Titus

ti'-tus (Titos (2 Kor 2,13; 2 Kor 7,6; 2 Kor 7,13; 2 Kor 8,6; 2 Kor 8,16; 2 Kor 8,23; 2 Kor 12,18; Gal 1,2; Gal 1,3; 2 Tim 4,10; Tit 1,4)):

1. En af Paulus' omvendte:

En græsk kristen, en af Paulus' nære venner, hans ledsager på nogle af hans apostolske rejser og en af hans medarbejdere i det kristne arbejde. Hans navn forekommer ikke i Apostlenes Gerninger; og andre steder i Det Nye Testamente findes det kun i 2 Korintherbrev, Galaterbrevet, 2 Timotheusbrev og Titusbrevet. Da Paulus kalder ham "mit ægte barn efter en fælles tro" (Tit 1,4), er det sandsynligt, at han var en af apostlens omvendte.

2. Paulus nægter at lade ham omskære:

Den første omtale af Titus er i ApG 15,2, hvor vi læser, at efter afslutningen på Paulus' 1. missionsrejse, da han var vendt tilbage til Antiokia, opstod der en drøftelse i menigheden dér om spørgsmålet, hvorvidt det var nødvendigt, at hedningekristne skulle omskæres og holde den jødiske lov. Det blev besluttet, at Paulus og Barnabas "og nogle andre af dem" skulle drage op til Jerusalem til apostlene og de ældste om dette spørgsmål. De "nogle andre af dem" omfatter Titus, for i Gal 2,3 er det nedskrevet, at Titus da var sammen med Paulus. Det judaistiske parti i menigheden i Jerusalem ønskede at få Titus omskåret, men Paulus underkastede sig ikke disse personer og deres ønsker, "nej, ikke et øjeblik; for at evangeliets sandhed kunne blive hos jer" (Gal 2,5). Stridsspørgsmålet blev afgjort som nedskrevet i ApG 15,13-29. Afgørelsen var til fordel for evangeliets frie udbredelse, sådan som det blev forkyndt af Paulus, og uden at være begrænset af jødiske forskrifter. Paulus' handling med hensyn til Titus blev derfor retfærdiggjort. Faktisk var Titus et repræsentativt tilfælde eller en prøvesag.

Det er vanskeligt og måske umuligt at give den sande grund til, at Titus ikke nævnes ved navn i Apostlenes Gerninger, men der henvises bestemt til ham i 15,2.

3. Sendt til Korinth:

Der findes ingen yderligere omtale af Titus før nogle år senere, da han igen nævnes i 2 Korintherbrev. I dette brev forekommer hans navn 8 gange. Ud fra omtalerne i dette brev fremgår det, at Titus var blevet sendt af Paulus, sammen med en unavngiven "broder", til Korinth som apostlens delegerede til menigheden dér (2 Kor 12,18). Hans vigtigste opgave var tydeligvis at behandle de tilfælde af umoral, som var forekommet dér. Hans mission lykkedes i høj grad, så han kunne vende tilbage til Paulus med glæde, fordi hans ånd var blevet styrket af korintherne (2 Kor 7,13). Hans inderlige hengivenhed blev i høj grad vakt over for dem, og "han husker lydigheden hos jer alle, hvordan I tog imod ham med frygt og bæven" (2 Kor 7,15). I Korinth synes Titus også at have hjulpet med at organisere de ugentlige indsamlinger til de fattige hellige i Jerusalem. Se 1 Kor 16,1; 1 Kor 16,2 sammenlignet med 2 Kor 8,6: "Vi formanede Titus til, at ligesom han tidligere havde begyndt, sådan skulle han også fuldføre denne nåde hos jer."

Efter Titus' afrejse fra Korinth var der igen opstået vanskeligheder i menigheden dér, og Titus synes at være blevet sendt af Paulus for anden gang til denne by som apostlens sendebud, idet han medbragte et brev fra ham—omtalt i 2 Kor 2,3 ff.; 7,8 ff.

4. Paulus tager af sted for at møde ham:

Tilstanden i menigheden i Korinth havde voldt Paulus megen uro, så meget at da han var kommet til Troas for at forkynde Kristi evangelium, og en dør var blevet åbnet for ham af Herren, fandt han ingen ro i sin ånd, fordi han ikke fandt Titus, sin broder; derfor forlod han Troas og drog derfra til Makedonien for at møde Titus desto tidligere, så han kunne få at vide af ham, hvordan sagerne stod i Korinth. I Makedonien mødte apostlen da Titus, som bragte gode nyheder om korintherne. I den uro og de kampe og den frygt, som problemerne i Korinth havde fået Paulus til at opleve, blev hans ånd styrket, da Titus nåede frem til ham. "Han, som trøster de ydmyge, nemlig Gud, trøstede os ved Titus' komme .... da han fortalte os om jeres længsel, jeres sorg, jeres iver for mig; så jeg glædede mig endnu mere" (2 Kor 7,6; 2 Kor 7,7).

Paulus skrev nu igen til korintherne—vores Andet Brev til Korintherne—og sendte det til dets bestemmelsessted ved Titus' hånd, i hvis hjerte `Gud havde lagt den samme ivrige omsorg for dem' (2 Kor 8,16-18). Titus blev også igen betroet arbejdet med at føre tilsyn med den ugentlige indsamling i menigheden i Korinth (2 Kor 8,10; 2 Kor 8,24).

5. Rejser med Paulus til Kreta:

Der er nu et langt mellemrum i Titus' historie, for intet yderligere er nedskrevet om ham, før vi kommer til Pastoralbrevene. Fra Paulus' brev til ham samles disse enkeltheder: Ved Paulus' løsladelse efter afslutningen på hans første romerske fængsling foretog han en række missionsrejser, og Titus drog med ham, som hans ledsager og medarbejder, på en af disse—til øen Kreta. Fra Kreta drog Paulus videre, men han efterlod Titus for at "bringe i orden, hvad der manglede, og indsætte ældste i hver by" (Tit 1,5). Paulus minder ham om karakteren hos Kretas folk og giver ham forskellige anvisninger til vejledning; pålægger ham at fastholde sund lære og råder ham til, hvordan han skal omgås de forskellige grupper af mennesker, han møder i sin hyrdegerning.

6. Paulus sender bud efter ham:

Titus får at vide, at Artemas eller Tykikus vil blive sendt til Kreta, så han bliver fri til at forlade øen og igen slutte sig til apostlen i Nikopolis, hvor han har besluttet at overvintre. Sådan var Paulus' planer; om de blev gennemført, vides ikke. Men så meget er i det mindste sikkert, at Titus igen sluttede sig til Paulus, om ikke i Nikopolis, så et andet sted; og han var hos ham i Rom ved hans andet fangenskab dér, for han nævnes endnu en gang (2 Tim 4,10) som den, der var rejst til Dalmatien, tydeligvis i et evangeliserende ærinde, sådan som apostlen plejede at sende sine betroede venner ud for at udføre et sådant arbejde, når han ikke længere selv var i stand til det på grund af sit fangenskab. "Paulus betragtede det arbejde, der blev udført fra centre, hvor han selv havde virket, af medarbejdere knyttet til ham, som sit eget, og han anså de menigheder, der således blev organiseret, for at stå under hans myndighed. Dette kaster lys over udsagnet i 2 Tim 4,10, at Titus på dette tidspunkt var rejst til Dalmatien, og en vis Kreskens til Gallien. Der er intet, der tyder på, at de, ligesom Demas, havde forladt apostlen og søgt sikkerhed for sig selv, eller at de, ligesom Tykikus, var blevet sendt af apostlen i et særligt ærinde. I begge tilfælde ville spørgsmålet være, hvorfor de drog til netop disse lande, som Paulus, så vidt vi ved, indtil dette tidspunkt aldrig havde haft noget at gøre med. Sandsynligheden er, at Titus, som længe havde været knyttet til Paulus (Gal 2,3), som i egenskab af hans udsending havde udført vanskelige opgaver i Korinth (2 Kor 2), og som ikke ret længe før 2 Timotheus blev skrevet havde fuldført noget missionsarbejde på Kreta, som andre havde påbegyndt, var rejst som missionær og som Paulus' repræsentant og hjælper til Dalmatien. .... Hvis der på denne måde var blevet gjort begyndelser til menighedsorganisationer .... i Spanien af Paulus selv, i Gallien af Kreskens, i Dalmatien af Titus, så var missionskortet i virkeligheden blevet meget forandret siden Paulus' første forsvar" (Zahn, Introduction to the New Testament. II, 11).

7. Hans karakter:

Titus var en af Paulus' meget kære og betroede venner; og det forhold, at apostlen valgte ham til at handle som sin stedfortræder i Korinth, til at udføre vanskeligt og ømtåleligt arbejde i menigheden dér, og at han gjorde dette mere end én gang og gjorde det grundigt og med held, viser, at Titus ikke blot var en god, men en særdeles dygtig mand, taktfuld og opfindsom og kyndig i omgangen med mennesker og i håndteringen af sager. "Hvis nogen spørger om Titus, er han min partner og medarbejder over for jer" (2 Kor 8,23).

John Rutherfurd