Bøn

Er samtale med Gud; sjælens samkvem med Gud, ikke i betragtning eller meditation, men i direkte henvendelse til ham. Bøn kan være mundtlig eller indre, lejlighedsvis eller vedvarende, kort og udbrudt eller formel. Den er at “bønfalde Herren” (2 Mos 32,11); at “udøse sjælen for Herrens ansigt” (1 Sam 1,15); at “bede og råbe til himlen” (2 Krøn 32,20); at “søge Gud og komme med bøn” (Job 8,5); at “nærme sig Gud” (Sl 73,28); at “bøje knæene” (Ef 3,14).

Bøn forudsætter tro på Guds personlighed, på hans evne og villighed til at have samkvem med os, på hans personlige herredømme over alle ting og over alle hans skabninger og alle deres handlinger.

Antagelig bøn må være oprigtig (Hebr 10,22), frembåret med ærefrygt og gudsfrygt, med en ydmyg erkendelse af vores egen ubetydelighed som skabninger og vores egen uværdighed som syndere, med alvorlig vedholdenhed og med tøvenløs underkastelse under den guddommelige vilje. Bøn må også frembæres i troen på, at Gud er til, og at han hører og besvarer bøn, og at han vil opfylde sit ord: “Bed, og I skal få” (Matt 7,7, 8; 21,22; Mark 11,24; Joh 14,13, 14), og i Kristi navn (16,23.24; 15,16; Ef 2,18; 5,20; Kol 3,17; 1 Pet 2,5).

Bøn er af forskellige slags: i det skjulte (Matt 6,6); fælles, som familiebønner og i fælles gudsdyrkelse; og offentlig, i helligdommens tjeneste.

Forbøn påbydes (4 Mos 6,23; Job 42,8; Es 62,6; Sl 122,6; 1 Tim 2,1; Jak 5,14), og der er nedskrevet mange eksempler på, at sådanne bønner er blevet besvaret, f.eks. Abrahams (1 Mos 17,18, 20; 18,23-32; 20,7.17.18), Moses’ for farao (2 Mos 8,12, 13, 30, 31; 2 Mos 9,33), for israelitterne (2 Mos 17,11, 13; 32,11-14.31-34; 4 Mos 21,7, 8; 5 Mos 9,18, 19, 25), for Mirjam (4 Mos 12,13), for Aron (5 Mos 9,20), Samuels (1 Sam 7,5-12), Salomos (1 Kong 8; 2 Krøn 6), Elias’ (1 Kong 17,20-23), Elisas (2 Kong 4,33-36), Esajas’ (2 Kong 19), Jeremias’ (42,2-10), Peters (ApG 9,40), menighedens (12,5-12), Paulus’ (28,8).

Der gives intet sted i Skriften regler for bønnens måde eller for den holdning, den bedende skal indtage. Der nævnes knælen i bøn (1 Kong 8,54; 2 Krøn 6,13; Sl 95,6; Es 45,23; Luk 22,41; ApG 7,60; 9,40; Ef 3,14 osv.); at bøje sig og falde ned med ansigtet mod jorden (1 Mos 24,26, 52; 2 Mos 4,31; 12,27; Matt 26,39; Mark 14,35 osv.); at udbrede hænderne (1 Kong 8,22, 38, 54; Sl 28,2; 63,4; 88,9; 1 Tim 2,8 osv.); og at stå (1 Sam 1,26; 1 Kong 8,14, 55; 2 Krøn 20,9; Mark 11,25; Luk 18,11, 13).

Hvis vi ser bort fra “Herrens bøn” (Matt 6,9-13), som dog snarere er en model eller et mønster for bøn end en fast bøn, der skal fremsiges, har vi ingen særlig bønneform til almindelig brug givet os i Skriften.

Bøn påbydes ofte i Skriften (2 Mos 22,23, 27; 1 Kong 3,5; 2 Krøn 7,14; Sl 37,4; Es 55,6; Joel 2,32; Ez 36,37 osv.), og vi har meget mange vidnesbyrd om, at den er blevet besvaret (Sl 3,4; 4,1; 6,8; 18,6; 28,6; 30,2; 34,4; 118,5; Jak 5,16-18 osv.).

“Abrahams tjener bad til Gud, og Gud førte ham til den person, som skulle blive hustru til hans herres søn og arving (1 Mos 24,10-20).

“Jakob bad til Gud, og Gud bøjede hans ophidsede brors hjerte, så de mødtes i fred og venskab (1 Mos 32,24-30; 33,1-4).

“Samson bad til Gud, og Gud viste ham en brønd, hvor han slukkede sin brændende tørst og således levede videre for at dømme Israel (Dom 15,18-20).

“David bad, og Gud gjorde Akitofels råd til intet (2 Sam 15,31; 16,20-23; 17,14-23).

“Daniel bad, og Gud satte ham i stand både til at fortælle Nebukadnesar hans drøm og til at give tydningen af den (Dan 2: 16-23).

“Nehemias bad, og Gud bøjede perserkongens hjerte til at give ham orlov til at besøge og genopbygge Jerusalem (Neh 1,11; 2,1-6).

“Ester og Mordokaj bad, og Gud gjorde Hamans plan til intet og frelste jøderne fra ødelæggelse (Est 4,15-17; 6,7, 8).

“De troende i Jerusalem bad, og Gud åbnede fængselsdørene og satte Peter fri, da Herodes havde besluttet hans død (ApG 12,1-12).

“Paulus bad om, at tornen i kødet måtte blive fjernet, og hans bøn bragte en stor forøgelse af åndelig styrke, mens tornen måske blev siddende (2 Kor 12,7-10).

“Bøn er som duen, Noa sendte ud, som velsignede ham ikke blot da den vendte tilbage med et olivenblad i næbbet, men også da den slet ikke vendte tilbage.”, Robinsons Job.