os i en række velkendte bibelhåndskrifter, og at den blev føjet til den autoriserede Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) som et tillæg.

5. Bogens oprindelse:

To hovedsynspunkter kan kort nævnes:

(1) Kabischs (Das vierte Buch Esra, 1889), som hævder, at bogens redaktør frit benyttede et anseligt antal kilder, idet han udelod, tilføjede og ændrede, så det passede til hans formål. Han giver en liste over sandsynlige kilder. R. H. Charles (Enc Brit, X, 107) er tilbøjelig til at antage denne analyse.

(2) Gunkel (loc. cit.) fastholder og forsøger at bevise, at bogen er frembragt af én enkelt forfatter. Alligevel indrømmer han, at bogen indeholder et stort antal uoverensstemmelser, som han forklarer ved at antage, at redaktøren gjorde fri brug af mundtlige og skriftlige traditioner. De to synspunkter står derfor ikke særlig langt fra hinanden, for begge tager for givet, at flere kilder er blevet brugt. Det er ganske enkelt et spørgsmål om mere eller mindre.

Wellhausen har sandsynligvis ret i at sige, at forfatteren af 2 (4) Esdras havde Baruk-apokryferne foran sig, skrevet under indtryk af ødelæggelsen af Jerusalem i år 71 e.Kr.

6. Datering:

De bedste moderne fagfolk mener, at bogen blev skrevet et sted i Østen i det sidste årti af vores eras 1. århundrede. Denne slutning hviler principalmente på den mest sandsynlige fortolkning af synene om Ørnen og Løven i 2 Esdras 11,1-12,51; men også på at Klemens fra Alexandria (død 217 e.Kr.) citerer det græske i 5,35.

LITTERATUR.

Foruden den litteratur, der henvises til ovenfor, se Schürer, A Hist of the Jewish People in the Time of Jesus Christ, II, iii, 93 ff (tysk udgave 4, III, 315 ff); artiklerne i HDB (Thackeray) og Encyclopedia Biblica (James); New Sch-Herz under ordet "Pseudepigrapha, Old Testament" (G. Beer), og i nærværende værk under APOKRYFER og APOKALYPTISK LITTERATUR.

T. Witton Davies