Josvabogen

|| I. TITEL OG FORFATTERSKAB

II. INDHOLD

1. Indtrængen i og erobring af landet vest for Jordan

2. Fordeling af landet til Israels stammer

II. HISTORISK KARAKTER OG KRONOLOGI

1. Josvabogen som historie

2. Kronologi

IV. KILDER TIL DEN SKRIFTLIGE FORTÆLLING

V. FORHOLD TIL DOMMERBOGEN

1. Parallelle fortællinger

2. Udeladelser i historien

VI. JOSVABOGENS PLADS I DEN HEBRAISKE KANON

VII. GRÆSKE OG ANDRE GAMLE VERSIONER

1. Den græske

2. Andre gamle versioner

VIII. RELIGIØST FORMÅL OG LÆRE

LITTERATUR

I. Titel og forfatterskab.

Navnet Josva betyder "Jahve er udfrielse" eller "frelse" (se JOSHUA). Den græske form af navnet er Jesus (Iesous, ApG 7,45; Hebr 4,8). I senere jødisk historie synes navnet at være blevet almindeligt, og det findes endda med lokal betydning som betegnelse for en lille by i det sydlige Kanaan (yeshua`], Neh 11,26). Når jøderne brugte titlen om Josvabogen, indebar det ikke en tro på, at bogen faktisk var skrevet eller dikteret af ham, eller endda at fortællingerne selv i det væsentlige stammede fra ham og skyldte deres ægthed og pålidelighed hans godkendelse og kontrol. I den tidligste jødiske litteratur var forbindelsen mellem et navn og en bog i intet tilfælde ment som en angivelse af forfatterskab. Og Josvabogen er ingen undtagelse fra den regel, at sådanne tidlige skrifter, især når deres indhold er af historisk art, sædvanligvis er anonyme. Titlen skal ikke beskrive forfatterskab, men emne; og den skal angive, at Josvas liv og gerninger udgør det hovedemne, som bogen handler om.

II. Indhold.

Med hensyn til Josvabogens indhold vil man se, at den består af to tydeligt afgrænsede dele. I den første (Josva 1-2) fortælles om indtrængningen i og den gradvise erobring under Josvas kommando af landet vest for Jordan; mens den anden del i detaljer beskriver fordelingen af landet til de enkelte stammer med grænserne for deres områder og afsluttes med en kort omtale af Josvas egen død og begravelse.

1. Indtrængen i og erobring af landet vest for Jordan:

Josva 1: Fornyelse af det guddommelige løfte til Josva og formaning til frygtløshed og mod (1,1-9); anvisninger til folket om at forberede sig på overgangen over floden, og en påmindelse til de østlige stammer (Ruben, Gad og halvdelen af Manasse) om den betingelse, hvorunder de havde deres besiddelse på den anden side af Jordan; disse stammers fornyelse af deres løfte om troskab mod Moses' efterfølger (1,10-18).

Josva 2: Udsendelsen af de to spejdere fra Shittim og deres flugt fra Jeriko ved Rahabs list.

Josva 3: Folkets overgang over Jordan ud for Jeriko, mens præsterne bar arken og stod i flodens tørre leje, indtil hele folket var kommet over.

Josva 4: Opstilling af 12 mindesten på den anden side af Jordan, hvor folket slog lejr efter overgangen over floden (4,1-14); præsterne med pagtens ark stiger derpå selv op fra flodlejet, og vandet vender tilbage til sit sædvanlige løb (4,15-24).

Josva 5: Bestyrtelse blandt kongerne vest for Jordan, da de hører om den vellykkede overgang over floden (5,1); omskærelse af folket i Gilgal (5,2-9); fejring af påsken i Gilgal på Jerikos sletter (5,10.11); ophør af forsyningen med manna (5,12); Herrens hærs fører viser sig for Josva (5,13-15).

Josva 6: Anvisninger givet til Josva om belejringen og indtagelsen af Jeriko (6,1-5); byen erobres og ødelægges med ild, idet kun Rahab og hendes husstand bliver reddet (6,6-25); der udtales en forbandelse over den mand, som genopbygger Jeriko (6,26).

Josva 7: Akans forbrydelse og straf; han stjal til sig selv en del af byttet fra den erobrede by (7,1.16-26); som følge heraf bliver hans synd årsag til et katastrofalt nederlag foran Aj (7,2-12).

Josva 8: Indtagelsen af Aj ved list, byens ødelæggelse og dens konges død (8,1-29); opførelse af et alter på Ebalbjerget og oplæsning af loven for det forsamlede folk (8,30-35).

Josva 9: Folkene i landet samler sig for at modsætte sig Josva (9,1-2); en fredspagt indgås med gibeonitterne, som fremstiller sig selv som fremmede fra et fjernt land (9,3-26); de bliver dog sat i en tilstand af trældom (9,27).

Josva 10: Sammenslutning af 5 amoritterkonger for at straffe Gibeons indbyggere for deres frafald, og kongernes nederlag og flugt for Josva ved Bet-Horon (10,1-14); israelitterne vender tilbage til Gilgal (10,15); de 5 konger fanges og hænges i Makkeda (10,16-27); Makkeda indtages og ødelægges (10,28), Libna (10,29.30), Lakish (10,31.32), Gezer (10,33), Eglon (10,34.35), Hebron (10,36.37), Debir (10,38.39), og i sammendrag hele landet, defineret som fra Kadesh-Barnea til Gaza og så langt mod nord som Gibeon (10,40-42); tilbagevenden til Gilgal (10,43).

Josva 11: Nederlag for Jabin, kongen af Hasor, og de forbundne konger ved Meroms vande (11,1-9); ødelæggelse af Hasor (11,10-15); gentaget sammenfatning af Josvas erobringer (11,16-23).

Josva 12: Endelig sammenfatning af de israelitiske erobringer i Kanaan, af Sihon og Og øst for Jordan under Moses' ledelse (12,1-6); af 31 konger og deres byer vest for floden under Josva (12,7-24).

2. Fordeling af landet til Israels stammer:

Josva 13: Befaling til Josva om at fordele landet vest for Jordan, også det som endnu ikke var undertvunget, til de ni og en halv stammer (13,1-7); sammenfatning af den arv, som Moses gav øst for floden (13,8-13.32); Rubens grænse (13,15-23), Gads (13,24-28), den halve Manasse-stammes (13,29-31); Levi stamme alene fik ingen jordisk arvelod (13,14.33).

Josva 14: Fornyet angivelse af det princip, efter hvilket delingen af landet var blevet foretaget (14,1-5); Hebron gives til Kaleb som hans arv (14,6-15).

Josva 15. Judas arv og grænserne for hans område (15,1-20), herunder Kalebs (15,13-19); opregning af Judas byer (15,21-63).

Josva 16: Josefs sønners arv (16,1-4); Efraims grænse (16,5-10).

Josva 17: Manasses arv og grænsen for den halve stamme vest for Jordan (17,1-13); Josefs sønners klage over, at deres arv ikke var tilstrækkelig, og Josvas tildeling til dem af en udvidelse af området (17,14-18).

Josva 18: Det land, der endnu ikke var undertvunget, deles ved lodkastning i 7 dele til de resterende 7 stammer (18,1-10); Benjamins sønners arv og grænsen for deres område (18,11-20); opregning af deres byer (18,21-28).

Josva 19: Simeons arv og hans grænse (19,1-9); Zebulons og hans grænse (19,10-16); Issakars og hans grænse (19,17-23); Ashers og hans grænse (19,24-31); Naftalis og hans grænse (19,32-39); og Dans og hans grænse (19,40-48); Josvas arv (19,49.50); afsluttende bemærkning (19,51).

Josva 20: Tilflugtsbyer udpeges, tre på hver side af Jordan.

Josva 21: 48 byer med deres omliggende græsningsarealer gives til levitterne fra de forskellige stammers områder (21,1-41); folket havde hvile i landet, idet deres fjender var blevet undertvunget, efter det guddommelige løfte (21,43-45).

Josva 22: De østlige stammer sendes bort til deres arv, efter at deres pligt mod deres brødre var blevet opfyldt (22,1-9); deres opførelse af et stort alter ved Jordan vakte mistanke hos de vestlige stammer, som frygtede, at de havde til hensigt at skille sig ud fra den fælles sag (22,10-20); deres svar, at alteret skulle tjene som vidne mellem dem selv og deres brødre (22,21-34).

Josva 23: Josvas tale med opmuntring og advarsel til folket.

Josva 24: Josvas anden tale, hvor han minder folket om deres historie og de guddommelige indgreb til fordel for dem (24,1-23); folkets løfte om troskab mod Herren og formel pagt i Sikem (24,24.25); Guds lovbog nedskrives, og en sten rejses som et varigt mindesmærke (24,26-28); Josvas død og begravelse (24,29-31); begravelse i Sikem af Josefs knogler, som var bragt med fra Egypten (24,32); død og begravelse af Eleazar, Arons søn (24,33).

III. Historisk karakter og kronologi.

1. Josvabogen som historie:

Som historisk fortælling, der altså skildrer de skridt, der blev taget for at sikre erobringen og besiddelsen af Kanaan, er Josvabogen ufuldstændig og præget af mange udeladelser, og i nogle tilfælde rummer den i det mindste vendinger eller udtryk, som synes at antyde eksistensen af parallelle eller endda afvigende beretninger om den samme begivenhed, f.eks. ved overgangen over Jordan og opstillingen af mindesten (Josva 3; 4), sammenfatningen af Josvas erobringer (10,40-43; 11,16-23) eller henvisningerne til Moses’ sejre over amoritterkongerne øst for Jordan.

Dette sidste forhold antyder, hvad der i sig selv er tilstrækkelig sandsynligt, at bogens forfatter eller samler gjorde brug af allerede eksisterende optegnelser eller fortællinger, ikke nødvendigvis i alle tilfælde skriftlige, men sandsynligvis også mundtlige og traditionsbårne, som han støttede sig til, og ud fra hvilke den foreliggende historie blev sammensat ved hjælp af uddrag med ændringer og udeladelser. Bogens ufuldstændige og mangelfulde karakter, betragtet blot som en historie om erobringen af det vestlige Kanaan og dets fordeling blandt de nye bosættere, synes derfor at pege på, at de "kilder", som forfatteren havde til rådighed, også i deres natur var fragmentariske og ikke gav et fuldstændigt billede hverken af Josvas liv eller af Israels erfaringer, mens det stod under hans ledelse.

2. Kronologi:

Inden for selve bogens rammer mangler desuden angivelser af kronologisk rækkefølge eller af den tid, de forskellige felttog tog, næsten helt. Næsten de eneste henvisninger til dato eller tidsrum er udsagnene om, at Josva selv var 110 år gammel, da han døde (24,29), og at hans krige varede "lang tid" (11,18; sammenlign 23,1). Også Kaleb, Jefunnes søn, Josvas ledsager på spejdernes mission fra Kadesh-Barnea, beskriver sig selv som 85 år gammel, da han modtager Hebron som sin arv (14,10; sammenlign 15,13 ff.); slutningen ville være, hvis man regner med 40 år til ørkenvandringen, at der da var gået 5 år siden overgangen over Jordan "på den tiende dag i den første måned" (4,19). Der gives dog ingen angivelse af denne begivenheds kronologiske forhold til resten af historien; og 5 år ville være en for kort periode til erobringen af landet, hvis det skal forstås sådan, at det hele blev gennemført i sammenhængende felttog under Josvas egen umiddelbare kommando. På den anden side var "meget land" stadig ikke undertvunget ved hans død (13,1). Kristen tradition synes at have antaget, at Josva var omtrent på samme alder som Kaleb, skønt der ikke gives nogen bestemt udtalelse herom i selve bogen; og at der derfor gik omtrent et kvart århundrede mellem den sidstnævntes bosættelse i Hebron og Josvas død (14,10; 24,29). Hele perioden fra overgangen over Jordan ville da blive beregnet til 28 til 30 år.

IV. Kilder til den skriftlige fortælling.

Forsøget på at definere Josvabogens "kilder", sådan som den nu foreligger, og at skille dem ud fra hinanden, frembyder betydeligt større vanskeligheder end dem, man for det meste møder i Pentateuken. De kendetegn, som forskere støtter sig til, og som har fået seriøse studerende af bogen til at konkludere, at man også her kan spore brugen af de samme "dokumenter" eller "dokumentariske kilder", som findes i Pentateuken, er i det væsentlige de samme. Eksisterende og traditionelle beretninger er dog tilsyneladende blevet brugt med større frihed, og forfatteren har tilladt sig en videre frihed i tilpasning og sammenføjning, mens det personlige element har fået større spillerum i udformningen af den form, som den endelige sammensætning skulle få. For det meste kan den brede skillelinje mellem de forskellige "kilder", som er blevet benyttet, derfor let skelnes på grundlag af deres karakteristiske træk i stil, ordforråd eller grundopfattelse; hvad detaljerne angår, hersker der dog ofte usikkerhed om det præcise punkt, hvor én "kilde" er blevet opgivet til fordel for en anden, eller hvor forfatteren selv har udfyldt mangler og slået bro over huller, og det foreliggende vidnesbyrd er utilstrækkeligt til at berettige en endelig konklusion. Sammensmeltningen af materialet har været mere fuldstændig end i lovens 5 bøger, måske fordi disse var omgærdet af en mere ærefrygtsfuld hensyntagen til bogstaven og på et tidligere tidspunkt opnåede kanonisk status.

En detaljeret analyse af kilderne, sådan som de er blevet skelnet og sat i forhold til hinanden af forskere, er unødvendig her. En fuldstændig drøftelse af emnet findes i Dr. Drivers LOT6, 105 ff., i andre indledninger eller i kommentarerne til Josvabogen. Ikke sjældent er skelnen i den yderste detalje usikker, og der er meningsforskelle blandt forskerne selv om den præcise grænse eller de præcise grænser for brugen af en given kilde, eller om hvor skillelinjen bør trækkes. Det er kun i bred og almindelig forstand, at den litterære teori om brugen af "dokumenter", sådan som den almindeligvis forstås og som den fortolkes i Pentateukens tilfælde, især i Josvabogen kan påvises at være velbegrundet. I sig selv er en sådan teori dog i høj grad rimelig, og den stemmer både overens med den almindelige brug og de metoder, der kendetegner oldtidens komposition, og giver grundlag for yderligere tillid til beretningens redelighed og pålidelighed som helhed.

V. Forholdet til Dommerbogen.

1. Parallelle beretninger:

En sammenligning af den historie, der er nedskrevet i Josvabogen, med den korte parallelberetning i Dommerbogen giver desuden grund til at tro, at en detaljeret eller kronologisk beretning ikke var tilsigtet af forfatteren eller forfatterne selv. Indledningsversene i Dommerbogen (1,1-2,5) er dels et sammendrag af hændelser, der er nedskrevet i Josvabogen, dels tilføjer de nye detaljer eller fremlægger et andet syn på helheden. De oprindelige oplysninger, der føjes til, vedrører næsten udelukkende indfaldet i og erobringen af det sydlige Kanaan ved de forenede eller forbundne stammer Juda og Simeon samt ødelæggelsen af Betel ved "Josefs hus". De øvrige stammers handlinger fortælles med få ord, idet den korte optegnelse i hvert tilfælde afsluttes med en henvisning til den trældomstilstand, som landets oprindelige indbyggere blev bragt ned i. Og den almindelige plan for indfaldet, sådan som den fremstilles dér, synes at være en række usammenhængende angreb eller felttog, foretaget af de enkelte stammer uafhængigt af hinanden, hver med det mål at underlægge sig det område, der var tildelt den pågældende stamme. En almen og omfattende erobringsplan under Josvas øverste ledelse synes helt at mangle. I detaljen synes den eneste virkelige uoverensstemmelse mellem de to beretninger dog at være, at i Dom (1,21) tilskrives det benjaminitterne, at jebusitterne ikke blev fordrevet fra Jerusalem, mens det i Jos 15,63 lægges Judas børn til last. Vanskelighederne ved at danne sig en klar opfattelse af de hændelser, der ledsagede erobringen af Jerusalem, er måske uoverstigelige under enhver hypotese; og variationen i stammenavnet i de to tekster er muligvis ikke andet end en afskriverfejl.

2. Udeladelser i historien:

En måske mere iøjnefaldende udeladelse i begge beretninger er fraværet af enhver henvisning til erobringen af det centrale Kanaan. Beretningen om Betels og Ajs omstyrtelse (Jos 6,1-8) følges straks af optegnelsen om bygningen af et alter på Ebals bjerg og oplæsningen af loven for Israels folk, forsamlet foran Ebals og Gerizims bjerge (Jos 8,30). Josva vender sig derpå til side for ved Bet-Horon at besejre de amoritiske kongers forbund og fuldender erobringen af det sydlige land så langt mod syd som Kadesh-Barnea (10,41). Umiddelbart derefter er han optaget af at omstyrte et forbund i det fjerne nord (11,1-15), et arbejde som tydeligvis ikke kunne være blevet påbegyndt eller gennemført med held, medmindre den centrale region allerede var blevet underlagt; men der gives ingen beretning om dens undertvingelse. Man har antaget, at fortællerens tavshed er et tegn på, at dette område på invasionens tid var besat af stammer, som var venligtsindede over for eller endog beslægtede med de israelitiske klaner; og til støtte for denne formodning har man henvist til omtalen af Israel på Merenptahs stele, den egyptiske hersker under hvis regeringstid udvandringen ifølge den mest sandsynlige opfattelse fandt sted. I denne optegnelse anses folket eller en del deraf for allerede at være bosat i landet på et tidspunkt, der ligger et halvt århundrede før deres fremtræden under Moses og Josva ved grænserne til det forjættede land. Forklaringen er mulig, men måske næppe sandsynlig. Manglerne i den historiske optegnelse er uoprettelige på denne tidsafstand, og det må indrømmes, at der med det tilgængelige materiale ikke kan opbygges en fuldstændig og sammenhængende beretning om begivenhederne ved israelitternes erobring af Kanaan.

VI. Josvas plads i den hebraiske kanon.

I den hebraiske kanon er Josva den første i rækken af de profetiske bøger og den første i gruppen på 4, nemlig Josva, Dommerne, Samuel, Kongerne, som udgør de »tidligere profeter« (nebhi'im ri'shonim). Disse bøger, hvis indhold er historie, ikke profeti i ordets almindelige betydning, blev af jøderne henført til den 2. afdeling af deres hellige kanon og fandt plads ved siden af de store skrifter af de »senere profeter« (nebhi'im 'acharonim). Denne placering blev måske delvis givet dem, fordi man mente, at de var skrevet eller sammensat af profeter, men hovedsagelig fordi jødisk historie i hensigt og formål blev betragtet som »profetisk«, idet den var ledet og styret af Jahve selv og formidlede direkte åndelig undervisning og eksempel. Lovens kanon var desuden allerede lukket; og hvor åbenbar og slående ligheden mellem Josva og Mosebøgerne end måtte være i stil og kompositionsmåde, var det umuligt at optage den dér eller inden for Toraen, en gruppe skrifter som blev anset for at være af mosaisk forfatterskab, at give plads til en beretning om begivenheder, der fandt sted efter Moses' død. Senere kritik gennemgik og omgjorde dommen om bogens sande karakter. I enhver kanon undtagen den hebraiske blev dens historiske natur anerkendt, og værket blev klassificeret i overensstemmelse dermed. Moderne kritik er gået videre og har, med voksende bevidsthed om dens nære litterære slægtskab med lovbøgerne, forenet den med dem i en Hexateuk, eller endog under den mere omfattende betegnelse Octateuk samlet Dommerbogen og Ruths Bog med de foregående seks på grundlag af lighed i oprindelse og stil. VII. Græske og andre oldtidsversioner.

1. Den græske:

I de gamle versioner af Josva er der ikke meget af interesse. Den græske oversættelse vidner om en hebraisk original, der kun afviger lidt fra den massoretiske tekst. I deres gengivelser og generelle behandling af den hebraiske tekst synes oversætterne imidlertid at have følt sig frie til at indtage en stilling med større selvstændighed og frihed end ved behandlingen af de 5 lovbøger. Sandsynligvis skal oversættelsen af Josva til græsk heller ikke tilskrives de samme forfattere som oversættelsen af Pentateuken. Skønt den er tro mod hebraisk, er den mindre konstant og nøjagtigt bogstavelig og indeholder mange små variationer, hvoraf de vigtigste findes i de sidste 6 kapitler.

Josva 19: Septuaginta ombytter 19,47.48 og henfører, idet den udelader den første sætning i 19,47, det hele til Judas sønner uden omtale af Dan; den tilføjer desuden 19,47a.48a om forholdet mellem amoritterne og Efraim og mellem amoritterne og danitterne henholdsvis. Sammenlign 19,47a med 16,10 og Dom 1,29, og sammenlign 19,48a med 19,47 (hebraisk) og Dom 1,34.

Josva 20,4-6 inklusive er udeladt i B, bortset fra en sætning fra 20,6; A indsætter dem imidlertid fuldt ud. Sammenlign Driver, LOT6, 112, som på grund af deres deuteronomiske tone anser det for sandsynligt, at versene er en tilføjelse til Præsteskriftet (P), og at de derfor ikke udgjorde en del af den oprindelige tekst, sådan som den blev brugt af de græske oversættere.

Josva 21,36.37, som giver navnene på levitbyerne i Juda, er udeladt i den trykte hebraiske tekst, selv om de findes i mange hebraiske håndskrifter. Fire vers er også tilføjet efter 21,42, hvoraf de første tre gentager 19,50 f, og det sidste er en erindring om 5,3.

Josva 24,29 f, som fortæller om Josvas død og begravelse, er i den græske tekst placeret efter 24,31; og et vers er indsat efter 24,30, som beretter, at stenknivene, der blev brugt ved omskærelsen (5,2 ff), blev begravet med Josva i hans grav (sammenlign 21,42). Efter 24,33 fremtræder også to nye vers, tilsyneladende en blanding fra Dom 2,6; Dom 2,11-15; Dom 3,7; Dom 3,12; Dom 3,14, med en oplysning om Pinehas' død og begravelse, søn og efterfølger af Eleazar, om israelitternes afgudsdyrkelse af Astarte og Ashtarot og om undertrykkelsen under Eglon, Moabs konge.

2. Andre oldtidsversioner:

De andre versioner, med undtagelse af Hieronymus' oversættelse fra hebraisk, er sekundære, afledt indirekte gennem græsk. Den gamle latinske er bevaret i et håndskrift i Lyon, Cod. Lugdunensis, som henføres til det 6. århundrede. Af den koptiske version er kun små dele bevaret; de er blevet udgivet af G. Maspero, Memoires de la mission archeologique frantsaise, tom. VI, fasc. 1, le Caire, 1892, og andre steder. En samaritansk oversættelse er også kendt; for i det mindste dele af den har man hævdet en tidlig oprindelse og en uafhængig afledning fra hebraisk. Versionens gamle karakter bestrides imidlertid, og det er blevet påvist, at de argumenter, man støttede sig til, er utilstrækkelige til at retfærdiggøre de konklusioner, der blev draget. Oversættelsen synes i virkeligheden at være af ganske ny dato og oprindeligt at være lavet fra arabisk, måske delvis sammenlignet med og rettet efter den masoretiske tekst. Emnet blev fuldt og afgørende drøftet af dr. Yehuda fra Berlin ved den orientalistiske kongres i sommeren 1908 og i et særskilt hæfte, som siden blev udgivet. Det blev endda oplyst, at versionens ophavsmand stadig levede, og hans navn blev angivet. Dr. Gaster, den oprindelige opdager af det samaritanske håndskrift, fastholder i forskellige artikler og breve sin påstand om, at oversættelsen virkelig er gammel og derfor af stor værdi, men han har ikke formået at overbevise forskerne. (Se M. Gaster i JRAS (1908), 795 ff, 1148 ff; E. N. Adler, ib, 1143 ff. Håndskriftets tekst blev udgivet af dr. Caster i ZDMG (1908), 209 ff, og et prøvekapitel med engelsk gengivelse og noter i PSBA, XXXI (1909), 115 ff, 149 ff.)

VIII. Religiøst formål og lære. Som helhed er Josva altså præget af det samme religiøse og formanende formål som de tidligere skrifter i Pentateuken; og i denne henseende, såvel som med hensyn til forfatterskab og opbygning, er den klassifikation, der giver den en plads ved siden af Mosebøgernes 5 bøger og giver helheden titlen Hexateuken, ikke uberettiget. Forfatteren eller forfatterne havde ikke blot til hensigt at fortælle om hændelser eller at optegne begivenheder i deres folks fortid, som de mente det ønskeligt at bevare en korrekt beretning om, men de søgte i alt at tjene et praktisk og religiøst sigte. Historien er ikke til for sin egen skyld eller for de bogstavelige kendsgerningers skyld, som den rummer, men for de moralske og åndelige lærdommes skyld, som kan udledes af den og indskærpes ud fra dens undervisning. Guds ledelse i historien er forfatterens første tanke. Og beretningen om Israels fortid fremstår som interessant for ham, ikke fordi den er en optegnelse af begivenheder, der faktisk skete, men fordi han i den ser Guds altid nærværende vejledning og overordnede bestemmelse, og han vil udlede belæring og advarsel af den for mennesker i sin egen tid og for dem, der kommer efter ham. Ikke historien selv, men historiens betydning og fortolkning er af værdi. Dens betydning ligger i de eksempler, den giver på en guddommelig herskers styrende virke, han som er tro mod sine løfter, elsker retfærdighed og hader uret, og som i sandhed leder menneskers skæbner. Således bestemmes udvælgelsen af materialer samt bogens form og ordning af et bestemt mål: at fremsætte og indskærpe moralske lærdomme og at fremstille Israels fortid som udfoldelsen af et guddommeligt formål, der har udvalgt folket til at være modtager af den guddommelige gunst og redskabet til at føre hans formål videre på jorden.

LITTERATUR.

En fuldstændig bibliografi over litteraturen frem til dato findes i ordbøgerne under ordet "Joshua," DB2, 1893, HDB, II, 1899, EB, II, 1901; sammenlign W. H. Bennett, "The Book of Josh," i SBOT, Leipzig, 1895; W.G. Blaikie, "Joshua," i Expositor's Bible, 1893; A. Dillmann, Nu, De u. Josua2, Leipzig, 1886; H. Holzinger, "Das Buch Josua," i Kurzer Hand-Comm. zum A T, Tubingen, 1901; C. Steuernagel, "Josua," i Nowack's Handcommentar zum Altes Testament, 1899; S. Oettli, "Deuteronomy, Josua u. Richter," i Kurzgef. Komm, Munchen, 1893; W.J. Deane, Joshua, His Life and Times, i "Men of the Bible Series," London.

A. S. Geden