Time
På engelsk: Hour
Findes første gang i Dan 3,6; 4,19, 33;5,5. Det er gengivelsen af det kaldæiske shaah, der betyder et “øjeblik”, et “blik”. I Det Nye Testamente bruges det ofte om et bestemt tidspunkt (Matt 8,13; Luk 12,39).
Hos de gamle hebræere var dagens inddelinger “morgen, aften og middag” (Sl 55,17, osv.). Grækerne, efter babyloniernes mønster, delte dagen i tolv timer. Under fangenskabet lærte jøderne også denne måde at inddele tiden på af babylonierne. Da Judæa kom under romerne, antog jøderne den romerske måde at regne tid på. Natten blev delt i fire nattevagter (Luk 12,38; Matt 14,25; 13,25). Der hentydes også ofte til timer (Matt 25,13; 26,40, osv.).
En time var den tolvtedel af dagen, regnet fra solopgang til solnedgang, og derfor varierede den hele tiden i længde.
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst. Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).