Hane

kok (alektor; latin gallus): Der findes ingen henvisning i Det Gamle Testamente til tamt fjerkræ, som sandsynligvis først blev indført i Judæa efter den romerske erobring. Se høne. Hanen nævnes flere gange i Det Nye Testamente og altid med henvisning til dens vane med at gale i østlige lande med en sådan regelmæssighed, at det næsten er som et ur. Den første fulde hilsen kommer næsten på minuttet klokken halv tolv, den anden klokken halv to, og den tredje ved daggry. Så ensartet holder hanerne tiden og forkynder disse tre perioder af natten, at vi finder hanegal nævnt som en fast tidsinddeling: "Våg derfor; for I ved ikke, hvornår husets herre kommer, om det er om aftenen eller ved midnat eller ved hanegal eller om morgenen" (Mark 13,35). Jesus havde de samme natteperioder i tanke, da han advarede Peter om, at han ville fornægte ham. Matt 26,34; Luk 22,34; Joh 13,38 giver næsten identisk ordlyd af advarslen. Men i alt, hvad Markus skrev, var han mere udtrykkelig, mere tilbøjelig til nøjagtige detaljer. Med natteinddelingerne, sådan som hanerne holdt dem, i erindring lyder hans beretning: "Og Jesus siger til ham: Sandelig siger jeg dig, at du i dag, ja i denne nat, før hanen galer to gange, skal fornægte mig tre gange" (Mark 14,30). Se høne. Det er næppe nødvendigt at tilføje, at haner også galer med uregelmæssige mellemrum, foruden på de angivne tidspunkter, alt efter årstiden og månens fase (de er mere tilbøjelige til at gale om natten, hvis det er fuldmåne), eller hvis et uvejr truer, eller der er nogen forstyrrelse i deres nærhed.

Gene Stratton-Porter