Profet

(Hebr. nabi, fra en rod der betyder “at boble frem, som fra en kilde”, deraf “at ytre”, jf. Sl 45,1). Dette hebraiske ord er det første og mest almindeligt brugte ord for en profet. På Samuels tid begyndte et andet ord, ro’eh, “seer”, at blive brugt (1 Sam 9,9). Det forekommer syv gange med henvisning til Samuel. Senere blev et andet ord, hozeh, “seer” (2 Sam 24,11), anvendt. I 1 Krøn 29,29 bruges alle disse tre ord: “Samuel, seeren (ro’eh), Natan, profeten (nabi’), Gad, seeren” (hozeh). I Jos 13,22 kaldes Bileam (hebr.) en kosem, “spåmand”, et ord der kun bruges om en falsk profet.

“Profeten” forkyndte det budskab, der var givet ham, ligesom “seeren” skuede synet fra Gud. (Se 4 Mos 12,6, 8.) Således var en profet en talsmand for Gud; han talte i Guds navn og med hans myndighed (2 Mos 7,1). Han er den mund, gennem hvilken Gud taler til mennesker (Jer 1,9; Es 51,16), og derfor er det, profeten siger, ikke fra mennesker, men fra Gud (2 Pet 1,20, 21; jf. Hebr 3,7; ApG 4,25; 28,25). Profeterne var Guds umiddelbare redskaber til at meddele hans tanke og vilje til mennesker (5 Mos 18,18, 19). Hele Guds ord kan i denne generelle forstand kaldes profetisk, for så vidt som det blev skrevet af mennesker, der modtog den åbenbaring, de meddelte, fra Gud, uanset hvilken karakter den havde. Forudsigelse af fremtidige begivenheder var ikke en nødvendig, men kun en tilfældig del af det profetiske embede. Den store opgave, der blev givet til de profeter, som Gud lod fremstå blandt folket, var “at rette moralske og religiøse misbrug, at forkynde de store moralske og religiøse sandheder, som er forbundet med Guds karakter, og som ligger til grund for hans styre.”

Enhver, der var Guds talsmand til mennesker, kunne således kaldes en profet. Derfor regnes Enok, Abraham og patriarkerne, som bærere af Guds budskab (1 Mos 20,7; 2 Mos 7,1; Sl 105,15), og også Moses (5 Mos 18,15; 34,10; Hos 12,13), blandt profeterne. Israels halvfjerds ældste (4 Mos 11,16-29), “profeterede, da ånden hvilede over dem”; Asaf og Jedutun “profeterede med harpe” (1 Krøn 25,3). Mirjam og Debora var profetinder (2 Mos 15,20; Dom 4,4). Titlen har således en bred anvendelse om alle, der har budskaber fra Gud til mennesker.

Men selv om den profetiske gave således blev udøvet fra begyndelsen, begyndte profetstanden som sådan med Samuel. Kollegier, “profetskoler”, blev oprettet til oplæring af profeter, som udgjorde en særskilt stand (1 Sam 19,18-24; 2 Kong 2,3, 15; 4,38), og den fortsatte indtil afslutningen af Det Gamle Testamente. Sådanne “skoler” blev oprettet i Rama, Betel, Gilgal, Gibea og Jeriko. Profeternes “sønner” eller “disciple” var unge mænd (2 Kong 5,22; 9,1, 4), som levede sammen ved disse forskellige “skoler” (4,38-41). Disse unge mænd blev ikke blot undervist i den grundlæggende verdslige kundskab, men de blev opdraget til at udøve profetens embede, “at prædike ren moral og hjertets tilbedelse af Jehova og at virke sammen med og sideordnet med præsteskabet og kongemagten for at lede staten ret og standse alle forsøg på lovløshed og tyranni.”

På Det Nye Testamentes tid fortsatte det profetiske embede. Vor Herre omtales ofte som en profet (Luk 13,33; 24,19). Han var og er Kirkens store Profet. Der fandtes også i Kirken en særskilt stand af profeter (1 Kor 12,28; Ef 2,20; 3,5), som bragte nye åbenbaringer fra Gud. De adskilte sig fra “læreren”, hvis embede var at viderebringe sandheder, der allerede var åbenbaret.

Af Det Gamle Testamentes profeter er der seksten, hvis profetier udgør en del af den inspirerede kanon. De inddeles i fire grupper:

Profeterne i Nordriget (Israel), nemlig Hoseas, Amos, Joel og Jonas.

Profeterne i Juda, nemlig Esajas, Jeremias, Obadias, Mika, Nahum, Habakkuk og Sefanias.

Profeterne fra fangenskabet, nemlig Ezekiel og Daniel.

Profeterne fra genoprettelsen, nemlig Haggaj, Zakarias og Malakias.