Grækenland; Graecia

gres, gre'-sha;

1. Navn:

I de tidligste tider var der ikke ét enkelt navn, der universelt og udelukkende blev brugt enten om folket eller om landet Grækenland. Hos Homer blev tre betegnelser, (Achaioi), (Danaoi), (Argeioi), uden nogen tydelig skelnen anvendt om alle grækere. Af orientalerne blev de kaldt ionere. Se JAVAN. Navnet (Hellenes), som i historisk tid kom i almindelig brug som en kollektiv betegnelse, blev hos Homer anvendt om en lille stamme i Thessalien. Men det tilsvarende navn (Hellas) var ikke oprindelig et geografisk udtryk, men betegnede hellenernes bosted, hvor som helst de havde deres egne stater eller byer. I det 4. århundrede f.Kr. følte mange, ligesom Isokrates, at selv "hellener" ikke så meget stod for en forskel i race som for en kulturel overlegenhed, i modsætning til den foragtede "barbar". Derfor var der megen strid om visse folk, som f.eks. epiroterne, makedonerne og endog thessalerne, om hvorvidt de skulle regnes for hellenere og som indbefattet i Hellas. Ordet (Graikoi), latin Graeci) forekommer hos Aristoteles, som siger, at det var et ældre navn for dem, der senere blev kaldt hellenere. Både meningen med og sandheden af denne udtalelse er tvivlsom; men han sigter sandsynligvis kun til den stamme, der boede i nærheden af Dodona i Epirus. Under alle omstændigheder skyldte Graeci og Graecia praktisk taget romerne deres indførelse efter deres kontakt med grækerne i krigen mod Pyrrhos, og som følge heraf omfattede de (hvad "Hellenes" og "Hellas" ikke gjorde) Epirus og Makedonien.

2. Beliggenhed og areal:

"Hellas", som hellenernes land, bruges i bred betydning om ikke blot det egentlige Grækenland, men også øerne i Det Ioniske Hav og Det Ægæiske Hav, kystlandet ved Hellesponten, ved Pontus og ved Lilleasien, de blomstrende koloniale områder i Magna Grecia og Sicilien, Kreta og lejlighedsvis Cypern, Kyrene og de spredte kolonier, der lå langs Middelhavets kyst, næsten helt til Herkules' søjler. "Graecia" blev dog brugt i en mere begrænset betydning om "sammenhængende" (eller kontinentalt) Grækenland, som udgør den sydlige yderende af Balkanhalvøen. Skønt romerne indbefattede Makedonien og Epirus, vil det være bedst for os at begrænse Grækenland til det område, der omtrent ligger under 40 grader og strækker sig næsten til 36 grader nordlig bredde, og som ligger mellem 17 grader og 23 grader østlig længde. Hvis vi, som det er rigtigt, medregner de umiddelbart tilstødende øer, er dets største længde, fra Olympen i nord til Kythera i syd, omkring 280 miles; dets største bredde, fra Kefallonia i vest til Eubøa i øst, er omkring 240 miles. Arealet er imidlertid, på grund af dets konturs store uregelmæssighed, langt mindre end man kunne vente, nemlig omkring 30.000 kvadratmiles. Med et areal, der altså er betydeligt mindre end Portugals, har Grækenland en kystlinje, der i længde overstiger Spaniens og Portugals tilsammen. I Grækenland er forholdet mellem kystlinje og areal 1:3 1/4, mens det for Den Iberiske Halvø er 1:25.

3. Bjergstruktur:

Grækenlands nordlige grænse dannes af en uregelmæssig række bjergkæder, der begynder i vest med den akrokerauniske kæde og ender i Olympen (nu Elymbos, 9.790 fod) i øst. Den høje Pindos-kæde, som skærer denne linje og danner rygraden i Nordgrækenland, strækker sig sydpå til bjerget Tymphrestus (nu Velouchi, 7.610 fod) i Aitolien, hvorfra udløbere stråler gennem Centralgrækenland. De højeste tinder er bjerget Corax (nu Vardusia, 8.180 fod) i Aitolien, bjerget Oeta (7.060 fod), Parnassus (nu Lyakoura, 8.070 fod), Helikon (nu Paleo Vouno, 5.740 fod), Kithairon (nu Elatias, 4.630 fod), der ligger på grænsen mellem Boiotien og Attika, bjerget Geranea (nu Makri Plaghi, 4.500 fod), nord for Isthmen, og, i Attika, Parnes (nu Ozea, 4.640 fod), Pentelikon (nu Mendeli, 3.640 fod) og Hymettos (nu Trelovouni, 3.370 fod). Langs østkysten strækker der sig en brudt bjergkæde, hvis højeste tinder er Ossa (nu Kissavos, 6.400 fod), Pelion (nu Plessidi, 5.310 fod); og, på Eubøa, som i virkeligheden hører til denne kæde, Dirphys (nu Delphi, 5.730 fod) og Ocha (nu Elias, 4.610 fod). Sydgrækenland, eller Peloponnes, er kun forbundet med Centralgrækenland ved en smal landtange (nu gennemskåret af en kanal på 4 miles), med en mindstehøjde på omkring 250 fod. I den nordlige del hæver en forvirret masse af bjerge sig til store højder i Kyllene (nu Ziria, 7.790 fod), Erymanthos (nu Olonos, 7.300 fod), Mainalos (nu Apano Chrepa, 6.500 fod), alle i Arkadien, Panachaicus (nu Voidia, 6.320 fod), i Achaia; og sydpå gennem Lakonien løber de to vigtige kæder kaldet Taygetos (nu Pentedaktylo, 7.900 fod) og Parnon (nu Malevo, 6.430 fod). Mindre kæder skyder ud mod havet i Argolis, Lakonien og Messenien.

4. Floder og søer:

Nedbøren i Grækenland er ikke rigelig og begrænses stort set til sen efterår og vinter. Om nutidens nedbør adskiller sig væsentligt fra antikkens nedbør, er en omtvistet sag, selv om det virker rimeligt at antage, at det progressive jordslid på bjergene siden det 5. århundrede e.Kr. har medført et tilsvarende tab af fugtighed. Selv i antikken var Grækenlands floder imidlertid meget ligesom »arroyos'erne« i den sydvestlige del af USA, som om vinteren er rasende bjergstrømme, og om sommeren tørre render. På grund af søens nærhed til alle steder i Grækenland er floderene korte, og manglen på kilder gør dem afhængige af direkte og øjeblikkelig nedbør. Blandt de mere betydelige floder kan nævnes, i Nordgrækenland, Peneios med dets bifloder i Thessalien; i Centralsgrækenland, Akheloos og Evenus i Ætolien; Sperkheios, som løber mellem Oita og Othrys ud i den Maliske Bugt; de berygtede, men faktisk ubetydelige Ilissos og Kefissos på den attiske slette; i Sydgrækenland, Alfeus, som springer frem i Arkadien og løber vestpå gennem Elis, og Evrotas, som dræner Lakonien. Østgrækenland består af en række noget betydelige bassiner, som bliver søer om vinteren og er pestilente sumpe om sommeren, undtagen hvor Naturen eller mennesket har skabt en afløb. Det sidste er tilfældet med Peneios, som har skåret en kanal gennem den berømte Tempe-dal. Søen Kopais i Bøotien er et eksempel på menneskets virksomhed. Minyerne blev i forhistorisk tid krediteret for at forstørre de naturlige afløb og derved dræne bassinnet i nogen tid; i nyere tid er den samme virksomhed atter blevet bragt til en vellykket afslutning. Lignende bassiner forekommer ved Søen Boibe i Thessalien, og ved Søen Stymfalia i Arkadien, foruden andre af mindre betydning. Vestgrækenland har relativt få sådanne bassiner, som ved Søen Pamvotis i Epiros, og ved Søen Trikonis i Ætolien. I mange tilfælde, hvor der ikke er noget overfladeafløb til disse bassiner, dannes underjordiske kanaler (kaldet katavothrae af grærkerne) i det kalkholdig sten, gennem hvilke vandet drænes og lejlighedsvis bringes igen til overfladen på et lavere niveau.

5. Klima:

Grækenlands klima var sandsynligvis meget det samme i antikken som det er i dag, bortset fra at det kan have været mere sundt, når landet var tættere befolket og bedre dyrket. Herodot siger, at af alle lande besad Grækenland de mest harmonisk tempererede årstider; og Hippokrates og Aristoteles roser det for fraværet af yderligheder af varme og kulde som gunstigt for intelligens og energi. Men på grund af uregelmæssighederne i dets overflade, højden af dets bjerge og dybden af dets dale, varierer klimaet meget i forskellige egne. I det indre højtland er vinteren ofte kold og streng, med sne på jorden helt til sent på foråret, mens der i lavlandene nær havet sjældent er alvorligt vejr, og sne er næsten ukendt. Følgende data for Athen kan tages som grundlag for sammenligning: luftfugtighed 41 procent, nedbør 13,1 tommer, fordelt over 100 dage; gennemsnitlig temperatur, januar 48,2 grader F., juli 80,6 grader F. Grækenland ligger åbent over for de nordlige vinde, som i bestemte årstider dominerer og giver luften en styrkende kvalitet, der ikke altid er til stede på steder på samme breddegrad.

6. Geologi:

Den vestlige halvdel af Grækenland, hvor bjergkæderne løber generelt fra nord til syd, består af en formation af grålig og gul-hvid kompakt kalksten, mens den østlige halvdel—Makedonien, Thessalien, Euboea, Kyllene og bjergene fra Artemision til Kap Malea og Taygetos—sammen med størstedelen af Attika og Kykladerne, består af glimmerskifer og krystallinsk-kornulær kalksten (marmor). Tertiære formationer forekommer i smalle strimler på nord- og nordvesthældningerne af områderne i Peloponnes og i Evrotas-dalen, i Bøotien og Euboea. Vulkansk aktivitet er påvist både i de parallelle forhøjninger af lignende eller samtidsformationer, og i de jordskælv, som er hyppige i alle tider, især i syd- og Centralsgrækenland, og på øerne i Ægæerhavet. Varigt aktive vulkaner findes ikke nogen steder i Grækenland, men nye formationer på grund af vulkansk aktivitet ses mest tydeligt på øen Thira blandt Kykladerne, hvor de er forekommet inden for det seneste halve århundrede. Solfataraen mellem Megara og Korinth og de rigelige varme kilder på vidt spredt punto i Grækenland vidner også om regionens vulkanske karakter. Mange et gammelt sted, som blev æret for sin hellighed i antikken, som for eksempel Delphi og Olympia, vidner i deres ødelagte templer tavst om jordskælvenes voldsomhed; og historien optegner gentagne tilfælde af byer, som blev opslugt af tidevandssbølger af forfærdende højde.

7. Topografi:

Der er allerede blevet nævnt noget om Grækenlands bugtede kystlinje, og landet er blevet omtalt som bestående af tre dele. Nordgrækenland, som Epirus og Thessalien hører til, afgrænses fra Centralgrækenland af de dybe indskæringer, som Den Ambrakiske Bugt danner mod vest og Den Maliakiske Bugt mod øst. Den Pegasæiske Bugt, som i praksis fortsættes af søen Boebeis, når langt ind i Thessalien og adskiller det fra Magnesia, der ligger mod øst. Dolopernes land hører egentlig til Nordgrækenland. Centralgrækenland består af Akarnanien og Aetolien mod vest og af Fokis, Bøotien og Attika (med den tilstødende ø Eubøa) mod øst, adskilt af en gruppe mindre stater: Ainis, Oitaia, Doris, Lokris og Fokis. Sydgrækenland adskilles fra Centralgrækenland af Den Korinthiske og Den Saroniske Bugt, som næsten mødes ved Korinths landtange, og som nu, efter gentagne forsøg helt tilbage fra Julius Cæsars tid, er forbundet ved en kanal i havniveau. Megaris, som efter sin beliggenhed hører til Centralgrækenland, regnes her, i overensstemmelse med sine politiske tilknytninger og forkærligheder, sammen med Korinth, landtangens vogter, som hørende til Sydgrækenland. Ud mod Den Korinthiske Bugt udgør Akaia den nordlige del af Peloponnes og grænser op til Elis, Arkadien og Argolis, som omgiver halvøen i denne rækkefølge fra vest mod øst. Arkadien er den eneste politiske enhed, som ikke har adgang til havet, idet den optager det store centrale højland, gennemskåret af mindre bjergkæder af varierende højde. De sydligste dele, Messenien og Lakonien, er dybt indskåret af Den Messenske og Den Lakoniske Bugt, og Lakonien adskilles fra halvøen Argolis af Den Argoliske Bugt, som alle har deres inderste del noget vest for nord. Af de underliggende øer, som en rimelig betragtning må medregne inden for Grækenlands grænser, er Eubøa allerede nævnt; men vi bør tilføje gruppen af store øer i Det Ioniske Hav, nemlig Korkyra (nu Korfu), Leukas, Ithaka, Kefallenia (nu Kefalonia), Zakynthos (nu Zante) og Kythera (nu Cerigo), ved mundingen af Den Lakoniske Bugt, samt Salamis og Aigina i Den Saroniske Bugt.

Grækenland var i oldtiden aldrig en samlet stat, men bestod af et stort antal adskilte stater. Disse var grundlæggende af to typer: (a) bystater, hvor en by beherskede det tilstødende område, hvis frie befolkning udgjorde dens borgerskab, eller (b) forbund, hvor nabobyer eller -distrikter sluttede sig sammen i politiske organisationer, som vi kan kalde forbundsstater. Disse forhold kan dog ikke drøftes undtagen i forbindelse med Grækenlands historie, hvortil læseren må konsultere standardværkerne. Det kan dog være hensigtsmæssigt her at nævne Grækenlands vigtigste byer. Nordgrækenland havde ingen store byer, som udviklede sig til handelscentre. Aigina var den første, der opnåede særlig betydning, derefter Korinth og Athen; Chalkis og Eretria på Eubøa var en tid rige og blomstrende, og Megara i Megaris og Argos i Argolis blev frygtindgydende rivaler til Athen. Sparta, skønt aldrig et handelscentrum, vandt tidligt og fastholdt længe herredømmet over Grækenland, for en tid bestridt af Athen, i kraft af sin magt som hjemsted for det krigeriske doriske aristokrati, der led et katastrofalt nederlag til bøotierne under Epaminondas, da Theben for en tid fik stor betydning. Megalopolis i Arkadien nød en kortvarig fremtrædende stilling på det akæiske forbunds tid, og Korkyra blomstrede i det 5. og 4. århundrede f.Kr. Vi bør heller ikke undlade at nævne tre store centre for græsk religion: Olympia i Elis som Zeus’ vigtigste helligdom; Delfi i Fokis som Apollons orakelsted; og Eleusis i Attika som det pilgrimsmål, hvortil alle grækere søgte, som ville indvies i Demeters og Koras mysterier. Argos havde også en vidt berømt helligdom for Hera, og Thermopylai og Kalauria var de centre, hvor rådene for indflydelsesrige amfiktyonier mødtes. Epidauros var berømt for sin Asklepios-helligdom. Delos, en lille ø midt i Det Ægæiske Hav, berømt som Apollon-helligdom og som mødested for en meget indflydelsesrig amfiktyoni, falder uden for det egentlige Grækenlands grænser; men Dodona i det sydlige Epirus bør nævnes som det ældste og ærværdigste hjemsted for Zeus’ orakel. Grækerne, som i politik var uforbederligt partikularistiske på grund af de næsten uoverstigelige barrierer, som naturen havde rejst mellem nabofolk i de høje bjergkæder, var i nogen grad forenet ved deres religion, der, ligesom havet, et andet element som fremmede samkvem og forening, berørte dem på næsten hvert punkt.

Om Grækenland i Det Gamle Testamente, se JAVAN. I Det Nye Testamente forekommer “Grækenland” kun én gang--ApG 20,2--hvor det skelnes fra Makedonien.

William Arthur Heidel