Kylling

chik'-'-n, chik'-in (angelsaksisk, cicen eller cycen; latin, Gallus ferrugineus; alektruon, maskulinum og femininum): En gårdfugl af hvilken som helst alder. Omtalen findes i disciplenes bøger, men Jesus er ansvarlig for den eneste direkte omtale af kyllinger i Bibelen. Matt 23,37 indeholder dette: "Åh Jerusalem, Jerusalem, du som dræber profeterne og stener dem, der er sendt til dig! Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, ligesom en høne samler sine kyllinger under sine vinger, og I ville ikke!" Lukas' version af den samme scene siger: "ligesom en høne samler sit eget kuld under sine vinger" (Luk 13,34). Der er ingen henvisning til kyllinger i Det Gamle Testamente, som er tydelig nok til at angive vores almindelige tamfugl. De mange henvisninger til "fedede fugle" i disse ældre optegnelser var, i overensstemmelse med teksten og de andre nationers historie, duer, perlehøns, ænder, gæs og svaner. Salomos import af påfugle nævnes. Hanen og hønen er særprægede fugle og ville på samme måde have været et under, der var værd at nedskrive, hvis de var blevet indført på det tidspunkt. Ud fra fuglens historie i andre lande er det et sikkert skøn at placere deres indførelse i Israels land mellem fem og seks hundrede år f.Kr. Det ville give tilstrækkelig tid til, at de kunne formere sig og sprede sig, indtil de blev velkendte og almindelige nok til at blive brugt virkningsfuldt i Jesu Kristi tjeneste. Hver historisk kendsgerning og antydning peger på indfangningen og tæmningen af den røde junglehøne i Burma. De kinesiske optegnelser beviser, at de først skaffede sig importerede høns fra Vesten i 1400 f.Kr. Deres brug som føde dateres fra 1200 til 800 f.Kr. i Manus Bog, men det blev præciseret, at kun dem, der løb vilde, måtte spises. Fra disse lande blev de importeret til Grækenland og Italien og derfra ført sydpå til Israels land. Homer ([?] 10; sammenlign også alektruon, P 602) nævner en mand ved navn Hane, alektor, hvilket synes at vise, at han kendte fuglen. Pindar omtaler dem kort; Aristofanes skrev om dem som "persiske fugle", hvilket viser, at de arbejdede sig vestpå gennem import. Jeg kan ikke finde dem i Aristoteles' optegnelser, men Aristofanes fremsatte den tanke, at det ikke var guderne, men fuglene, der var menneskenes herskere i oldtiden, og sammenlignede hanens kam med en konges krone og påpegede, at når den "blot galer ved daggry, springer alle op til deres arbejde" (Aves, 489-90). De var almindelige i Italien på Plinius' tid; han var ti år gammel på tidspunktet for Kristi korsfæstelse. Plinius gav mange regler for opdræt af kyllinger, hvilket beviser, at man kendte meget til deres vaner på hans tid. Dog var han så godtroende og så gennemsyret af overtro, at der, blandet med hans anvisninger for at bevare æg, udrugning og opdræt af kyllinger, findes den erklæring, at løverne frygtede hanerne på grund af deres kampkraft. Han skrev, at en mand ved navn Galerius på konsulernes, Lepidus' og Catulus' tid ejede en gårdfugl, som talte. Han nævner Lenius Strabo som den første mand, der udtænkte et "bur" til at holde fugle i og "stopfodre" dem til fedme. Han gav de love, der styrede brugen af fugle ved bordet, og nedskrev, at man i Egypten udklækkede æg i gødningsbede, hvilket er et afgørende bevis på, at fugle var blevet ført over Middelhavet flere århundreder tidligere. Babylons optegnelser, 600 f.Kr., indeholder figurer, der uden tvivl var tænkt som haner, og de blev på den tid gengivet i marmor i Lykien. I alle disse gengivelser har fuglene den hængende hale som de vilde, og der findes ingen optegnelse om tidspunktet, da de rejste halen, løftede hovedet og antog nutidens oprette holdning.

Gene Stratton-Porter