Gestus

jes'-tur, jes'-tur: Orientaleren er rig på gestus, hvorved følelser udtrykkes og styrke tilføjes ordene. Af dette har vi rigelig illustration i Bibelen. Næsten hver tilgængelig del af kroppen blev brugt i gestus. I hilsener blev hele kroppen bøjet, undertiden helt til jorden (1 Mos 18,2; 1 Mos 19,1; 1 Mos 33,7; 1 Mos 42,6; 1 Mos 33,3), faldet på ansigtet til jorden og bukket til jorden, 3 gange (1 Sam 20,41; 1 Mos 23,7; 2 Sam 9,8; 2 Sam 18,21; 1 Kong 2,19); det var også almindeligt at omfavne og kysse (2 Mos 18,7) osv., græde af glæde. Esau "faldt på (Jakobs) hals og kyssede ham; og de græd" (1 Mos 33,4); sammenlign Josef og hans brødre (1 Mos 45,14; 1 Mos 45,15); David og Jonatan (1 Sam 20,41), og faderens fader til den fortabte søn (Luk 15,20). Vi finder også kysset i historien om Judas med sin Mester (Matt 26,49). At bukke knæet var også i Egypten en handling for at vise ærbødighed over for en overordnet (1 Mos 41,43); at bukke knæet og bukke sig var almindeligt i bøn og tilbedelse (1 Kong 19,18; 2 Krøn 6,13; Ezra 9,5; Es 45,23); i bøn blev hovedet og hele kroppen også bøjet (1 Mos 24,26; 2 Kong 5,18; 2 Krøn 29,28). De jødiske lærere fastslog, at i bøn skal "ryggen i bøjningen være så buet, at hver enkelt hvirvling bliver tydelig", og der opstod uendelige spørgsmål om, hvad der var tilladt at gøre under bøn (Edersheim). Vi læser også om bøn holdt i stående stilling (1 Sam 1,26; 1 Kong 8,22; Matt 6,5; Mark 11,25), løftet og udstrakt hænder (1 Kong 8,22; 2 Krøn 6,13; Ezra 9,5; Neh 8,6; 1 Tim 2,8); "at løfte hænderne" var synonymt med bøn (Sl 77,2; Sl 141,2; Klag 2,19; 1 Tim 2,8); faldet på knæene i bønfaldelse (1 Kong 1,13). Ærbødighed over for de ældre udtrykkedes ved at rejse sig i deres nærværelse (3 Mos 19,32; 3 Mos 5,12). Hånden blev også lagt på munden som tegn på respekt (Job 29,9); som tegn på velsignelse blev højre hånd lagt på hovedet (1 Mos 48,14; jf. 1 Mos 49,26; Ordsp 10,6). Hænderne blev lagt på hovedet af dyret, der skulle ofres; på syndebukken og syndsofferet som udtryk for overførelse af synd; på brændofferet, måske som repræsentation af offergiveren (3 Mos 1,4; 3 Mos 16,21). Hænderne blev løftet i velsignelse (3 Mos 9,22), i højtidelig eidgivning (1 Mos 14,22; 2 Mos 6,8; 5 Mos 32,40), i trodsfuldhed og trussel (2 Sam 20,21); udstrakt i bønfaldelse (Es 65,2). At give hånden eller slå hænder sammen som pant på venskab og troskab (2 Kong 10,15; Ordsp 11,21) var oprindelsen til den udbredte skik at "slå hænder" (håndslag); "at slå hænder sammen" betegnede lukning af en handel eller aftale (Ordsp 6,1, RV); som solemn pant blev hånden lagt under låret på den person, den blev givet til (1 Mos 24,2; 1 Mos 47,29); at trække hånden ud af brystlappet var et tegn på handling (Sl 74,11); at klappe hænderne, af glæde (2 Kong 11,12; Sl 47,1; Sl 98,8; Es 55,12), også af latterliggørelse, foragt og glæde over en (Job 27,23; Klag 2,15; Nah 3,19).

Vi læser om "at vink med hånden" (Luk 5,7; Joh 13,24), forudgående til at tale (ApG 12,17; ApG 13,16; ApG 19,33; ApG 21,40; ApG 26,1, han "strakte sin hånd frem"); slappet af hænder indicerede fiasko, svaghed eller nød (Hebr 12,12; jf. Es 35,3; Ecclesiasticus 25,23); at vaske hænderne (offentligt) var en erklæring om uskyld, "om frihed for meddelagtighed" (5 Mos 21,6; 5 Mos 21,7; Matt 27,24).

Hovedetet løftet op var et tegn på arrogance eller stolthed (Sl 83,2); på ophøjet, eller genvinding fra nød osv. (Dom 8,28; Sl 27,6; Sl 110,7; Zak 1,21); at dække hovedet over var et symbol på sorg eller sørgeperiode (2 Sam 15,30; Est 6,12; Jer 14,3), også at lægge hånden på hovedet (2 Sam 13,19; Jer 2,37), eller aske, støv eller jord (Jos 7,6; 1 Sam 4,12; 1 Sam 4,2; 1 Sam 13,19; Est 4,1); at vifte (eller ryste) med hovedet udtrykte foragt eller ondsindet fryd (Job 16,4; Sl 64,8; Jer 18,16; Klag 2,15; med "hylen," jf. Matt 27,39; Mark 15,29; jf. Sl 22,7; Sl 44,14; Sl 109,25; Jer 48,27).

At afdække fødderne var et tegn på sorg (2 Sam 15,30; Es 20,2; Es 20,4); at løfte hælen imod en var et symbol på modstand (Sl 41,9; Joh 13,18); at ryste støvet af fødderne, frihed fra ansvar og fuldstændig afvisning (Matt 10,14; ApG 13,51; i Korinth "rystede Paulus sit klædebon ud," ApG 18,6); stærk glædesfølelse fandt (som andre steder) udtryk i dans (Dom 11,34; Dom 21,21; 1 Sam 18,6; Jer 31,4; Jer 31,13), for Jahve (2 Mos 15,20; 2 Sam 6,14; 2 Sam 6,16).

At skyde læben ud var et udtryk for foragt (Sl 22,7); at tilbøje øret betegnede opmærksomhed (Sl 45,10); at flå klæder i stykker udtrykte følelsen af rædsel (som i nærværelse af katastrofe, blasfemi osv.) (4 Mos 14,6; Jos 7,6; 1 Sam 4,12; 2 Sam 1,2; 2 Sam 13,19; 2 Sam 15,32; Matt 26,65; ApG 14,14); smil indicerede gunst og gav selvtillid (Job 29,24); at løfte øjenlågene var et tegn på stolthed (Ordsp 30,13); Esajas taler også om de "udstraktehals og hovmodige øjne" på Zions høvmodige døtre, "gående og spidsglad som de går, og lyddende med deres fødder" (Es 3,16). Den vanskabte mand "blinker med sine øjne .... taler med sine fødder ..... gør tegn med sine fingre" (Ordsp 6,13).

Det er interessant at lægge mærke til de gestus, som i evangelierne tillægges Jesus. Udtrykket i hans øjne omtales ofte; vi læser, hvordan han "løftede sine øjne mod sine disciple", før han udtalte saligprisningerne, hvilket viser en kærlig opmærksomhed over for dem (Luk 6,20); hvordan han "så på" den unge rådsherrre og "elskede ham" og med endnu et udtryksfuldt "blik" (rundt omkring) – et bedrøvet blik – sagde: "Hvor vanskeligt skal de, der har rigdom, komme ind i Guds rige" (Mark 10,21; Mark 10,23); hvordan han "så op mod himlen", før han velsignede og brød brødene (Matt 14,19; Mark 6,41; Luk 9,16); også før han helbredte (Mark 7,34); hvordan han "så sig omkring" på sine modstandere i synagogen (Luk 6,10), "med vrede, bedrøvet over deres hjertes forhærdelse" (Mark 3,5); hvordan han "vendte sig og så på Peter", så han huskede sit pral og sit fald og gik ud og græd bitterligt (Luk 22,61); vi læser også, hvordan han tog et lille barn i sine arme og holdt det frem som et eksempel for sine disciple (Mark 9,36), og hvordan han "tog (små børn) i sine arme og velsignede dem, idet han lagde hænderne på dem" (Mark 10,16); hvordan han "bøjede sig ned og skrev med fingeren på jorden", da kvinden, der var anklaget for ægteskabsbrud, blev ført til ham, derpå "rettede sig op" og talte, igen "bøjede sig ned og skrev med fingeren på jorden", indtil kvindens anklagere var gået bort én efter én, dømte og skamfulde, hvorefter han igen "rettede sig op" og sendte kvinden bort (Joh 8,6); hvordan han på vej til Lazarus' grav var ophidset, KJV og RV (britisk og amerikansk) har "var foruroliget", randnote "foruroligede sig selv". Meyer har "gøs". Nogle oversættelser har "rystede sig" (Joh 11,33).

Se desuden ATTITUDES.

W. L. Walker