Jeroboam

jer-o-bo'-am (yarobh`am; Septuaginta Hieroboam, som almindeligvis antages at være afledt af riyb og `am og at betyde »folket strider« eller »han fører folkets sag«): Navnet blev båret af to konger i Israel.

(1) Jeroboam I, søn af Nebat, en efraimit, og af Serua, en enke (1 Kong 11,26-40; 1 Kong 11,12-14). Han var den første konge i Israel efter rigets deling, og han regerede i 22 år (937-915 f.Kr.).

I. Jeroboam I

1. Kilder:

Jeroboams historie findes i 1 Kong 11,26-40; 1 Kong 12,1-14; 2 Krøn 10,1-11; 2 Krøn 11,14-16; 2 Krøn 12,15; 2 Krøn 13,3-20 og i et indskud i Septuaginta efter 1 Kong 12,24 (a-z). Dette indskud dækker omtrent det samme område som den masoretiske tekst og Septuaginta andre steder, med nogle tilføjelser og variationer. Det forhold, at det kalder Jeroboams mor en porne (skøge) og hans hustru den egyptiske prinsesse Ano (sammenlign 1 Kong 1); at Jeroboam straffes med sin søns død, før han har gjort noget forkert; at episoden med profetens kappe først forekommer ved mødet i Sikem; at Jeroboam slet ikke udråbes til konge – alt dette viser, at passagen er ringere end den masoretiske tekst. Uden tvivl er den et fragment af et historisk værk, som på den senere midrashs måde har kombineret historie og tradition og gjort temmelig fri brug af den historiske kerne.

2. Hans opstigen og oprør:

Jeroboam, som en højt begavet og tapper ung efraimit, kommer tidligt i Salomos regeringstid til hans kendskab (1 Kong 11,28; sammenlign 9,15.24). Da kongen havde bemærket hans evner, gjorde han ham til opsynsmand over befæstningsarbejderne og det offentlige arbejde i Jerusalem og satte ham over hoveriet fra Josefs hus. Det forhold, at det sidstnævnte udtryk kan stå for alle de ti stammer (sammenlign Am 5,6; Am 6,6; Obad 1,18), viser stillingens betydning; men den brugte han til at lægge planer mod kongen. Uden tvivl havde han folkets støtte i sine planer. Gamle fordomme (2 Sam 19,40; 2 Sam 19,20) blev forstærket, da israelitiske interesser blev gjort underordnede under Juda og kongen, mens tvangsarbejde og tyngende beskatning fyldte folkets hjerter med bitterhed og skinsyge. Jeroboam, søn af en enke, ville være den første til at mærke undertrykkelsens bitterhed og til at give folkets lidelse stemme. Desuden havde han støtte fra profeten Akija fra den gamle helligdom i Shilo, som ved at rive sin nye kappe i tolv stykker og give ti af dem til Jeroboam meddelte ham, at han skulle blive konge over de ti stammer. Josefus siger (Ant., VIII, vii, 8), at Jeroboam blev ophøjet ved profetens ord, »og da han var en ung mand med et varmt sind og ærgerrig efter storhed, kunne han ikke holde sig i ro«, men forsøgte straks at få regeringen i sine hænder. For en tid mislykkedes sammensværgelsen, og Jeroboam flygtede til Egypten, hvor han blev modtaget og venligt behandlet af Shishak, efterfølgeren til Salomos svigerfar.

3. De ti stammers oprør:

Salomos venlige og imponerende personlighed havde kunnet dæmme op for den bølge af utilfredshed, som hans undertrykkende styre havde vakt, og som ved hans død brød alle skranker. Ikke desto mindre lovede de nordlige stammer ved en folkeforsamling holdt i Sikem højtideligt at tjene Rehabeam, Salomos søn, som allerede var blevet udråbt til konge i Jerusalem, på betingelse af at han ville lette de byrder, der så uretfærdigt hvilede på dem. I stedet for at modtage det magna charta, de forventede, gav kongen dem i en despotisk ånd et hårdt svar, og Josefus siger, at »folket blev ramt af hans ord, som af en jernhammer« (Ant., VIII, viii, 3). Men despotiet tabte dagen. Kongens hårde svar blev mødt af folkets Marseillaise:

»Hvilken del har vi i David?

Vi har heller ingen arv i Isajs søn:

Til jeres telte, Israel!

Sørg nu for dit eget hus, David« (1 Kong 12,16).

Da Rehabeam så, hvilken vending sagerne havde taget, men stadig var uvillig til at give indrømmelser, sendte han Adoram, som i mange år havde stået over hoveriet (1 Kong 5,14; 1 Kong 12,18), og som uden tvivl tidligere havde slået utilfredshed ned, for at tvinge folket til underkastelse, muligvis netop med de metoder, han havde truet med at bruge (1 Kong 12,14). Forsøget mislykkedes imidlertid. Den gamle Adoram blev stenet til døde, mens Rehabeam skændigt måtte flygte tilbage til Jerusalem, kun som konge over Juda (1 Kong 12,20). Således blev Davids store værk for et forenet kongerige knust af ringere mænd, som satte personlige ambitioner over store idealer.

4. Valget:

Så snart Jeroboam hørte, at Salomo var død, vendte han tilbage fra sit tvungne eksil i Egypten og bosatte sig i sin fødeby, Sereda, i Efraims bjergland Septuaginta 1 Kong 12,20 ff). De nordlige stammer, som havde forkastet Davids hus, vendte sig nu til lederen og måske anstifteren af revolutionen. Jeroboam blev tilkaldt og ophøjet til tronen ved folkeforsamlingens valg og godkendelse. Skønt han var guddommeligt udset til sin opgave og havde folkets godkendelse, formåede Jeroboam alligevel ikke at hæve sig til sine mulighedernes storhed, og hans kongerige degenererede til et rent militærmonarki, aldrig stærkere end den hersker, som tilfældigvis sad på tronen. I forsøget på at undgå den Skylla, der truede dets frihed og tro (1 Kong 11,33), styrede nationen ind i revolutionens og anarkiets Karybdis, hvori den til sidst gik til grunde.

5. Politiske begivenheder:

Straks efter sin tronbestigelse befæstede Jeroboam Sikem, den største by i det centrale Israel, og gjorde den til sin hovedstad. Senere befæstede han Penuel i landet øst for Jordan. Ifølge 1 Kong 14,17 var Tirsa hovedstad i den sidste del af hans regeringstid. Om Jeroboams ydre forbindelser ved man meget lidt ud over det faktum, at der bestandig var krig mellem ham og Rehabeam (1 Kong 14,30). I 2 Krøn 13,2-20 læser vi om en lidet ærefuld krig med Abija af Juda. Da Shishak invaderede Juda (1 Kong 14,25), skånede han ikke Israel, som det fremgår af hans indskrift på templet i Karnak, hvor der gives en liste over de byer, han indtog. Disse hører både til Nordisrael og til Juda, hvilket viser, at Shishak krævede tribut dér, selv om han kun brugte vold i Juda. Det faktum, at Jeroboam med held gennemførte en revolution, men ikke formåede at grundlægge et dynasti, viser, at hans styrke lå mere i hans personligheds kraft end i hans princippers soliditet.

6. Hans religiøse politik:

Trods revolutionens politiske succes så Jeroboam i den glorie, der omgav templet og dets ritual, en fare, som truede hans kongeriges varighed. Han frygtede med rette en reaktion til fordel for Davids hus, hvis folket, efter at oprørets første lidenskab havde lagt sig, gentagne gange foretog religiøse pilgrimsrejser til Jerusalem. Derfor besluttede han at oprette nationale helligdomme i Israel. I overensstemmelse hermed valgte han Betel, som fra umindelige tider havde været en af landets vigtigste helligdomme (1 Mos 28,19; 1 Mos 35,1; Hos 12,4), og Dan, der også havde været et helligt sted siden erobringen, som Israels vigtigste gudsdyrkelsescentre. Jeroboam lavede nu »to guldkalve« som symboler på Jahves styrke og skabende kraft og opstillede dem i helligdommene i Betel og Dan, hvor der allerede fandtes altre og andre hellige genstande. Det ser ud til, at mange af de præster, der stadig var i landet, var imod hans billeddyrkelse (2 Krøn 11,13). Derfor fandt han det nødvendigt at indføre et nyt, ikke-levitisk præsteskab (1 Kong 13,33). Der blev også indstiftet en ny og folkelig fest efter forbillede af festerne i Jerusalem. Jeroboams politik kunne have været betragtet som et klogt politisk træk, hvis den ikke havde indeholdt den farlige appel til massernes lavere instinkter, som førte dem ind i hedenskabets umoral og fremskyndede nationens ødelæggelse. Jeroboam ofrede religionens højere interesser for politik. Dette var »Jeroboams, Nebats søns, synd, hvormed han fik Israel til at synde« (1 Kong 12,30; 1 Kong 16,26).

7. Profeternes fjendtlighed:

Det kan være, at mange af profeterne billigede Jeroboams religiøse politik. Uanset hvad flertallets holdning kan have været, var der uden tvivl en gruppe, som energisk modsatte sig billeddyrkelsen.

(1) Den anonyme profet.

På selve den dag, hvor Jeroboam indviede gudsdyrkelsen ved helligdommen i Betel, viste »en Guds mand fra Juda« sig i Betel og fordømte offentligt tjenesten. Indholdet af hans budskab var, at det kongelige alter en dag skulle vanhelliges af en hersker fra Davids hus. Profeten blev kun reddet fra kongens vrede ved et mirakel. »Alteret blev også revnet, og asken væltede ud fra alteret.« Denne beretning i 1 Kong 1 antages sædvanligvis at høre til en senere tid, men uanset hvornår den blev samlet, påvirkes beretningens almindelige historicitet kun lidt af det.

(2) Profeten Ahija.

På et senere tidspunkt, da Jeroboam havde virkeliggjort sin ambition, men ikke det ideal, som profeten havde stillet ham for øje, forudsagde Ahija følgerne af hans onde politik. Jeroboams ældste søn var blevet syg. Han tænkte på Ahija, som nu var gammel og blind, og sendte dronningen forklædt af sted for at få at vide, hvordan sygdommen ville ende. Profeten bød hende meddele Jeroboam, at Jeroboams hus skulle udryddes med rod og gren; at det folk, som han havde forført til afgudsdyrkelse, skulle rykkes op fra landet og føres bort hinsides floden; og, hårdest af alt, at hendes søn skulle dø.

8. Hans død:

Jeroboam døde i sit 22. regeringsår efter at have »testamenteret eftertiden ryet som en frafalden og en række endeløse revolutioner«.

S. K. Mosiman

(2) Jeroboam II (2 Kong 14,23-29), søn af Joash og Israels 13. konge; den 4. hersker i Jehus dynasti. Han regerede i 41 år. Hans tronbestigelse kan placeres omkring 798 f.Kr. (nogle daterer den senere).

II. Jeroboam II

1. Hans krigeriske politik:

Jeroboam kom til magten på toppen af den bølge af velstand, der fulgte efter, at hans far havde knust Damaskus’ overherredømme. Ved sin store sejr ved Afek, efterfulgt af andre, havde Joash genvundet det område, som Israel havde mistet under Jehu og Joahaz (2 Kong 13,17; 2 Kong 13,25). Dette tilfredsstillede Joash, eller også forhindrede hans død yderligere fjendtligheder. Jeroboam, der dengang var en ung mand, besluttede imidlertid at føre en gengældelseskrig mod Damaskus og at foretage yderligere erobringer. Forholdene i den østlige verden begunstigede hans planer, for Assyrien var på den tid under Shalmaneser III og Assurdan III engageret i en kamp på liv og død med Armenien. Da Syrien var svækket, besluttede Jeroboam at gøre et dristigt forsøg på at erobre og annektere hele det kongerige, hvis hovedstad var Damaskus. De enkelte trin i det felttog, hvorved dette blev gennemført, kender vi ikke. Kun resultatet er nedskrevet: ikke blot faldt det mellemliggende område i Jeroboams hænder, men Damaskus selv blev indtaget (2 Kong 14,28). Hamat blev taget, og dermed blev kongerigets østlige grænser genoprettet, som de havde været på Davids tid (1 Krøn 13,5). Fra Josvas tid havde »indgangen til Hamat« (Jos 13,5), et snævert pas, der førte ind i Libanonbjergenes dal, været den anerkendte nordgrænse for det lovede land. Dette indebar underkastelse af Moab og Ammon, som sandsynligvis allerede var tributpligtige under Damaskus.

2. Nye sociale forhold:

Jeroboams lange regeringstid på over 40 år gav tid til, at den indsamlede tribut fra dette stærkt udvidede område kunne strømme ind i Samarias skatkamre, og opkrævningerne blev håndhævet uden skånsel. Profeten Amos, en samtidig med Jeroboam i hans senere år, dvæler ved de grusomheder, som Hazael påførte stammerne øst for Jordan; han "tærskede Gilead med tærskevogne af jern" (Am 1,3). Alt dette ville nu blive husket, og rigdomme, som Nordriget ikke havde været vant til, strømmede ind i dets skatkamre. De hytter af ubrændte mursten, som borgerne havde boet i, blev erstattet af "huse af tilhugget sten" (Am 5,11). Elfenbenshuset, som Akab byggede i Samaria (1 Kong 22,39; der menes kun udsmykninger), blev efterlignet, og der var mange "store huse" (Am 3,15). Herskeren havde både et vinterpalads og et sommerpalads. Beskrivelsen af en festscene i en af disse paladsagtige boliger er livagtig i sin skildring. Gæsterne strakte sig på divanernes silkepuder, spiste kød af lam og fedekalve, drak vin af vældige skåle, sang tomme sange til lyden af harper, mens de selv var parfumerede og salvet med olie (Am 6,4-6). Imens sørgede de ikke over Josefs ulykke og bekymrede sig ikke om den uret, som landet var fuldt af. Side om side med denne luksus var landets fattige i den yderste nød. Et tilfælde, hvor en mand blev solgt som slave for prisen på et par sko, synes at være kommet profeten for øre, og han henviser to gange til det (Am 2,6; Am 8,6).

3. Vækst i ceremoniel gudsdyrkelse:

Med alt dette, og som en del af den sociale organisation, blomstrede en form for religion. Ritualet trådte i retfærdighedens sted; og i et mindeværdigt afsnit fordømmer Amos, at det ene erstattes af det andet (Am 5,21). Gudsdyrkelsen fandt sted i helligdommene for guldkalvene, hvor tilbederne kastede sig ned foran alteret, klædt i klæder, der var taget som et hårdt pant, og drak offervin købt for de penge, som dem der var blevet idømt bøde for ikke at være til stede dér, havde betalt (Am 2,8). Der var underordnede templer og altre i Gilgal og Beersheba (Am 4,4; Am 5,5; Am 8,14). Begge disse steder havde forbindelser med folkets tidlige historie og ville blive besøgt af tilbedere fra Juda såvel som fra Israel.

4. Sendelse til Amos:

Hen mod slutningen af hans regeringstid ser det ud til, at Jeroboam havde besluttet at give den centrale helligdom større pragt og værdighed, svarende til nationens øgede rigdom. Omtrent samtidig modtog Amos et kald til at gå til Betel og vidne imod hele det, der foregik dér. Han skulle forkynde, at disse helligdomme skulle lægges øde, og at Jahve ville rejse sværdet mod Jeroboams hus. (Am 7,9). Da Amasja, præsten i Betel, hørte hans fordømmelse, sandsynligvis fremsat mens han stod ved siden af alteret, sendte han et bud til kongen i Samaria for at fortælle ham om Amos' "sammensværgelse", og at landet ikke kunne udholde alle hans ord. Budbringeren bragte den melding, at Amos havde erklæret: "Jeroboam skal dø ved sværdet," hvad Amos ikke havde gjort. Da budbringeren var gået, havde præst og profet en heftig strid, og nye trusler blev udtalt (Am 7,10-17).

5. Jonas' profeti:

Den store udvidelse af territoriet, som Jeroboam erhvervede for Israel, erklæres at have været opfyldelsen af en profeti, der tidligere var udtalt af Jonas, Amittajs søn (2 Kong 14,25)--den samme, hvis sendelse til Nineve er emnet for Jonas' Bog (1,1). Det antydes også, at den redning, som nu var kommet, var det eneste alternativ til Israels fuldstændige udslettelse. Men Jahve sendte Israel en "frelser" (2 Kong 13,5), af nogle sat i forbindelse med den assyriske konge Ramman-nirari III, som knuste Damaskus og efterlod Syrien som et let bytte, først for Joash, dernæst for Jeroboam (se JEHOASH), men som historikeren synes at forbinde med Jeroboam selv (2 Kong 14,26; 2 Kong 14,27).

Jeroboam blev ved sin død efterfulgt af sin svage søn Zekarja (2 Kong 14,29).

W. Shaw Caldecott