Hades

ha'-dez (Haides, haides, "ikke at ses"): Hades, græsk oprindelig Haidou, i genitiv, "Hades' hus," derefter, som nominativ, betegnelse for de dødes bolig selv. Ordet forekommer i Det Nye Testamente i Matt 11,23 (parallel Luk 10,15); Matt 16,18; Luk 16,23; ApG 2,27; ApG 2,31; Åb 1,18; Åb 6,8; Åb 20,13 f. Det findes også i Textus Receptus til Det Nye Testamente 1 Kor 15,55, men her er den korrekte læsemåde (Tischendorf, Westcott og Hort, The New Testament in Greek, den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk)) sandsynligvis Thanate, "O Død," i stedet for Haide, "O Hades." King James Version gengiver "Hades" med "helvede" i alle tilfælde undtagen 1 Kor 15,55, hvor den sætter "grav" (randnote "helvede") afhængigt af Hos 13,14. Den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk) har overalt "Hades."

1. I Det Gamle Testamente: Sheol:

I Septuaginta er Hades den faste ækvivalent for Sheol, men oversætter også andre udtryk, der er forbundet med døden og tilstanden efter den. Den græske opfattelse af Hades var, at det var et sted, der modtog alle døde i sig, men delt i to områder, det ene et pinested, det andet et salighedssted. Denne opfattelse bør ikke overføres forhastet til Det Nye Testamente, for dette står ikke under indflydelse af græsk hedensk tro, men giver en lære og afspejler en tro, som former sin forestilling om Hades efter Det Gamle Testamente gennem Septuaginta. Det gammeltestamentlige Sheol ligner formelt det græske Hades ved at være det fælles opbevaringssted for alle døde, men adskiller sig fra det på den ene side ved fraværet af en klart defineret opdeling i to dele og på den anden side ved den vægt, der lægges på dets forbindelse med døden og graven som unormale kendsgerninger, der følger i syndens kølvand. Det Gamle Testamente koncentrerer således det delvise lys, det kaster over tilstanden efter døden, om den negative, uønskelige side af udsigten, adskilt fra forløsningen. Når tilstanden efter døden i den gammeltestamentlige åbenbarings fremadskriden begynder at antage mere bestemte træk og bliver skarpere differentieret afhængigt af det religiøse og moralske udfald af det nuværende liv, sker dette ikke i de kanoniske skrifter (anderledes i den apokalyptiske litteratur) ved at dele Sheol i to afdelinger, men ved at holde løftet om udfrielse fra Sheol frem for de retfærdige, så dette mere bestemt tegnes som et sted for ondskab og straf.

2. I Det Nye Testamente: Hades:

De nytestamentlige passager markerer et tydeligt stadium i denne proces, og der findes derfor et virkeligt grundlag i Skriften for i en bestemt henseende at identificere Sheol--Hades--med helvede, sådan som det afspejles i King James Version. Den teori, hvorefter Hades stadig i Det Nye Testamente er alle dødes udifferentierede foreløbige bolig indtil dommens dag, med mulighed for endelig frelse selv for de af dets beboere, som ikke er blevet frelst i dette liv, er hverken i harmoni med den ovennævnte udvikling eller underbygget af kendsgerningerne i nytestamentlig sprogbrug. At døde troende opholder sig i et lokalt Hades, kan ikke bevises ud fra 1 Thess 4,16; 1 Kor 15,23, for disse passager henviser til graven og legemet, ikke til et samlingssted for de døde. På den anden side lærer Luk 23,43; 2 Kor 5,6-8; Fil 1,23; Åb 6,9; Åb 7,9 ff; 15,2 ff, at de troendes bolig umiddelbart efter døden er hos Kristus og Gud.

3. ApG 2,27; ApG 2,31:

Det er naturligvis en anden sag, når Hades, ligesom ikke sjældent allerede Det Gamle Testamentes Sheol, ikke betegner de dødes sted, men dødens tilstand eller en legemløs eksistens. I denne forstand var endog Jesu sjæl i Hades ifølge Peters udsagn (ApG 2,27; ApG 2,31--på grundlag af Sl 16,10). Her bestemmes den abstrakte betydning af det parallelle udtryk "at se forrådnelse". Ikke desto mindre er denne passage fra en forholdsvis tidlig tid blevet citeret til støtte for læren om Kristi lokale nedstigning til Hades.

4. Åb 20,13; Åb 6,8; Åb 1,18:

Den samme abstrakte betydning er angivet for Åb 20,13. Døden og Hades fremstilles her som nogle, der overgiver de døde på tærsklen til den endelige dom. Hvis dette er mere end en poetisk fordobling af udtryk, vil Hades stå for den personificerede dødstilstand, Døden for den personificerede årsag til denne tilstand. Personifikationen fremgår tydeligt af 20,14: "Døden og Hades blev kastet i ildsøen." Blandt disse "døde", som Hades overgiver, er troende indbefattet, fordi, selv efter den chiliastiske fortolkning af 20,4-6, ikke alle de hellige får del i den første opstandelse, men kun dem, der blev "halshugget for Jesu vidnesbyrd og for Guds ord," dvs. martyrerne. En lignende personificerende kombination af Døden og Hades forekommer i Åb 6,8 ("en bleg hest; og han, som sad på den, hans navn var Døden, og Hades fulgte med ham"). I Åb 1,18 fremstilles Døden og Hades derimod som fængsler, hvorfra Kristus i kraft af sin egen opstandelse har magt til at udfri, en fremstilling, som igen indebærer, at også troende i en eller anden, ikke nødvendigvis lokal, forstand holdes i Hades.

5. Luk 16,23:

Til forskel fra disse passager, hvor den abstrakte betydning er fremherskende og den stedlige forestilling træder i baggrunden, er de øvrige henvisninger mere eller mindre stedligt tænkt. Af disse er Luk 16,23 den eneste, som kunne synes at lære, at modtagere af frelsen efter døden går ind i Hades som et opholdssted. Man har hævdet, at Hades her er den omfattende betegnelse for det sted, hvor de døde opholder sig, og at det er delt i to områder, “Abrahams skød” og pinestedet, en fremstilling som der kan anføres jødiske paralleller til, bortset fra dens lighed med den græske todeling af Hades. Imod dette syn kan det dog indvendes, at hvis “Abrahams skød” var tænkt som den ene af Hades’ to afdelinger, ville den anden afdeling være blevet nævnt med samme konkretion i forbindelse med Dives. Faktisk går skellet ikke mellem “Abrahams skød” og et andet sted, som begge er indbefattet i Hades, men mellem “Abrahams skød” og Hades som modsatte og gensidigt udelukkende. Selve formen i beskrivelsen af Dives’ erfaring: “I Hades løftede han sine øjne, mens han var i pinsler,” får os til at forbinde Hades som sådan med smerte og straf. Passagen beviser derfor ikke, at de frelste efter døden er i Hades. Når man videre vurderer dens betydning for spørgsmålet om de stedlige forhold i det legemsløse liv efter døden, må fremstillingens lignelseskarakter tages i betragtning. Lignelsen har bestemt ikke til hensigt at give os topografiske oplysninger om de dødes rige, selv om den forudsætter, at der findes et særskilt opholdssted for henholdsvis de retfærdige og de onde.

6. Matt 11,23:

De to andre passager, hvor Hades forekommer i vor Herres undervisning (Matt 11,23 parallelt med Luk 10,15; og Matt 16,18), bruger forestillingen metaforisk, men på grundlag af den stedlige betydning. I den første udtalelse forudsiges det om Kapernaum, at den som straf for sin vantro skal “stige ned til Hades.” Ligesom Sheol i Det Gamle Testamente er et billede på de største dybder, man kender (5 Mos 32,22; Es 7,11; Es 57,9; Job 11,8; Job 26,6), synes dette at være et billede på den yderste ydmygelse, som denne by i historiens løb skulle bringes ned til. Det er sandt, at 11,24, med sin omtale af dommens dag, kunne synes at tale for en eskatologisk henvisning til de vantro indbyggeres endelige dom, men den sædvanlige begrænsning af Hades til straffen i mellemtilstanden (se nedenfor) taler imod dette.

7. Matt 16,18:

I den anden passage, Matt 16,18, erklærer Jesus, at Hades’ porte ikke skal katischuein den kirke, han har til hensigt at bygge. Verbet katischuein kan gengives “overmande” eller “overgå.” Hvis den første gengivelse vælges, er det underforståede billede Hades som en fæstning for ondskabens eller dødens magt, hvorfra krigere strømmer ud for at angribe kirken som livets rige. Ved den anden gengivelse er der ingen henvisning til nogen konflikt mellem Hades og kirken; sammenligningspunktet er blot kirkens styrke, idet Hades’ porte, dvs. dødens rige, i almindelig tale tjener som billede på den størst tænkelige styrke, fordi de aldrig lader det undslippe, som én gang er gået ind gennem dem.

Ovenstående gennemgang af passagerne peger i retning af, at Hades, hvor det forstås stedligt, ikke er et foreløbigt opbevaringssted for alle døde, men tydeligt forbindes med straf over de onde. Hvor det kommer i betragtning for de retfærdige, er der intet, der antyder en stedlig betydning. Om 1 Pet 3,19; 1 Pet 4,6 (hvor ordet “Hades” dog ikke forekommer), se artiklerne ESCHATOLOGY OF THE NEW TESTAMENT; SPIRITS IN PRISON.

8. Ikke en endelig tilstand:

Sandhedselementet i teorien om Hades’ foreløbige karakter ligger deri, at Det Nye Testamente aldrig bruger det i forbindelse med den endelige straffetilstand som noget, der følger efter den sidste dom. Til dette bruges GEHENNA (se dette) og andre udtryk. Dives fremstilles som værende i Hades straks efter sin død og mens hans brødre stadig er i dette nuværende liv. Om den underforståede skelnen mellem straffens stadier, som tydeligvis afhænger af forskellen mellem de fortabtes legemsløse og genlegemliggjorte tilstand, også medfører en skelnen mellem to straffesteder, med andre ord om Hades og Gehenna er stedligt adskilte, er vidnesbyrdet næppe tilstrækkeligt til at afgøre. Det Nye Testamente lægger vægten på de eskatologiske udviklinger ved enden og lader mange ting, der knytter sig til mellemtilstanden, blive i mørke.

Geerhardus Vos