Hagar

a'-gar (Agar). Findes én gang i Apokryferne på græsk (Baruk 3,23), sandsynligvis for Det Gamle Testamentes Hagar, Ismaels mor, hvis børn nævnes sammen med købmændene fra Meran (Midjan) og Teman. I 1 Krøn 5,10 er "hagritterne" i KJV placeret øst for Gilead, og i Sauls dage var de i krig med Rubens stamme. Se også 1 Krøn 5,19; 1 Krøn 5,20 og 1 Krøn 27,31. I Sl 83,6 er navnet på det samme folk hagarenerne.

ha'-gar (haghar, "emigration," "flight"; Hagar, Agar): En egyptisk kvinde, Sarais tjenestepige eller slavinde; muligvis en gave fra Farao, da Abram forstellede sig for ham i Egypten (1 Mos 12,16). Hun nævnes i to passager (1 Mos 16; 1 Mos 21,8-21).

1. Den forsmåelige tjenestepige og hendes flugt:

I det første beretning (1 Mos 16) fortælles det, at Sarai, desperat på grund af sin alder, gav Hagar til Abram som frille. Da Hagar ikke var en almindelig husslaver, men sin mistresses særlige ejendom (jf. 1 Mos 29,24; 1 Mos 29,29), ville ethvert barn, hun bar for Abram, blive regnet som Sarais (jf. 1 Mos 30,3-9)). I håbet om at blive mor synes Hagar, glemmer sin stilling, at have antaget en nedladende holdning over for sin barnløse mistresse. Sarai følte dybt det foragt, som hendes tjenestepige viste hende, og i vrede tone bragte hun hendes opførsel for Abram. Da hendes plan ikke udviklede sig gnidningsfrit, beskyldte hun uretfærdigt sin mand for det, som hun selv havde fremkaldt, og appelerede til Himlen for at få retfærdiggørelse. Abram nægtede at blande sig i det huslige kiv og opgav sine rettigheder over sin frille og hendes krav på ham, og overlod hende fuldstændig til Sarais raadighed. Under sin mistresses hårde behandling blev Hagars liv uudholdelig, og hun flygtede ud i ørkenen og vendte naturligt sine skridt mod Egypten, sit fædreland.

2. Hendes syn og tilbagevenden:

Men Herrens engel (som her introduceres for første gang som formidler af teofani) aabenbarede sig for hende, da hun hvilede ved en kilde, og befalede hende at vende tilbage og underkaste sig sin mistresse, idet han lovede hende utallige efterkommere gennem hendes ufødte søn, om hvem han fremsatte en slaaende profeti (se ISHMAEL). Til engelen (som nu siges at være Herren selv) gav Hagar ham navnet "Du er en Gud, der ser" (den reviderede oversættelse "som ser"), thi hun sagde: "Har jeg da og her set på ham, som ser mig?"--betydningen er, at medens Gud så hende, var det kun, mens den altseende Gud i skikkelse af sin engel var ved at drage bort, at hun blev bevidst om hans nærvær. Kilden, hvor engelen mødte hende, blev i hebraisk tradition kaldt Be'er-lachaj-ro'i, "brønden for den levende, som ser mig" (revideret oversættelse, randnote).

I lydighed mod det himmelske syn vendte Hagar, som beretningen antyder, tilbage til sin mistresse og fødte Ismaels, da Abram var seks og ottetyve år gammel.

Ideen i 1 Mos 16,13 er ikke særlig klart udtrykt. Ordet, der oversættes "her," betyder som regel "herhen," og der gives ingen forklaring på "den levende" i brøndens navn. Det er derfor blevet foreslået at ændre den hebraiske tekst og læse "Har jeg da set Gud og levet efter mit syn?"--en anspilning på troen på, at ingen kunne "se Gud og leve" (jf. 1 Mos 32,30; 2 Mos 33,20)). Men der er vanskeligheder ved at godtage denne ændring. Guds navn, "en Gud, der ser," skulle tolkes i objektiv forstand som "en Gud, som bliver set," og det resulterende navn på brønden, "Han, der ser mig, lever," ville gøre Gud, ikke Hagar, som i 1 Mos 16,13, til taleren.

Første Mosebog 16 hører til jahvisten, J, (undtagen 16,1a.3.15 f, som er fra P), og 21,8-21 til E. Ud fra arten af variationerne i fortællingerne mener mange kritikere, at vi her har to forskellige beretninger om den samme hændelse. Men fortællingerne, som de foreligger, synes at være helt adskilte: den ene henviser til Hagars flugt før Ismaels fødsel, og den anden til hendes bortvisning ved Isaks fravænning. Det siges imidlertid, at elohisten (E) fremstiller Ismael som et barn, der »leger« (RV, randnote, Septuaginta paizonta) med Isak ved fravænningsfesten, og som ung nok til at blive båret af sin mor og »kastet« ind under en busk; mens han ifølge præsteskriftet, præsteskriftet (P), (1 Mos 16,16; 1 Mos 21,5), eftersom et barn blev vænnet fra i to- eller treårsalderen, ville have været en dreng på seksten år på dette tidspunkt. Argumentet for en dobbeltfortælling her synes ikke afgørende. Ordet metsacheq (16,9) betyder ikke nødvendigvis »leger«, når det bruges absolut; det bruges sådan i 1 Mos 19,14, tydeligvis i betydningen »håner« eller »spøger«, og Delitzsch giver det den betydning dér. Hvad dernæst angår 19,14, siger den masoretiske tekst ikke, at barnet blev lagt på hendes skulder, selv om Septuaginta gør det; og »kastede« (19,15) »indebærer« heller ikke så »klart«, at Ismael var et spædbarn, som blev båret af sin mor (sammenlign Matt 15,30). Det kan tilføjes, at ordene yeledh og na`ar, oversat henholdsvis »barn« og »dreng«, ikke afgør noget om alder, da de begge andetsteds bruges i begge betydninger.

6. Paulus' allegoriske brug af fortællingen:

I Gal 4,21 ff gør Paulus allegorisk brug af denne episode i historien om Ismael og Isak for at støtte sit argument for det jødiske rituals forbigående karakter og den kristne friheds endelige sejr over alle judaiserende tendenser. Da apostlen udfolder sin henvisning, opstiller han en række kontraster. Hagar, trælkvinden, repræsenterer den gamle pagt, som blev givet fra Sinaj bjerg; og ligesom Ismael var Abrahams søn efter kødet, sådan er de judaiserende kristne, som ønsker at forblive i trældom under loven, Hagars børn. På den anden side repræsenterer Sara, den frie kvinde, den nye pagt, som er indstiftet af Kristus; og ligesom Isak blev født til Abraham i kraft af løftet, sådan er de kristne, der helt har frigjort sig fra de kødelige forskrifters lov og lever ved tro, Saras børn. Således svarer Hagar til »det Jerusalem, som nu er«, det vil sige den jødiske stat, som er i åndelig trældom med sine børn; mens Sara repræsenterer »det Jerusalem, som er oventil«, »vor mor« (RV), mor til os kristne, den frie åndelige by, som kristne allerede nu hører til (Fil 3,20). Med denne allegori ville apostlen advare de galatiske kristne om den fare, der truede dem fra deres judaiserende brødre: deres underkastelse under gerningernes pagt og deres endelige udstødelse af troens husstand.

For os virker Paulus' henvisning ikke med samme kraft, som den ville have gjort for dem, han skrev til. Hændelsen i sig selv rummer ganske vist ikke nogen antydning af en sådan skjult mening. Alligevel er det hebraiske folks historie kun et forbillede på kirkens historie til alle tider, og apostlens fortrolighed med rabbinske fortolkningsmåder kan have ført ham til at anvende denne metode til at bekræfte den sandhed, som han allerede havde bevist ud fra selve loven.

For en drøftelse af teksten og fortolkningen af Gal 4,25 a, »Nu er denne Hagar Sinaj bjerg i Arabien«, og en redegørelse for Filons allegori om Hagar og Sara, se Lightfoots noter i slutningen af kapitel iv i hans Commentary on Gal.

James Crichton