Jeroboam

Folkets forøgelse.

Nebats søn (1 Kong 11,26-39), “en efratit”, den første konge over de ti stammer, som han regerede over i toogtyve år (976-945 f.Kr.). Han var søn af en enke fra Zereda, og mens han endnu var ung, blev han af Salomo forfremmet til øverste tilsynsmand over “byrden”, dvs. over grupperne af tvangsarbejdere. Påvirket af profeten Akijas ord begyndte han at danne sammensværgelser med det mål at blive konge over de ti stammer; men da disse blev opdaget, flygtede han til Egypten (1 Kong 11,29-40), hvor han blev i lang tid under Shishak I's beskyttelse. Ved Salomos død gjorde de ti stammer oprør og sendte bud for at indbyde ham til at blive deres konge. Rehabeams optræden begunstigede Jeroboams planer, og han blev derfor udråbt til “konge over Israel” (1 Kong 12: 1-20). Han genopbyggede og befæstede Sikem som hovedstad i sit rige. Han tog straks midler i brug for at fastholde den deling, der således var skabt mellem rigets to dele, og rejste i Dan og Betel, de to yderpunkter i hans rige, “guldkalve”, som han opstillede som symboler på Jehovah, idet han pålagde folket ikke længere at drage op for at tilbede i Jerusalem, men at bringe deres ofre til de helligdomme, han havde opført. Således blev han kendt som den mand, “der fik Israel til at synde.” Denne politik blev fulgt af alle Israels efterfølgende konger.

Mens han var i færd med at bringe røgelse i Betel, trådte en profet fra Juda frem for ham med et advarselsbudskab fra Herren. Da han forsøgte at gribe profeten på grund af hans dristige trodsige ord, “visnede” hans hånd, og alteret, som han stod foran, blev revet itu. På hans indtrængende bøn blev hans “hånd givet ham tilbage igen” (1 Kong 13,1-6, 9; jf. 2 Kong 23,15); men miraklet gjorde ikke noget varigt indtryk på ham. Hans regeringstid var præget af stadig krig med Judas hus. Han døde kort efter sin søn Abija (1 Kong 14,1-18).

Jeroboam II, Joashs søn og efterfølger, og den fjortende konge over Israel, som han regerede over i enogfyrre år, 825-784 f.Kr. (2 Kong 14,23). Han fulgte den første Jeroboams eksempel ved at opretholde dyrkelsen af guldkalvene (2 Kong 14,24). Hans regeringstid faldt samtidig med Amasjas (2 Kong 14,23) og Uzzijas (15,1), Judas konger. Han sejrede over syrerne (13,4; 14,26.27) og udvidede Israel til dets tidligere grænser, fra “indgangen til Hamat til havet ved sletten” (14,25; Am 6,14). Hans regeringstid på enogfyrre år var den mest fremgangsrige, Israel endnu havde kendt. Trods al denne ydre fremgang var uretfærdigheden dog vidt udbredt i landet (Am 2,6-8; 4,1; 6,6; Hos 4,12-14). Profeterne Hoseas (1,1), Joel (3,16; Am 1,1, 2), Amos (1,1) og Jonas (2 Kong 14,25) levede under hans regering. Han døde og blev begravet hos sine fædre (14,29). Han blev efterfulgt af sin søn Zakarias (se denne).

Hans navn forekommer i Skriften kun i 2 Kong 13,13; 14,16, 23, 27, 28, 29; 15,1, 8; 1 Krøn 5,17; Hos 1,1; Am 1,1; 7,9, 10, 11. I alle andre passager menes Jeroboam, Nebats søn.