Jesu Kristi opstandelse

|| 1. Første bevis: Jesu liv

2. Andet bevis: Den tomme grav

3. Tredje bevis: Disciplenes forvandling

4. Fjerde bevis: Den urkirkes eksistens

5. Femte bevis: Paulus' vidnesbyrd

6. Sjette bevis: Evangelieberetningen

7. Sammenfatning og konklusion

8. Opstandelsens teologi

LITTERATUR

Opstandelsen er altid blevet følt som afgørende i forbindelse med kristendommen. Som følge deraf har modstandere næsten altid koncentreret deres angreb om den, og kristne har samlet deres forsvar om den. Det er derfor af allerstørste betydning at rette opmærksomheden mod emnet, sådan som det fremtræder i Det Nye Testamente. Der er flere sammenløbende bevislinjer, og ingen kan overses. Hver må have sin plads og vægt. De spørgsmål, der står på spil, er så alvorlige, at intet må udelades.

1. Første bevis: Jesu liv:

Det første bevis er Jesu Kristi eget liv. Det er altid en skuffelse, når et liv, der begyndte godt, ender dårligt. Vi har denne følelse selv i digtning; instinktet kræver, at en fortælling skal ende godt. I langt højere grad gælder dette Jesus Kristus. Et fuldkomment liv, kendetegnet ved guddommelige krav, ender i sin bedste alder med en grusom og skamfuld død. Er det en passende afslutning? Døden kunne visselig ikke afslutte alt efter en så ædel livsbane. Evangelierne fremstiller opstandelsen som fuldendelsen af billedet af Jesus Kristus. Der er ingen reel tvivl om, at Kristus forudså sin egen opstandelse. Først brugte han kun vage udtryk, såsom: »Bryd dette tempel ned, og på tre dage vil jeg rejse det igen.« Men senere talte han klart, og hver gang han nævnte sin død, tilføjede han: »Menneskesønnen .... skal oprejses på den tredje dag.« Disse henvisninger er for talrige til at blive overset, og trods vanskeligheder i detaljerne er de, i enhver forsvarlig behandling af evangelierne, en integreret del af det krav, Jesus Kristus fremsatte om sig selv (Matt 12,38-40; Matt 16,21; Matt 17,9; Matt 17,23; Matt 20,19; Matt 27,63; Mark 8,31; Mark 9,9; Mark 9,31; Mark 10,34; Mark 14,58; Luk 9,22; Luk 18,33; Joh 2,19-21). Hans sanddruhed står på spil, hvis han ikke opstod. Ordet fra en sådan person må visselig tillægges tilbørlig troværdighed. Vi tvinges derfor til at se den kendsgerning i øjnene, at den opstandelse, evangelierne taler om, ikke er nogen almindelig mands opstandelse, men Jesu--det vil sige en persons, hvis liv og karakter havde været enestående, og for hvis skamfulde død ingen rimelig forklaring kunne tænkes (Denhey, Jesus and the Gospel, 122 f). Er det muligt, at der, i betragtning af hans fuldkomne sandfærdighed i ord og gerning, skulle være et sådant antiklimaks, som ligger i en benægtelse af hans forsikring om, at han ville opstå igen (C.H. Robinson, Studies in the Resurrection, 30)? Betragt også Kristi død i lyset af hans fuldkomne liv. Hvis denne død var afslutningen på et liv så smukt, så bemærkelsesværdigt, så gudlignende, står vi over for et uløseligt mysterium--urettens varige triumf over retten og umuligheden af at tro på sandhed eller retfærdighed i verden (C.H. Robinson, op. cit., 36). Derfor skal opstandelsen ikke betragtes som en isoleret begivenhed, en kendsgerning i Kristi historie adskilt fra alt andet. Den må ses i nær forbindelse med det, der går forud. Problemets sande løsning findes i den vurdering af Kristus, som »mest fuldstændigt passer sammen med kendsgerningernes helhed« (Orr, The Resurrection of Jesus, 14).

2. Andet bevis: Den tomme grav:

En anden bevislinje er kendsgerningen om den tomme grav og legemets forsvinden. At Jesus døde og blev begravet, og at graven den tredje morgen var tom, bestrides nu ikke alvorligt. Teorien om en besvimelse og en helbredelse i graven er umulig, og Strauss »giver den i praksis dødsstødet« (Orr, op. cit., 43). Ved Kristi begravelse blev en sten rullet for graven, graven blev forseglet, og en vagt blev sat foran den. Alligevel var legemet forsvundet den tredje morgen, og graven var tom. Der er kun to alternativer. Hans legeme må være blevet taget ud af graven af menneskehænder eller også ved overmenneskelig magt. Hvis hænderne var menneskelige, må de have været hans venners eller hans fjenders. Hvis hans venner havde ønsket at tage hans legeme ud, opstår straks spørgsmålet, om de kunne have gjort det over for stenen, seglet og vagten. Hvis hans fjender havde overvejet denne handling, opstår spørgsmålet, om de for alvor ville have overvejet den. Det er yderst usandsynligt, at der skulle være gjort nogen indsats for at fjerne legemet fra disciplenes rækkevidde. Hvorfor skulle hans fjender gøre netop det, som mest sandsynligt ville udbrede rygtet om hans opstandelse? Som Chrysostomus sagde: »Hvis legemet var blevet stjålet, kunne de ikke have stjålet det nøgent, på grund af forsinkelsen ved at tage gravklæderne af og besværet forårsaget af de stoffer, der klæbede til det« (citeret i Day, Evidence for the Resurrection, 35). Desuden beviser gravklædernes placering, at tyveriet af legemet var umuligt (se græsk i Joh 20,6; Joh 20,7; Joh 11,44; Grimley, Temple of Humanity, 69, 70; Latham, The Risen Master; The Expository Times, XIII, 293 f; XIV, 510). Hvordan er det også muligt at forklare jødernes manglende evne til at modbevise opstandelsen? Ikke mere end syv uger senere prædikede Peter i denne by den kendsgerning, at Jesus var blevet oprejst. Hvad ville have været lettere eller mere afgørende end at jøderne havde fremvist det døde legeme og bragt Peter til tavshed for altid? »Jødernes tavshed er lige så betydningsfuld som de kristnes tale« (Fairbairn, Studies in the Life of Christ, 357).

Kendsgerningen om den tomme grav og legemets forsvinden står tilbage som et problem, der må tages stilling til. Det indrømmes nu, at vidnesbyrdet om den tomme grav er tilstrækkeligt, og at det var en del af den oprindelige tro (Foundations, 134, 154). Det er vigtigt at gøre sig styrken i denne indrømmelse klart, fordi den er et vidnesbyrd om Paulus' brug af udtrykket "tredje dag" (se nedenfor) og om den kristne fejring af ugens første dag. Og dog får vi, på trods af dette, at vide, at en tro på den tomme grav er umulig. Af nogle forfattere tolkes opstandelsestanken som genoplivelsen af Kristi åndelige indflydelse på disciplene, en indflydelse som var blevet bragt til ophør ved hans død. Man mener, at den væsentlige tanke og værdi i Kristi opstandelse kan bevares, selv om troen på hans legemlige opståen fra graven opgives (Orr, The Resurrection of Jesus, 23). Men hvordan kan vi tro på opstandelsen, hvis vi betragter grundlaget for den oprindelige tro på den som en fejltagelse, for ikke at sige et bedrageri? Disciplene fandt graven tom, og på grundlag af dette troede de, at han var opstået. Hvordan kan troen være sand, hvis grundlaget er falsk? Desuden bliver de forskellige former for visionsteorien nu gradvist, men sikkert, betragtet som utilstrækkelige og umulige. De indebærer en ændring af næsten enhver kendsgerning i evangeliernes historie og opfindelsen af nye scener og forhold, som evangelierne intet kender til (Orr, op. cit., 222). Det er aldrig blevet tilfredsstillende påvist, hvorfor disciplene skulle have haft denne rige erfaring af visioner; heller ikke hvorfor de skulle have haft den så kort efter Kristi død og inden for en strengt begrænset periode; heller ikke hvorfor den pludselig ophørte. Disciplene kendte til en ånds tilsynekomst, som Samuels, og til genoplivningen af et legeme, som Lazarus', men det, de ikke havde erfaret eller forestillet sig, var kendsgerningen om et åndeligt legeme, foreningen af legeme og ånd på en helt ny måde. Derfor er den gamle teori om en vision nu i praksis lagt til side, og i stedet for den sættes teorien om en virkelig åndelig åbenbarelse af den opstandne Kristus. Spørgsmålet opstår straks, om dette ikke er drevet af et ubevidst, men reelt ønske om at slippe af med noget i retning af en fysisk opstandelse. Hvad der end måtte gælde om vantro, er dette et umuligt standpunkt for dem, der tror, at Kristus lever.

Selv om vi kan være rede til at indrømme virkeligheden af telepatisk kommunikation, er det umuligt at hævde, at dette svarer til opstandelsestanken. Psykisk forskning er endnu ikke nået langt nok til at berettige, at der bygges argumenter på den, skønt det under alle omstændigheder er vanskeligt, hvis ikke umuligt, fra den kant at skaffe materiale, som vil svare til betingelserne for den fysiske opstandelse, der er nedskrevet i Det Nye Testamente. "Sjælens overleven er ikke opstandelse." "Hvem har nogensinde hørt om, at en ånd blev begravet?" (Orr, The Resurrection of Jesus, 229).

I lyset af evangeliernes beretninger og Det Nye Testamentes almindelige vidnesbyrd er det umuligt at være "agnostisk" med hensyn til, hvad der skete ved Jesu grav, selv om vi er helt sikre på, at han, som døde, nu lever og regerer. Det siges undertiden, at troen ikke er bundet til at fastholde et bestemt syn på forholdet mellem Kristi nuværende herlighed og det legeme, som engang lå i Josefs grav; at troen skal udøves på den ophøjede Herre, og at tro på en genoplivning af det menneskelige legeme ikke er nogen væsentlig del af den. Det er uden tvivl sandt, at troen i dag alene skal udøves på den ophøjede og herliggjorte Herre, men troen må i sidste ende hvile på kendsgerning, og det er vanskeligt at forstå, hvordan kristen tro virkelig kan være "agnostisk" med hensyn til kendsgerningerne om den tomme grav og det opstandne legeme, som er så fremtrædende i Det Nye Testamente, og som udgør en væsentlig del af det apostolske vidnesbyrd. Forsøget på at sætte tro og historisk vidnesbyrd i modsætning til hinanden, hvilket er et så markant kendetegn ved megen moderne tænkning, vil aldrig tilfredsstille den almindelige kristne forståelse, og hvis der skal være nogen virkelig tro på Det Nye Testamentes historiske karakter, er det umuligt at være "agnostisk" om kendsgerninger, der står skrevet så tydeligt på beretningernes overflade. Når først vidnesbyrdet om den tomme grav anerkendes som tilstrækkeligt, ses straks umuligheden af nogen anden forklaring end den, der angives i Det Nye Testamente. Vidnesbyrdet må gøres rede for og forklares fyldestgørende. Og således kommer vi igen til den uoverstigelige barriere, den tomme grav, som sammen med det apostolske vidnesbyrd står uindtagelig over for alle angreb fra visions- og tilsynekomstteorier. Det bliver mere og mere tydeligt, at disse teorier er helt utilstrækkelige til at gøre rede for beretningerne i evangelierne såvel som for disse evangeliers plads og kraft i den tidlige kirke og i alle senere tider. Styrken i vidnesbyrdet om den tomme grav og legemets forsvinden ses klart af de forklaringer, der er foreslået af forskellige moderne forfattere (Oscar Holtzmanns, K. Lakes og A. Meyers kan ses i Orr, The Resurrection of Jesus, kapitel viii, og Revilles i C. H. Robinson, Studies in the Resurrection of Christ, 69; se også artiklen af Streeter i Foundations). Ikke en eneste af dem kan fastholdes uden at øve vold mod evangeliefortællingen og også uden at fremsætte nye teorier, som ikke blot i sig selv er usandsynlige, men som savner det mindste stykke virkeligt historisk eller litterært vidnesbyrd. Den ene fremtrædende kendsgerning, som forvirrer alle disse forfattere, er den tomme grav.

Andre foreslår, at opstandelse betyder en virkelig, objektiv tilsynekomst af den opstandne Kristus uden at antyde nogen fysisk genoplivelse, at »Kristi opstandelse var en objektiv virkelighed, men ikke en fysisk genoplivelse« (C. H. Robinson, Studies in the Resurrection of Christ, 12). Men vanskeligheden her gælder betydningen af udtrykket »opstandelse«. Hvis det betyder en tilbagevenden fra de døde, en oprejsning igen (re-), må der så ikke have været en vis identitet mellem det, der blev lagt i graven, og den »objektive virkelighed«, som viste sig for disciplene? Hvori ligger den væsentlige forskel mellem et objektivt syn og en objektiv tilsynekomst? Hvis vi tror det apostolske vidnesbyrd om den tomme grav, hvorfor skulle vi da ikke godtage deres vidnesbyrd om den faktiske opstandelse? De genkendte tydeligvis deres Mester, og denne genkendelse må have skyldtes en vis fortrolighed med hans legemlige fremtræden. Ingen vanskelighed ved at forestille sig menneskehedens opstandelse herefter må få lov at tilsidesætte beretningens klare kendsgerninger om Kristus. Det er naturligvis helt klart, at Jesu opstandelseslegeme ikke var nøjagtig det samme, som da det blev lagt i graven, men det er lige så klart, at der var en bestemt identitet såvel som en bestemt forskel, og begge elementer må ses i øjnene og forklares. Der behøver ikke at være nogen uoverstigelig vanskelighed, hvis vi tror, at Kristi opstandelse i sagens natur må være enestående, og da Jesu Kristi liv og gerning overgår vores erfaring (hvad de bestemt bør gøre), må vi ikke forvente at kunne bringe dem ind under naturlovens og menneskehistoriens begrænsninger. Hvordan opstandelseslegemet blev opretholdt, er et problem, der ligger helt uden for vores viden, skønt henvisningen til »kød og ben«, sammenlignet med Paulus’ ord om, at »kød og blod« ikke kan komme ind i Guds rige, kan antyde, at selv om opstandelseslegemet ikke var sammensat på et naturligt grundlag gennem blod, så besad det dog »alt, hvad der hører til menneskenaturens fuldkommenhed« (Church of England Article IV). Vi kan måske ikke løse problemet, men vi må holde fast ved alle kendsgerningerne, og de kan sammenfattes ved at sige, at legemet var det samme, skønt anderledes, anderledes, skønt det samme. Den sande beskrivelse af opstandelsen synes at være, at »den var en objektiv virkelighed, men at den ikke blot var en fysisk genoplivelse«. Vi føres derfor tilbage til en overvejelse af de kendsgerninger, der er nedskrevet i evangelierne, om den tomme grav og legemets forsvinden, og vi beder kun om en forklaring, som vil tage hensyn til alle de nedskrevne kendsgerninger og ikke gøre vold på nogen del af bevismaterialet. At postulere et nyt opstandelseslegeme, hvori Kristus viste sig for sine disciple, forklarer ikke, hvordan det legeme, der var blevet lagt i graven, blev skaffet af vejen på tre dage. Kræver denne teori ikke et nyt mirakel for sig selv (Kennett, Interpreter, V, 271)?

3. Tredje bevis: Disciplenes forvandling:

Den næste bevislinje, der skal overvejes, er disciplenes forvandling, som opstandelsen forårsagede. De havde set deres Mester dø, og gennem den død mistede de alt håb. Alligevel vendte håbet tilbage tre dage efter. På korsfæstelsens dag var de fyldt af sorg; på den første dag i ugen af glæde. Ved korsfæstelsen var de uden håb; på den første dag i ugen glødede deres hjerter af vished. Da budskabet om opstandelsen først kom, var de vantro og svære at overbevise, men da de først blev sikre, tvivlede de aldrig igen. Hvad kunne forklare den forbavsende forandring i disse mænd på så kort tid? Den blotte fjernelse af legemet fra graven kunne aldrig have forvandlet deres sind og karakter. Tre dage er ikke nok til, at en legende kan opstå, som skulle påvirke dem sådan. Der behøves tid til en proces med legendarisk vækst. Der er intet mere slående i urkristendommens historie end denne vidunderlige forandring, der blev frembragt i disciplene ved troen på deres Mesters opstandelse. Det er en psykologisk kendsgerning, som kræver en fuld forklaring. Disciplene var forberedt på at tro på en ånds tilsynekomst, men de havde aldrig overvejet muligheden af en opstandelse (se Mark 16,11). Mennesker forestiller sig ikke det, de ikke tror, og kvindernes hensigt om at balsamere et lig viser, at de ikke ventede hans opstandelse. Desuden er en hallucination, der involverer fem hundrede mennesker på én gang og gentages flere gange i løbet af fyrre dage, utænkelig. 4. Fjerde bevis: Urkirkens eksistens:

Fra denne kendsgerning, at det personlige liv blev forvandlet på så utrolig kort tid, går vi videre til den næste bevislinje, urkirkens eksistens. »Der er ingen tvivl om, at apostlenes kirke troede på deres Herres opstandelse« (Burkitt, The Gospel History and Its Transmission, 74).

Det indrømmes nu fra alle sider, at Kristi kirke blev til som resultat af en tro på Kristi opstandelse. Når vi betragter dens begyndelse, sådan som den er nedskrevet i Apostlenes Gerninger, ser vi to enkle og uomtvistelige kendsgerninger:

(1) det kristne fællesskab blev samlet ved forkyndelse;

(2) forkyndelsens indhold var Jesu Kristi opstandelse. Jesus Kristus blev henrettet på et kors og ville derfor blive forkastet af jøder som forbandet af Gud (5 Mos 21,23).

Alligevel blev store skarer af jøder ført til at tilbede ham (ApG 2,41), og en stor skare præster til at adlyde ham (ApG 6,7). Den eneste forklaring på disse kendsgerninger er Guds opstandelseshandling (ApG 2,36), for intet mindre end den kunne have ført til jødernes anerkendelse af Jesus Kristus som deres Messias. Den apostolske kirke er således et resultat af troen på Jesu Kristi opstandelse. De tidlige kapitler i ApG bærer præg af oprindelige dokumenter, og deres vidnesbyrd er umiskendeligt. Det er umuligt at hævde, at den tidlige kirke ikke kendte sin egen historie, at myter og legender hurtigt voksede frem og blev ivrigt modtaget, og at evangeliernes forfattere ikke havde nogen samvittighed med hensyn til principper, men behandlede deres materiale efter forgodtbefindende; for enhver moderne kirke kunne let give en fremstilling af sin historie for de sidste halvtreds år eller mere (Orr, The Resurrection of Jesus, 144). Og det er ganske enkelt absurd at mene, at den tidligste kirke ikke havde en sådan evne. I virkeligheden var der intet vagt eller uhåndgribeligt ved det vidnesbyrd, som apostlene og andre medlemmer af kirken aflagde. “Ligesom kirken er for hellig til at have et råddenskabens fundament, således er hun for virkelig til at have et tågens fundament” (ærkebiskop Alexander, The Great Question, 10).

5. Femte bevis: Paulus’ vidnesbyrd:

Én mand i den apostolske kirke må dog fremhæves som et særligt vidne om opstandelsen. Saulus fra Tarsus’ omvendelse og virke er vores næste bevislinje. Opmærksomheden rettes først mod det vidnesbyrd, som hans liv og skrifter giver om Jesu Kristi opstandelse. For nogle år siden udkom en artikel (E. Medley, The Expositor, V, iv, 359), som undersøgte, hvilken opfattelse af Kristus en hedensk spørger ville få ved at læse Paulus’ tidligst bevarede skrift, 1 Thessalonikerbrev. Mindst ét punkt ville træde klart frem – at Jesus Kristus blev dræbt (2,15; 4,14) og blev oprejst fra de døde (4,14). Da dette brev sædvanligvis dateres til omkring 51 e.Kr. – det vil sige kun omkring 22 år efter opstandelsen – og da det samme brev tydeligt tillægger Jesus Kristus Guds funktioner i forhold til mennesker (1,1.6; 2,14; 3,11), kan vi let se styrken i dette vidnesbyrd om opstandelsen. Nogle få år senere har vi så, i et brev der almindeligvis anerkendes som et af Paulus’, en langt fyldigere henvisning til begivenheden. I det velkendte kapitel (1 Kor 1), hvor han er optaget af at bevise (ikke Kristi opstandelse, men) de kristnes opstandelse, anfører han naturligt Kristi opstandelse som sit stærkeste bevis og giver derfor en liste over Kristi forskellige tilsynekomster, som ender med én for ham selv, og som han stiller på helt samme niveau som de andre: “Sidst af alle blev han også set af mig.” Nu er det afgørende at give særlig opmærksomhed til dette vidnesbyrds art og nøjagtighed. “Jeg overleverede jer først og fremmest det, som jeg også modtog: at Kristus døde for vore synder efter skrifterne; og at han blev begravet; og at han er blevet oprejst på den tredje dag efter skrifterne” (1 Kor 15,3). Dette er, som det ofte er blevet påpeget, vores tidligste kilde til Kristi tilsynekomster efter opstandelsen og stammer fra inden for 30 år efter selve begivenheden. Men der er meget mere end dette: “Han bekræfter, at han inden for 5 år efter Jesu korsfæstelse blev undervist i, at `Kristus døde for vore synder efter skrifterne; og at han blev begravet, og at han opstod igen på den tredje dag efter skrifterne’ ” (Kennett, Interpreter, V, 267). Og hvis vi søger at forstå den fulde betydning af denne handling og dette vidnesbyrd, har vi ret til at drage den samme konklusion: “At inden for ganske få år efter tidspunktet for Jesu korsfæstelse var beviset for Jesu opstandelse i det mindste for én dannet mand absolut uigendriveligt” (Kennett, op. cit., V, 267).

Desuden finder vi, at denne beretning indeholder én lille, men betydningsfuld udtalelse, som straks minder om et meget bestemt træk i evangelietraditionen – omtalen af “den tredje dag.” En henvisning til det sted i evangelierne, hvor Jesus Kristus talte om sin opstandelse, vil vise, hvor fremtrædende og vedholdende denne tidsangivelse var. Hvorfor skulle Paulus da have indført den i sin udtalelse? Var den en del af den undervisning, han havde “modtaget”? Hvad er betydningen af denne tydelige betoning af opstandelsens dato? Er det ikke, at den bærer et absolut vidnesbyrd om den tomme grav? Ud fra alt dette kan det hævdes, at Paulus troede beretningen om den tomme grav på et tidspunkt, hvor erindringen var frisk, hvor han selv kunne undersøge den, hvor han kunne foretage den fullest mulige forespørgsel hos andre, og hvor fjenders frygt og modstand ville have gjort det umuligt for Jesu Kristi tilhængere at fremsætte nogen udtalelse, som ikke var absolut sand. “Sund fornuft kræver visselig, at vi tror, at det, som han led så meget for, i hans øjne var fastslået ud over enhver mulighed for tvivl” (Kennett, op. cit., V, 271).

I betragtning af Paulus' personlige vidnesbyrd om sin egen omvendelse, hans samtaler med dem, der havde set Jesus Kristus på jorden før og efter hans opstandelse, og den fremtrædende plads, opstandelsen har i apostlens egen undervisning, kan vi derfor på ny rette opmærksomheden mod dette bevis for opstandelsen. Det er velkendt, at Lord Lyttelton og hans ven Gilbert West forlod Oxford University ved afslutningen af et akademisk år, idet de hver især havde besluttet i den lange ferie at beskæftige sig med henholdsvis Paulus' omvendelse og Kristi opstandelse for at bevise, at begge dele var uden grundlag. De mødtes igen om efteråret og sammenlignede erfaringer. Lord Lyttelton var blevet overbevist om sandheden i Paulus' omvendelse, og Gilbert West var overbevist om Jesu Kristi opstandelse. Hvis Paulus' 25 år med lidelse og tjeneste for Kristus derfor var en realitet, var hans omvendelse sand, for alt, hvad han gjorde, begyndte med denne pludselige forandring. Og hvis hans omvendelse var sand, opstod Jesus Kristus fra de døde, for alt, hvad Paulus var og gjorde, tilskrev han synet af den opstandne Kristus.

6. Sjette bevis: evangelieberetningen:

Den næste bevislinje for opstandelsen er beretningen i evangelierne om den opstandne Kristus' tilsynekomster, og den er den sidste, der skal overvejes. Af nogle forfattere sættes den først, men dette sker i glemsel af de tidspunkter, hvor evangelierne blev skrevet. Den kristne kirke troede på opstandelsen i en årrække, før vore evangelier blev skrevet, og derfor er det umuligt, at disse beretninger kan være vores primære og vigtigste bevis. Vi må gå bag om dem, hvis vi fuldt ud skal værdsætte bevisets styrke og mangfoldighed. Det er af denne grund, at vi, i den rette logiske rækkefølge, har gemt vores overvejelse af den opstandne Kristus' tilsynekomster, sådan som de gives i evangelierne, til sidst. Punktet er af stor betydning (Denney, Jesus and the Gospel, 111).

Når dette nu er gjort klart, går vi videre til at overveje det bevis, som beretningerne om Kristi tilsynekomster efter opstandelsen giver. Den moderne kritik af evangelierne i de senere år har haft en tendens til at antage den opfattelse, at Markus er det tidligste, og at Matthæus og Lukas er afhængige af det. Dette siges at være »det ene solide resultat« (W. C. Allen, »St. Matthew,« International Critical Commentary, forord, vii; Burkitt, The Gospel History, 37) af den litterære kritik af evangelierne. Hvis dette er tilfældet, bliver spørgsmålet om beretningerne om opstandelsen indviklet i det vanskelige problem om den formodede tabte afslutning på Markus, som ifølge moderne kritik således ville slutte uden nogen beretning om en tilsynekomst af den opstandne Kristus. Om dette punkt kan der dog i den nuværende situation siges to ting: (1) Der er visse tegn på, at hele spørgsmålet om kritikken af evangelierne vil blive åbnet på ny (Ramsay, Luke the Physician, kapitel ii; se også Orr, The Resurrection of Jesus, 63 ff). (2) Selv hvis den gængse teori accepteres, ville den ikke alvorligt svække den indre styrke i beviset for opstandelsen, for når alt kommer til alt, opfinder Markus ikke sit materiale eller »forfalsker« det, men indarbejder den almindelige apostolske tradition fra sin tid (Orr, The Resurrection of Jesus, 62).

Vi kan derfor indtil videre undersøge beretningen om tilsynekomsterne uden at finde dem væsentligt påvirket af nogen bestemt teori om evangeliernes oprindelse og indbyrdes forhold. Der er to sæt tilsynekomster, det ene i Jerusalem og det andet i Galilæa, og deres antal samt deres vidnesbyrds fylde og vægt bør vurderes omhyggeligt. Selv om pladsen hindrer os i at undersøge hver tilsynekomst minutiøst, og det i virkeligheden er unødvendigt for vores formål at gøre det, er det umuligt at undgå at gøre opmærksom på to af dem. Ingen kan læse fortællingen om vandringen til Emmaus (Luk 24), eller om Peters og Johannes' besøg ved graven (Joh 20), uden at lægge mærke til de slående kendetegn på virkelighed og personligt vidnesbyrd i beretningerne. Om den førstnævnte hændelse: »Den bærer med sig, som store litteraturkritikere har påpeget, de dybeste indre vidnesbyrd om sin egen bogstavelige sandfærdighed. For den fortæller om samværet mellem ‘en opstanden Gud’ og almindelige mennesker på en sådan måde, at det naturlige og det overnaturlige stilles side om side i fuldkommen harmoni. Og at gøre dette har altid været vanskeligheden, fantasiens fortvivlelse. Alternativet er med rimelighed blevet formuleret således: Enten var Lukas en større digter, et mere skabende geni, end Shakespeare, eller også--skabte han ikke beretningen. Han havde en fordel frem for Shakespeare. Genfærdet i Hamlet var et anstrengende fantasiforsøg. Den opstandne Kristus på vejen var et ophøjet faktum, og evangelisten fortalte det blot, som det var« (Bishop Moule, Meditations for the Church's Year, 108). Andre forfattere, hvis holdning til evangelieberetningerne er meget anderledes, aflægger det samme vidnesbyrd om det indtryk af sandhed og virkelighed, som Emmaus-fortællingen gjorde på dem (A. Meyer og K. Lake, citeret i Orr, The Resurrection of Jesus, 176 f).

Det er velkendt, at der er vanskeligheder forbundet med antallet og rækkefølgen af disse tilsynekomster, men de skyldes sandsynligvis i høj grad fortællingens summariske karakter og er bestemt ikke tilstrækkelige til at gøre det ensartede vidnesbyrd om de to kendsgerninger ugyldigt: (1) den tomme grav, (2) Kristi tilsynekomster på den tredje dag. Dette er hovedkendsgerningerne i det samlede vidnesbyrd (Orr, op. cit., 212).

Netop de vanskeligheder, som man har iagttaget i evangelierne i næsten nitten århundreder, er et vidnesbyrd om en overbevisning om beretningernes sandhed hos hele den kristne kirke. Kirken har ikke været bange for at lade disse optegnelser stå, som de er, på grund af de kendsgerninger, de rummer og udtrykker. Hvis der ikke havde været vanskeligheder, kunne man have sagt, at alt var blevet kunstigt tilrettelagt, mens forskellene derimod vidner om den nedskrevne begivenheds virkelighed. Den kendsgerning, at vi har disse to grupper af tilsynekomster — den ene i Jerusalem og den anden i Galilæa — er i virkeligheden et argument for deres troværdighed; for hvis det kun var blevet fortalt, at Kristus viste sig i Galilæa, eller kun i Jerusalem, er det ikke usandsynligt, at beretningen kunne være blevet afvist på grund af manglende støtte. Det er velkendt, at øjenvidners optegnelser ofte varierer i detaljer, mens der ikke er tvivl om selve begivenhederne. De forskellige bøger, der fortæller historien om det indiske oprør, eller om Napoleon III's overgivelse ved Sedan, er eksempler herpå, og Sir William Ramsay har vist, at sikkerhed med hensyn til hovedsagen er fuldt forenelig med stor usikkerhed med hensyn til præcise detaljer (Ramsay, Paul the Traveler, 29). Vi mener derfor, at en omhyggelig undersøgelse af disse tilsynekomster vil give vidnesbyrd om en kæde af omstændigheder, der strækker sig fra den tomme grav til himmelfartsdagen.

7. Sammenfatning og konklusion:

Når vi omhyggeligt undersøger alle disse sammenløbende bevislinjer og bestræber os på at tillægge alle sagens kendsgerninger vægt, synes det umuligt at undgå problemet om et fysisk under. At den umiddelbare opfattelse af det vidnesbyrd, som Det Nye Testamente giver, peger på et under, og at apostlene virkelig troede på en sand fysisk opstandelse, er uden tvivl hævet over enhver diskussion. Og dog nægter en stor del af nutidens tænkning at acceptere det underfulde. Den videnskabelige lære om naturens ensartethed og kontinuitet spærrer vejen, således at man fra begyndelsen slutter, at undere er umulige. Enten får vi ikke lov til at tro (se Orr, The Resurrection of Jesus, 44), eller også får vi at vide, at vi ikke er forpligtet til at tro (C. H. Robinson, Studies in the Resurrection of Christ, kapitel ii), randnote, på genoplivelsen af et dødt legeme. Hvis vi indtager dette synspunkt, »er der i virkeligheden intet behov for at undersøge beviserne: spørgsmålet er afgjort, før beviserne betragtes« (Orr, op. cit., 46).

Vi bestrider holdbarheden af denne position. Den beviser for meget. Vi er slet ikke bekymrede over anklagen om at tro på det abnorme eller usædvanlige. Nye ting er sket fra begyndelsen af den nuværende naturlige orden, og den kristne tro lærer, at Kristus selv var en »ny ting«, og at hans komme som »Gud åbenbaret i kødet« var noget absolut enestående. Hvis vi ikke får lov til at tro på noget guddommeligt indgreb, som vi kan kalde overnaturligt eller underfuldt, er det umuligt overhovedet at gøre rede for Kristi person. »En syndfri personlighed ville være et under i tiden.« Som følge heraf var kristendommen selv enestående og indledte en ny æra i menneskelige anliggender. Ingen kristen kan derfor have nogen vanskelighed ved at acceptere det abnorme, det usædvanlige, det underfulde. Hvis det siges, at ingen mængde beviser kan fastslå en kendsgerning, som er underfuld, må vi stadig gøre rede for de moralske undere, som virkelig er involveret i og forbundet med opstandelsen, især disciplenes bedrag, de som kunne have fundet ud af sagens sandhed; et bedrag, som desuden har vist sig at være til så stor velsignelse for verden. For dem, der fastholder et sandt teistisk syn på verden, er dette a priori-synspunkt sikkert umuligt. Skal vi nægte at indrømme Gud i det mindste lige så megen frihed, som vi selv besidder? Er det virkelig tænkeligt, at Gud har mindre spontanitet i sin handling, end vi har? Vi kan synes om eller ikke synes om, give eller holde tilbage, ville eller ikke ville, men naturens forløb må flyde ubrudt videre. Gud kan visselig ikke tænkes at have givet universet en sådan forfatning, at den begrænser hans magt til at gribe ind, hvis det er nødvendigt og med et tilstrækkeligt formål, i sine egne hænders værk. Ikke blot er alle ting af ham, men alle ting er ved ham og til ham. Opstandelsen betyder underets nærvær, og »der er ingen mulighed for at undvige det spørgsmål, som dette stiller os over for« (Orr, The Resurrection of Jesus, 53). Medmindre vi derfor er rede til at acceptere muligheden af det underfulde, er enhver forklaring af Det Nye Testamentes vidnesbyrd rent tidsspilde.

I de senere år er der blevet gjort forsøg på at forklare opstandelsen ved hjælp af ideer hentet fra babyloniske og andre østlige kilder. Det hævdes, at mytologien giver nøglen til problemet, og at der ikke blot findes analogi, men afledning. Men bortset fra den bemærkelsesværdige mangfoldighed af konklusioner hos babyloniske arkæologer er der intet, der ligner historisk bevis, som fortjener navnet. Hele ideen er vilkårlig og grundløs og præget af holdningen til det overnaturlige. Der er bogstaveligt talt ingen forbindelseslinje mellem disse orientalske kulter og den jødiske og kristne tro på opstandelsen.

Og således vender vi tilbage til en betragtning af de forskellige bevislinjer. Tager man dem enkeltvis, må de indrømmes at være stærke; men tager man dem samlet, er argumentet kumulativt og tilstrækkeligt. Enhver virkning må have sin passende årsag, og den eneste rette forklaring på kristendommen i dag er Kristi opstandelse. Thomas Arnold fra Rugby, ingen almindelig bedømmer af historisk bevismateriale, sagde, at opstandelsen var den »bedst bevidnede kendsgerning i menneskets historie«. Kristendommen byder al mulig undersøgelse, prøvelse og anvendelse velkommen fra dem, der ærligt ønsker at nå frem til sandheden, og hvis de vil give alle de involverede kendsgerninger og faktorer den rette opmærksomhed, tror vi, at de vil nå til den konklusion, som ærkebiskoppen af Armagh for år tilbage udtrykte: at opstandelsen er den klippe, hvorfra alle kritikens hamre aldrig har slået et eneste fragment af (The Great Question, 24).

8. Opstandelsens teologi:

Opstandelsens teologi er meget vigtig og kræver særlig opmærksomhed. Ja, den fremtrædende plads, den får i Det Nye Testamente, giver en stærk bekræftelse af selve kendsgerningen, for det forekommer utroligt, at så forskelligartede og vigtige sandheder ikke skulle hvile på en historisk kendsgerning. Læren kan kort sammenfattes således: (1) bevismæssig: opstandelsen er beviset på den sonende karakter af Kristi død og på hans guddommelighed og guddommelige ophøjelse (Rom 1,4); (2) evangelistisk: det oprindelige evangelium omfattede vidnesbyrdet om opstandelsen som et af sine karakteristiske træk og beviste derved for tilhørerne visheden om den guddommelige forløsning (1 Kor 15,1-4; Rom 4,25); (3) åndelig: opstandelsen betragtes som kilden til og normen for den troendes hellighed. Ethvert aspekt af det kristne liv fra begyndelsen til enden er på en eller anden måde forbundet dermed (Rom 6); (4) eskatologisk: opstandelsen er garantien for og modellen på den troendes opstandelse (1 Kor 1). Ligesom de helliges legemer opstod (Matt 27,52), sådan skal vore gøres levende (Rom 8,11) og gøres lig Kristi herliggjorte legeme (Fil 3,21), hvorved de bliver åndelige legemer (1 Kor 15,44), det vil sige legemer, der styres af deres ånder, og dog legemer. Disse punkter giver kun det allermest nødtørftige omrids af fylden i Det Nye Testamentes lære om Kristi opstandelse.

LITTERATUR.

Orr, The Resurrection of Jesus, 1908; W. J. Sparrow Simpson, The Resurrection and Modern Thought; Westcott, The Historic Faith og The Gospel of the Resurrection. Meget fyldige litteraturhenvisninger findes i Bowen, The Resurrection in the New Testament, 1911, som, skønt den er negativ i sine egne konklusioner, indeholder en værdifuld gendrivelse af mange negative argumenter.

W. H. Griffith Thomas