Hetitter

hit'-its (bene cheth, chittim; Chettaioi): Et af de syv folkeslag, som Israel erobrede i Israels land.

I. GAMMELTESTAMENTLIGE OMTALER

1. Opregning af folkeslag

2. Enkeltpersoner

3. Senere omtale

II. HISTORIE

1. Kilder

2. Kronologi

3. Egyptiske invasioner: det XVIII. dynasti

4. "Den store konge" 5. Egyptiske invasioner: det XIX. dynasti

6. Magtens tilbagegang: arisk invasion

7. Anden ariske invasion

8. Assyriske invasioner

9. Invasion ved Assur-nasir-pal

10. Invasioner ved Shalmaneser II og Rimmonnirari III

11. Opstande og invasioner

12. Hetittermagtens opløsning

13. Mongoler i Syrien

III. SPROG

1. Mongolsk race

2. Hetittiske og egyptiske monumenter

3. Hår og skæg

4. Hetittisk klædedragt

5. Hetittiske navne

6. Ordforråd i Pterium-brevene

7. Tell el-Amarna-tavle

IV. RELIGION

1. Polyteisme: Guddommes navne

2. Religiøs symbolik

V. SKRIFT

1. Kileskrift og hieroglyffer

2. Beskrivelse af tegn

3. Tolkning af monumenter

LITTERATUR

I. Gammeltestamentlige omtaler.

1. Opregning af folkeslag:

"Hets sønner" omtales 12 gange og hetitterne 48 gange i Det Gamle Testamente. I 21 tilfælde forekommer navnet i opregningen af folkeslag i Syrien og Kanaan, som siges (1 Mos 10,6) at have været beslægtede med de tidlige indbyggere i Kaldæa og Babylon. Fra mindst 2000 f.Kr. vides denne befolkning, ud fra monumentale optegnelser, at have været dels semitisk og dels mongolsk; og den samme blandede race repræsenteres af de hetittiske optegnelser, som for nylig er blevet opdaget i Kappadokien og Pontus. Mens kana'anæerne ("lavlandsfolk"), amoritterne (sandsynligvis "bjergfolk"), hivvitterne ("stammefolk") og perizzitterne ("landboer") således bærer semitiske betegnelser, synes hetitterne, jebusitterne og girgashitterne at have ikke-semitiske navne. Ezekiel (16,3.15) omtaler jebusitterne som et blandet hetittisk-amorittisk folk.

2. Enkeltpersoner:

Navnene på hetitter, der omtales i Det Gamle Testamente, omfatter flere, som er semitiske (Ahimelek, Judit, Basemat osv.), men andre som Urias og Be'eri (1 Mos 26,34), der sandsynligvis er ikke-semitiske. Urias synes at have giftet sig med en hebraisk hustru (Batseba), og Esau giftede sig på samme måde med hetittiske kvinder (1 Mos 26,34; 1 Mos 36,2). På Abrahams tid læser vi om hetitter så langt mod syd som Hebron (1 Mos 23,3; 1 Mos 27,46), men der er ingen historisk usandsynlighed i dette på et tidspunkt, hvor den samme race synes (se ZOAN) at have hersket i Nildeltaet (men se Gray i The Expositor, maj 1898, 340 f).

3. Senere omtale:

I senere tider lå "hetitternes land" (Jos 1,4; Dom 1,26) i Syrien og nær Eufrat (se TAHTIM-HODSHI); skønt Urias (2 Sam 2) boede i Jerusalem, og Ahimelek (1 Sam 26,6) fulgte David. På Salomos tid (1 Kong 10,29) nævnes "hetitternes konger" sammen med "Syriens konger", og de var stadig mægtige et århundrede senere (2 Kong 7,6). Salomo selv giftede sig med hetittiske hustruer (1 Kong 11,1), og nogle få hetitter synes stadig at have været tilbage i syd (2 Krøn 8,7), selv på hans tid, hvis ikke efter fangenskabet (Ezra 9,1; Neh 9,8).

II. Historie.

1. Kilder:

Hetitterne var kendt af assyrerne som Chatti og af egypterne som Kheta, og deres historie er blevet meget fyldestgørende genfundet ud fra optegnelserne fra det XVIII. og XIX. egyptiske dynasti, fra Tell el-Amarna-brevene, fra assyriske annaler og, ganske for nylig, fra kopier af breve, som de hetittiske konger rettede til babyloniske herskere, opdaget af dr. H. Winckler i ruinerne af Boghaz-keui ("passets by"), det gamle Pterium i Pontus, øst for floden Halys. Den tidligst kendte omtale (King, Egypt and West Asia, 250) er fra Saamsu-ditanas regering, den sidste konge i det første babyloniske dynasti, omkring 2000 f.Kr., da hetitterne marcherede mod "Akkads land" eller "højlandene" nord for Mesopotamien.

2. Kronologi:

Hetitternes kronologi er blevet klarlagt gennem omtalerne af samtidige herskere i Babylonien, Matiene, Syrien og Egypten, som Winckler fandt i den ovennævnte hetittiske korrespondance, og den er af stor betydning for bibelhistorien, fordi den, sammenholdt med Tell el-Amarna-brevene, med de kassitiske monumenter fra Nippur, med de babyloniske krøniker og samtidige krøniker fra Babylon og Assyrien, tjener til at fastlægge dateringen af de egyptiske konger fra det XVIII. og XIX. dynasti, som tidligere var usikker med næsten et århundrede, men som nu kan anses for fastlagt inden for få år. Fra Tell el-Amarna-brevene vides det, at Thothmes IV var samtidig med faderen til Adad-nirari af Assyrien (Berlin nummer 30), og Amenophis IV med Burna-burias af Babylon (Brit. Mss. nummer 2); mens et brev fra Chattu-sil, den hetittiske samtidige til Rameses II, var rettet til Kadashman-Turgu af Babylon i anledning af hans tronbestigelse. Disse omtaler tjener til at vise, at de omtrentlige dateringer, som Brugsch gav for faraonerne, er mere korrekte end dem, Mahler foreslog; og den følgende tabel vil være nyttig for forståelsen af historien--idet Thothmes III vides at have regeret 54 år, Amenophis III mindst 36 år, og Rameses II 66 år eller mere. De omtrentlige dateringer synes således fastlagt.

3. Egyptiske invasioner: det XVIII. dynasti:

Efter at Hyksosfolket var blevet fordrevet fra Deltaet af Ahmose, grundlæggeren af det 18. (thebanske) dynasti, efter 1700 f.Kr., blev den store handelsvej gennem Isaels land og Syrien senere erobret af Thutmosis 1., som rejste et monument på Eufratis' vestbredding. Ahmoses erobringer blev opretholdt af hans efterfølgere Amenophis 1. og Thutmosis 1. og 2.; men da Thutmosis 3. blev myndig (omkring 1580 f.Kr.), stillede en stor liga af syriske stammer og kanaanæere, fra Sharuhen nær Gaza og "fra Egyptens vand så langt som til landet Naharaim" (Aram-naharaim), sig i opposition til denne farao i hans 22. regeringsår, anført af kongen af Kadesh – sandsynligvis Kadesh ved Orontes (nu Qedes, nord for Riblah) – men de blev slået ved Megiddo i det centrale Israels land; og i successive felttog ned til hans 31. år genvandt Thutmosis 3. Israels sletter og hele Syrien til Karkhemish ved Eufratis. I sit 29. år, efter erobringen af Tuneb (nu Tennib, vest for Arpad), nævner han Hittitternes tribut, herunder "ca. 113 kg sølv i 8 ringe, et stort stykke hvidt kostbart sten og zagu-træ." De var dog stadig magtfulde, og yderligere krige i Syrien blev ført af Amenophis 2., mens Thutmosis 4. også omtaler sit første "felttog mod Kheta-landet." Adad-nirari 1. skrev til Egypten for at sige, at Thutmosis 4. havde gjort sin fader (Bel-tiglat-Assur) til hersker over Marchasse-landet (sandsynligvis Mer'ash i det yderste nord for Syrien), og for at bede om hjælp mod "kongen af Hittitternes land." Mod denne races voksende magt styrkede Thutmosis 4. og hans søn Amenophis 3. sig gennem ægteskabsallianser med Kassiternes konger af Babylon og med de beslægtede herskere af Matiene, øst for Hittitternes syriske lande, og Kappadokien. Dusratta af Matiene, hvis søster Gilukhepa blev gift med Amenophis 3. i hans 10. år, skrev senere til denne farao for at bekendtgøre sin egen tronbestigelse (Am Tab, British Museum nr. 9) og hans sejr over Hittitterne, og sendte en to-hestevogn og en ung mand og ung kvinde som "bytte fra Hittitternes land."

4. "Den store konge":

Omkring denne tid (1480 f.Kr.) opstod en stor hittitisk hersker med det mærkelige navn Subbiliuliuma, svarende til Sapalulmi, høvding over Hattinai i Nord-Syrien, nævnt af Shalmaneser 2. i det 9. århundrede f.Kr. Han synes at have hersket fra Pterium og kalder sig selv "den store konge, den ædle konge af Hatti." Han allierede sig mod Dusratta med Artatama, konge over Harri eller Nord-Syrien. De syriske Hittitter i Marchassi, nord for Amoriternes land, blev kort efter anført af Edugamma fra Kinza (sandsynligvis Kittiz, nord for Arpad) i alliance med Aziru amoritisk, i et stort angreb på Fønikien og ned til Bashan, syd for Damaskus. Det ser således ud til, at Amoriteerne først havde nået denne region kort før Hebraernes erobring af Bashan. Amenophis 3. fjernede dem fra Fønikien, og Subbiliuliuma faldt over Kinza, efter at have sluttet en traktat med Egypten, og erobrede Edugamma og hans fader Suttatarra. Han erobrede også Ikata-landet, som tilsyneladende lå øst for Eufratis og syd for Karkhemish. Omkring 30 år senere, under Amenophis 4.'s regeringstid, blev Dusratta af Matiene myrdet, og hans rige blev angrebet af assyrierne; men Subbiliuliuma, skønt ikke en ven af Dusratta, med hvem han stridiggjorde om overherredømmet over Nord-Syrien, sendte hjælp til Dusrattas søn Mattipiza, hvem han satte på hans trone, idet han gav ham sin egen datter til ægteskab. Kort efter (omkring 1440 f.Kr.) underkastede Aziru amoritisk, som havde været underlagt Amenophis 3., sig denne samme store hittitiske hersker, og var snart i stand til at erobrer hele Fønikien ned til Tyrus. Alle egyptiske erobringer gik således tabt i slutningen af Amenophis 3.'s regeringstid og i Amenophis 4.'s. Kun Gaza synes at være bevaret, og Burna-burias fra Babylon skrev til Amenophis 4. om kanaanæernes oprør som begyndende i hans fader Kuri-galzus 1.'s tid (Am Tab, British Museum nr. 2), og om senere opstande i hans egen tid (Berlin nr. 7), som afbrød forbindelsen med Egypten. Assur-yuballidh fra Assyrien (Berlin nr. 9) skrev også til samme farao og erklærede, at forbindelserne med Assyrien, som gik tilbage til endog Assur-nadin-akhis tid (omkring 1550 f.Kr.), var ophørt. Omkring denne tidligere periode forteller Thutmosis 3., at han modtog gaver fra Assyrien. Egyptens sammenbrud efterlod således Hittitterne uafhængige i Nord-Syrien omkring den tid, hvor – ifølge Det Gamle Testamentes kronologi – Isaels land blev erobret af Josva. De anerkendte sandsynligvis Arandas, Subbiliuliumас efterfølger, som deres overherre.

5. Egyptiske invasioner: 19. dynasti:

Det 18. dynasti blev omkring 1400 f.Kr., eller lidt senere, efterfulgt af det 19., og Ramses I synes at have været den farao, som indgik den traktat, Mursilis, Arandas' bror, sluttede med Egypten. Men ved tronbestigelsen af Seti I, søn af Ramses I, forberedte de syriske stammer sig på at »gøre modstand i harrernes land« mod egypternes beslutning om at genvinde overherredømmet over deres land. Seti I hævder at have erobret »Kadesh (ved Orontes) i amoritternes land«, og man ved, at Mutallis, Mursilis' ældste søn, kæmpede mod Egypten. Ifølge hans yngre bror Hattusil var han en tyran, som til sidst blev fordrevet af sine undersåtter og døde før Kadashman-Turgus tronbestigelse (omkring 1355 f.Kr.) i Babylon. Hattusil, Ramses II's samtidige, greb derefter tronen som »hittitternes store konge« og »konge af Kus« (»Kush«, 1 Mos 2,3), et udtryk som på akkadisk betød »Vesten«. I sit 2. år rykkede Ramses II, efter erobringen af Ashkelon, frem så langt som til Beirut, og i sit 5. år rykkede han frem mod Kadesh, hvor han blev mødt af et forbund af de indfødte fra »Khetas land, Naharains land og alle Kati« (eller Kilikiens indbyggere); blandt disse forbundsfæller nævnes »fyrsten af Aleppo« særskilt. Pentaurs berømte digt giver en overdrevet skildring af den sejr, Ramses II vandt ved Kadesh over de allierede, som omfattede folkene fra Karkemish og fra mange andre ukendte steder; for det indrømmer, at den egyptiske fremrykning ikke blev fortsat, og at der blev sluttet fred. En anden krig fandt senere sted (da Ramses II's sønner var gamle nok til at deltage), og der blev da udkæmpet et slag ved Tuneb (Tennib), langt nord for Kadesh, sandsynligvis omkring 1316 f.Kr. Den berømte traktat mellem Ramses II og Chattusil blev derefter indgået, i den førstnævntes 21. år. Den blev indgraveret på en sølvtavle, som på bagsiden havde billedet af Set (eller Sutekh), hittitternes himmelgud, og blev bragt til Egypten af Tar-Tessubas, den hittitiske udsending. De to »store konger« forhandlede med hinanden som ligemænd og dannede et defensivt og offensivt forbund med udleveringsklausuler, som viser tidens fremskredne civilisation. I sit 34. regeringsår giftede Ramses II (som da var over 50 år gammel) sig med en datter af Chattusil, som skrev til en søn af Kadashman-Turgu (sandsynligvis Kadashman-burias) for at underrette denne kassitiske hersker i Babylon om begivenheden. Han skriver i et andet brev, at han var knyttet ved ægteskab til Kadashman-Turgus far, men forholdet mellem de kassitiske herskere og hittitterne var ikke særlig hjerteligt, og der blev fremsat klager fra begge sider. Chattusil døde før Ramses II, som regerede til en meget høj alder; for denne (og hans dronning) skrev breve til Pudukhipa, enken efter denne fremgangsrige hittitiske overherre. Han blev efterfulgt af Dudhalia, som kalder sig »den store konge« og »søn af Pudukhipa, den store dronning, dronning over landet for Chattis by«.

6. Magtens tilbagegang: arisk invasion:

Den hittitiske magt begyndte nu imidlertid at gå tilbage som følge af angreb fra vest fra fjendtlige ariske indtrængere. I Seti Merenptah II's 5. år, søn af Ramses II, plyndrede disse lyse »folk fra nord« de syriske kyster og rykkede endda frem til Belbeis og Heliopolis i Egypten, i forbund med libyerne vest for deltaet. De blev besejret, og Merenptah synes at have forfulgt dem helt til Pa-Kan'-ana nær Tyrus. En tekst fra hans 5. år (fundet af dr. Flinders Petrie i 1896) taler om dette felttog og siger, at mens »Israel er ødelagt«, er »hittitterne bragt til ro«; for Merenptah synes at have stået på god fod med dem og tillod, at korn blev sendt med skibe »for at bevare livet for dette folk fra Chatti«. Dudchalia blev efterfulgt af sin søn »Arnuanta, den store konge«, af hvem dr. Winckler har fundet et tosproget segl med hittitiske tegn og kileskriftstegn; men forbundet af hittitiske stammer, som så længe havde modstået Egypten, synes at være blevet opløst af disse katastrofer og af Assyriens voksende magt.

7. Anden ariske invasion:

En anden invasion fra ariernes side fandt sted under Ramses III's regering (omkring 1200 f.Kr.), da »uro greb folkene fra nord«, og »intet folk stod sig mod deres våben, begyndende med folkene fra Chatti, Kati, Karkemish og Aradus«. Indtrængerne, heriblandt Danai (eller tidlige grækere), kom til Egypten til lands og til søs, men blev igen besejret, og Ramses III – den sidste af de store faraoner – forfulgte dem langt mod nord og antages endda af Brugsch at have erobret Cypern. Blandt de byer, han indtog, nævner han Karkemish, og blandt hans fanger var »den elendige konge af Chatti, en levende fange«, og »den elendige konge af amoritterne«.

8. Assyriske invasioner:

Et halvt århundrede senere (1150 f.Kr.) begyndte assyrerne at invadere Syrien, og Assur-ris-isi nåede Beirut; for allerede så tidligt som omkring 1270 f.Kr. havde Tukulti-Ninip af Assyrien erobret kassitterne og sat en semitisk fyrste på deres trone i Babylon. Tidligt i sin regering (omkring 1130 f.Kr.) hævder Tiglat-pileser I at have undertvunget 42 konger, idet han marcherede »til Eufrats vadesteder, Chattis land og den øvre hav ved den nedgående sol« – altså Middelhavet. Soldater fra Chatti havde taget byerne Sumasti (sandsynligvis Samosata), men den assyriske erobrer lod sine soldater svømme over Eufrat på skindsække og angreb således »Karkemish i hittitternes land«. Moschierne i Kappadokien var tilsyneladende af hittitisk race og blev regeret af 5 konger; i 50 år havde de krævet tribut i Kommagene (det nordøstlige Syrien), og de blev besejret, skønt de stillede 20.000 mand i felten mod Tiglat-pileser I. Han rykkede frem til Kumani (sandsynligvis Comana i Kappadokien) og til Arini, som tilsyneladende var den hittitiske hovedstad kaldet Arinas (nu Iranes), vest for Cæsarea i samme område.

9. Invasion ved Assur-nacir-pal:

Hittitternes magt blev således brudt af Assyrien, men de fortsatte dog kampen i mere end 4 århundreder derefter. Efter Tiglat-Pileser I's nederlag til Marduk-nadin-akhi af Babylon (1128-1111 f.Kr.) er der et hul i de assyriske optegnelser, og næste gang hører vi om hittitterne i Assur-nacir-pals regeringstid (883-858 f.Kr.); han trængte ind i Kommagene og tog tribut fra "Bachians søn af Chatti-landet" og fra "Sangara af Karkemish i Chatti-landet", så det ser ud til, at hittitterne ikke længere anerkendte én enkelt "storkonge". De var dog stadig rige, at dømme efter byttet, der blev taget i Karkemish, som omfattede 20 talenter sølv, perler, kæder og sværdskeder af guld, 100 talenter kobber, 250 talenter jern og bronzegenstande fra paladset, der forestillede hellige tyre, skåle, bægre og røgelseskar, lejer, sæder, troner, fade, redskaber af elfenben og 200 slavepiger, foruden broderede dragter af linned og af sorte og purpurfarvede stoffer, ædelsten, elefantstødtænder, vogne og heste. Den assyriske fremrykning fortsatte til `Azzaz i Nordsyrien og til Afrin-floden i Chattinai-folkets land, som uden tvivl var hittitter, hvor lignende bytte nævnes, sammen med 1.000 okser og 10.000 får: pagutu, eller "køllerne", som de syriske konger brugte som sceptre, og som ofte er afbildet på hittitiske monumenter, nævnes særskilt i denne optegnelse. Assur-nacir-pal nåede Middelhavet ved Arvad og modtog tribut fra "konger ved havkysten", herunder dem i Gebal, Sidon og Tyrus. Han høstede hittitternes korn, og fra Amanus-bjerget i Nordsyrien tog han stammer af ceder, fyr, buksbom og cypres.

10. Invasioner ved Shalmaneser II og Rimmonnirari III:

Hans søn Shalmaneser II (858-823 f.Kr.) invaderede også Syrien i sit 1. år og nævner igen Sangara af Karkemish sammen med Sapalulmi af Chattinai. I Kommagene bar Gamgumernes høvding det gamle hittitiske navn Mutallis. I 856 f.Kr. angreb Shalmaneser II Mer'-ash og rykkede frem via Dabigu (nu Toipuk) til `Azzaz. Fra Hattinai tog han 3 talenter guld, 100 sølv, 300 kobber, 1.000 bronzevaser og 1.000 broderede dragter. Han modtog også en datter af Mutallis og en anden syrisk prinsesse som hustruer. To år senere foretog 120.000 assyrere et plyndringstogt i samme område, men fremrykningen mod syd blev standset af det store syriske forbund, som kom Irchulena, kongen af Hamat, til hjælp; han blev først undertvunget omkring 840 f.Kr. I 836 f.Kr. blev folket i Tubal og Kati-folket i Kappadokien og Kilikien igen angrebet. I 831 f.Kr. blev Qubarna, vasalkongen over Chattinai i Syrien, myrdet af sine undersåtter, og en assyrisk tartanu, eller general, blev sendt for at genoprette ordenen. Oprørerne under Sapalulmi havde været forbundsfæller med Sangara af Karkemish. Adad-nirari III, Shalmaneser II's sønnesøn, var den næste assyriske erobrer: i 805 f.Kr. angreb han `Azzaz og Arpad, men syrernes modstand var svag, og gaver blev sendt fra Tyrus, Sidon, Damaskus og Edom. Denne erobrer siger, at han undertvang "hittitternes land, amoritternes land, til grænserne af Sidons land", samt Damaskus, Edom og Filistæa.

11. Oprør og invasioner:

Men hittitterne var endnu ikke fuldstændig undertvunget og gjorde ofte oprør. I 738 f.Kr. nævner Tiglat-Pileser II blandt sine tributpligtige en høvding for Gamgumerne, der bar det hittitiske navn Tarku-lara, sammen med Pisiris af Karkemish. I 702 f.Kr. drog Sankerib fredeligt gennem "Chatti-landet" på vej til Sidon; for i 717 f.Kr. havde Sargon ødelagt Karkemish og taget mange af hittitterne til fange, sendt dem langt mod øst og erstattet dem med babyloniere. To år senere tog han på samme måde hamatitterne som fanger til Assyrien. Nogle af hittitterne kan være flygtet mod syd, for i 709 f.Kr. siger Sargon, at kongen af Ashdod blev afsat af "folk af Chatti, som planlagde oprør, og som foragtede hans herredømme", og som i stedet indsatte Azuri.

12. Opløsning af hittitisk magt:

Hittitternes magt var således helt brudt før Sankeribs tid, men de var ikke fuldstændig udryddet, for i 673 f.Kr. taler Esarhaddon om "toogtyve konger af Chatti og nær havet". Hittitiske navne forekommer i 712 f.Kr. (Tarchu-nazi af Meletene) og i 711 f.Kr. (Mutallis af Kommagene), men derefter forsvinder de. Dog læser vi endog i en nyligt fundet tekst af Nebukadnesar (efter 600 f.Kr.), at "høvdinge i Chattim-landet, som grænser op til Eufrat mod vest, hvor jeg på befaling af Nergal, min herre, havde ødelagt deres herredømme, blev sat til at bringe stærke bjælker fra Libanons bjerg til min by Babylon." En hittitisk befolkning synes at have overlevet helt ind i romersk tid i Kilikien og Kappadokien, for (som dr. Mordtman bemærkede) bar en konge og hans søn i dette område begge navnet Tarkon-dimotos på Augustus' tid, ifølge Dio Cassius og Tacitus; og dette navn minder om Tarku-timme, kongen af Erine i Kappadokien, som forekommer på et monument, der viser ham ført som fange foran en assyrisk konge, mens det samme navn også forekommer på den tosprogede sølvknop, som var hovedet på hans scepter, indskrevet med hittitiske tegn og kileskrifttegn.

13. Mongoler i Syrien:

Den mongolske races magt forfaldt gradvist, efterhånden som de semitiske assyreres magt voksede; men endnu nu er de to racer i Syrien stadig blandet, og turkmenske nomader slår stadig lejr så langt mod syd som ved stedet for Kadesh ved Orontes, mens nogle få stammer af samme slægt (som kom ind i Syrien i middelalderen) stadig bor på Sharons og Esdraelons sletter, ligesom de sydlige hittitter boede blandt amoritterne ved Jerusalem og Hebron på Abrahams tid, før de blev drevet nordpå af Thothmes III.

III. Sprog.

1. Mongolsk race:

Spørgsmålene om race og sprog i tidlige tider, før de tidlige stammer blev blandet eller gik i forfald, kan ikke adskilles, og vi har rigeligt vidnesbyrd om hittitternes racetype og karakteristiske dragt. Den afdøde dr. Birch fra British Museum påpegede den mongolske karakter ved den hittitiske type, og hans opfattelse er meget almindeligt blevet antaget. I 1888 kalder dr. Sayce (The Hittites, 15, 101) dem »mongoloide« og siger: »De havde faktisk, ifølge kraniologerne, kendetegnene på en mongoloid race.« Dette var også Sir W. Flowers opfattelse; og hvis hittitterne var mongoler, ville det synes sandsynligt, at de talte en mongolsk dialekt. Det er også tydeligt, at de i så fald ville være beslægtet med den gamle mongolske befolkning i Kaldæa (folket i Akkad og Sumir eller »i højlandet og floddalen«), fra hvem de semitiske babyloniere fik deres tidligste civilisation.

2. Hittitter på egyptiske monumenter:

Den hittitiske type er fremstillet, ikke blot på deres egne monumenter, men på monumenter fra det XVIII. og XIX. egyptiske dynasti, herunder et farvelagt billede fra Ramses III's tid. Den type, der fremstilles, har kort hoved og vigende pande, en fremtrædende og undertiden ret krum næse, en kraftig kæbe og et skægløst ansigt. Hudfarven er gul, øjnene let skråtstillede, hovedhåret sort og samlet i en lang hårpisk bagpå. Ansigtstrækkene ligner sumerernes, som de er fremstillet på et basrelief ved Tel-loh (Zirgul) i Kaldæa, og ligner meget nogle af nutidens kirgisiske mongoler og nogle af de mere rent mongolske tyrkere. Gudeas hoved ved Zirgul viser på samme måde (omkring 2800 f.Kr.) den tyrkiske types brede kindben og skægløse ansigt; og sproget i hans tekster ligner, både i grammatik og ordforråd, i høj grad rent tyrkisk sprog.

3. Hår og skæg:

Blandt mongolske folk vokser skægget først sent i livet, og blandt akkaderne fremstilles det sjældent – undtagen når det gælder guder og gamle konger. Det store basrelief, som Koldewey fandt i Babylon, og som fremstiller en hittitisk tordengud med en lang hårpisk og (på bagsiden) en hittitisk indskrift, har skæg, men hovederne med hårpisk på andre hittitiske monumenter er som regel skægløse. Ved Iasili-Kaia – klippehelligdommen nær Pterium – er kun den øverste gud skægget, og alle de andre mandlige figurer er skægløse. Ved Ibreez i Lykaonien er den vældige gud, som holder korn og druer i hænderne, skægget, og tilbederen, der nærmer sig ham, har også skæg, og hans hår er sat i den særlige stil, som kendetegner de semitiske babyloniere og assyrere. Denne type kan repræsentere semitisk blanding, for M. Chantre fandt ved Kara-eyak i Kappadokien tavler på semitisk babylonisk, der repræsenterer handelsmænds breve, måske så gamle som 2000 f.Kr. Typen hos figurerne fra Ibreez er blevet sagt at ligne typen hos nutidens armenske bønder; men selv om armenierne er ariere af den gamle frygiske stamme, og deres sprog næsten rent arisk, har de blandet sig med de tyrkiske og semitiske racer og er endda blevet sagt at ligne jøderne. Der kan derfor kun lægges ringe vægt på sammenligning med moderne blandingstyper. Den hittitiske hårpisk er meget karakteristisk for en mongolsk race. Den blev påtvunget kineserne af manchuerne i det 17. århundrede, men den er ukendt blandt ariske eller semitiske folk, selv om den synes at være fremstillet på nogle akkaddiske segl og på et basrelief, der afbilder de mongolske susianere i det 7. århundrede f.Kr.

4. Hittitisk dragt:

Hittitternes klædedragt på monumenterne synes også at pege på mongolsk oprindelse. Konger og præster bærer lange klæder, men krigere (og guderne ved Ibreez og Babylon) bærer korte kofter og den tyrkiske sko eller tøffel med opadbøjet tå, som dog også bæres af de hebraiske tributbringere fra Jehu på Salmanassar II's »sorte obelisk« (omkring 840 f.Kr.). Hittitiske guder og krigere vises med en høj, kegleformet hovedbeklædning, ganske som den der (med tilføjelse af den muslimske turban) kendetegnede tyrkerne i det mindste så sent som i det 18. århundrede. Den korte kofte forekommer også på akkaddiske segl og basrelieffer, og i almindelighed kan hittitterne (som var fjender af lykierne, danai og andre ariere mod vest) anses for meget klart at være mongolske i fysisk type og dragt, mens kunsten på deres monumenter er nært beslægtet med de mest arkaiske akkaddiske og babyloniske skulpturer fra Mesopotamien. Det er naturligt at antage, at de var en gren af den samme bemærkelsesværdige race, som civiliserede Kaldæa, men som synes at have haft sit tidligste hjem i Akkad, eller »højlandet« nær Ararat og Medien, længe før ariske stammer viste sig enten i dette område eller i Ionien. Konklusionen stemmer også med Det Gamle Testamentes udsagn om, at hittitterne var beslægtet med Hams efterkommere i Babylonien og ikke med de »lyse« stammer (Jafet), herunder medere, ionere og andre ariske folk.

5. Hittitiske navne:

Allerede i 1866 bemærkede Chabas, at de hetittiske navne (hvoraf så mange er nævnt ovenfor) tydeligvis ikke var semitiske, og dette er almindeligvis blevet anerkendt. Amoritternes navne er derimod semitiske, og den type, der er repræsenteret, med brun hud, mørke øjne og mørkt hår, ørnenæseagtige træk og skæg, stemmer (som det almindeligvis anerkendes) med, at der er tale om en semitisk race. Der kendes nu omkring 60 af disse hetittiske navne, og de antyder ikke nogen arisk etymologi. De er helt forskellige fra de ariske mederes navne (såsom Baga-datta osv.), som nævnes af assyrerne, eller fra navnene på de vanniske konger, hvis sprog (som det fremgår af nyligt offentliggjorte tosprogede tekster på vannisk og assyrisk) meget klart synes at have været iransk--eller beslægtet med persisk og sanskrit--men som først forekommer i den senere assyriske tid. Sammenligninger med armensk og georgisk (afledt af frygisk og skytisk) viser heller ingen lighed i ordforråd eller syntaks, mens sammenligninger med akkadisk, kassitisk og moderne tyrkisk derimod straks antyder en sproglig forbindelse, som fuldt ud stemmer med det, der ovenfor er sagt om racetypen. Det almindelige element Tarku, eller Tarkhan, i hetittiske navne minder om det mongolske dargo og det tyrkiske tarkhan, der betyder en "stammehøvding". Sil er igen et akkadisk ord for en "hersker", og nazi er et element i både hetittiske og kassitiske navne.

6. Ordforråd i Pterium-brevene:

Det er også blevet bemærket, at ordforrådet i de hetittiske breve, som Chantre opdagede ved Pterium, minder om ordforrådet i det brev, som Dusratta af Matiene skrev til Amenophis III (Am Tab nummer 27, Berlin), og at Dusratta tilbad den hetittiske gud Tessupas. Et omhyggeligt studium af sproget i dette brev viser, at det både i syntaks og ordforråd må betragtes som mongolsk og som en dialekt af den akkadiske gruppe. Navneordets kasus er for eksempel de samme som i akkadisk og i moderne tyrkisk. Ikke færre end 50 ord og endelser er fælles for sproget i dette brev og i dem, som M. Chantre opdagede og tillagde hetitterne, hvis område grænsede umiddelbart op til Matiene. Flertallet af disse ord forekommer også i akkadisk.

7. Tell el-Amarna-tavle:

Men ud over disse tegn har vi et brev blandt Tell el-Amarna-brevene (Berlin nummer 10), skrevet af en hetittisk fyrste på hans eget sprog og med kileskrift. Det er fra (og ikke til, som Knudtzon fejlagtigt har antaget) en høvding ved navn Tarchun-dara og er adresseret til Amenophis III, hvis navn står først. I alle de andre breve følger afsenderens navn altid efter modtagerens. Brevets overordnede betydning er klar ud fra de kendte betydninger af de "ideogrammer", der bruges for mange ord; og det er også klart, at sproget er "agglutinerende" ligesom akkadisk. De suffigerede possessive pronominer følger navneordets flertalsendelse som i akkadisk, og præpositioner bruges ikke, som de gør i semitisk og arisk tale; verbets prekative form er også blevet erkendt som den samme, der bruges i akkadisk. Pronominerne mi, "min", og ti, "din", findes i mange levende mongolske dialekter (f.eks. det zyrianiske me og te); i akkadisk forekommer de også som mi og zi. Brevet indledes med den sædvanlige hilsen: "Brev til Amenophis III, den store konge, konge over Egyptens land (Mizzari-na), fra Tarchun-dara (Tarchundara-da), konge over Arzapis land (eller Arzaa), således. Hos mig er der velstand. For mine stormænd, mine hære, mit rytteri, for alt, hvad der er mit i alle mine lande, må der være velstand; (desuden?) må der være velstand: for dit hus, dine hustruer, dine sønner, dine stormænd, dine hære, dit rytteri, for alt, hvad der er dit i dine lande, må der være velstand." Brevet fortsætter med at tale om en datter af farao og om en sum guld, som sendes under opsyn af en udsending ved navn Irsappa. Det slutter (som i mange andre tilfælde) med en liste over gaver; disse sendes af "den hetittiske fyrste (Nu Chattu) fra landet Igait" (måske det samme som Ikata) og omfatter, foruden guldet, forskellige klædninger og ti stole af ibenholt indlagt med elfenben. Så vidt det på nuværende tidspunkt kan forstås, taler sproget i dette brev, som hverken i ordforråd eller syntaks bærer tegn på semitisk eller arisk tale, stærkt for den konklusion, at det indfødte hetittiske sprog var en dialekt af det, der i samme tidsalder blev talt af akkaderne, kassitterne og minyerne i Matiene.

IV. Religion.

1. Polyteisme: Guddommes navne:

Hetitterne tilbad, ligesom deres naboer, mange guder. Foruden Set (eller Sutekh), "himlens store hersker", og Ishtar (Ashtoreth), finder vi også (i Chattusils traktat) nævnt guder og gudinder for "bjergene og floderne i Chatti-landet", "det store hav, vindene og skyerne". Tessupas var kendt af babylonierne som et navn for Rimmon, tordenens og regnens gud. På et tosproget segl (med hetittiske tegn og kileskrifttegn), som nu er i Ashmolean Museum, finder vi gudinden Ischara nævnt; hendes navn svarede blandt kassitterne til Istar. De hetittiske guder fremstilles--ligesom assyrernes--stående oprejst på løver. En af dem (ved Samala i Syrien) har løvehoved ligesom Nergal. De troede også på dæmoner, ligesom akkaderne og andre.

2. Religiøs symbolik:

Deres panteon var således også mongolsk, og forslaget (fremsat af Dr. Winckler) om, at de tilbad indiske guder (Indra, Varuna) og den persiske Mithra, synes ikke blot usandsynligt, men støttes også næppe af de citater fra semitiske tekster, som denne tanke bygger på. Sfinksen findes som et hittitisk emblem ved Eyuk, nord for Pterium, sammen med den tohovedede ørn, som igen ved Iasili-kaia bærer et par guddomme. Den forekommer også ved Tel-loh som et akkadisk emblem og blev antaget af seldsjuk-tyrkerne omkring 1000 e.Kr. Ved Eyuk har vi en fremstilling af et optog, der bringer geder og væddere til et alter. Ved Iflatun-bunar er den vingede sol et emblem som i Babylonien. Ved Mer'-ash i Syrien bærer modergudinden sit barn, mens en ørn sidder på en harpe ved siden af hende. Ved Karkemish fremstilles den nøgne Ishtar med vinger. Den religiøse symbolik, ligesom guddommenes navne, peger således på en nær forbindelse med kassitternes og akkadernes emblemer og trosforestillinger.

V Skrift.

1. Kileskrift og hieroglyffer:

I det 16. århundrede f.Kr. og ned til det 13. århundrede brugte hittitterne kileskrifttegnene og det babyloniske sprog til korrespondance med udlandet. På segl og køllehoveder brugte de deres egne hieroglyffer sammen med kileskriften. Disse emblemer, som forekommer på arkaiske monumenter ved Hamat, Karkemish og Aleppo i Syrien, samt meget hyppigt i Kappadokien og Pontus og mindre hyppigt så langt mod vest som Ionien og mod øst ved Babylon, er nu bevist at være af hittitisk oprindelse, siden fundet af Arnuantas segl, som allerede er nævnt. Forslaget om, at de var hittitiske, blev først fremsat af afdøde Dr. W. Wright (British and Foreign Evangelical Review, 1874). Omkring 100 sådanne monumenter kendes nu, herunder segl fra Nineve og Kappadokien og hittitiske guldsmykker i Ashmolean Museum; og der kan næppe være tvivl om, at hvor teksterne ledsager gudefigurer, er de af votiv karakter.

2. Beskrivelse af tegn:

Skriften er helt særpræget, selv om mange af emblemerne ligner dem, der blev brugt af akkaderne. Der er i alt omkring 170 tegn, ordnet under hinanden i linjen--som hos akkaderne. Linjerne læses skiftevis fra højre mod venstre og fra venstre mod højre, idet profilemblemerne altid vender mod begyndelsen af hver linje.

Tolkningen af disse tekster er stadig et omstridt spørgsmål, men det mest værdifulde forslag til deres forståelse er det, som afdøde Canon Isaac Taylor fremsatte (se ALPHABET, 1883). Et syllabar, som senere blev brugt af grækerne på Cypern, og som findes vidt udbredt i Lilleasien, Egypten, Israels land, Kreta og endda på senere mønter i Spanien, blev af Dr. Taylor erkendt som afledt af de hittitiske tegn. Det blev tydet af George Smith ud fra en cypriotisk-fønikisk tosproget tekst og synes at give de lyde, der gælder for omkring 60 tegn.

3. Tolkning af monumenter:

Disse lyde bekræftes af de korte tosprogede tekster, som hidtil er kendt, og de synes i hvert fald i nogle tilfælde meget tydeligt at være de enstavelsesord, som på akkadisk gælder for lignende emblemer. Vi har således grundlaget for en sammenlignende undersøgelse ved hjælp af et kendt sprog og en kendt skrift--en metode, der ligner den, som satte Sir H. Rawlinson i stand til videnskabeligt at genvinde den tabte kileskrift, eller Champollion til at tyde de egyptiske hieroglyffer.

Se også ASIA MINOR, ARCHAEOLOGY OF; UDFORSKNINGEN AF ISRAELS LAND.

LITTERATUR.

De egyptiske omtaler findes i Brugschs A History of Egypt under the Pharaohs, 1879, og de assyriske i Schraders Cuneiform Inscriptions and the Old Testament, engelsk oversættelse, 1885. Chantres opdagelser er udgivet i hans Mission en Cappadoce, 1898, og Dr. H. Wincklers i Mitteilungen der deutschen Orient-Gesellschaft, nummer 35, december 1907. Humanns og Puchsteins undersøgelser, Reisen in Kleinasien und Nordsyrien, 1890, er også værdifulde for dette spørgsmål; det samme gælder Dr. Robert Koldeweys fund af et hittitisk monument i Babylon (Die hettische Inschrift, 1900). Det nylige fund af skulpturer på et sted nord for Samala ved professor Garstang er udgivet i Annals of Archaeology, I, nummer 4, 1908, af University of Liverpool. Disse skulpturer antages at stamme fra omkring 800 f.Kr., men der er endnu ikke fundet nogen ledsagende indskrifter. Nærværende forfatters synspunkter er udførligt fremlagt i hans Tell Amarna Tablets, 2. udgave, 1894, og i The Hittites and Their Languages, 1898. Dr. Sayce har gjort rede for sine undersøgelser i et lille bind, The Hittites, 1888, men mange opdagelser af Sir C. Wilson, Mr. D.G. Hogarth, Sir W. Ramsay og andre opdagelsesrejsende er siden blevet offentliggjort og er spredt i forskellige tidsskrifter, som ikke er let tilgængelige. Forslagene fra dr.erne Jensen, Hommel og Peiser i Tyskland om sammenligning med armensk, georgisk og tyrkisk har endnu ikke ført til nogen enighed; heller ikke Dr. Sayces forslag, der ser mod vannisk eller mod græsk; og der ventes stadig yderligere lys over tydningen af hittitisk. Se desuden professor Garstangs Land of the Hittites, 1910.

C. R. Conder