Hagar

Flugt, eller, ifølge andre, fremmed; en egyptisk kvinde, Saras trælkvinde (1 Mos 16,1; 21,9, 10), som hun gav til Abraham (se Abraham) som en medhustru (16,2). Da hun var ved at blive mor, flygtede hun fra sin frues grusomhed, tilsyneladende med den hensigt at vende tilbage til sine slægtninge i Egypten gennem Shurs ørken, som lå imellem. Udmattet og slidt var hun nået til det sted, som hun gav navnet Beer-lahai-roi (“den synlige Guds brønd”), hvor Herrens engel viste sig for hende. I lydighed mod den himmelske gæst vendte hun tilbage til Abrahams telt, hvor hendes søn Ismael blev født, og hvor hun blev (16) indtil efter Isaks fødsel, et tidsrum på fjorten år. Efter dette begyndte Sara at give sin utilfredshed luft både over for Hagar og hendes barn. Ismaels opførsel var fornærmende mod Sara, og hun forlangte, at han og hans mor skulle sendes bort. Dette blev derfor gjort, om end Abraham var modvillig (1 Mos 21,14). De vandrede ud i ørkenen, hvor Ismael, udmattet af rejsen og mat af tørst, syntes at skulle dø. Hagar “opløftede sin røst og græd”, og Herrens engel viste sig, som før, for hende, og hun blev trøstet og udfriet af sin nød (1 Mos 21,18, 19).

Ismael bosatte sig siden i Parans ørken, hvor han giftede sig med en egyptisk kvinde (1 Mos 21,20, 21).

“Hagar” repræsenterer allegorisk den jødiske kirke (Gal 4,24), i trældom under ceremoniloven; mens “Sara” repræsenterer den kristne kirke, som er fri.