Edom

Navnet på Esau (se dette), 1 Mos 25,30: “Giv mig, jeg beder dig, noget af den røde ret [hebr. haadom, haadom, dvs. ‘den røde ret, den røde ret’] ... Derfor fik han navnet Edom”, dvs. Rød.

Idumæa (Es 34,5, 6; Ez 35,15). “Edoms mark” (1 Mos 32,3), “Edoms land” (1 Mos 36,16), var bjergfuldt (Obad. 1,8.9.19.21). Det blev kaldt landet, eller “Seirs bjerg”, de ujævne høje på østsiden af Araba. Det strakte sig fra den inderste del af Akababugten, den elanitisk bugt, til foden af Det Døde Hav (1 Kong 9,26), og omfattede blandt andre byer den klippeudhuggede Sela (se dette), almindeligvis kendt under det græske navn Petra (2 Kong 14,7). Det er en vild og barsk egn, gennemskåret af frugtbare dale. Dens gamle hovedstad var Bozra (Es 63,1). Landets tidlige indbyggere var horitter. De blev udryddet af edomitterne (5 Mos 2,12), og mellem dem og Israels og Judas konger var der hyppigt krig (2 Kong 8,20; 2 Krøn 28,17).

På udvandringens tid nægtede de vrangvilligt israelitterne tilladelse til at drage gennem deres land (4 Mos 20,14-21), og siden opretholdt de altid en fjendtlig holdning over for dem. De blev erobret af David (2 Sam 8,14; jf. 1 Kong 9,26), og senere af Amasja (2 Krøn 25,11, 12). Men de genvandt igen deres uafhængighed, og i senere år, under det jødiske kongeriges tilbagegang (2 Kong 16,6; RV randnote, “edomitter”), førte de krig mod Israel. De sluttede sig til kaldæerne, da Nebukadnesar indtog Jerusalem, og bagefter invaderede de og tog den sydlige del af Israels land i besiddelse så langt som til Hebron. Til sidst kom Edom dog under den voksende kaldæiske magt (Jer 27,3, 6).

Der findes mange profetier om Edom (Es 34,5, 6; Jer 49,7-18; Ez 25,13; 35,1-15; Joel 3,19; Am 1,11; Obad.; Mal 1,3, 4), som er blevet opfyldt på bemærkelsesværdig måde. Landets nuværende øde tilstand er et vedvarende vidnesbyrd om disse profetiers inspiration. Efter at have eksisteret som folk i over sytten hundrede år er de fuldstændig forsvundet, og selv deres sprog er glemt for altid. I Petra, “hvor konger holdt hof, og hvor stormænd samledes, bor intet menneske; det er overladt ved lod til fugle, dyr og krybdyr.”

Edomitterne var semitter, nært beslægtede med israelitterne i blod og sprog. De fordrev horitterne fra Seirs bjerg; selv om det fremgår klart af 1 Mos 36, at de senere giftede sig ind i den erobrede befolkning. Edomitiske stammer slog sig også ned i den sydlige del af Juda, ligesom kenizzitterne (1 Mos 36,11), som Kaleb og Otniel tilhørte (Jos 15,17). Den sydlige del af Edom var kendt som Teman.