Femte Mosebog

I alle hebraiske håndskrifter udgør Pentateuken (se dette) én rulle eller ét bind, inddelt i større og mindre afsnit kaldet parshioth og sedarim. Det er ikke let at sige, hvornår den blev delt i fem bøger. Dette blev sandsynligvis først gjort af bogens græske oversættere, som Vulgata følger. Den femte af disse bøger blev af grækerne kaldt Deuteronomion, dvs. den anden lov, deraf vores navn Deuteronomy, eller en anden fremsættelse af de love, der allerede var kundgjort. Jøderne betegnede bogen med de to første hebraiske ord, der forekommer, _’Elle haddabharim_, dvs. “Dette er ordene.” De inddelte den i elleve parshioth. I den engelske bibel indeholder den fireogtredive kapitler.

Den består hovedsagelig af tre taler, holdt af Moses kort før hans død. De blev talt til hele Israel på Moabs sletter, i den ellevte måned af det sidste år af deres vandringer.

Den første tale (1-4,40) genfortæller de vigtigste begivenheder i de sidste fyrre år i ørkenen, med alvorlige formaninger til lydighed mod de guddommelige bestemmelser og advarsler mod faren ved at forlade deres fædres Gud.

Den anden tale (5-26,19) er i virkeligheden hele bogens hoveddel. Den første tale er en indledning til den. Den indeholder i praksis en genfremsættelse af den lov, som Gud allerede havde givet ved Sinaj bjerg, sammen med mange formaninger og påbud om den adfærd, de skulle følge, når de havde bosat sig i Kanaan.

Den afsluttende tale (kap. 27-30) handler næsten udelukkende om lovens højtidelige sanktioner, velsignelserne til de lydige og den forbandelse, der ville ramme de oprørske. Han besværger dem højtideligt om trofast at holde fast ved den pagt, Gud havde sluttet med dem, og derved sikre sig selv og deres efterkommere de lovede velsignelser.

Disse taler til folket efterfølges af det, man kan kalde tre tillæg, nemlig (1) en sang, som Gud havde befalet Moses at skrive (32,1-47); (2) de velsignelser, han udtalte over de enkelte stammer (kap. 33); og (3) beretningen om hans død (32,48-52) og begravelse (kap. 34), skrevet af en anden hånd, sandsynligvis Josvas.

Disse afskedstaler, som Moses holdt til Israels stammer, som han så længe havde ledet i ørkenen, “gløder i hver linje af følelserne hos en stor leder, der for sine samtidige genfortæller den vidunderlige historie om deres fælles erfaring. Den begejstring, de vækker, selv i dag, skønt sløret af oversættelse, afslører deres enestående tilpasning til de omstændigheder, hvorunder de først blev talt. Tillid til fremtiden vækkes ved erindringen om fortiden. Den samme Gud, som havde gjort mægtige gerninger for stammerne siden udgangen af Egypten, ville dække deres hoved på kampens dag mod Kanaans folk, som snart skulle invaderes. Deres store lovgiver står foran os, kraftfuld i sin grå alderdom, streng i sin afsky for det onde, brændende i sin nidkærhed for Gud, men mildnet i alle forhold til jorden ved sin nærhed til himlen. Den bydende visdom i hans bestemmelser, værdigheden i hans stilling som nationens grundlægger og den første af profeterne, giver hans ord vægt. Men han rører vores dybeste følelser ved den menneskelige ømhed, der ånder i alle hans ord. Stående på livets rand taler han som en far, der giver sine sidste råd til dem, han elsker; villig til at bryde op og være hos den Gud, han har tjent så godt, men kærligt forlængende sit sidste farvel til de kære på jorden. Ingen bog kan sammenlignes med Femte Mosebog i dens blanding af ophøjethed og ømhed.” Geikie, Hours, etc.

Hele denne bogs stil og metode, dens tone og dens særlige træk i tanke og udtryk, viser, at den må være kommet fra én hånd. At forfatteren ikke var nogen anden end Moses, fastslås af følgende overvejelser:

Den ensartede tradition både i den jødiske og den kristne kirke ned til nyere tid.

Bogen hævder at være skrevet af Moses (1,1; 29,1; 31,1.9-11 osv.) og var tydeligvis bestemt til at blive modtaget som hans værk.

Det uigendrivelige vidnesbyrd fra vor Herre og hans apostle (Matt 19,7, 8; Mark 10,3, 4; Joh 5,46, 47; ApG 3,22; 7,37; Rom 10,19) fastslår den samme konklusion.

De hyppige henvisninger til den i de senere bøger i kanon (Jos 8,31; 1 Kong 2,9; 2 Kong 14,6; 2 Krøn 23,18; 25,4; 34,14; Ezra 3,2; 7,6; Neh 8,1; Dan 9,11, 13) beviser dens ælde; og (5) de arkaismer, der findes i den, stemmer med den tid, Moses levede i.

Dens stil og hentydninger stemmer også påfaldende godt med Moses’ og folkets omstændigheder og stilling på den tid.

Denne samling af positive beviser kan ikke tilsidesættes af moderne kritikeres formodninger og ræsonnementer, som hævdede, at bogen var noget i retning af en forfalskning, indført blandt jøderne omkring syv eller otte århundreder efter udgangen af Egypten.