Glas

glas (zekhukhith; hualos):

1. Historie:

Glas er meget gammelt. Fortællingen om dets tilfældige opdagelse, sådan som Plinius gengiver den (NH, xxxvi.65), er apokryf, men det var naturligt for grækerne og romerne at tilskrive den fønikerne, eftersom de var fremstillere af varen, sådan som den var kendt af dem. De egyptiske monumenter har åbenbaret for os en fremstilling på et så fjernt tidspunkt, at den må have gået forud for fønikernes. En fremstilling af glaspustning på monumenter fra Det Gamle Rige, som man tidligere antog, betragtes nu som tvivlsom, men der findes utvivlsomme eksempler på glaseret keramik fra den tid. Et stykke blåt glas er blevet fundet med en indskrift med navnet Antef III, fra XI. dynasti, dateret til 2000 eller flere år f.Kr. (Davis, Ancient Egypt, 324). Den ældste daterede flaske, eller vase, er en, der bærer Thothmes III's navn, 1500 eller flere år f.Kr., og der findes talrige eksempler fra senere tid. Den nære forbindelse mellem Egypten og Syrien fra Thothmes' tid og frem må have gjort glas kendt i sidstnævnte land, og fønikerne, der var så dygtige i alle grene af handel og fremstilling, greb naturligt glasmageriet som en særdeles indbringende kunst, og de blev meget dygtige til det. Det tidligste glas var ikke særlig gennemsigtigt, da de ikke vidste, hvordan de skulle befri de anvendte materialer for urenheder. Det havde et grønligt eller purpuragtigt skær, og en stor del af de eksempler, vi har på fønikisk glas, viser dette. Men vi har mange eksempler på blå, røde og gule varianter, som bevidst blev farvet, og andre, helt uigennemsigtige og hvidlige, der ligner porcelæn (Perrot og Chipiez, Art in Ancient Phoenicia and Its Dependencies). Men både de og egypterne fremstillede også udmærket gennemsigtigt glas og udsmykkede det med strålende farver på overfladen (ib; Beni Hasan, Archeol. Survey of Egypt, Pt IV). Layard (Nineveh and Babylon) nævner en vase af gennemsigtigt glas, der bærer Sargons navn (522-505 f.Kr.), og glas var tidligt kendt af babylonierne.

2. Fremstilling:

Fønikien var det store centrum, og de mængder, der er fundet i grave i Syrien og Israels land, bekræfter udsagnet om, at dette var en af dette folks store industrier, hvad oldtidens forfattere vidner om (Strabo, Geog.; Plinius, NH). Josefus henviser til sandet fra Belus som det, hvoraf glas blev fremstillet (BJ, II, x, 2). Det synes at have været særlig velegnet til formålet, men der er andre steder ved kysten, hvor man kunne skaffe rigeligt egnet sand. Den nødvendige potaske blev opnået ved at brænde visse havplanter og andre planter, og salpeter, eller niter, blev også anvendt. Fremstillingen begyndte århundreder f.Kr. på denne kyst, og i det 12. århundrede e.Kr. nævnes en fabrik, som stadig var i drift i Tyrus, og fremstillingen blev senere fortsat i Hebron, helt ned til nyere tid (Perrot og Chipiez).

Både egypterne og fønikerne opnåede en sådan dygtighed i at fremstille gennemsigtigt og farvet glas, at de efterlignede ædelsten med en sådan færdighed, at de kunne narre den uforsigtige. Halskæder findes sammensat af en blanding af ægte juveler og glasimitationer. Slebet glas blev fremstillet i Egypten så tidligt som i XVIII. dynasti, og diamanter blev taget i brug i artiklen. Glas sammensat af forskellige farver i samme stykke blev fremstillet ved at lægge lag af glastråd i forskellige farver oven på hinanden og derefter smelte dem, så de blev forenet i en fast masse uden at blandes indbyrdes. Farvede mønstre på overfladen blev frembragt ved at ridse mønstrene, mens glasset endnu var varmt og plastisk, dybt nok til at modtage trådene af farvet glas, som blev indlagt i dem. Det hele blev igen opvarmet tilstrækkeligt til at smelte trådene og fæstne dem til selve legemet. Overfladen blev derefter gjort jævn ved polering. Ved denne proces blev kar og smykker med meget smukt design frembragt. Mange af eksemplarerne, som de findes, er dækket af en udsøgt irisering, som udelukkende skyldes overfladens nedbrydning ved kemisk påvirkning, fordi de har ligget begravet i århundreder i jorden, som således virker på den. Denne går ofte tabt ved håndtering, når den ydre overflade skaller af.

Glas i streng forstand nævnes sjældent i Skriften, men det var bestemt kendt af hebræerne og forekommer i Job 28,17 (oversat »krystal« i King James Version). Flasker, bægre og andre kar af glas må i nogen grad have været i brug. Vinbægeret i Ordsp 23,31 og flasken til tårer, der nævnes i Sl 56,8, var højst sandsynligt af glas. Tåreflasker findes i store mængder i gravene over hele landet og var uden tvivl forbundet med begravelsesriter, idet de sørgende samlede deres tårer og lagde dem i disse flasker, som skulle begraves med den døde. Da sørgende blev hyret til formålet, ville antallet af disse flasker angive, i hvor høj grad den afdøde blev æret. Disse var naturligvis små, nogle ganske diminutive (se illustration), ligesom også de små flasker eller krukker til salven til øjenbryn og øjenvipper, der blev brugt til at forhøje kvindernes skønhed, hvilket sandsynligvis var en skik blandt hebræerne såvel som blandt deres naboer. Ringe, armbånd og ankelringe af glas er meget almindelige og blev uden tvivl båret af de hebraiske kvinder (se Es 3,18 f). I Det Nye Testamente forekommer det græske hualos i Åb 21,18; Åb 21,21, og adjektivet afledt deraf, hualinos, i 4,6 og 15,2. I de andre passager, hvor »glass« forekommer i King James Version, er henvisningen til »looking-glass«, eller spejl, som ikke var lavet af glas, men af bronze og poleret, så det reflekterede lyset ligesom glas. Det hebraiske ord for dette er gillayon (Es 3,23), eller mar'ah (2 Mos 38,8), og det græske esoptron (1 Kor 13,12; Jak 1,23; jf. The Wisdom of Solomon 7,26; Sirach 12,11).

Sammensætningen af det føniskiske glas varierer betydeligt. Analysen viser, at der foruden de almindelige bestanddele silica, kalk, bly, kalium eller natrium findes andre elementer, hvoraf nogle bruges til farvning, såsom mangan for at give en purpurfarvet eller violet skygge, kobolt til blåt, kobber til rødt osv. Kunstgenstandene illustreret ovenfor er af almindeligt gennemsigtigt glas med en iriseringsglans på overfladen, forårsaget af nedbrydning, som nævnt ovenfor, angivet ved det skællet udseende. Nummer 1, 4 og 5 er tåreflasker, nummer 4 er kun 4,4 cm høj; nummer 2 og 3 er salvekrukker, som blev brugt til den salve, som damer var vant til at benytte til at farve deres øjenbryn og øjenvipper for at fremhæve deres skønhed. Denne skik florerer stadig i Østen. Den lille ske ved siden af den større krukke er af bronze, brugt til at påføre salven. Denne krukke er dobbelt og 17 cm høj, prydet med glastråd vundet omkring den, mens den var plastisk. De større krukker (nummer 6 og 7) er omkring 15 cm høje. Håndspejlet ("spejl" i King James-udgaven) er af bronze og havde oprindelig en poleret overflade, men er nu corroderet.

H. Porter