Glemme; glemsk

glem, glem'-sk (shakhach; epilanthanomai):

"Glemme" betyder at miste fra sindet, og glemskeheden kan være enten uskyldsom eller dadlende. I Det gamle Testamente bruges ordet oftest som oversættelse af shakhach i dadlende betydning: at glemme pagten, loven, Herren deres Gud (5 Mos 4,9; 5 Mos 4,23; 5 Mos 4,11; 5 Mos 6,12; Dom 3,7; 1 Sam 12,9; Sl 44,20 osv.). I uskyldsom eller neutral, sommetider god betydning bruges det i 1 Mos 27,45; 5 Mos 24,19; Job 9,27; Job 11,16; Job 24,20; Sl 102,4 osv. Det bruges også om Gud der glemmer eller ikke synes at bekymre sig (Sl 9,12; Sl 10,11; Sl 10,12; Sl 13,1; Sl 42,9; Sl 77,9; Es 49,15 osv.). At "glemme" betyder sommetider at forlade (Sl 45,10; Sl 74,19 osv.).

I Det nye Testamente bruges epilanthanomai om simpel glemsel (Matt 16,5; Mark 8,14 osv.; i Luk 12,6 ligger betydningen "at passe på" implicit); Fil 3,13, "glemmer det, som ligger tilbage," har kraft af at efterlade. "Glemsk" i Jak 1,25 er epilesmone, RV "en hører som glemmer." "Glemsel" Sl 88,12, "glemslenes land," er et synonym for Sheol, hvor alle glemmer og bliver glemt. RV har "glem ikke" for "vær ikke uvidende om" (2 Pet 3,8; ligeledes 2 Pet 3,5).

W. L. Walker