Kapernaum
På engelsk: Capernaum
Easton's Bible Dictionary
Nahums by, en galilæisk by, der ofte nævnes i historien om vor Herre. Den nævnes ikke i Det Gamle Testamente. Efter at vor Herre var blevet fordrevet fra Nazaret (Matt 4,13-16; Luk 4,16-31), blev Kapernaum hans “egen by.” Den var skueplads for mange handlinger og begivenheder i hans liv (Matt 8,5, 14, 15; 9,2-6.10-17; 15,1-20; Mark 1,32-34 osv.). Indbyggernes ubodfærdighed og vantro, efter de mange beviser vor Herre gav blandt dem på sandheden i hans sendelse, bragte en streng domsforkyndelse over dem (Matt 11,23).
Den lå på den vestlige bred af Galilæas Sø. “Gennesarets land,” nær ved, hvis den ikke lå i det, var et af de mest frugtbare og tætbefolkede områder i Israels land. Denne by lå ved den store hovedvej fra Damaskus til Akko og Tyrus. Den er blevet identificeret med Tell Hum, omkring to miles sydvest for det sted, hvor Jordan løber ud i søen. Her findes omfattende ruiner af mure og fundamenter, og også resterne af, hvad der må have været en smuk synagoge, som man har formodet kan have været den, som officeren byggede (Luk 7,5), og hvor vor Herre ofte underviste (Joh 6,59; Mark 1,21; Luk 4,33). Andre har formodet, at byens ruiner skal findes ved Khan Minyeh, omkring tre miles længere mod syd på søbredden. “Hvis Tell Hum er Kapernaum, er de omtalte rester uden tvivl ruinerne af den synagoge, som den romerske officer byggede, og et af de helligste steder på jorden. Det var i denne bygning, at vor Herre holdt den velkendte tale i Joh 6; og det var ikke uden en vis mærkelig følelse, at vi, da vi vendte en stor stenblok om, fandt krukken med manna indgraveret på dens flade og mindedes ordene: ‘Jeg er det livets brød: jeres fædre spiste manna i ørkenen og er døde.’”, (The Recovery of Jerusalem.)
International Standard Bible Encyclopedia
ka-per'-na-um (Kapernaoum (Textus Receptus), Kapharnaoum (Codex Vaticanus, Codex Sinaiticus, Codex Bezae; osv.)): Det ve-råb, Mesteren udtalte over denne store by, er blevet opfyldt til det yderste (Matt 11,23; Luk 10,15). Så fuldstændigt er den gået til grunde, at selve stedet i dag er omstridt. I Skriften nævnes Kapernaum ikke uden for evangelierne. Da Jesus til sidst forlod Nazaret, boede han i Kapernaum (Matt 4,13) og gjorde den til hovedcentrum for sin virksomhed under en stor del af sin offentlige tjeneste. I nærheden kaldte han fiskerne til at følge sig (Mark 1,16) og tolderen fra toldboden (Matt 9,9, osv.). Den var skueplads for mange »mægtige gerninger« (Matt 11,23; Mark 1,34). Her helbredte Jesus officerens søn (Matt 8,5, osv.), den kongelige embedsmands søn (Joh 4,46), Simon Peters svigermor (Mark 1,31, osv.) og den lamme (Matt 9,1, osv.); han uddrev den urene ånd (Mark 1,23, osv.); og her opvakte han sandsynligvis også Jairus’ datter til livet (Mark 5,22, osv.). I Kapernaum blev det lille barn brugt til at lære disciplene ydmyghed, mens Jesus i synagogen holdt sin uforglemmelige tale om livets brød (Joh 6). Af oplysningerne i evangelierne forstår vi, at Kapernaum var en by af betydelig vigtighed. Nogle mener, at ordene »skal du ophøjes« osv. (Matt 11,23; Luk 10,15) betyder, at den lå på et højt sted. Måske er det mere naturligt, at de sigter til indbyggernes overdrevne stolthed over deres by. Den var en toldstation og bolig for en højtstående embedsmand hos kongen (Matt 9,9; Joh 4,46, osv.). Den var besat af en afdeling romerske soldater, hvis kommandant anså det for værd at sikre sig folkets velvilje ved at bekoste opførelsen af en synagoge til dem (Matt 8,5; Luk 7,5). Den lå ved søen (Matt 4,13), og af Joh 6,17 ff. (jf. Matt 14,34; Mark 6,53) ser vi, at den lå enten i eller nær Genesaret-sletten.
Josefus nævner Kapernaum to gange. Den spillede ingen stor rolle i hans tids historie og synes at være gået tilbage i betydning, da han omtaler den som en »landsby«. I et slag i el-BaTeichah faldt hans hest i en sump, og han kom til skade, så han ikke længere kunne kæmpe. Hans soldater bar ham til landsbyen Kapernaum (denne henvisning er dog tvivlsom; navnet, som det står, er Kepharnomon, hvilket Niese retter til Kepharnokon), hvorfra han blev flyttet til Tarichea (Vita, 72). Et andet sted priser han Genesaret-sletten for dens vidunderlige frugter og siger, at den vandes af en meget frugtbar kilde, som landets folk kalder Capharnaum. I vandet fra denne kilde findes Coracinus (BJ, III, x, 8). Josefus bekræfter derfor de bibelske oplysninger og tilføjer oplysningen om kilden og Coracinus-fisken. Fisken findes imidlertid i andre kilder nær søen og er derfor ikke til hjælp ved identificeringen.
De to vigtigste rivaler om æren af at repræsentere Kapernaum er Tell Chum, et ruinsted ved søbredden, næsten 2 1/2 mil vest for Jordans udløb, og Khan Minyeh, godt 2 1/2 mil længere mod vest, ved det nordøstlige hjørne af Genesaret-sletten. Dr. Tristram foreslog `Ain El-Madowwerah, en stor kilde omgivet af en cirkelformet mur, ved slettens vestlige kant. Men den ligger omtrent en mil fra søen; der er ingen ruiner, som tyder på, at der nogensinde har ligget nogen betydelig landsby her; og vandet kan kun bruges til en lille del af sletten.
Til fordel for Tell Chum taler Eusebius, Onomasticon, som placerer Korazin 2 mil fra Kapernaum. Hvis Kerazeh er Korazin, passer dette bedre med Tell Chum end med Khan Minyeh. Hertil kan føjes vidnesbyrdet fra Theodosius (ca. 530), Antoninus Martyr (600) og Johannes af Wurtzburg (1100). Jødisk tradition taler om Tankhum, hvor Nahums og rabbi Tankhums grave findes. Ved at identificere Kerr Nahum med Tankhum og dernæst udlede Tell Chum af Tankhum har nogle søgt at forsvare dette steds krav. Men hvert led i den argumentationskæde er yderst usikkert. En hovedvej løb gennem Tell Chum, ad hvilken karavanerne til og fra Østen passerede; men stedet stod ikke i forbindelse med den store nord-sydgående trafik.
Der findes heller ingen kilde nær Tell Chum, som svarer til Josefus’ beskrivelse. Blandt nyere fortalere for Tell Chum er det tilstrækkeligt at nævne Schurer (HJP, IV, 71) og Buhl (GAP, 224 f). I denne forbindelse kan det være interessant at bemærke, at nærværende forfatter, da han for nylig (1911) besøgte stedet, gjorde sin bådfører opmærksom på et stykke ruinmur, der ragede op over det grønne vest for lagunen, og spurgte, hvad det blev kaldt. Kaniset el Kufry, lød svaret, hvilket frit kan gengives som »de vantros kirke«. Dette er netop den arabiske ækvivalent til den jødiske »minim-kirken«.
Til fordel for Khan Minyeh kan det bemærkes, at Gennesaret svarer til el-Ghuweir, sletten på den nordvestlige bred, og at Khan Minyeh ligger ved slettens nordøstlige ende; dermed passer den, sådan som Tell Chum ikke kan, til evangeliernes beskrivelse. De rigelige kilder ved eT-Tabigha, en halv mil mod øst, leverede vand, som blev ledt rundt langs klippens side mod Khan Minyeh i en højde, der gjorde det muligt at vande en stor del af sletten. Hvis det siges, at Josefus må være blevet båret til Tell Chum, fordi det lå nærmere stedet for hans ulykke--se dog kommentaren ovenfor--følger det slet ikke, at han blev ført til det nærmeste sted. Arculf (1670) beskrev Kapernaum som liggende på et "smalt stykke land mellem bjerget og søen." Dette passer ikke på Tell Chum; men det passer nøjagtigt på Khan Minyeh. Isaac Chelo (1334) siger, at Kapernaum, som da lå i ruiner, havde været beboet af Minim, det vil sige jødiske konvertitter til kristendommen. Navnet Minyeh kan være afledt af dem. Quaresimus (1620-26) omtaler en khan ved navn Menieh, som stod ved stedet for Kapernaum. Mellem den ødelagte khan og søen findes spor af gamle bygninger. Her mødtes vejen fra øst med den, der kom ned fra nord via Khan Jubb Yusif, så dette må have været et vigtigt centrum, både fra et militært synspunkt og for toldvæsenet. Dette er det sted, som blandt andre G. A. Smith (HGHL, 456 f; EB, under ordet) og Conder foretrækker. Sanday argumenterede for Khan Minyeh i sin bog, The Sacred Sites of the Gospel, men ændrede senere mening på grund af det, som nærværende forfatter anser for en fejlagtig opfattelse af forholdet mellem Tell Chum og kilden ved eT-Tabigha (Expository Times, XV, 100 ff). Der findes intet eksempel på, at en kilde 2 mil borte er blevet kaldt ved navnet på en by. Tell Chum, som ligger ved søbredden, var uafhængig af denne kilde, hvis kraft desuden blev brugt i vestlig retning, bort fra Tell Chum.
Bevisernes vægt talte derfor stærkt for Khan Minyeh, indtil professor R. A. S. Macalister offentliggjorde resultaterne af sine undersøgelser. Han synes at tage fejl, når han forkaster navnet Tell Chum til fordel for Talchum; og han begår en mærkelig fejl angående brugen af ordet tell. Ingen, der taler arabisk, siger han, "ville nogensinde finde på at anvende ordet Tell, `høj,' om denne flade, vidtstrakte ruin." På egyptisk arabisk betyder tell imidlertid "ruin"; og Asad Mansur, en dannet mand med arabisk som modersmål, skriver: "Jeg forstår ikke, hvad indvenderne mener med ordet `tell.' På arabisk bruges `tell' om enhver bunke ruiner eller høj. Så ruinerne af Tell Chum er selv i dag en `tell' " (Expos, april 1907, 370). Professor Macalister står på sikrere grund, når han drøfter det keramik, der er fundet på de konkurrerende steder. Ved Khan Minyeh fandt han intet ældre end den arabiske periode, mens keramik fra den romerske periode findes i overflod ved Tell Chum--"netop perioden for Kapernaums storhed" (PEFS, april og juli 1907). Hvis dette bekræftes ved yderligere undersøgelser, afgør det sagen imod Khan Minyehs krav. Vigtige romerske levn er nu blevet fundet mellem den ødelagte khan og søen. Det kan ikke længere betvivles, at dette var stedet for en stor romersk by. Den romerske periode dækker imidlertid et langt tidsrum. Bygningerne ved Tell Chum henføres af mange til antoninernes dage. Er det muligt ud fra keramikresterne at fastslå med sikkerhed, at byen blomstrede på Herodernes tid? Hvis byen ved Tell Chum endnu ikke var opstået på Kristi tid, er de, der bestrider dens krav på at være Kapernaum, ikke forpligtet til at vise, hvilken by ruinerne repræsenterer. De er ikke de eneste omfattende ruiner i landet, hvis historie vi er uvidende om.
W. Ewing
Se også
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).