Grækenland, religion i det gamle

|| I. DE GRÆSKE GUDER

1. Græske myter

2. Mytologi skelnet fra religion

3. Lokale helligdomme

4. Gudernes tilnavne

5. De tilbedte guders natur

6. De græske guders forhold til naturen

7. Grækenlands større guder

8. Naturguder

9. Guder for menneskelige aktiviteter og følelser

II. ÅBENBARING: INSPIRATION

1. Varsler

2. Spådom ved offer

3. Drømme

4. Orakler

III. GUDSDYRKELSENS FORMER

1. Helligdomme

2. Templer

3. Præster

4. Gudsdyrkelsens tider: fester

5. Gudsdyrkelsens elementer

6. Bøn

7. Brændoffer eller offermåltid

8. Offerets betydning

9. Forsonende offer

10. Renselse

11. De store religiøse fester

12. Mysterier i Eleusis

13. Fravær af magi og mysterium

IV. DET FREMTIDIGE LIV

1. Begravelsesriter

2. Fremtidigt liv i de homeriske digte

3. Senere trosforestillinger om udødelighed

V. SYND, SONING OG DET RELIGIØSE LIV

1. Græsk forestilling om synd

2. Religiøse idealer

VI. DEN GRÆSKE RELIGIONS INDFLYDELSE PÅ KRISTENDOMMEN

1. Græsk filosofi og kristen teologi

2. Græsk indflydelse på kristen liturgi

3. Græsk indflydelse på sakramenterne

LITTERATUR

I. De græske guder.

1. Græske myter:

Det gamle Grækenlands guder er velkendte for vores vestlige civilisation gennem de myter, som har fået så stor en plads i vores litteratur. I Grækenland selv havde fantasien frit spil i behandlingen af disse guddommelige væsener, og myterne var det vigtigste skatkammer, som digteren øste af; de samme myter og de samme guder dukker op igen i Rom under andre navne; og Rom gav dem videre, en pragtfuld arv af forestillingsevne, til det senere Europas litteraturer. Det er karakteristisk for myter, at de handler om personer, som i deres natur ikke er så forskellige fra mennesker, men som har mere end menneskelige kræfter. Guder, nymfer og satyrer, ædle »helte« eller onde ånder har overmenneskelige kræfter i varierende grad, men de forbliver personer med menneskelig interesse på grund af deres menneskelige type. Og desuden: ligesom mennesker er organiseret i familier, byer og stater, er der en tendens til at organisere mytens væsener i sociale grupper og endda til at føre mennesker, helte og guder sammen i én stor social organisme, personernes univers.

Disse græske myter, fortællingen om Athenas fødsel, fuldt bevæbnet, fra Zeus' hjerne, om Kirkes trylledrik, om Poseidons vogn på bølgerne og om Apollons pile, er velkendte for os fra barndommen. At betragte dem som udtryk for indholdet af græsk religion er lige så naturligt, som det er forkert. Meget få myter har overhovedet nogen religiøs betydning, på trods af den store rolle guderne spiller i dem. En lille sammenligning med gudsdyrkelsens kendsgerninger er nok til at vise, at guderne her er ganske forskellige fra fortællingens guder.

2. Mytologi skelnet fra religion:

Nogle af guderne optræder næsten ikke i myter, og nogle af mytens væsener bliver ikke dyrket; i gudsdyrkelsen er hver gud for øjeblikket den eneste gud, man tænker på, ikke et medlem af det hierarki, der er etableret i myten; desuden behandles guderne i myten som universelle, mens gudsdyrkelsens guder hver især er meget nært knyttet til én helligdom. Sammen med disse ydre forskelle går den ene væsentlige forskel mellem et væsen i en fortælling og en genstand for tilbedelse. Manglende erkendelse af den græske religions dybe betydning skyldes den overfladiske antagelse, at myter udgør en særlig slags teologi, mens de i virkeligheden kun lærer lidt, og det indirekte, om religion i egentlig forstand.

3. Lokale helligdomme:

Den væsentlige kendsgerning om den græske religions guder er, at hver gud blev dyrket i en særegen form ved den ene eller anden bestemte helligdom af en mere eller mindre bestemt gruppe tilbedere. Gruppen kunne omfatte staten, beboerne i et bestemt område eller blot familien; uanset dens grænser omfattede den dem, der var forbundet med guden ved et socialt-religiøst bånd, og gudsdyrkelsens grundlæggende formål var at styrke dette bånd. I en by som Athen var der hundredvis af sådanne helligdomme, af forskellig betydning, hver især det sted hvor én bestemt side af en gud blev dyrket på fastsatte tidspunkter. Gudens særlige form blev sædvanligvis angivet ved et tilnavn knyttet til hans navn, Zeus Olympios, Dionysus Eleutherios, Athena Nike. Dette tilnavn kunne henvise til gudsdyrkelsens lokalitet (Afrodite i Haverne), til det centrum, hvorfra dyrkelsen var bragt (Artemis Brauronia), til en lokal ånd identificeret med den større gud (Poseidon Erechtheus) eller til gudens egen natur (Apollo Patroos).

4. Gudernes tilnavne:

Hver af de mange helligdomme i Athen havde således sin særegne gud, sin gruppe af tilbedere, der var forbundet med guden, sin særlige form for gudsdyrkelse og sine tider for gudsdyrkelse, sine egne embedsmænd. Selv om staten udøvede almindeligt tilsyn med alle helligdommene, var de ikke organiseret i et hierarki under nogen klart religiøse embedsmænd, men forblev selvstændige enheder. Religiøs gudsdyrkelse i en given by betød summen af uafhængige gudsdyrkelser ved de forskellige lokale helligdomme.

5. De tilbedte guders natur:

Guddommen for dyrkelse var således guden i et lokalt helligsted, hvis velsignelse og gunst blev søgt på bestemte tidspunkter af dem, som havde ret til at dyrke der. Som i myterne blev guderne skildret efter menneskelige idealer, det vil sige med menneskelige dyder og menneskelige svagheder, og kroppe næsten menneskelige, blot ikke skabt til at dø; således i dyrkelsen var guderne personer ikke ulig mennesker i deres natur. Dyrkelse bygger på antagelsen om, at guder ligner menneskelige hersker, idet mennesker ærer guderne ved lege og processioner, søger at behage dem ved gaver, og beder dem deltage i gjestebud afholdt til deres ære. Kun menneskeliggørelsen af guderne i dyrkelsen er noget mere subtilt, mere intimt end i myterne. Der lægges ikke vægt på menneskelig form eller menneskelige karakters luner hos dyrkelsesguderne; de bliver formalt set til åndernes art mere eller mindre uklarede, men ånderne som tager sig af mennesker, som kan nærmes ligesom mennesket nærmer sig sin hersker, ånderner bundet til mennesket ved tætte samfundsbånd, som det er hans pligt og glæde at styrke. Zeus er gudernes og menneskers fader, en fader ikke upåvirket af sine børns behov; Athena passer sin særlige stolthed, byen Athen; hver familie dyrker guder som næsten hører til familien; i gymnasiet fremstilles Apollo eller Hermes som ungdommens patron og ideal hos dem, som dyrker legemsøvelser der; dramaet er en del af Dionysos' gudstjeneste; med ord, hver form for menneskelig virksomhed, være sig arbejde eller fornøjelse, var et kontaktpunkt med guderne. De virkelige kræfter på arbejde i verden var først mennesker, og dernæst væsener med en natur som menneskets, men med kræfter overlegen menneskets; dyrkelse var forsøget på at knytte guderne tættere til mennesket ved samfunds-religiøse bånd, for at når begge arbejdede sammen, livets formål kunne opnås med held. Denne opfattelse af guderne som højere medlemmer af samfundet er hovedtonen i græsk religion. I nogle etniske religioner synes guderne at være onde væsener hvis trang til skade mennesket må overkomme; i andre er de væsener som skal undgås så meget som muligt; eller igen er de hersker som glædes over menneskets abjekt trældom; eller endelig ved at dyrke venskabet med en gud kan mennesket håbe på at vinde velsignelse og undgå ulykke fra de andre. I Grækenland var alle dyrkelsesguderne væsentlig venligt stemt over for mennesket, fordi de var ham beslægtede og en del af det samfund hvori han levede.

6. Græske Guders Forhold til Naturen:

Gudertes forhold til Naturen er ikke så enkelt som det ved første øjekast kan synes. Inden for visse grænser var Naturens kræfter underlagt gudernes vilje. Fra græsk synspunkt er forholdet imidlertid meget mere intimt, idet kræfterne i verden, i hvert fald sådan som de påvirker mennesket, er personlig virksomhed, virksomhed som udtrykker guddommelige væseners vilje. Vi siger at Poseidon personificerer havet, Gaia jorden, Helios solen; og oprindelsen til religion er blevet søgt i menneskets ærefrygt over for Naturens kræfter. Den rigtigere udsagn er at den græske verden, inklusiv den fysiske verden, var sammensat af åndelige væsener, ikke af fysiske kræfter. "Ilden, så nyttig som den er forræderisk, er Hefaistos' område; hele havets farer og foranderlighed afspejles i Poseidon og hans følgere; en Artemis er der for at lede jægeren, en Demeter til at få kornene til at spire, en Hermes eller Apollo til at vogte flokken; Athena er visdomsånden, Hermes snidhedens, Ares af tumultarisk krig. .... Med ord er de græske guder i verden, ikke over verden, overlegen væsener som legemliggør i personlig form alle de kræfter som indgår i menneskets liv." Kontrasten mellem et sådant personligt synspunkt og den mekaniske synsmåde hos moderne naturvidenskab er ligeså markeret som kontrasten mellem det og den hebræiske opfattelse af et univers bragt til eksistens og kontrolleret af en Gud helt adskilt fra den fysiske verden.

7. Grækenlands Større Guder:

Om de enkelte guder behøver der siges lidt. De fem større guder, Zeus, Hera, Athena, Apollo og Artemis, hænger ikke nøje sammen med noget enkelt naturfænomen eller menneskelig livsform, selv om Zeus har med himlen at gøre, og Apollo og Artemis får forbindelse med sol og måne. Den vigtigste dyrkelse af Zeus var ved Olympia, hvor de pan-helleniske lege blev afholdt til hans ære. Andetsteds blev han dyrket hovedsagelig i forbindelse med vejret og årstidernes veksel. Tilsyneladende skyldtes meget af hans forrang i græsk tankegang myten. Hera blev dyrket sammen med Zeus på bjergtop, men hendes særlige plads i dyrkelsen var som ægteskabets gudinde. Athena, jomfrugudinnen for krig og håndværk, blev særlig dyrket i Nordgrækenland. Krig dans fandt sted i hendes dyrkelse, og hun blev sjældent fremstillet uden aigis, spyd og hjelm. Alle kunster, landbrug, håndværk, endog kunsten at regere, var under hendes varetægt. Apollo blev dyrket vidt omkring som afgrødernes beskytter og hyrdernes flokkes. I dette aspekt omfattede hans fester renselse og ritualer til at afvende farer. Han var også musik- og profetiens gud. Ved Delfi vandt hans profetiske evner stor berømmelse, men de pythiske lege med deres konkurrencer i musik, i rytmisk dans og i atletiske idrætter var næppe mindre vigtige. Artemis, i myten Apollos kyske søster, blev dyrket som vildmarkens væseners dronning og livsmodren i både planter og dyr. Hun var ung kvinders patron og ideal, som Apollo var ung mands.

De guder, der var nærmest knyttet til naturen, var ikke så vigtige for religionen. Gaia, moder jord, modtog af og til ofre som de dødes bolig. Rhea på Kreta, Kybele i Lilleasien, der også oprindeligt var former af jordmoderen, modtog en mere egentlig dyrkelse; denne havde først og fremmest at gøre med vegetationens frembrud om foråret og dernæst med dens ødelæggelse ved tørke og varme. Floder blev mange steder æret som frugtbarhedsguder og kilder som nymfer, der velsignede landet og dem, der dyrkede det. Poseidon blev dyrket, for at han skulle velsigne fiskeri og handel til søs; inde i landet blev han undertiden anerkendt som »vandenes fader« og som en frugtbarhedsgud; og hvor man opdrættede heste, skete det under Poseidons beskyttelse. Himmellegemerne markerede tiderne for gudsdyrkelsen, men blev sjældent selv dyrket. I det hele taget synes naturfænomenerne at have været for konkrete til at vække religiøse følelser i Grækenland.

9. Guder for menneskelig virksomhed og følelser:

En tredje klasse af guder, guder for menneskelige aktiviteter og følelser, var langt vigtigere for religionen. Demeter, engang uden tvivl en form af den oprindelige jordgudinde, var korngudinden, dyrket vidt omkring og ved mange årstider af et agerdyrkende folk. Dionysos, gud for sjæle, for det indre liv og for inspiration ved guddommelig kraft, blev dyrket af alle, der dyrkede vinranken eller drak vin. Det attiske drama var den vigtigste udvikling af hans kult. Hermes blev ret almindeligt æret som hyrdernes gud og vejenes gud. Som herolden og som handelens og vindingens gud fandt han en plads i byerne. Afrodite var måske først gudinden for forårets tilbagevendende liv; i det egentlige Grækenland var hun snarere gudinden for menneskelig kærlighed, for ægteskab og familie, kvindernes særlige beskytter. Ares, den thrakiske krigsgud, blev af og til dyrket i Grækenland, men mere almindeligt blev hver stats gud dyrket for at give sit folk sejr i kamp. Hefaistos, der blev fremstillet som en halt smed, der selv arbejdede med den kunst, som stod under hans beskyttelse, blev snart dyrket som ilden, snart som beskytter for kunstfærdigt arbejde i metal. Asklepios modtog menneskers bønner om lindring fra sygdom.

II. Åbenbaring: inspiration.

For grækerne var åbenbaring en kundskab om den guddommelige vilje under særlige omstændigheder, og inspiration viste sig ved evnen til at forudse den guddommelige hensigt i et bestemt tilfælde. Der findes ikke noget sådant som en åbenbaring af den guddommelige natur, og heller ikke noget spørgsmål om universel sandhed, der kommer til mennesker gennem en inspireret lærer; mennesker kendte en gud gennem hans handlinger, ikke gennem nogen seer eller profet. Men en advarsel i fare eller et fingerpeg om det rette valg i rådvildhed kunne forventes fra guder, der stod menneskets behov så nær, som de græske guder gjorde. De homeriske digte skildrede guderne som nogle, der viste sig for mennesker for at standse dem, opmuntre dem eller lede dem. Hos Homer kunne mennesker også ledes ved tegn; mens guddommelig vejledning i senere tider kom enten fra tegn eller fra mennesker, der stod guderne så nær, at de kunne forudse noget af den guddommelige hensigt.

1. Varsler:

Den enkleste klasse af tegn var dem, der forekom i naturen. I Iliaden markerede lynet Zeus' nærvær for at begunstige hans venner eller standse dem, hvis fremrykning han valgte at standse. Den athenske folkeforsamling hævede mødet, når det begyndte at regne. Varsler i naturen--meteorer, kometer, formørkelser osv.--krævede de overtroiskes opmærksomhed; men der fandtes ingen astrologisk videnskab, og overtroen havde ikke noget stort greb om grækerne. I de homeriske digte angav fugle ofte gudernes vilje, måske fordi deres plads var på himlen, uden for enhver menneskelig kontrol, måske fordi bestemte fugle var knyttet til bestemte guder. Tilstedeværelsen af en ørn på højre hånd (mod øst) var gunstig, især når den kom som svar på bøn. Til tider er fuglens handling betydningsfuld, som når Zeus' ørn dræber de gæs, der æder korn i Odysseus' hal--et varsel om bejlernes død. I senere græsk historie findes der kun få henvisninger til tegn fra fugle. Teorien bag disse tegn i naturen er meget enkel: hele naturen udtrykker blot gudernes vilje, og når guderne ønsker at give mennesker et uklart vink om fremtiden, behøver de kun at lade en begivenhed, der ikke let kan forklares, tiltrække menneskets opmærksomhed.

2. Spådom ved offer:

Fra det 5. århundrede og fremefter overtog spådom ved hjælp af offerdyr normalt pladsen for tegn af den art, der netop er beskrevet. I fjendens nærvær eller før et vigtigt foretagende blev dyr ofret til guderne. Hvis de villigt kom til alteret, hvis de indre dele, især leveren, var sunde og velformede og havde god farve, hvis offeret brændte frit og uden at forstyrre ordningen på alteret, kunne man forvente succes. Teorien var meget enkel: hvis guderne var tilfredse og tog imod offeret, var deres gunst sikret; men hvis offeret på nogen måde afveg fra det normale, ville det ikke behage guderne. Således kunne ethvert offer have profetisk betydning, mens ofre, der blev bragt før vigtige foretagender, havde særlig betydning. Den praksis opstod at gentage ofre før et slag, indtil man fik et gunstigt offer, og til sidst, da religionen begyndte at miste sit greb, kom den tid, hvor en hærfører helt kunne se bort fra dem.

3. Drømme:

4. Orakler:

Det vigtigste orakel var Apollons orakel ved Delfi. Herhen kom sendebuddet fra nationer såvel som fra enkeltpersoner, og ingen gik derfra uden svar på deres spørgsmål. Efter indledende ofringer renede præstinden sig selv og besteg tripoden i templet; spørgsmålet blev fremsat for hende af en tempeltjener, og det var også hans opgave at omforme hendes vilde ord til heksameter for den, der spurgte oraklet. Et betydeligt antal af disse svar er bevaret for os, alle selvfølgelig noget ubestemte, mange af dem indeholdende klog råd om det spørgsmål, som blev bragt til oraklet. Den ære, som blev vist oraklet, og dets indflydelse – i det hele taget en indflydelse, der arbejdede for høje etiske normer og klog statsmandskab – må anerkendes. De tidlige kristne kirkefædre mente, at Pythia-præstinden blev inspireret af en ond ånd; senere kritikere har behandlet hele institutionen som en klog list for at narre folket; men taget i betragtning den respekt, som blev vist oraklet gennem så mange generationer, er det svært at tro, at dets embedsmænd ikke var ærlige i deres bestræbelse på at opdage og kundgøre den guds vilje, som de tjente.

III. Gudsdyrkelsens former.

1. Helligdomme:

Det er allerede blevet påpeget, at græsk religion var centreret omkring lokale helligdomme. Mens helligdommen i tidlige tider bestod af et altar med måske en hellig lund, og senere kunne være intet mere end en stenblok, hvorpå gaver blev lagt, bestod de vigtigere helligdomme af et jordstykke helligt for guden, et tempel eller bolig for guden, og et altar til ofringer. Jordstykket, især når det gjaldt helligdomme uden for en by, kunne være meget stort, og i så fald blev det ofte brugt som indægtskilning for helligdommen, idet det blev dyrket af præsterne eller udlejet under begrænsninger til privatpersoner.

2. Templer:

I denne indre område stod templet, vendt mod øst, således at morgensolen ville oversvømme dets indre, når det blev åbnet på en festdag. Med en eller to undtagelser var templet ikke et forsamlingssted for gudsdyrkelse, men en bolig for guden. Det indeholdt nogle tegn på hans tilstedeværelse, efter det 5. århundrede f.Kr. sædvanligt et billede af guden; det tjente som skattkammer for gaver bragt til guden; gudsdyrkelse kunne udøves i det af præsterne, mens folket samlede sig ved offeret udenfor. Og som en bolig for guden var det udstyret med al den skønhed og pragt, som kunne tilskaffes. Billederne af guderne, skulpturens edelste skabing i det 5. og 4. århundrede, var ikke præcis »afgudebilleder«; det vil sige, billederne blev ikke selv tilbedt, selv om de blev anset for at legemliggøre guden i en vis lighed med hans sande form. I Grækenland tilbad mændene guderne selv, taknemlige som de var over for kunstnere, som viste dem, i hvilken smuk form de skulle tænke på deres guddomme.

3. Præster:

Hver af disse helligdomme var direkte i hænderne på en eller flere embedsmænd, hvis pligt det var at passe helligdommen og at opretholde dens gudsdyrkelse i behørlig form. Af og til var præsteskabet arvelig, og embedet blev beholdt for livstid; helt lige så ofte blev præster valgt for et år eller nogle få år; men det var undtagelsesvis, når embedets pligter forhindrede en mand i at være beskæftiget med andre gøremål. I modsætning til præsterne i mange andre religionsformer var den græske præst ikke en hellig mand adskilt til gudernes tjeneste; embedet kan kaldes helligt, men embedet var forskelligt fra manden. Resultatet var betydeligt, idet præsterne i Grækenland aldrig kunne danne en kaste for sig selv, og de kunne ikke gøre krav på andre kræfter end de, som blev overdraget dem gennem helligdommens ritual. Således blev græsk religion bevaret i folkets besiddelse og udviklede ikke nogen esoterisk side hverken i dogme eller gudsdyrkelse.

4. Gudsdyrkelsens tider: Fester:

Gudsdyrkelsens tider varierede efter hver enkelt helligdom. Mens staten ikke iagttog nogen tilbagevendende sabbat, anerkendte den et vist antal religiøse fester som offentlige fridage; således var tallet på religiøse fridage om året i Athen noget større end vores 52 søndage. Traditionen for hver helligdom bestemte, hvorvidt gudsdyrkelse skulle udøves dagligt eller månedligt eller årligt, og også hvad der var de vigtigere gudsdyrkelses tider. Princippet for de hellige dage var, at guden på visse tider var til stede i sit tempel og ventede gudsdyrkelse; ligesom det var princippet for hellige steder, at templet skulle være beliggende der, hvor gudens tilstedeværelse havde været følt og derfor kunne forventes igen. Hverken tempelets placering eller gudsdyrkelses tiderne blev bestemt primært af menneskelig bekvemmelighed.

5. Elementer i gudsdyrkelsen:

Elementerne i gudsdyrkelsen i Grækenland var

(1) bønner, hymner og votivgaver,

(2) offermåltidet,

(3) soningsoffer og renselse, og

(4) processionerne, musikkonkurrencerne og de atletiske lege, som udgjorde en del af de større fester.

Homers helte bad til guderne til alle tider, snart et bønnens ord i fare, snart mere formelle bønner i forbindelse med et offer; og sådan var uden tvivl praksis i senere tider.

6. Bøn:

I de mere formelle bønner var det sædvane at påkalde guden med forskellige tilnavne, at fremsætte anmodningen og at give grunden til, at et gunstigt svar kunne forventes--enten tidligere dyrkelse fra den bedendes side, eller løfter om fremtidige gaver, eller tidligere bønhørelser, eller en appel til gudens medlidenhed. Undertiden lyder en bøn, som om den var et forsøg på at vinde guddommelig gunst ved gaver; mere almindeligt, om ikke altid, er appellen til et forhold mellem mennesket og dets gud, hvori menneskets gaver spiller en meget underordnet rolle. Taksigelse har en lille plads i bøn eller i offer, men blev snarere udtrykt i votivgaver. I hvert tempel fandtes sådanne i overflod, som i visse romersk-katolske helligdomme i dag; og som det er tilfældet i dag, kunne de have værdi i sig selv, de kunne have en særlig forbindelse med guden, eller de kunne henvise til den menneskelige nød, hvori giveren havde fundet hjælp. Hvad de store offentlige fester angår, synes bønnen at være smeltet sammen med lovsangshymnen, hvori elementet af anmodning havde en lille plads.

7. Brændoffer eller offermåltid:

Den mest almindelige form for gudsdyrkelse bestod af offermåltidet, ligesom hebræernes kødoffer eller afgrødeoffer. Offeret bestod af et husdyr, udvalgt i overensstemmelse med ritualet ved den helligdom, hvor det skulle ofres. Først blev dyret ført hen til alteret, indviet med særlige riter og dræbt af offerbringeren eller præsten, mens hymner og tilbedelsesråb blev udtalt af tilbederne. Derefter blev nogle af de indre dele stegt og spist af præster og tilbedere. Til sidst blev resten af dyret gjort klar: lårbenene blev pakket ind i fedt og kød for at blive brændt for guden, mens resten af kødet blev stegt til tilbederne; og med vinudgydelser blev det hele fortæret. Handlingens religiøse betydning findes tydeligvis i analogien med et måltid, der er gjort i stand til en æret gæst.

8. Offerets betydning:

Dyret, en genstand af værdi i sig selv, vies til denne religiøse tjeneste; guden og hans tilbedere deler på samme måde dette fælles måltid; og guden knyttes til sine tilbedere ved et tættere socialt bånd, fordi de viser deres ønske om at ære ham og have fællesskab med ham, mens han nedlader sig til at modtage gaven og dele det måltid, de har gjort i stand. (Muligvis mente man engang, at dyret var blevet gjort guddommeligt ved indvielseshandlingen, eller man troede, at guden var til stede i dets kød, men der er intet bevis for, at en sådan tro fandtes i det 5. århundrede f.Kr. eller senere.) Den enkle, rationelle karakter af denne gudsdyrkelse er karakteristisk for græsk religion.

9. Soningsoffer:

Når mennesker følte, at guderne var utilfredse, eller under omstændigheder hvor deres gunst af en eller anden grund var usikker, blev en anden form for offer udført. Et sort dyr blev udvalgt og ført hen til et lavt alter af jord; offeret blev bragt hen imod aften eller om natten, og hele dyret blev fortæret af ild. Skønt denne type offer i almindelighed kan kaldes sonende, varierede dets form, om ikke dets betydning, meget. Det kunne være dyrkelse af jordens ånder, hvis vrede man måtte frygte; det kunne bringes, når en hær gik i kamp, eller når afgrøderne var i fare for sygdom eller tørke; eller igen var det den normale form for gudsdyrkelse i tider med pest eller anden nød. Undertiden synes vægten at ligge på at formilde vrede ved et dyr, der helt er viet til guden, mens der andre gange antydes, at et eller andet ondt stof fjernes ved riten.

10. Renselse:

Den senere opfattelse er tydeligere i renselsesriter, hvor en eller anden form for besmittelse fjernes ved vask, ved ild eller ved blodet af et dyr, der er slagtet til formålet. I ofringen af en gris til Demeter med dette formål, eller af en hund til Hekate, kan der findes et mystisk element, eftersom disse dyr var hellige for de respektive gudinder.

Disse forskellige elementer i gudsdyrkelsen blev kombineret i forskellig grad i de store religiøse fester. Disse varede fra en dag til fjorten dage. Efter renselse af tilbederne, som kunne være enkel eller udførlig, og et indledende offer, var der ofte en prægtig procession efterfulgt af et stort offentligt offer.

11. De store religiøse fester:

Ved de større fester blev dette efterfulgt af atletiske lege og hestevæddeløb til ære for guden, og undertiden af konkurrencer i musik og kordans, eller, ved Dionysosfesterne i Athen, af opførelse af tragedie og komedie i teatret. I alt dette synes det religiøse element at træde i baggrunden, skønt der kan findes analogier i kristendommens historie. De religiøse mysteriespil var oprindelsen til vort eget drama; og hvad hestevæddeløbene angår, kan man stadig se dem udført som en religiøs funktion, for eksempel i Siena. Hestevæddeløbene og de atletiske lege blev udført for guderne som for en besøgende potentat, et middel til at skaffe dem glæde og vise dem ære. Teaterforestillingerne havde tilsyneladende deres oprindelse i ceremonier, der var mere væsentligt religiøse, hvor mennesker opførte et guddommeligt drama, der skildrede de erfaringer, som blev tillagt guderne selv.

12. Mysterier ved Eleusis:

13. Fraværet af Magi og Mysterium:

I alle former for græsk gudsdyrkelse var måske det mest slående træk fraværet af magi eller overtro, næsten fraværet af mysterium. Mennesker nærmede sig guderne, som de ville nærmede sig overordnede mennesker, og bragte dem bønner og gaver, gjorde store banketter til deres underholdning og arrangerede løb og lege til deres fornøjelse, skønt dette på ingen måde var det hele af græsk religion, en side af religionen, der var meget mere udviklet i den rationelle atmosfære af græsk tankegang end blandt andre folkeslag. Da de græske guder var overordnede medlemmer af det sociale univers, var græsk gudsdyrkelse for det meste social, ja næsten menneskelig i sin karakter.

IV. Livet efter døden.

1. Begravelses­ceremonier:

Den græske forestilling om livet efter døden bestod af tre elementer, som udvikledes efter hinanden, mens de tidligere aldrig helt mistede deres greb på folket i mødet med de senere. Den ældste og mest vedvarende forestilling om fremtiden fandt sit udtryk i dyrkelses af forfædre. Uanset om de dødes lig blev begravet eller brændt, troede man, at ånden overlevede som en svag, skyggeagtig væren i lighed med det levende menneske. Og ritualer blev udført for disse skygger for at lægge dem til hvile og for at forhindre dem i at skade deres efterlevende, hvis ikke for at sikre deres positive velsignelse. Som andre steder i græsk religion kender man ritualerne ret godt, mens troen må udledes fra ritualerne. Ritualerne bestod først af en omfattende begravelse, som undertiden omfattede dyreofre og selv atletiske lege, og for det andet af gaver, der blev givet med faste mellemrum – gaver af vand til badning, vin og mad og kransekranse og blomster. Menneskets ønsker og åndens tilfredsstillelse blir således angivet. Og formålet er måske at holde ånden i live, helt sikkert at holde den i godt humør, så den ikke skader de efterlevende og bringer dem urenhed, som ville betydet gudernes vrede. Samtidig kræver enhver kontakt med døden, at man bliver rituelt renset, før man kan nærmede sig guderne i gudsdyrkelse.

2. Livet efter døden i Homers digte:

Det andet element i græsk tankegang om livet efter døden kommer til udtryk i Homers digte og øvede gennem epikken en vid indflydelse på senere perioder. Her understreges de dødes sjæles adskillelse fra menneskelivet. Når ligene af de døde er brændt, går sjælene til Hades' rige, hvorfra der ikke er nogen tilbagevenden selv i drømme, og hvor – ifølge en opfattelse – ikke engang bevidsthed bliver tilbage hos dem. Det synes, at den højt rationale verden­syn i epikken, et synspunkt der lagde vægt på de større olympiske guder, fordrev troen på sjæle som beslægtet med troen på uhyggelige og magiske påvirkninger. Vi kunne næsten sige, at tanken om de større guder som personlige herskere havde en tendens til at drive tanken om mindre og mere mystiske åndelige påvirkninger bort og gjorde kun plads for sjæle som skygger i Hades' rige. Det var i det mindste resultatet for græsk religion, at enhver idé om et virkeligt liv efter døden blev gjort langt mindre levende.

3. Senere Tro på Udødelighed:

Det tredje element var forbundet med dyrkelsen af guderne i den nedre verden, og især {{Demeter}} og {{Persefone}}. I denne dyrkelse, især på Eleusis, blev det faktum af liv efter døden antaget, et faktum, som græker aldrig havde nægt; men virkeligheden af livet efter døden, menneskets forhold som bevarede efter døden, og {{Persefone}}s venlige herredømme som Sjælenes Dronning blev levende indprentet på tilbederne. Dels gennem indflydelse fra den orfiske sekt troede mange tænkere på sjælens faktiske guddommelighed, en lære, som {{Platon}} formulerede på en måde, som havde dyb indflydelse på tidlig kristen tankegang. Hvis epikerens vægt på de større guder gjorde sjælene til blotte skygger i Hades, var det igen en religiøs bevægelse, nemlig dyrkelsen af guder som {{Persefone}} og {{Dionysos}}, som lærte nogle græker om sjælens guddommelige virkelighed og dens håb om et velsignet liv i fællesskab med guderne.

Denne udvikling i Grækenland er desto mere interessant, fordi der er indicier på det samme i hebraisk historie. I Det Gamle Testamente findes spor af en gammel dyrkelse af sjæle, der blev praktiseret af folkeslag beslægtet med hebrærne, hvis ikke af hebrærne selv; denne dyrkelse blev bragt til ophør under Jahves dyrkelse­klaring kraft; og endelig opfattede de senere profeter sandheden, at skønt sjæle ikke skulle dyrkes, blev de døde, som døde i Herren, ikke til blotte skygger, men fortsatte med at leve som objekterne for Hans guddommelige kærlighed.

V. Synd, Soningelse og det religiøse Liv.

1. Græsk Forestilling om Synd:

Den gamle hebraiske religion gjorde meget ud af synd og af syndernes helbredelse, som Gud i kærlig medlidenhed havde skaffet sit folk; i Grækenland havde syndens tanke ikke sådan en plads i det religiøse liv, skønt det naturligvis ikke var helt fraværende. Hvis synd defineres som det, der volder gudernes mishag og vrede, fremtræder det i græsk tankegang i tre former:

(1) som overtrædelse af moralsk lov,

(2) som forsømmelse af guderne og deraf følgende hovmod, og

(3) som urenhed.

Syndens årsag føres tilbage til menneskelig dårskab, enten en lidenskab som misundelse eller vrede eller begær efter vinding, eller til overdreven selvtillid, som udvikler sig til formastelighed; og når et menneske først er begyndt i den forkerte retning, påvirker hans synd dømmekraft og vilje på en sådan måde, at han næsten uundgåeligt føres videre ind i mere synd. Ifølge den enkle græske teodicé medfører overtrædelsen af den moralske lov sin straf, og intet offer kan få guderne til at gribe ind til fordel for overtræderen. Alt, hvad soning kan udrette, er at bringe overtræderens ånd i den rette tilstand, så han ikke føres videre ind i mere synd. Forsømmelse af guderne—den anden type synd—medfører sin straf i form af følgerne af guddommelig vrede, men i dette tilfælde kan hurtig anger og underkastelse under guderne formilde vreden og derfor ændre dens følger. Besmittelse, den tredje årsag til guddommelig mishag, kan ofte ikke kaldes synd; undladelsen af at fjerne besmittelse, især før man nærmer sig guderne, er dog en retfærdig årsag til guddommelig vrede. I almindelighed kredser den græske tanke om synd om ideen om overdreven selvtillid og formastelighed, (hubris), som er modsætningen til den karakteristiske græske dyd, (sophrosune), nemlig den mådeholdne livsførelse, hvor alt betragtes i det rette forhold. For så vidt som de græske guder er retfærdige herskere, ligger syndens natur i dens modsætning til guddommelig retfærdighed, ikke i vanhellighed eller i forkastelse af guddommelig kærlighed.

2. Religiøse idealer:

Kravene til det religiøse liv i Grækenland var forholdsvis enkle. At undgå ugudelige handlinger som dem, der er nævnt ovenfor, og at udføre de almindelige gudsdyrkelseshandlinger regelmæssigt og omhyggeligt, var alt, hvad der krævedes, selv om det religiøse menneske kunne finde mange anledninger til gudsdyrkelse ud over det, der forventedes af alle. Der siges kun lidt om den gudsdyrkelsens ånd, som lå til grund for de ydre handlinger. Heller ikke buddet: »Vær derfor hellige, ligesom jeg er hellig«, finder noget ekko i Grækenland. Samtidig må det forhold, at guderne så klart repræsenterede menneskelige livsidealer, have betydet, at mennesker på en måde stræbte efter at bringe deres liv i overensstemmelse med guddommelige idealer. Det væsentlige træk ved det religiøse liv var den sande erkendelse af menneskets afhængighed af guderne, en afhængighed som viste sig i lydighed mod den guddommelige styrelse, i tillidsfuld forvisning om, at guderne ville velsigne deres tilbedere, i resignation når ulykken kom, og især i troen på de guddommelige herskeres kærlige omsorg og beskyttelse. I Grækenland så det religiøse menneske ikke så meget hen til guderne for frelse fra ondt som for positive velsignelser.

VI. Den græske religions indflydelse på kristendommen.

1. Græsk filosofi og kristen teologi:

Dette er ikke stedet til at tale om den græske religions forfald, om dens forbedrende indflydelse på den alexandrinske verden eller om den kontrol, den udøvede over den romerske stat. Dens mest varige virkning findes snarere i kristendommen. Og her bemærkes dens formende indflydelse først i den kristne teologi, begyndende med Paulus og apostlen Johannes. For selv om græsk religion var mere fri for dogmer eller noget, der kunne kaldes teologi, end de fleste religioner er, leverede den det religiøse indhold til de største filosofiske systemer, vi kender; og gennem alle århundrederne er lederne af kristen tænkning blevet oplært i Platons og Aristoteles’ religiøse filosofi. Vore kristne opfattelser af Guds og sjælens natur, af Guds forhold til det fysiske univers og af Guds styrelse af verden er blevet udarbejdet efter de linjer, som disse græske tænkere lagde. Og selv om gælden først og fremmest er til græsk filosofi, bør det aldrig glemmes, at græsk filosofi formulerede disse opfattelser ud fra det materiale, som græsk religion leverede; ja, man kan mene, at det var de religiøse forestillinger, formuleret af århundreders eftertænksomme tilbedere, som fandt deres endelige udtryk i de græske filosofiske systemer.

2. Græsk indflydelse på kristen liturgi:

Endvidere var den tidlige kristne kirkes organisation og styreform i oprindelse lige så meget græsk som hebraisk. Her var den græske religions indflydelse som sådan mindre tydelig; dog må man huske, at enhver form for græsk organisation havde sin religiøse side, hvad enten det gjaldt familie, skole eller stat; og desuden at nogle sider af religionen i Grækenland var ganske grundigt organiseret på en måde, som uden større vanskelighed kunne tilpasses den nye religions forhold. Desuden blev tanken om den græske præst, ikke som en hellig mand, men som en mand udpeget af fællesskabet til et helligt embede, naturligt overtaget af de spirende kristne menigheder. Selv i gudstjenestens organisering, i de bønner og hymner og den liturgi, som gradvis udviklede sig fra de enkleste begyndelser, er det ikke vanskeligt at spore indflydelsen fra det, som de græske omvendte til kristendommen var vokset op med at betragte som dyrkelse af guderne.

3. Græsk indflydelse på sakramenterne:

Det mest slående eksempel på, hvordan den gamle religion påvirkede den nye, findes i måden at fejre de kristne sakramenter på. I det 2. århundrede e.v.t. foregik dåben efter en kort undervisningsperiode, og ved det fælles måltid blev brød og vin velsignet til minde om Mesteren. Tre århundreder gik, og denne enkelhed var afløst af prægtig ceremoni. Dåben blev normalt først udført på "den mystiske nat", natten før påske. Næsten magiske ritualer med fasting havde fordrevet det onde fra kandidaten; uden bælte, med løst hår og bare fødder gik han ned i vandet, og senere blev han salvet med olie for at betegne den Hellige Ånds gave; så marcherede kandidaterne, klædt i hvidt, med kroner og fakler, til deres første nadver, hvor en blanding af honning og mælk kunne træde i vinens sted. Hele ceremonien var blevet assimileret til det, som græsk religion kendte som en indvielse, hvor de døbte undergik en væsentlig naturforandring. De sagdes at have "taget udødelelighedens dragt på".

Herren's Nadver blev nøje begrænset til dem, som havde gennemgået denne indvielse, og selv blandt disse opstod efterhånden forskellige privilegieniveauer. Ceremonien kom til at være kendt som et mysterium, bordet som et alter, den fungerende præst som en "hierark", og resultatet som en velsignet "syn" af hellige ting, gennem hvilken opstandelseslivet blev formidlet. I sin formelle karakter og fortolkningen af dens betydning såvel som i de ord, der bruges til at beskrive den, kan græske mysteriers indflydelse ses.

Alligevel havde kristendommen gennem disse tre århundreder været i en kamp på liv og død med den gamle religion. Det er faktisk umuligt at tro, at kristne konvertitter bevidst skulle kopiere formerne for en gudsdyrkelse, som de ofte havde afslået som falsk med betydelig bekostning for sig selv. Processen må have været langsom og helt ubevidst. Som hedenske filosofis sprog blev brugt til at danne en kristen teologi, således fandt de forestillinger og praksisser, som havde udviklet sig i græsk religion, vej ind i den udviklings kristne ritual. Meget af dette ritual, som ikke havde nogen væsentlig plads i kristendommen, blev senere forkastet; noget består stadig, bidraget fra græsk religiøst liv til ritualistiske former i vor verdenreligion.

LITERATUR.

O. Gruppe, "Griechische Mythologie und Religionsgeschichte" in I. von Muller's Handbuch, 1897-1906; Preller-Robert, Griechische Mythologie, I, 1894; W. H. Roscher, Ausfuhrliches Lexikon der griechischen und romishen Mythologie, 1884-; L. R. Farnell, The Cults of the Greek States, 1896-1910; L. Campbell, Religion in Greek Literature, 1898; J. Adam, The Religious Teachers of Greece, 1908; P. Stengel, "Die griechischen Kultusaltertumer," in I. von Muller's Handbuch, 2nd edition, 1898; B.I. Wheeler, Dionysus and Immortality, 1899; E. Hatch, Greek Ideas and Usages, Their Influence upon the Christian Church, 1890; G. Anrich, Das antike Mysterienwesen in seinem Einfluss auf das Christentum, 1894; E. E. G., The Makers of Hellas: A Critical Inquiry into the Philosophy and Religion of Ancient Greece, 1903; E. Caird, Evolution of Theology in Greek Philosophers, 1904; E.A. Gardner, Religion and Art in Ancient Greece, 1910; A. Fairbanks, Handbook of Greek Religion, 1910.

Arthur Fairbanks