Handel

kom'-ers (emporia):

I. Gammeltestamentlig tid.

1. Tidlig handel over land:

Der var kræfter i det tidlige hebraiske liv, som ikke begunstigede handelens udvikling. Samkvem med fremmede blev ikke opmuntret af Israels sociale og religiøse skikke. Fra den tid, hvor hebræerne trådte frem i Kanaan, var en vis handelskontakt med folkene omkring dem dog uundgåelig. Der fandtes gamle handelsruter mellem Øst og Vest, såvel som mellem Egypten og den mesopotamiske dal. Israels land lå som en bro mellem disse målområder. Der fandtes uden tvivl omrejsende købmænd fra meget fjerne tider, som udvekslede varer fra andre lande med dem fra landet. Nogle af de hebraiske ord for »handel« og »købmand« viser dette (jf. cachar, »at rejse«, rakhal, »at gå omkring«). I den nomadiske periode var folket nødvendigvis afhængigt af handel over land for i det mindste en del af deres fødeforsyning, såsom korn, og uden tvivl også for beklædningsgenstande. Hyppige lokale hungersnøder ville fremme en sådan handel. Handelskompagnier eller karavaner, der drev denne handel over land, ses i 1 Mos 37,25; 1 Mos 37,28, »ismaelitter« og »midjanitter, handelsmænd«, på vej til Egypten med krydderier, balsam og myrra. Jakob lod sine sønner tage visse produkter med til Egypten som gave sammen med penge til Josef til gengæld for korn: balsam, krydderier, honning, myrra, nødder, mandler (1 Mos 43,11). Tilstedeværelsen af en »babylonisk kappe« blandt byttet fra Aj (Jos 7,21) tyder på handel mellem Kanaan og Østen.

2. Søtrafik:

Mens der er svage antydninger af en mulig søhandel allerede på dommernes tid (Dom 5,17; jf. 1 Mos 49,13), må vi vente til Davids monarkis dage og især Salomos tid for skibsfarten. Landtrafikken blev naturligvis fortsat og udvidet (1 Kong 10,15; 1 Kong 10,28; 1 Kong 10,29; 2 Krøn 1,16). Søhandelen gjorde på denne tid store fremskridt. Filistrene havde tidligere været i besiddelse af kysten. Venskabet med Hiram, kongen af Tyrus, gav Salomo yderligere fordele til søs (2 Krøn 1; 2 Krøn 26; 2 Krøn 19-29; 2 Krøn 8,17; 2 Krøn 9,14), eftersom fønikerne blandt alle folk i landet i særlig grad var Middelhavets handelsfolk. Senere gik handelen tilbage, men Joshafat forsøgte at genoplive den (1 Kong 22,48; 2 Krøn 20,36), dog uden held. Tyrus og Sidon som store handelscentre gjorde dog længe indtryk på Israels liv (2 Krøn 23; 2 Krøn 26-27). Senere, i makkabæertiden, erhvervede Simon Joppe som en jødisk havn (1 Makk 14,5) og udvidede således Middelhavshandelen.

3. Landtrafik på kongernes tid:

Under Salomos fredelige regeringstid kom der, sammen med indre forbedringer og venskaber med fremmede magter, en stimulans til trafikken med Egypten og Fjernøsten ad de gamle handelsruter såvel som med Fønikien mod nordvest. Han øgede i høj grad sin rigdom gennem told, der blev opkrævet af handelsmænd (1 Kong 10,15). Handel med Syrien på Omris og Akabs tid antydes af den tilladelse, Ben-Hadad gav israelitterne til at åbne gader, eller handelskvarterer, i Damaskus, sådan som syrerne havde i Samaria (1 Kong 20,34). Profeterne afslører gentagne gange følgerne af udenlandsk handel for folket på Jotams, Akaz' og Hizkijas tid og på Jeroboam II's tid, under hvem stor materiel velstand blev opnået, efterfulgt af simpel luksus (Es 2,6; Es 2,7; Es 2,16; Hos 12,1; Hos 12,7; Hos 12,8; Am 6,3-6). I deres grådighed efter vinding kunne folket ikke overholde sabbatter og festdage (Am 8,5); jf. sabbatshandel og dens straf på genoprettelsens tid (Neh 13,15-22). »Kanaanæer« blev øgenavnet for handelsfolk (Zak 14,21; jf. Es 23,8).

II. Nytestamentlig tid.

Efter Alexanders erobringer i 333 f.Kr. blev handelen mellem Øst og Vest stærkt fremmet. Kolonier af jøder med handelsformål var blevet oprettet i Egypten og andre steder. Jødernes spredning i hele den græske og romerske verden øgede deres interesse for handel. Middelhavet, som en stor romersk sø under romersk beskyttelse, blev levende med handelsflåder. Galilæas Sø blev med sin enorme fiskeindustri centrum for en stor handelsinteresse til alle egne. Den told, der blev opkrævet i Galilæa, må have været betydelig. Matthæus blev kaldet fra sin opkræverpost til discipelskab (Matt 9,9); Zakæus og andre toldere blev rige ved at opkræve skatter fra store handelsinteresser som den med balsam. Jesus brugte ofte sin tids handel som illustration (Matt 13,45; Matt 25,14-30). Langs landets kyst var der flere havne, hvor skibe lagde til: Lydda, Joppe, Cæsarea; og længere mod nord Ptolemais, Tyrus, Sidon og Antiokia (havnen Seleukia).

Apostlen Paulus gjorde brug af skibe, som lagde til ved punkter på Lilleasiens kyst og ved øerne langs kysten, og som også drev kysthandel med Grækenland, Italien og Spanien, til at gennemføre sine missionsforetagender (ApG 13,4-13; ApG 16,11; ApG 18,18; ApG 20,13-16; ApG 21,1-8; ApG 27,1-44; ApG 28,1-14). Den hastighed, hvormed evangeliet spredte sig i hele den romerske verden i det 1. århundrede, skyldtes ikke så lidt brugen af de store romerske veje, delvis bygget som handelsruter, såvel som den stadige færden frem og tilbage af handelsfolk af enhver art; nogle af dem, som Akvila og Priskilla (ApG 18,2; ApG 18,18; ApG 18,26), Lydia (ApG 16,14; ApG 16,40) og Paulus selv (som var en omrejsende teltmager), var aktive i at udbrede den nye tro blandt hedningerne. I Jak 4,13 har vi en god fremstilling af livet for et stort antal jøder i denne periode, som ville »gå til en sådan by og blive dér et år og købe og sælge og tjene penge« (KJV).

Se også handel.

Edward Bagby Pollard