Kolossenserbrevet

Blev skrevet af Paulus i Rom under hans første fangenskab dér (ApG 28,16, 30), sandsynligvis i foråret e.Kr. 57, eller, som nogle mener, 62, og kort efter at han havde skrevet sit brev til efeserne. Ligesom nogle af hans andre breve (f.eks. dem til Korinth) synes dette at være skrevet som følge af oplysninger, der på en eller anden måde var blevet bragt til ham om menighedens indre tilstand dér (Kol 1,4-8). Dets formål var at modvirke falsk lære. En stor del af det er rettet mod visse spekulanter, som forsøgte at forene læresætninger fra orientalsk mystik og askese med kristendommen og derved lovede disciplene nydelsen af et højere åndeligt liv og en dybere indsigt i åndeverdenen. Paulus argumenterer imod en sådan lære og viser, at de i Kristus Jesus havde alt. Han fremstiller hans forløsnings majestæt. Omtalen af “nymåne” og “sabbatsdage” (2,16) viser også, at der her var judaiserende lærere, som søgte at drage disciplene bort fra evangeliets enkelhed.

Ligesom de fleste af Paulus’ breve består dette af to dele, en læremæssig og en praktisk.

Den læremæssige del omfatter de første to kapitler. Hans hovedtema udfoldes i kapitel 2. Han advarer dem mod at blive draget bort fra ham, i hvem hele guddomsfylden boede, og som var hovedet over alle åndelige magter. Kristus var hovedet for det legeme, som de var lemmer på; og hvis de virkelig var forenet med ham, hvad behøvede de så mere?

Brevets praktiske del (3-4) indskærper forskellige pligter, der naturligt følger af de læresætninger, som er blevet udlagt. De formanes til at have sindet rettet mod det, som er oventil (3,1-4), til at dræbe ethvert ondt princip i deres natur og til at iføre sig det nye menneske (3,5-14). Der lægges også vægt på mange særlige pligter i det kristne liv som det passende bevis på den kristne karakter. Tykikus var brevets overbringer, ligesom han også var det for brevet til efeserne og til Filemon, og han skulle fortælle dem om apostlens tilstand (4,7-9). Efter venlige hilsner (10-14) pålægger han dem at udveksle dette brev med det, han havde sendt til nabomenigheden i Laodikea. Han afslutter derefter dette korte, men markante brev med sin sædvanlige egenhændige hilsen. Der er en bemærkelsesværdig lighed mellem dette brev og brevet til efeserne (s.d.). Dette brevs ægthed er ikke blevet draget i tvivl.