Hænder; Hændernes påliggen

im-po-zish'-un (epithesis cheiron, ApG 8,18; 1 Tim 4,14; 2 Tim 1,6; Hebr 6,2): Hændernes påliggen som handling eller ceremoniel optræder i Det gamle Testamente i forskellige sammenhænge: ved velsignelse (1 Mos 48,14); i offerritualet (offerendes hænder lagt på offerdyrets hoved, 2 Mos 29,10; 2 Mos 29,15; 2 Mos 29,19; 3 Mos 1,4; 3 Mos 3,2; 3 Mos 3,8; 3 Mos 3,13; 3 Mos 4,4; 3 Mos 4,24; 3 Mos 4,29; 3 Mos 8,14; 3 Mos 16,21); ved vidneafgivelse i hovedsager (3 Mos 24,14). Stammen Levi blev afskilt gennem højtidelig påliggen af hænder (4 Mos 8,10); Moses udnævnte Josva til sin efterfølger gennem en lignende handling (4 Mos 27,18; 4 Mos 27,23; 5 Mos 34,9).

Tanken i disse tilfælde varierer efter handlingens formål. Den grundlæggende tanke synes at være overførelse eller transmission (jf. 3 Mos 16,21), men sammen hermed opstår i visse tilfælde tanker om identifikation og helligelse til Gud.

I Det nye Testamente lagde Jesus hænder på små børn (Matt 19,13; Matt 19,15 parallel Mark 10,16) og på syge (Matt 9,18; Mark 6,5 osv.), og apostlene lagde hænder på dem, de havde døbt, for at de kunne modtage Helligånden (ApG 8,17; ApG 8,19; ApG 19,6), og ved lægedom (ApG 12,17). Særligt blev påliggen af hænder anvendt ved indvielsen af personer til et bestemt embede eller arbejde i menigheden. Dette omtales som værende sket ved udnævnelsen af de Syv (ApG 6,6), ved udsendelsen af Barnabas og Saul (ApG 13,3), ved Timoteus' ordinering (1 Tim 4,14; 2 Tim 1,6), men uanset at det ikke direkte nævnes, virker det sandsynligt, at det ledsagede alle ordi­ne­ringshandlinger af presbytrer og diakoner (jf. 1 Tim 5,22; Hebr 6,2). Presbytrene kunne næppe formidle det, de selv ikke havde modtaget (1 Tim 1,14). Her igen er den grundlæggende tanke formidling. Hændernes påliggen ledsagedes af bøn (ApG 6,6; ApG 8,15; ApG 13,3), og den eftersøgte velsignelse blev givet af Gud selv. Denne symbolske handling giver ikke grund for et sakrament for »Ordination«.

Se OFFER; PRÆSTESKAB; ORDINERING.

James Orr