Gibea

gib'-e-a (gibh`ah, "høj"): Det hebraiske ord betegner almindeligvis en forhøjning eller høj, til forskel fra har, som bruges om et bjerg eller en bjergkæde. Det forekommer dog i to tilfælde som stednavn. Under GEBA (se denne) har vi set, at Geba, Gibea og Gibeon let kan forveksles. Det skyldes deres lighed i form og betydning.

(1) En uidentificeret by i Judas område (Jos 15,57). Den nævnes i den gruppe, der omfatter Karmel, Zif og Kain; den skal derfor sandsynligvis søges sydøst for Hebron. Den kan være en af de to landsbyer, som Eusebius nævner i Onomasticon (s.v. "Gabathon"), Gabaa og Gabatha, øst i Daroma. Den er sandsynligvis identisk med Gibea, som nævnes i 2 Krøn 13,2.

(2) En by, der beskrives som hørende til Benjamin (Jos 18,28; Dom 19,14), Benjamins Gibea (1 Sam 13,2; 1 Sam 13,15; 1 Sam 14,16), benjaminitternes Gibea (2 Sam 23,29), Sauls Gibea (1 Sam 11,4; Es 10,29) og muligvis også Guds Gibea (1 Sam 10,5 randnote); se GIBEATH, 4.

1. Historie:

Den fortælling, hvori byen først optræder, er af usædvanlig og tragisk interesse og kaster uvurderligt lys over de forhold, der herskede i de dage, da "der ingen konge var i Israel" (Dom 19). En levit, som boede som fremmed på den anden side af Efraims bjerg, blev forladt af sin medhustru, der vendte tilbage til sin fars hus i Betlehem i Juda. Dertil drog han for at overtale hende til at vende tilbage. Hendes far tog gæstfrit imod ham, og han blev der til eftermiddagen på den femte dag. Aftenen var nær, da de kom ud for Jebus--Jerusalem--men levitten afviste sin tjeners forslag om, at de skulle overnatte i denne "fremmedes by"--dvs. jebusittens--og drog videre; og da de var nær ved Gibea, gik solen ned. De gik ind i byen og satte sig på gaden. Gæstfrihedens love i dag forpligter ikke til at huse fremmede, der ankommer efter solnedgang. Men det kan have været af foragt for al lov, at de blev efterladt uden hjælp. En gammel mand fra Efraims bjerg fik medlidenhed med dem, indbød dem til sit hus og påtog sig ansvaret for deres fornødenheder. Derefter følger den rædselsfulde beretning om overgrebet på levittens medhustru; den måde, hvorpå han gjorde Israel bekendt med den uret, han havde lidt; og den frygtelige hævn, der blev krævet af benjaminitterne, som ikke ville udlevere forbryderne i Gibea til retfærdigheden.

Gibea var hjemsted for Saul, Israels første konge, og dertil vendte han tilbage efter sit valg i Mispa (1 Sam 10,26). Fra Gibea indkaldte han Israel til samling for at komme Jabesh i Gilead til undsætning, da byen blev truet af ammonitten Nahash (1 Sam 11,4). I Sauls krige mod filistrene synes Gibea at have spillet en fremtrædende rolle (1 Sam 13,15). Her blev ligene af Sauls syv sønner, dræbt på Davids ordre for at formilde gibeonitterne, udstillet; det gav anledning til Rispas gribende vågenat (2 Sam 21,1). Gibea nævnes i beskrivelsen af assyrernes fremrykning mod Jerusalem (Es 10,29).

2. Identifikation:

Det sted, der nu almindeligvis accepteres som Gibeas beliggenhed, ligger på Teleil el-Ful, en kunstig høj omtrent 4 miles nord for Jerusalem, et kort stykke øst for hovedvejen til Sikem. Lidt nord for Teleil el-Ful deler hovedvejen sig; den ene gren drejer mod øst til Jeba`, dvs. Geba (som bør læses i stedet for "Gibea" i Dom 20,31), den anden fortsætter mod nord til Betel. Ikke langt fra vejskillet, på vejen til Jeba`, ligger erRam, svarende til Rama (Dom 19,13). Ved Gibea, omtrent 30 stadier fra Jerusalem, slog Titus lejr for natten under sin fremrykning mod byen fra nord. Teleil el-Ful passer ganske tilfredsstillende til alle de oplysninger, der her er angivet.

Ordene i Dom 20,33, som i King James Version gengives "Gibeas enge", i Revised Version (British and American) "Maareh-geba"--blot translittereret--og i Revised Version, randnote "Geba's eng" (eller Gibea), læses ved en lille rettelse af teksten som "fra vest for Gibea", hvilket bestemt er korrekt.

W. Ewing