Forbandelse

kurs ('alah (4 Mos 5,21; 4 Mos 5,23; 4 Mos 5,17, osv.), me'erah (Ordsp 3,33; Mal 2,2, osv.), klalah (1 Mos 27,12; 1 Mos 27,13); katara (Gal 3,10; Gal 3,13)): Dette ord gengiver, som substantiv og verbum, forskellige hebraiske ord; nogle af dem er mere eller mindre synonyme og adskiller sig kun i styrkegrad. Det bruges ofte som modsætning til »velsigne« eller »velsignelse« (5 Mos 11,29). Når en forbandelse udtales mod en person, skal vi ikke forstå det som blot et ønske, hvor voldsomt det end måtte være, om at ulykke skal ramme den pågældende, lige så lidt som vi skal forstå en tilsvarende »velsignelse« som blot et ønske om, at lykke skal blive den persons lod, over hvem velsignelsen nedkaldes. En forbandelse blev anset for i sig selv at besidde en kraft til at virkeliggøre sig. Bøn er blevet defineret som et ønske rettet til Gud. Forbandelser (eller velsignelser) var onde ønsker eller bønner rettet til overnaturlige væsener, på hvis eksistens og magt til at gøre godt eller påføre skade det primitive menneske troede. Brugen af magi og besværgelser af enhver art bygger på troen på, at det er muligt at sikre sig støtte fra de overmenneskelige væsener, som universet er fuldt af, og at overtale dem til at udføre den bedendes ønsker. Det er blevet foreslået, at besværgelser blev skrevet på pergamentstykker og kastet for vinden i den tro, at de ville finde vej til deres rette bestemmelsessted--at et dæmonisk væsen ville fungere som postbud og aflevere dem på den rette adresse. I Zak 5,1-3 »går« den »flyvende bogrulle«, med forbandelser indskrevet på den, »ud over hele landets overflade«. Den ville finde vej ind i enhver tyvs og meneders hus. Men det var ikke altid muligt at nedskrive forbandelser; det var nok at udtale dem højt. Almindeligvis blev navnet på en eller anden guddom knyttet til sådanne forbandelser, ligesom Goliat forbandede David ved sine guder (1 Sam 17,43). Når sådanne forbandelser først var udtalt, besad de kraften til selvvirkeliggørelse. Det var skik, at familieoverhoveder i deres sidste år velsignede deres børn; en sådan velsignelse var ikke blot et faderligt ønske om, at børnene måtte trives i livet, men en virksom faktor i bestemmelsen af deres velfærd (1 Mos 9,25). I dette tilfælde søger Jakob sin fars velsignelse, som var mere end hans fars gode ønsker for hans fremtidige livsbane. Sådanne velsignelser og forbandelser var uafhængige af moralske hensyn. Før moralske skel spillede nogen rolle i udformningen af teologiske forestillinger, var det ikke nødvendigt, for at en besværgelse kunne være virksom, at den person, mod hvem besværgelsen blev udtalt, på moralsk grundlag havde fortjent den skæbne, der blev nedkaldt over ham. Det var tilstrækkeligt, at han var ophavsmanden til forbandelsens fjende. Vi kan antage, at sådanne forbandelser markerede begyndelsen på et slag. Men med tiden ville sådanne vilkårlige forbandelser ikke tilfredsstille en oplyst moralsk dømmekraft. I den dramatiske situation, der skildres i 5 Mos 11,29; 5 Mos 27,12 f, blev forbandelsen lagt på Ebals bjerg og velsignelsen på Garizims bjerg. Men forbandelsen var straffen for ulydighed, ligesom velsignelsen var belønningen for lydighed. Ordsprogenes Bog Ordsp 26,2 afviser kort og godt den traditionelle tro--»den grundløse forbandelse rammer ikke«. »I Jesu taler finder vi velsignelser og forbandelser. De er dog ganske enkelt autoritative erklæringer om den evige forbindelse mellem ret handling og lykke, forkert handling og elendighed« (Cheyne).

Mens forbandelser udtalt af almindelige personer blev anset for mere eller mindre virksomme--idet en eller anden gud altid kun var alt for villig til at fremskynde dem på deres vej mod bestemmelsesstedet--besad særlige personer--»hellige« personer--i kraft af deres særlige forhold til guddommelige væsener særlige kræfter til at udtale virkningsfulde forbandelser på grund af deres evne til at sikre sig overnaturlig hjælp. Bileam var ifølge beretningen i 4 Mos 22 en ekspert på området. Balak var overbevist om, at Bileams forbandelse ville medføre israelitternes nederlag (se Gray, »Numbers«, ICC).

Udtrykket--og det, der betegnes med det--spiller en vigtig rolle i Paulus' fortolkning af korset. I lovens lys er alle mennesker skyldige. Der er ingen frifindelse ved appel til en lov, der befaler og aldrig tilgiver--forbyder og aldrig giver efter. Lovovertræderen er under en forbandelse. Hans dom er blevet udtalt. Flugt er umulig. Men på korset udholdt Jesus Kristus forbandelsen--for »forbandet er enhver, der hænger på et træ« (Gal 3,10; Gal 3,13)--og en forbandelse, der har indhentet sit offer, er en opbrugt kraft.

Se straffe.

Jesus befaler sine disciple: »Velsign dem, der forbander jer« (Luk 6,28; jf. Rom 12,14). Han forbandede selv det frugtløse figentræ (Mark 11,21)--et symbol på et frugtløst folks dom.

Forbandelse som gengivelse af cherem indebærer en helt anden idé.

Se forbandet.

T. Lewis