Hetitter

Israels land og Syrien synes oprindeligt at have været beboet af tre forskellige stammer.

Semitterne, som boede øst for Suez-tangen. De var nomadiske hyrdestammer.

Fønikerne, som var købmænd og handelsfolk; og

hetitterne, som var det krigerske element i denne stammeføderation. De beboede hele området mellem Eufrat og Damaskus; deres vigtigste byer var Karkemish ved Eufrat og Kadesh, nu Tell Neby Mendeh, i Orontes-dalen, omkring seks miles syd for Homs-søen. Disse hetitter synes at være steget til stor magt som nation, for i lang tid var de farlige rivaler til de egyptiske og assyriske riger. I Josvabogen fremstår de altid som den dominerende folkegruppe nord for Galilæa.

Omkring det treogtyvende århundrede f.Kr. rykkede den syriske føderation, sandsynligvis ledet af hetitterne, frem mod Nedre Egypten, som de tog i besiddelse, og gjorde Soan til deres hovedstad. Deres herskere var hyksos, eller hyrdekongerne. Til sidst blev de endeligt drevet ud af Egypten. Ramses II søgte hævn over de “usle Kheta”, som han kaldte dem, og mødte og besejrede dem i det store slag ved Kadesh, fire århundreder efter Abraham.

De nævnes første gang i Skriften i beretningen om Abraham, som købte marken og Makpelas hule af hetitten Efron (1 Mos 15,20: 23,3-18). De var da bosat i Kirjat-Arba. Fra denne stamme tog Esau sine første to hustruer (26,34; 36,2).

Senere nævnes de på sædvanlig måde blandt indbyggerne i det forjættede land (2 Mos 23,28). De var nært forbundet med amoritterne og nævnes ofte sammen med dem som dem, der beboede bjergene i Israels land. Da spejderne gik ind i landet, synes de sammen med amoritterne at have besat Judas bjergland (4 Mos 13,29). De sluttede sig til de andre kana'anæere mod israelitterne (Jos 9,1; 11,3).

Efter dette er der kun få henvisninger til dem i Skriften. Der nævnes “hetitten Ahimelek” (1 Sam 26,6) og “hetitten Urias”, en af Davids øverste officerer (2 Sam 23,39; 1 Krøn 11,41). På Salomos tid var de en mægtig føderation i det nordlige Syrien og blev regeret af “konger”. Efter eksilet møder man dem stadig som et særskilt folk (Ezra 9,1; jf. Neh 13,23-28).

De hebraiske købmænd udførte heste fra Egypten ikke blot til Israels konger, men også til hetitterne (1 Kong 10,28, 29). Fra de egyptiske monumenter lærer vi, at “hetitterne var et folk med gul hud og ‘mongoloide’ træk, hvis vigende pander, skrå øjne og fremstående overkæber er gengivet lige så trofast på deres egne monumenter som på Egyptens, så vi ikke kan anklage de egyptiske kunstnere for at karikere deres fjender. Amoritterne var derimod et højt og smukt folk. De afbildes med hvid hud, blå øjne og rødligt hår, kort sagt alle den hvide races kendetegn” (Sayces The Hittites). Hetitterstammernes oprindelige hjemsted var Taurusbjergkæderne. De hørte til Lilleasien og ikke til Syrien.