Tilbedelse

ad-o-ra'-shun: Skønt dette ord aldrig forekommer i de engelske bibeloversættelser, repræsenterer det sider af gudsdyrkelsen, som er meget fremtrædende i Bibelen.

I. Etymologi.

Ordet er afledt af latin adorare =

(1) "at tale til,"

(2) "at bønfalde," "anråbe,"

(3) "at vise hyldest," "at tilbede"; fra latin os (oris), mund.

Nogle har ment, at roden os peger på den romerske skik med at føre hånden til munden, dvs. at kysse hånden til (en person eller ting), som tegn på hyldest.

II. Betydning.

Tilbedelse er intens beundring, der kulminerer i ærefrygt og gudsdyrkelse, sammen med de ydre handlinger og holdninger, der ledsager en sådan ærefrygt. Den omfatter således både de subjektive stemninger, eller sjælens følelser, i nærvær af et overordnet objekt eller en overordnet person, og de passende legemlige udtryk for sådanne stemninger i ydre handlinger af hyldest eller gudsdyrkelse. I sin videste betydning omfatter den ærefrygt for væsener andre end Gud, især for monarker, som i orientalske lande blev betragtet med følelser af ærefrygt. Men den finder sit højeste udtryk i religionen. Tilbedelse er måske den højeste form for gudsdyrkelse; den indebærer en ærbødig og henrykt betragtning af de guddommelige fuldkommenheder og forrettigheder, en anerkendelse af dem i lovprisningens ord, sammen med de synlige symboler og kropsholdninger, der udtrykker skabningens tilbedende holdning i nærvær af sin Skaber. Den er udtrykket for sjælens mystiske erkendelse af Guds nærvær i hans ophøjede storhed, hellighed og miskundhed. Som en form for bøn må tilbedelse skelnes fra andre former, såsom bøn om hjælp, taksigelse, bekendelse og forbøn.

III. Ydre kropsholdninger.

I Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente ligner disse dem, der var udbredt i alle orientalske lande, sådan som det rigt illustreres af monumenterne i Egypten og Assyrien og af de skikke, der stadig er i brug blandt Østens folkeslag. De vigtigste holdninger, der henvises til i Bibelen, er følgende:

1. Nedkastelse:

Blandt orientalere, især persere, var nedkastelse (dvs. at falde på knæ og derefter gradvis bøje kroppen, indtil panden rørte jorden) almindelig som udtryk for dyb ærefrygt og ydmyghed over for en overordnet eller en velgører. Den blev praktiseret i tilbedelsen af Jahve (1 Mos 17,3; 4 Mos 16,45; Matt 26,39, Jesus i Getsemane; Åb 1,17) og af afguder (2 Kong 5,18; Dan 3,5; Dan 3,6), men var på ingen måde begrænset til religiøse handlinger. Det var den formelle måde at bønfalde eller vise ærbødighed over for en overordnet på (fx 1 Sam 25,23 f; 2 Kong 4,37; Est 8,3; Mark 5,22; Joh 11,32).

2. Knælen:

En erstatning for nedkastelse var knælen, en almindelig holdning i gudsdyrkelsen, som ofte nævnes i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente (fx 1 Kong 8,54; Ezra 9,5; Sl 95,6; Es 45,23; Luk 22,41, Kristus i Getsemane; ApG 7,60; Ef 3,14). Den samme holdning blev undertiden indtaget, når man viste hyldest til en medskabning, som i 2 Kong 1,13. "At sidde" som en bønnestilling (kun 2 Sam 7,18 parallelt med 1 Krøn 17,16) var sandsynligvis en form for knælen, som i muhamedansk gudsdyrkelse.

3. At stå:

Dette var den mest sædvanlige stilling i bøn, ligesom hos moderne jøder i offentlig gudsdyrkelse. Abraham "stod foran Jahve (Yahweh)", da han gik i forbøn for Sodoma (1 Mos 18,22). Sammenlign 1 Sam 1,26. Farisæeren i lignelsen "stod og bad" (Luk 18,11), og hyklerne siges at "bede stående i synagogerne og på gadehjørnerne" (Matt 6,5 KJV).

4. Hænderne:

De ovennævnte stillinger blev ledsaget af forskellige håndstillinger: hænderne blev enten løftet op mod himlen (Sl 63,4; 1 Tim 2,8), eller bredt ud (2 Mos 9,29; Ezra 9,5; Es 1,15), eller begge dele (1 Kong 8,54).

5. Tilbedelsens kys:

Den hedenske praksis med at kysse hænderne til himmellegemerne som tegn på tilbedelse omtales i Job 31,27, og det at kysse afguden i 1 Kong 19,18; Hos 13,2. Hyldestkysset nævnes i Sl 2,12, hvis teksten dér er korrekt. At kysse hænderne til tilbedelsens genstand var skik blandt romerne (Plinius xxviii.5). Det nytestamentlige ord for "tilbede" (proskuneo) betyder bogstaveligt at kysse (hånden) til (én).

Se også holdninger.

IV. Genstande for tilbedelse.

Den eneste fuldt passende genstand for tilbedelse er det højeste væsen. Kun han, som er summen af alle fuldkommenheder, kan fuldt ud tilfredsstille menneskets instinkter for ærefrygt og fremkalde sjælens fuldstændige hyldest.

1. Medskabninger:

Alligevel, som allerede antydet, findes de rå begyndelser til religiøs tilbedelse i den respekt, der vises skabte væsener, som anses for at besidde overordnede krav og kræfter, især konger og herskere. Som eksempler kan vi nævne kvinden fra Tekoa, der faldt på sit ansigt for at vise kong David ærbødighed (2 Sam 14,4), og kongens tjenere, der bøjede sig ned for at vise Haman ære (Est 3,2). Sammenlign Ruth 2,10; 1 Sam 20,41; 2 Sam 1,2; 2 Sam 14,22.

2. Materielle genstande:

På et højere plan, hvor der indgår en vis anerkendelse af det guddommelige, står den ærefrygt, der vises ophøjede og gådefulde genstande i naturen eller fænomener i den fysiske verden, som man mente havde en eller anden guddommelig betydning. At vise materielle genstande selv ærbødighed fordømmes som afgudsdyrkelse overalt i Det Gamle Testamente. Et eksempel på dette er dyrkelsen af "himlens hær" (himmellegemerne), som hebræerne undertiden praktiserede (2 Kong 17,16; 2 Kong 21,3; 2 Kong 21,5). Således erklærer Job, at han aldrig havde været troløs mod Gud ved at kysse hånden til solen og månen som tegn på tilbedelse (Job 31,26-28). I Det Gamle Testamente har vi henvisninger til æresbevisninger, der gives en afgud eller et billede, såsom at falde ned for det (Es 44,15; Es 44,17; Es 44,19; Dan 3,7) eller kysse det (1 Kong 19,18; Hos 13,2). Alle sådanne skikke fordømmes i ubetingede vendinger. Men når materielle ting fremkalder en ærbødig holdning, ikke over for sig selv, men over for den Guddom, hvis nærvær de symboliserer, da betragtes de som legitime hjælpemidler til fromhed; fx beskrives ild som en åbenbaring af det guddommelige nærvær, der får tilskueren til at udføre ærbødige handlinger (fx 2 Mos 3,2; 2 Mos 3,5; 3 Mos 9,24; 1 Kong 18,38 f.). I disse tilfælde var det Jahve selv, der blev tilbedt, ikke ilden, som åbenbarede ham. De hellige forfattere bevæges til religiøs tilbedelse ved betragtningen af naturens herligheder. For dem "forkynder himlene Guds herlighed, og firmamentet viser hans hænders værk." (Sammenlign især "natur-salmerne" Sl 8; 19; 29; 104.)

3. Engle:

På et endnu højere plan står den tilbedelse, der praktiseres i nærværet af overnaturlige redskaber for den guddommelige vilje. Når en Guds engel viste sig, faldt mennesker instinktivt ned for ham i ærbødighed og ærefrygt (fx 1 Mos 18,2; 1 Mos 19,1; 4 Mos 22,31; Dom 13,20; Luk 24,4; Luk 24,5). Dette var ikke at tilbede skabningen i stedet for Skaberen, for englen blev ikke betragtet som et særskilt individ med sin egen eksistens og karakter, men som en teofani, en selvåbenbaring af Gud.

4. Guddommen:

Den højeste form for tilbedelse er den, der rettes umiddelbart mod Gud selv, idet hans kongelige egenskaber og åndelige fuldkommenheder opfattes af sjælen på en sådan måde, at den fyldes med henrykkelse og lovprisning og bevæges til at vise ham ære. Et klassisk eksempel er det syn, der indviede Esajas til profetembedet, da han blev så grebet af Guds suverænitet og ophøjethed, at han blev fyldt af undren og selvfornedrelse (Es 6,1-5). I Det Gamle Testamente når tilbedelsens litteratur sit højdepunkt i Salmerne (sammenlign især gruppen Salme 95-100), hvor Guds usigelige majestæt, magt og hellighed fremstilles i ophøjede toner. I Det Nye Testamente finder tilbedelsen af Guddommen sit mest henrykte udtryk i Johannes' Åbenbaring, hvor synet af Gud fremkalder et lovprisningskor rettet til den trefoldigt hellige Gud (4,8-11; 7,11.12), som Forløser-Lammet er forbundet med.

5. Jesus Kristus:

I hvor høj grad betragtes Jesus i Det Nye Testamente som genstand for tilbedelse, eftersom tilbedelse kun sømmer sig for Gud? I vor Herres levetid var han ofte genstand for tilbedelse (Matt 2,11; Matt 8,2; Matt 9,18; Matt 14,33; Matt 15,25; Matt 20,20; Matt 28,9; Matt 28,17; Mark 5,6; Joh 9,38). Der knytter sig dog en vis tvetydighed til det græske ord proskunein, for mens det er det sædvanlige ord for at "tilbede" Gud (fx Joh 4,24), betyder det i nogle sammenhænge ikke mere end at vise en person af højere rang ære ved knæfald eller ved at kaste sig ned, ligesom det siges om den ubarmhjertige tjener, at han `faldt ned og tilbad' sin herre kongen (Matt 18,26), og som Josefus omtaler de jødiske ypperstepræster som proskunoumenoi (BJ, IV, v, 2). På den anden side indebærer det bestemt en bevidsthed, hos dem der viste Jesus denne ære, og hos Jesus selv, om en ganske enestående overlegenhed i hans person; for den samme æresbevisning blev afvist af Peter, da Kornelius viste ham den, med den begrundelse at han selv også var et menneske (ApG 10,25), og endog af den engel, for hvem Johannes kastede sig ned, med den begrundelse at Gud alene skulle "tilbedes" (Åb 22,8; Åb 22,9).

Alligevel afviste Jesus aldrig sådanne tegn på respekt. Men hvad der end gælder om "hans køds dage", er der ingen tvivl om, at Kristus efter himmelfarten for menigheden blev genstand for tilbedelse som guddommelig, og den hyldest, der blev vist ham, var i sin karakter ikke til at skelne fra den, der blev vist Gud. Dette bevises ikke blot af enkeltstående steder, men endnu mere af hele tonen i Apostlenes Gerninger og brevene i forhold til ham. Denne tilbedelse når sit højeste udtryk i Åb 5,9-14, hvor Forløser-Lammet, som deler Guds trone, er genstand for et udbrud af tilbedende lovprisning fra engleskarernes side. I Åb 4,8-11 rettes tilbedelseshymnen til Herren Gud den Almægtige, Skaberen; her rettes den til Lammet på grund af hans forløsende gerning. I Johannes' Åbenbaring flyder tilbedelsen af ham, "som sidder på tronen", og af "Lammet" sammen til én strøm af ekstatisk lovprisning (sammenlign Åb 7,9-11).

D. Miall Edwards

wur'-ship (angelsaksisk: weorthscipe, wyrthscype, "ære," fra weorth, wurth, "værdig," "æret," og scipe, "-skab"):

1. Udtryk

2. Gammeltestamentlig tilbedelse

3. Nytestamentlig tilbedelse

4. Offentlig kristen gudsdyrkelse

LITTERATUR

Ære, ærbødighed, hyldest, i tanke, følelse eller handling, ydet til mennesker, engle eller andre "åndelige" væsener, og billedligt til andre størrelser, ideer, magter eller egenskaber, men særligt og i højeste grad til Guddommen.

1. Udtryk:

Det vigtigste gammeltestamentlige ord er shachah, "trykke ned," "bøje sig ned," "kaste sig ned" (Hithpael), som i 2 Mos 4,31, "bøjede deres hoveder og tilbad"; således 94 andre steder. Sammenhængen afgør mere eller mindre tydeligt, om den fysiske handling eller den viljesmæssige og følelsesmæssige tanke er ment. Ordet anvendes om ærbødige handlinger over for menneskelige overordnede såvel som overnaturlige. Revised Version (britisk og amerikansk) gengiver det efter dets fysiske aspekt, som sammenhængen angiver, "bøjede sig ned" (King James Version "tilbad," 1 Mos 24,52; jf. 23,7; 27,29 osv.).

Andre ord er: caghadh, "kaste sig ned," forekommer i Es 44,15; Es 44,17; Es 44,19; Es 46,6, men gengives (English Versions of the Bible) med "falde ned." I Dan 2,46; Dan 3,5; Dan 3,6; Dan 3,7; Dan 3,10; Dan 3,15; Dan 3,18; Dan 3,28 er det (aramaisk ceghidh) "tilbede" (English Versions of the Bible), 7 gange forbundet med "at falde ned" og 5 gange med "tjene." `abhadh, "arbejde," "anstrenge sig," "tjene," gengives med "tilbede" af English Versions of the Bible i 2 Kong 10,19; 2 Kong 10,21 ff: "Ba'als tilbedere (tjenere)." I Es 19,21 har Revised Version (britisk og amerikansk) "tilbede med offer og afgrødeoffer" (King James Version "bringe offer"). I Es 19,23 har King James Version "tjente," Revised Version (britisk og amerikansk) "tilbad." `atsabh, "skære," "fremstille," "forme," gengives én gang med "tilbede," dvs. "fremstille (et objekt for) tilbedelse" (Jer 44,19, American Revised Version randnote "afbilde").

Den gammeltestamentlige tanke er derfor sindets eller kroppens eller begges ærbødige holdning, forbundet med de mere almene forestillinger om religiøs tilbedelse, lydighed og tjeneste.

Det vigtigste nytestamentlige ord (59 gange) er proskuneo, "kysse (hånden eller jorden) mod," deraf ofte på orientalsk vis at bøje sig og kaste sig til jorden; følgelig bruger Septuaginta det for Hithpael af shachah (hishtachawah), "kaste sig ned." Det er at vise hyldest til mennesker, engle, dæmoner, Djævelen, "dyret," afguder eller Gud. Det gengives 16 gange om Jesus som en velgørende overordnet; mindst 24 gange om Gud eller om Jesus som Gud. Grundtanken om kropslig nedkastelse er langt mindre fremtrædende end i Det Gamle Testamente. Det oversættes altid "tilbede."

Næsthyppigst er sebomai, "ære," og dets forskellige beslægtede ord, sebazomai, eusebeo, theosebes, sebasma. Dets rod er sebas, "frygt," men denne oprindelige betydning er fuldstændig opslugt af "ærbødighed," "holde i ærefrygt": "Forgæves tilbeder de mig" (Matt 15,9 osv.). latreuo er "tjene" (religiøst), eller "tilbede offentligt," "udføre hellige tjenester," "bringe gaver," "tilbede Gud ved at overholde de riter, der er indstiftet til hans tilbedelse." Det oversættes "tilbede" i ApG 7,42; ApG 24,14 i King James Version, men "tjene" i American Standard Revised Version: "tjene himlens hær," "tjener jeg vore fædres Gud"; men både King James Version og American Standard Revised Version gengiver Fil 3,3, "tilbeder ved Guds Ånd," og Hebr 10,2, "tilbederne," idet sammenhængen i de første to er almen, i de sidste to specifik. I 2 Tim 1,3 og mange andre tilfælde har både King James Version og Revised Version (britisk og amerikansk) "tjene," da betydningen ikke er begrænset til tilbedelse; men jf. Luk 2,37 Revised Version: "tilbad (King James Version "tjente") med faster og bønner." Rom 1,25 giver både sebazomai og latreuo i deres specifikke betydninger: "tilbad (ærede) og tjente (religiøst) det skabte." doxa, "herlighed" (Luk 14,10, King James Version: "Du skal få tilbedelse," er en rest af en gammel engelsk brug, med rette opgivet i Revised Version (britisk og amerikansk)). threskeia (Kol 2,18), "en frivillig ydmyghed og tilbedelse af englene" (American Revised Version randnote "en ærbødig handling"), har grundtanken om skælven eller frygt. therapeuo, "tjene," "helbrede," "pleje" (ApG 17,25, King James Version: "heller ikke tilbedes han af menneskers hænder"), er "tjenes" i Revised Version (britisk og amerikansk), måske med rette, men dets nære forbindelse med "templer gjort med hænder" gør dette tvivlsomt. neokoros, "tempelfejere," "tempelvogter" (ApG 19,35), har sin sande betydning i Revised Version (britisk og amerikansk), men "tilbeder" er nødvendig for at fuldende tanken i vores moderne sprogbrug.

I Apokryferne er brugen den samme som i Det Nye Testamente; de anvendte verber er, i rækkefølge efter deres hyppighed, proskuneo, sebomai, threskeuo og latreuo.

Den nytestamentlige tanke om tilbedelse er en kombination af sindets og kroppens ærbødige holdning, den almene ceremonielle og religiøse tjeneste for Gud, følelsen af ærefrygt, ærbødighed, tilbedelse; hvor de ydre og ceremonielle aspekter nærmer sig, men ikke når, forsvindingspunktet. Den samlede tanke om tilbedelse, både i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, må dog opbygges ikke ud fra de ord, der specifikt oversættes sådan, men også, og især, ud fra hele skildringen af tilbedende følelse og handling, hvad enten det gælder enkeltpersoner alene og privat, eller større grupper, der deltager i de offentlige tjenester i helligdom, tabernakel, tempel, synagoge, sal ovenpå eller mødested.

Pladsen tillader ingen drøftelse af tilbedelsens universalitet i en eller anden form, spændende fra overtroisk frygt eller fetichisme til den højeste åndelige øvelse, som mennesket er i stand til; heller ikke af tilbedelsens primære motiv, hvad enten det udspringer af et ønske om at formilde, indynde sig hos eller forsone en højere magt, eller om at have fællesskab og dele med ham eller den, eller udtrykke instinktiv eller bevidst hengivenhed for ham. På overfladen af Bibelens fortællinger synes instinktet for fællesskab, lovprisning og tilbedende taknemmelighed at være den tidligste drivkraft (sammenlign 1 Mos 4,3; 1 Mos 4,4, Kain, Abel; Rom 1,18-25, den oprindelige kundskab om Gud som forvansket til skabningstilbedelse; 1 Mos 8,20, Noas alter; og 1 Mos 12,7, Abrams alter). At forsoning var et tidligt element, antydes sandsynligvis af Abels offer fra hjorden, og bestemt af hele offersystemet. Uanset dets oprindelse er tilbedelse, som den udvikledes i Det Gamle Testamente, udtryk for det religiøse instinkt i anger, nedkastelse, tilbedelse og den hellige glædes opløftelse for Skaberen.

2. Tilbedelse i Det Gamle Testamente:

I detaljer var tilbedelsen i Det Gamle Testamente individuel og privat, skønt ikke nødvendigvis hemmelig, som hos Eliezer (1 Mos 24,26), et udtryk for personlig taknemmelighed over en missions lykkelige udfald, eller hos Moses (2 Mos 34,8), der søgte Guds gunst i forbøn; den var undertiden igen, skønt privat, i den nærmeste forbindelse med andre, måske med en familiemæssig betydning (1 Mos 8,20, Noa; 1 Mos 12,7; 22,5, Abraham: "Jeg og drengen vil gå derhen; og .... tilbede"); den foregik i selskab med den "store forsamling", måske delvis som en individuel sag, men den vandt velsignelse og kraft ved andres nærvær (Sl 42,4: "Jeg gik med skaren .... holdt højtid"); og den var, efterhånden som den nationale ånd udviklede sig, udtryk for den nationale hengivenhed (1 Krøn 29,20: "Og hele forsamlingen .... tilbad Jahve og kongen"). I denne offentlige nationale tilbedelse fandt den virkelig fromme jøde sin største glæde, for i den var hans fædrelandskærlighed, hans broderskabsfølelse, hans solidaritetsfølelse, hans personlige stolthed og hans personlige fromhed uløseligt vævet sammen.

Den almindelige offentlige tilbedelse, især som den udvikledes i tempeltjenesterne, bestod af:

(1) Offerhandlinger, enten ved særlige lejligheder, som ved indvielsen af templet osv., når offerdyrenes blod flød i overdådig mængde (2 Krøn 7,5), eller i de regelmæssige morgen- og aftenofre, eller på de store årlige dage, såsom forsoningsdagen.

(2) Ceremonielle handlinger og ærbødige eller tilbedende stillinger, eller handlinger, der symboliserede søgen efter og modtagelse af den guddommelige gunst, som når ypperstepræsten vendte tilbage efter at have frembåret røgelsesofferet i det hellige rum, og folket modtog hans velsignelse med bøjede hoveder, ærbødigt stående (2 Krøn 7,6), eller de tilbedende kastede sig ned, mens præsterne blæste i sølvtrompeterne ved afslutningen af hvert afsnit af levitternes sang.

(3) Lovprisning ved folkets officielle tjenere eller ved begge sammen, det sidste sandsynligvis i meget begrænset omfang. Denne lovprisningstjeneste var enten instrumental, med sølv-"trompeter og bækkener og musikinstrumenter", eller den kunne være vokal sang, levitternes sang (meget sandsynligt deltog menigheden i nogle af de antifonale salmer); eller den kunne være både vokal og instrumental, som ved Salomos storslåede indvielsestjeneste (2 Krøn 5,13), da "trompetblæserne og sangerne var som én, så én lyd hørtes i lovprisning og taksigelse til Jahve." Eller den kunne være ganske enkelt talt: "Og hele folket sagde: Amen, og priste Jahve" (1 Krøn 16,36). Hvor fuldt og prægtigt dette musikalske element i tilbedelsen blev udviklet blandt hebræerne, vidner Salmernes Bog om, ligesom de mange omtaler i Krønikebøgerne (1 Krøn 15; 16; 25; 2 Krøn 5; 29; 30 osv.). Det er beklageligt, at vores faktiske viden om hebraisk musik er så begrænset.

(4) Offentlig bøn, sådan som den beskrives i 5 Mos 26, ved templets indvielse (2 Krøn 2 osv.), eller som Salmerne 60; 79; 80. Kortere former, halvt lovprisning, halvt bøn, udgjorde en del af tjenesten på Kristi tid.

(5) De årlige fester med deres karakteristiske ceremonier.

Se påske; tabernakel; osv. Steder for tilbedelse behandles under alter; offerhøj; helligdom; tabernakel; tempel osv.

3. Tilbedelse i Det Nye Testamente:

I Det Nye Testamente finder vi tre slags offentlig tilbedelse: tempeltilbedelsen efter gammeltestamentlige linjer, synagogetilbedelsen og den tilbedelse, som voksede frem i den kristne kirke ud af den nye tros karakteristiske liv. Synagogetilbedelsen, udviklet af og efter eksilet, erstattede i vid udstrækning symbolet med bogen og det sanselige eller genstandsmæssige anliggende med tanken; den var også i sit væsen folkelig, hjemlig og fortrolig og undslap præstetjenestens eksklusivitet. Den havde fire hoveddele:

(1) fremsigelsen af shema`, sammensat af 5 Mos 6,4-9; 5 Mos 11,13-21 og 4 Mos 15,37-41, og begyndende: "Hør (shema`), Israel: Jahve, vor Gud, er én Jahve";

(2) bønner, muligvis efter en eller anden fast form, måske med gentagelse af en salme;

(3) oplæsning ved mandlige enkeltpersoner af uddrag fra Loven og Profeterne, udvalgt af "synagogeforstanderen", i senere år efter den faste orden i en læseplan, som det kan have været tilfældet, da Jesus "fandt stedet";

(4) targum eller en sammenfattet forklaring på folkesproget af de læste skrifter.

Det er omdiskuteret, om sang udgjorde en del af tjenesten, men når man tager musikkens plads i jødisk religiøst liv i betragtning, og dens senere store plads i kristen tilbedelse, er det svært at forestille sig, at den var fraværende fra synagogen.

4. Offentlig kristen tilbedelse:

Offentlig kristen gudsdyrkelse udviklede sig nødvendigvis efter synagogens og ikke templets mønster, eftersom hele offer- og ceremonisystemet for kristendommen ophørte med Jesu liv og død. Erkendelsen af dette kom dog gradvist, ligesom jødekristnes brud med både synagoge og tempel gjorde det. Jesus selv holdt templet højt, elskede at besøge det som sin Faders hus, overholdt ærbødigt højtiderne og viste den holdning til templet og dets gudsdyrkelse, som kendetegnede den fromme, men ikke-farisæiske israelit. Men ved at omtale sig selv som "større end templet" (Matt 12,6) og ved at citere Hos 6,6: "Jeg ønsker godhed og ikke offer," angav han templets og hele dets gudsdyrkelsessystems relative underordnede plads, og i sin udtalelse til kvinden fra Samaria antydede han ophævelsen både af hele tanken om den centrale helligdom og af hele den ceremonielle gudsdyrkelse: "Hverken på dette bjerg eller i Jerusalem skal I tilbede Faderen"; "De, som tilbeder ham, må tilbede i ånd og sandhed" (Joh 4,21; Joh 4,24). Hans hovedinteresse i templet synes at have været, at det var et "bedehus" og en mulighed for at nå og berøre folket. Man kan ikke undgå at føle, at med al sin kærlighed til de hellige områder må han med lettelse have vendt sig fra templets statelige, formelle, fjerne ceremoni — selv om den delvis blev mildnet af den ægte religiøse glød hos mange tilbedere — til synagogens friere, mere levende og hjertenære gudsdyrkelse, selv om også den var tynget af form, tradition, ritual og vildfarelse. Her var han en regelmæssig og ærbødig deltager og medvirkende (Mark 1,21; Mark 1,39; Mark 3,1; Mark 6,2; Luk 6,6). Jesus foreskrev ikke selv offentlig gudsdyrkelse for sine disciple, uden tvivl i den antagelse, at instinkt og praksis samt hans egen ånd og hans eksempel spontant ville frembringe den; men han søgte at værne deres tilbedelse mod det blot ydre og opsigtsvækkende og lagde stor vægt på det private og på den virkelige "inderlighed" i den (Matt 6,1-18 osv.). Synagogegudsdyrkelsen blev sandsynligvis ikke opgivet ved pinsen, men private broderskabsmøder, som det i salen ovenpå, og fra hus til hus, blev føjet til. Den unge menighed kunne næppe have "vundet yndest hos folket", hvis den fuldstændig havde trukket sig tilbage fra den folkelige gudsdyrkelse, enten i tempel eller synagoge, skønt der aldrig nævnes nogen deltagelse i sidstnævnte. Muligvis samlede de kristne sig i en synagoge for sig selv, ligesom de forskellige nationaliteter gjorde. Henvisningen hos Jakob: "hvis der kommer nogen ind i jeres synagoge" (2,2), er ikke afgørende, eftersom "synagoge" på dette tidspunkt kan have fået en kristen betydning; men sammen med traditionerne om Jakobs asketiske nidkærhed og gode ry blandt folket taler den ikke desto mindre imod en så fuldstændig adskillelse på et tidligt tidspunkt. Nødvendigvis blev overholdelsen af den jødiske sabbat i tempel eller synagoge og af den kristnes Herrens dag uforenelige, efterhånden som de kristne tanker udviklede sig til større klarhed, og forfølgelsen tog til, sammen med livets hårde industrielle kamp. Den fulde udvikling af dette må dog være sket ret sent i Paulus’ liv. Sammenlign hans missionstaktik med at begynde sit arbejde i synagogen og hans skik med så vidt muligt at overholde de jødiske højtider (ApG 20,16; 1 Kor 16,8). Vore forestillinger om gudsdyrkelsen i den tidlige kirke må bygges op ud fra de spredte meddelelser, som beskriver forskellige stadier i historien, og forskellige menigheder fremviser forskellige udviklingsfaser. Tiden var klart Herrens dag, både hos de jødiske menigheder (Joh 20,19; Joh 20,26) og hos de græske (ApG 20,7; 1 Kor 16,2). Det daglige møde i ApG 2,46 blev sandsynligvis ikke fortsat, da det ikke nævnes senere.

Der er ingen henvisninger til årlige kristne højtider, skønt den udbredte overholdelse i den subapostolske periode af den jødiske påske, med henvisning til Jesu død og opstandelse, og af pinsen til minde om Helligåndens gave, taler for deres tidlige brug. Stedet var naturligvis i begyndelsen private huse, og den tidligste form for kristen kirkearkitektur udviklede sig ud fra denne model snarere end ud fra den senere basilika. Første Korintherbrev giver ret fyldige oplysninger om gudsdyrkelsen i denne frie og begejstrede menighed. Det ser ud til, at der var to møder, et offentligt og et privat. Den offentlige gudsdyrkelse var åben, uformel og missionerende såvel som opbyggende. Uomvendte, spørgende og andre forventedes at være til stede og blev ofte omvendt i mødet (1 Kor 14,24). Den lignede langt mere et evangelikalt "bede- og samtalemøde" i dag end vore egne formelle gudstjenester. Der nævnes ingen officielle tjenere, skønt mødet synes at have været under en løs ledelse. Ethvert mandligt medlem stod frit til at tage del, som Ånden måtte tilskynde, især inden for hans særlige "åndelige gave" fra Gud, selv om én person kunne have flere, som Paulus selv. Det var i vid udstrækning udviklet efter synagogens linjer, men med en frihed og ånd, som denne i høj grad må have manglet, og det bestod af:

(1) Bøn ved flere, hver efterfulgt af menighedens "Amen".

(2) Lovprisning, bestående af hymner, som var digtet af den ene eller den anden af brødrene, eller som var overleveret fra tidligere dage i den kristne, måske jødiske, historie, som Benedictus, Magnificat, Nunc dimittis osv. Dele af disse nyere hymner synes at være indlejret hist og her i Det Nye Testamente, som i Åb 5,9-13: "Værdig er du," osv. (jf. Åb 15,3; Åb 11,17 osv.); også: "Han, som blev åbenbaret i kødet, retfærdiggjort i ånden, set af engle, prædiket blandt folkeslagene, troet på i verden, optaget i herlighed" (1 Tim 3,16). Lovprisning kunne også tage form af personligt vidnesbyrd, ikke i metrisk form (1 Kor 14,16).

(3) Oplæsning af Skriften må være fulgt efter, efter synagogens forbillede. Paulus forudsætter kendskab til Det Gamle Testamentes skrifter og til kendsgerningerne om Jesu liv, død og opstandelse. Anvisninger om at læse bestemte breve i menighederne peger på det samme.

(4) Undervisning, som i 1 Kor 2,7; 1 Kor 6,5, lære til opbyggelse. (Disse steder har dog muligvis ikke denne særlige henvisning.)

(5) Profeti, når mænd, som af sig selv og af menigheden blev anset for at være særligt undervist af Helligånden, gav hans budskab videre. I Korinth trængte disse sig ind på hinanden, så Paulus måtte befale dem at tale én ad gangen.

(6) Efter dette kom, som nogle mener, »talen med tunger«, måske inderlige og korte, udbrudslignende bønner, »så ujævne og usammenhængende, at tilhørerne for det meste ikke kunne forstå dem«, før nogen tydede dem. Talen med tunger omfattede dog lovprisning såvel som bøn (1 Kor 14,16), og hele emnet er indhyllet i mysterium. Se TONGUES, GIFT OF.

(7) Mødet sluttede med velsignelsen og med »fredskysset«.

Den »private gudstjeneste« kan have fulgt efter den anden, men synes snarere at have fundet sted om aftenen, den anden om morgenen. Disciplene mødtes på ét sted og spiste sammen et måltid, som de selv havde sørget for, agapen, eller kærlighedsmåltidet, der symboliserede deres enhed og fællesskab, indledt eller efterfulgt af bønner (Didache x) og måske afbrudt af hymner. Derefter fulgte selve »Herrens nadver«, efter apostlens anvisninger (1 Kor 11,23-28).

Hvor langt »kristen tilbedelse« var »kristen« i den forstand, at den var rettet direkte til Kristus, er ikke let at besvare. Vi må ikke læse de senere århundreders fuldt udviklede kristologi ind i deres forestillingsverden, men det er vanskeligt at tro, at de, som havde Thomas’ tilbedende udbrud for sig: »Min Herre og min Gud!«, den første martyrs ord: »Herre Jesus, modtag min ånd«, den store apostels udsagn: »Han, som eksisterede i Guds skikkelse«, udsagnene om ham: »Og alle Guds engle skal tilbede ham«, »Din trone, Gud, står i al evighed«, og senere Johannesprologen og lovprisningstilkendegivelserne i Åbenbaringen, skulle have undladt i ånden at bøje sig for Jesus Kristus, at lade deres ønsker blive kendt gennem ham og at løfte deres tilbedelse i sang til ham, sådan som de ifølge Plinius’ vidnesbyrd, 112 e.Kr., »synger en hymne til Kristus som til Gud«. Den fuldstændig udskiftelige måde, hvorpå Paulus for eksempel anvender »Herre« i samme åndedrag om Faderen, om Det Gamle Testamentes Jahve og om Jesus Kristus (Rom 10,11; Rom 10,13; Rom 14,4; Rom 14,6; Rom 14,8; Rom 14,11; Rom 14,12 osv.), viser klart, at mens Gud Fader, som han må være, var tilbedelsens endelige og vigtigste genstand, hvilede hjertet og tanken hos Guds nytestamentlige folk også med tilbedende kærlighed på ham, som er »værdig .... til at modtage magten og rigdommen og visdommen og styrken og æren og herligheden og velsignelsen«. Englen i Åbenbaringen ville ikke tillade seerens tilbedelse (Åb 22,9), men Jesus tager imod Thomas’ hyldest og erklærer i det fjerde evangelium, at det er alles pligt at »ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen« (Joh 5,23).

De klassiske steder om kristen tilbedelse er Joh 4,23; Joh 4,24, som kulminerer i (randnote): »Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, må tilbede i ånd og sandhed«, og Fil 3,3, »som tilbeder ved Guds Ånd«. Disse definerer dens indre væsen og udelukker al ceremoniel eller stedfortrædende tilbedelse overhovedet, undtagen i det omfang den første er, hvad den sidste aldrig kan være, det ægte og levende udtryk for indre kærlighed og hengivenhed. Alt, som virkelig stimulerer og udtrykker den tilbedende ånd, er i den grad et legitimt hjælpemiddel til tilbedelse, men aldrig en erstatning for den, og det er skadeligt, hvis det fortrænger den. Meget, måske det meste, højtidelig offentlig gudsdyrkelse er lige så betydningsfuld for Gud og mennesker som klapren fra en tibetansk bedemølle. De citerede tekster gør også tilbedelse til noget langt dybere end menneskelig følelse eller overgivelse af viljen; den er Guds Ånds svar i os på den Ånd i ham, hvorved vi svarer: »Abba, Fader«, dyb kalder på dyb. Dens mål er ikke at indynde sig, hvilket er unødvendigt, heller ikke at forsone, hvilket er sket »én gang for alle«, og heller ikke på nogen måde at »tjene« den Gud, som »ikke trænger til at blive dyrket af menneskehænder« (ApG 17,25), men den er det kærlige forsøg på at betale vores ubetalelige kærlighedsgæld, udtrykket for hengivne hjerter, der »bringer vore læbers offer som tyre« (Hos 14,2). I enkeltheder er den ikke en fysisk handling eller et materielt offer, men en sindets holdning: »Guds ofre er en sønderbrudt ånd«; »lovprisningsofre, som Gud har velbehag i«; ikke formens tjeneste i en ydre helligdom, frembærelsen af slagtede dyr, men kærlighedens tjeneste i et liv: »Fremstil jeres legemer som et levende offer«; ikke materielle ofre, men åndelige: jeres fornuftige »tjeneste«; ikke tjenesten omkring et alter af sten eller træ, men omkring menneskelivets og menneskenødens helligdom; for dette er sand religion (»tjeneste«, »tilbedelse«, threskeia), »at besøge faderløse og enker i deres nød«; ikke pragt af strålende klæder eller den klingende musik fra trompeter eller orgler, men de hellige livs tilbedende herlighed; i virkeligheden at »hellige dit navn« og »bevare sig selv uplettet af verden«. Den offentlige tilbedelse af Gud i hans folks nærvær er en nødvendighed i det kristne liv, men i åndelig kristendom nærmer det ceremonielle og ydre sig, hvis det ikke helt når, forsvindingspunktet.

LITTERATUR.

BDB; Thayer's New Testament Lexicon under ordet; artikler; om "Lovprisning", "Tilbedelse", "Tempel", "Kirke", "Bøn" i HDB, DB, New Sch-Herz, DCG; kommentarer til Salmerne, Krønikebøgerne, Korintherbrevene; Weizsacker, The Apostolic Age of the Church, II; Pfleiderer, Das Urchristenthum (engelsk oversættelse); Leoning, Gemeindeverfassung des Urchristenthums; Edersheim, The Temple, Its Ministry and Service, as They Were at the Time of Jesus Christ, og Life and Times of Jesus the Messiah; Hort, The Christian Ecclesia; Lindsay, Church and the Ministry in the Early Centuries; McGiffert, A History of Christianity in the Apostolic Age.

Philip Wendell Crannell