Israels historie

INDLEDNING

1. Kilder

(1) Det Gamle Testamente

(2) Josefus

(3) Monumenterne

2. Historiens religiøse karakter

I. ISRAELS OPRINDELSE I FØR-MOSAISK TID

1. Oprindeligt hjemland

2. Etnografisk oprindelse

3. Patriarkalsk oprindelse og historie

(1) Patriarkalske forhold--1 Mosebog 14

(2) Forestillinger om Gud

(3) Nedstigningen til Egypten

II. NATIONALITET UNDER MOSES

1. Israel i Egypten

(1) Kronologi

(2) Moses

2. Udvandringens historiske karakter (1) Egyptisk version af udvandringen

(2) Geografiske forhold

(3) Opholdet i ørkenen

(4) Indgangen i Kanaan

III. DOMMERTIDEN

1. Periodens almindelige karakter

2. De forskellige dommere

3. Periodens kronologi

4. Folkets løse organisering

IV. KONGERIGET: ISRAEL--JUDA

1. Samuel

2. Sauls kongerige

3. David

4. Salomo

5. Rigets deling

6. Kilder til kongerigets historie

7. Kronologiske spørgsmål

V. DE ADSKILTE KONGERIGERS TID

1. Kongerigernes kontraster og omskiftelser

2. De på hinanden følgende regeringstider

3. De skriftprofeterne

VI. TIDEN FOR DET BABYLONISKE EKSIL

1. Eksilets indflydelse

2. Daniel

3. Elefantine-papyri

VII. HJEMKOMSTEN FRA EKSILET OG GENOPRETTELSEN

1. Kyros' karriere

2. Første hjemkomst under Zerubbabel

(1) Opførelsen af templet

(2) Haggaj og Zakarias

3. Ezra og Nehemias

Malakias

VIII. JØDERNE UNDER ALEXANDER OG HANS EFTERFØLGERE

1. Hellenismens udbredelse

2. Hasmonæerne

IX. ROMERNE

1. Territoriets deling

2. Romernes ødelæggelse af Jerusalem

Senere opstand under Bar-Kochba

3. Periodens åndelige liv

Jesu Kristi fremtræden

LITTERATUR

Indledning.

1. Kilder:

Den vigtigste og bedste kilde, hvorfra vi kan lære, hvem dette folk var, og hvad dets historie var, er Bibelen selv, især Det Gamle Testamente, som fortæller os historien om dette folk fra dets tidligste begyndelse.

(1) Det Gamle Testamente.

Israels oprindelse fortælles i Første Mosebog; oprettelsen af teokratiet i de øvrige bøger i Pentateuken; indgangen i Kanaan i Josvabogen; perioden før kongerne i Dommerbogen; oprettelsen af monarkiet og dets udvikling i Samuelsbøgerne og i de indledende kapitler af Kongebøgerne, hvor sidstnævnte også beretter om delingen i to kongeriger og om deres historie frem til deres omstyrtelse. Krønikebøgerne indeholder, parallelt med de allerede nævnte bøger, en oversigt over den historiske udvikling fra Adam ned til det babyloniske fangenskab, men begrænser denne beretning til denne histories teokratiske centrum og dets sfære. I tilknytning til Krønikebøgerne findes de små bøger Ezra og Nehemias, som sandsynligvis oprindeligt udgjorde en del af Krønikebøgerne, men som springer eksilet over og straks begynder med fortællingen om hjemkomsten. Desuden indeholder disse to bøger kun visse episoder i hjemkomstens historie, som var af betydning for genoprettelsen af det jødiske teokrati, så den fortælling, der findes i dem, er alt andet end fuldstændig. Med det 5. århundrede f.Kr. ophører den bibelske fortælling helt. For de følgende århundreder har vi intet andet end nogle spredte oplysninger; men for det 2. førkristne århundrede har vi en ny kilde i Makkabæerbøgerne, som giver en sammenhængende beretning om hasmonæernes kampe og styre, men som dog kun rækker fra 174 til 135 f.Kr.

Den historiske værdi af de gammeltestamentlige bøger er desto større, jo nærmere fortælleren eller hans kilder tidsmæssigt står på de begivenheder, der berettes om; f.eks. har indholdet af Kongebøgerne i almindelighed større værdi som historiske kilder end det, der berettes i Krønikebøgerne, som blev skrevet i en langt senere periode. Alligevel er det muligt, at en senere krønikeskriver kunne have gjort brug af gamle kilder, som tidligere fortællere ikke havde anvendt. Dette er den faktiske situation i forbindelse med et betydeligt antal forhold, som de bibelske krønikeskrivere beretter om, og som supplerer de overordentlig sparsomme uddrag, som forfatteren til Kongebøgerne har givet. Endvidere har profeternes bøger en usædvanlig værdi som historiske kilder af den særlige grund, at de giver belysning af den historiske situation og begivenhederne fra samtidiges læber. Som eksempel kan vi henvise til den udadtil blomstrende tilstand i Juda rige under kong Uzzija, om hvilken Kongebøgerne praktisk talt intet beretter, men som Krønikebøgerne giver detaljer om, der bekræftes af Esajas' vidnesbyrd.

(2) Josefus.

En sammenhængende beretning om Israels historie er blevet leveret af Flavius Josefus. Hans værk med titlen Jødiske oldtidsminder står dog, hvad pålidelighed angår, igen betydeligt under Krønikebøgerne, eftersom jødernes senere traditioner i endnu højere grad påvirkede hans beretning. Kun i de tilfælde, hvor han kunne gøre brug af udenlandske ældre kilder, såsom egypteren Manetho eller fønikiske forfattere, giver han os værdifuldt materiale. Dernæst udfylder han for de sidste få århundreder før sin egen tid et vist behov. Særlig er han den bedste autoritet for de begivenheder, som han selv gennemlevede, og som han beretter om i sit værk om de jødiske krige, selv om han ikke er fri for visse personlige fordomme (se JOSEPHUS). For skikke og brug i den senere jødiske tid må også de traditioner, der er nedlagt i Talmud, tages i betragtning. Langt mindre end Josefus kan den alexandrinske jøde Filon tillægges nogen historisk værdi. De udenlandske forfattere, f.eks. de græske og latinske historikere, indeholder kun oplysninger til historien om de folk, der omgav Israel, men ikke til Israels egen tidlige historie.

(3) Monumenterne.

På den anden side er Israels tidlige historie i nyere tid blevet vidunderligt beriget gennem monumenternes vidnesbyrd. I selve Israels land har fundene af historiske data og monumenter indtil nu været ret sparsomme. Alligevel har udgravningerne på stederne for det gamle Taanak, Megiddo, Jeriko, Gezer og Samaria bragt vigtigt materiale for dagen, og vi har grund til at vente yderligere arkæologiske og litterære fund, som kan kaste klart lys over mange punkter, der er forblevet dunkle og usikre. Også i landene omkring Israels land er der allerede fundet vigtige dokumenter (Moabitterstenen; fønikiske indskrifter). Særlig har opdagelsen og tolkningen af de monumenter, der er fundet i Egypten, Assyrien og Babylonien, i høj grad fremmet vores kundskab om Israels historie. Ikke alene er forbindelsen mellem dette folks historie og verdenshistorien blevet klart belyst ved disse fund, men Israels historie selv har vundet i håndgribelig virkelighed. I enkelte detaljer har traditionelle forestillinger måttet vige for klarere opfattelser; f.eks. er Det Gamle Testamentes kronologi gennem assyriologisk forskning blevet sat på et sikrere grundlag. Men alt i alt har disse arkæologiske opdagelser bekræftet den tillid, der er blevet vist de bibelske historiske kilder.

2. Historiens religiøse karakter:

Det er sandt, at de regler, der anvendes på profan historie, ikke uden ændring kan anvendes på hebræernes historiske skrifter. De bibelske fortællere er optaget af noget mere end bevarelsen af historiske fakta og oplysninger. Lige så lidt er det deres formål at forherlige deres folk eller deres herskere, sådan som det sker på de egyptiske, assyriske og babyloniske kongers mindetavler. Set alene fra den profane histories synspunkt er der mange udeladelser i Det Gamle Testamentes historiske bøger, som man finder anstødelige. Undertiden springes hele perioder over eller behandles meget kort. Desuden bliver den politiske pragmatisme, den verdslige sammenhæng i folkenes bevægelser og de historiske begivenheder, ofte næsten ikke nævnt. Forfatterens synspunkt er det religiøse. Dette viser sig i, at denne historie begynder med verdens skabelse og gengiver urtraditioner om menneskehedens oprindelse og dens tidligste historie i lyset af åbenbaringen af Israels Gud, og i at den gør denne nationale historie til et led i menneskehedens almindelige historiske udvikling. Dette blev heller ikke først gjort af forfatteren til Pentateuken i dens nuværende form. Allerede de forskellige skriftkilder, som findes forenet i Pentateuken, nemlig E (Elohist), J (Jahwist) og P (Priestly Code), fremstiller Israels historie efter den plan, som verdens Skaber havde med dette folk. Også når de fortæller om Israels nationale omskiftelser, er forfatterne først og fremmest optaget af klart at vise Guds forsynsmæssige ledelse. De giver særlig vægt til de begivenheder, hvor Guds hånd viser sig, og beskriver udførligt livet hos de redskaber, som Yahweh gjorde brug af for at lede sit folk, såsom Moses, Samuel, David, Salomo og andre. Men det er ikke disse mænds egen herlighed, forfatterne sigter mod at skildre, men snarere deres betydning for Israels åndelige og religiøse storhed. Lad os i denne forbindelse blot bemærke den yderste korthed, hvormed Davids politisk fremgangsrige krige berettes i 2 Samuel; og hvor brudstykkeagtige de meddelelser er, hvori forfatteren til Kongebøgerne beretter om de forskellige kongers regeringer; og hvor kort han for alle de øvrige detaljer om disse konger henviser til bøger, som desværre er gået tabt for os. Men på den anden side: hvor udførlige er detaljerne ikke, når Bibelen giver os sin beretning om Samuels eller Davids tidlige historie, hvor Yahwehs forsynsmæssige ledelse og beskyttelse træder frem i en så håndgribelig form; eller når den beskriver Salomos bygning af templet, der var så epokegørende for Israels religionshistorie, eller virksomheden hos sådanne ledende profeter som Elias og Elisa. Langt mindre menneskers gerninger end Guds gerninger midt iblandt hans folk udgør fortællernes tema. Disse kendsgerninger forklarer også den fænomenale upartiskhed, ellers ukendt i oldtidens litteraturer, hvormed Israels forfædres og kongers svagheder og fejl berettes af de bibelske forfattere, selv når det gælder deres mest ærede konger, eller hvormed selv folkets mest skændige nederlag fortælles.

Det kan ganske vist ikke nægtes, at dette religiøse og grundlæggende særpræg ikke findes i samme grad i alle bøger og kilder. De ældste fortællinger om Jakob, Josef, dommerne, David og andre viser en naiv og barnlig naturlighed, mens der i Krønikebøgerne kun er optaget de ting, som stemmer overens med den regelbundne kult. Fortællingerne om en Samson, Jefta, Abimelek, Barak og andre gør ofte indtryk på os som myter eller fortællinger om gamle helte, sådan som vi finder dem i andre folks overleveringer. Men forfatteren til Dommerbogen, som skrev indledningen til værket, skildrer hele fortællingen ud fra et opbyggeligt synspunkt. Og når man undersøger den nærmere, viser det sig, at det religiøse element ikke mangler, selv ikke i den primitive og naive gammeltestamentlige fortælling. Denne faktor var fra begyndelsen et enestående særpræg ved folket og dets historie. Israel skyldte denne faktor sin egenart og sin eksistens som et særskilt folk blandt nationerne. Men med tiden blev det mere og mere bevidst om sin opgave som at være Jahves folk på jorden, og det lærte at forstå hele sin historie ud fra dette synspunkt. Derfor må enhver fremstilling af Israels historie give særlig opmærksomhed til dets religiøse udvikling. For denne histories betydning ligger for os deri, at den udgør forberedelsen til den højeste åbenbaring i Kristus Jesus. I sit inderste hjerte og sin kerne er den historien om menneskehedens forløsning. Det er dette, der giver denne historie dens enestående karakter. De personer og begivenheder, som udgør denne historie, må ikke måles efter hverdagslivets målestok. Hvis vi i denne historie finder den levende Guds forsynsmæssige virksomhed virke på en enestående måde, behøver det ikke at forekomme os mærkeligt, eftersom også den fulde frugt af denne historiske udvikling, nemlig Jesu Kristi fremtræden, langt overgår menneskehistoriens almindelige forløb. På den anden side skal denne Israels historie ikke betragtes som en rent isoleret faktor. Moderne forskning har vist, hvor nært denne historie var sammenvævet med andre nationers historie. Allerede mellem Det Gamle Testamentes religiøse former og andre semitiske folks er der fundet mange forbindelser. Religiøse udtryk og gudsdyrkelsesformer blandt israelitterne viser ofte i sprog og kult en lighed med dem hos de gamle kanaanæere, fønikerne, syrerne, babylonierne og egypterne. Men det er en fejltagelse at tro, at Israels historie og religion blot er et afkom af den babylonske. Ligesom israelitterne holdt hårdnakket fast ved deres nationale liv, selv når de var omgivet af mægtige nationer eller endog spredt blandt disse nationer, som i eksilet, således har også deres religion, i det mindste hos dens officielle repræsentanter, til alle tider kunnet bevare en meget høj grad af originalitet og selvstændighed under indflydelse af den guddommelige Ånd, som havde fyldt den.

I. Israels oprindelse i førmosaisk tid.

1. Oprindeligt hjemland:

Israelitterne vidste til alle tider, at Kanaan ikke var deres oprindelige hjemland, men at deres forfædre var indvandret i dette land. Hvad var deres tidligere og tidligste hjem? Overleveringen siger, at de indvandrede fra Karan i den øvre Eufratdal. Men det hævdes, at de kom til Karan fra Ur i Kaldæa, dvs. fra en by i det sydlige Babylonien, nu kaldet Mugheir. Denne by Ur, som nu er velkendt fra babylonske indskrifter, var bestemt ikke det oprindelige hjem for Israels forfædre. De tilhørte snarere en rent semitisk stamme, som havde fundet vej fra det nordlige Arabien ind i disse egne. En slående bekræftelse på dette synspunkt findes i et vægmaleri på klippegravene ved Benihassan i Øvre Egypten. De fremmede, som her er afbildet (fra det XII. dynastis tid), kaldet Amu, nemlig beduiner fra det nordlige Arabien eller fra Sinaihalvøen, viser så uomtvistelige jødiske ansigtstræk, at de må have været nært beslægtede med Abrahams slægt. Dertil kommer, at karavanens leder, Ebsha`a (Abishua), har et navn dannet på samme måde som Abrahams. Da Moses i senere tider flygtede til midjanitternes land, blev han uden tvivl budt velkommen af sådanne stammebeslægtede.

2. Etnografisk oprindelse:

Israelitterne lagde til alle tider vægt på deres etnografiske forbindelse med andre nationer. De vidste, at de var nært beslægtede med en gruppe folk, der har navnet hebræere. Men de førte deres oprindelse endnu længere tilbage til stamfaderen Sem. Sprogvidenskab og etnologi bekræfter i det store og hele den nære forbindelse mellem de semitiske stammer, der nævnes i 1 Mos 10,21 ff. Ubestridelig er denne forbindelse i tilfældene Assur, Aram og de forskellige arabiske stammer. En snævrere gruppe af semitter kaldes hebræere. Dette udtryk bruges i Første Mosebog i en bredere betydning end i senere tider, da det blev anvendt som synonym for Israel. Efter sin etymologi betød ordet »dem på den anden side«, dem, der bor på den anden side af floden eller er kommet over fra den anden side. Den flod, der menes, er ikke Jordan, men Eufrat. Omtrent på samme tid som Israels forfædre indvandrede i Kanaan og Egypten, udvandrede også andre stammer mod vest og blev af kanaanæerne og egypterne kaldt `ibhrim. Dette udtryk er identisk med Chabiri, som findes i Tell el-Amarna-brevene, hvor der klages over sådanne stammers indfald. Israelitterne kan ikke være ment her, men beslægtede stammer er det. Muligvis er det egyptiske Apriu det samme ord.

3. Patriarkalsk oprindelse og historie:

Israelitterne erklærede, at de nedstammede fra en bestemt familie. På grund af den patriarkalske karakter af deres gamle stammeliv er det ikke tvivlsomt, at stammen faktisk voksede ud af en enkelt familie. Stammefaderen, Abraham, var uden tvivl overhoved for den lille stamme, som gennem sin store børneflok udviklede sig til forskellige stammer. Vi må blot ikke glemme, at en sådan stamme hurtigt kunne udvides ved også at optage trælle og klienter i den (jf. 1 Mos 14,14). Også de sidstnævnte betragtede stammens overhoved som deres far og anså sig selv for hans »sønner«, uden i virkeligheden at være hans efterkommere. Muligvis var den stamme, der først indvandrede til Karan og derfra til Kanaan, allerede talrigere, end det synes at være tilfældet ifølge overleveringen, som kun tager hensyn til de ledende personligheder. For det andet må vi huske, at israelitterne på grund af deres patriarkalske liv havde vænnet sig til at iklæde alle forhold mellem folk i familiens skema. På denne måde opstod sådanne folkeslægtsregistre, som findes i 1 Mos 10 og 11. Her er også folk, byer og lande blevet indsat i slægtsregistrene, uden at forfatteren selv i denne forbindelse tænkte på enkeltpersoner, som havde båret navnene, f.eks. Misrajim (Egypten), Kush (Etiopien) osv., og som virkelig var Kams sønner. Formålet med slægtsregistret i denne form er kun at udtrykke det nærmere eller fjernere slægtskab eller forbindelsen til en gruppe folk. 1 Mos 25,1 ff. er også et talende eksempel, som viser, hvor selvstændigt disse grupper forenes. En ny hustru (Ketura) passer ikke på dette sted ind i Abrahams familiehistorie. Men forfatteren vil alligevel nævne en arabisk gruppe, som også var beslægtet med Israel ved blod, men som i virkeligheden stod fjernere fra israelitterne end ismaelitterne gjorde. Af denne systematiske videreudvikling af den levende overlevering opstår der dog en vanskelighed. Det er ikke alle steder let, ja ikke altid muligt, at drage grænsen mellem det, der er pålidelig overlevering, og det, der er en friere fortsættelse. Men det er en misforståelse af den historiske situation, når hele patriarkernes historie erklæres for utroværdig, og når man i så skarpt tegnede personligheder som Abraham, Jakob, Josef og andre kun finder personifikationer af stammer, hvis senere historie siges at være legemliggjort i disse mænds liv; f.eks. kan navnet Abraham ikke have været det upersonlige navn på en stamme eller på en gud. Det findes som personnavn på gamle babyloniske tavler (Abu ramu); men oprindeligt blev det i den nomadiske stamme uden tvivl udtalt 'abhi ram, dvs. »Min far (Gud) er ophøjet.« Det samme gælder navnet Jakob (egentlig Jakob-el); jf. Josef (Joseph-el), Ismael og andre, som finder deres paralleller i gamle arabiske navne.

(1) Patriarkalske forhold--Første Mosebog 14.

Desuden stemmer de livsforhold, som forudsættes i patriarkernes historie, fuldstændigt overens med dem, som vi fra Tell el-Amarna-brevene ved fandtes i Kanaan. Mens man tidligere hævdede, at det ville have været umuligt for en enkelt stamme at trænge ind i Kanaan på den tid, da landet var tæt befolket, ved man nu, at netop på den tid, da israelitternes forfædre drog ind, fandt lignende stammer også vej ind i landet, undertiden på fredelig måde, undertiden med magt. Egypten havde for øjeblikket kontrol over landet, men dets herredømme var intet sted særlig stærkt. Og `ibhrim, ligesom andre der trængte ind i landet, voldte indbyggerne mange vanskeligheder. Særligt viser 1 Mos 14, den eneste episode hvor et stykke verdenshistorie finder vej ind i fortællingen om stammeforfædrene, sig at være et dokument af stor værdi, som smukt afspejler forholdene i Asien. Sådanne erobringstogter i retning af Middelhavslandene blev foretaget på et tidligt tidspunkt af babyloniske herskere, Sargon I af Akkad og hans søn Naram Sin. Sidstnævnte foretog et felttog til landet Magan ad nøjagtig den vej, som beskrives for felttoget i 1 Mos 14, og dette fandt sted i Amrafels dage, dvs. Hammurabis. At sidstnævnte selv stod under en elamitisk overherre, stemmer fuldstændigt overens med indskrifternes beretning, ifølge hvilken den berømte Hammurabi af Babylon først havde frigjort sig fra Elams overhøjhed. At Hammurabi ifølge den anerkendte kronologi regerede kort efter år 2000 f.Kr., stemmer også overens med den bibelske kronologi, som placerer Abraham netop på denne tid. Disse felttog ind i landet Martu, som babylonierne kalder Syrien, havde især til formål at sikre bytte og opkræve tribut. At de allierede konger selv deltog i dette felttog, er ikke sandsynligt. Det var straffeekspeditioner, der blev foretaget med en lille styrke.

Første Mosebog 14 synes at være en oversættelse af en gammel kileskriftstavle. Som regel blev fortællingerne fra patriarktiden i lang tid overleveret mundtligt og blev naturligvis i nogen grad ændret. Desuden har forskere for længe siden opdaget forskellige kilder, som fortællingen i sin nuværende form er blevet sammensat af. Dette forklarer nogle uregelmæssigheder i fortællingen: f.eks. harmonerer de kronologiske oplysninger i dokumentet Præsteskriftet (P), som ordner sit indhold systematisk, ikke altid med begivenhedernes rækkefølge sådan som den berettes af de to andre hoveddokumenter, Elohisten (E) og Jahvisten (Jahvist), hvoraf den første måske er den efraimitiske og den anden den judæiske version af fortællingen. Men under alle omstændigheder er overensstemmelserne mellem kilderne langt større end forskellene. De rummer det samme billede af denne periode, som bestemt ikke er blevet ændret for at forherlige deltagerne. Det ses let, at fædrenes situation, da de var fremmede i landet, var alt andet end behagelig. En poetisk eller helt opdigtet folkelig beretning ville have fortalt ganske andre heltegerninger om folkets grundlægger. Svaghederne og fejlene hos fædrene og mødrene i patriarkfamilierne forbigås ikke i tavshed. Men det forhold, at Jahve, som de altid stolede på, hjalp dem igennem og ikke lod dem blive tilintetgjort, men i dem lagde grundlaget for sit folks fremtid, er den gyldne tråd, der løber gennem hele historien. Og heri kommer forskellen mellem de enkelte karakterer skarpt til udtryk; f.eks. kommer Abrahams storsind og fine æresfølelse i forhold til hans fordel i verdslige anliggender til udtryk i fortællinger, som tilskrives helt forskellige kilder, som 1 Mos 13,8 ff (Jahvisten); 14,22 ff (særlig kilde); 23,7 ff (P). På en helt anden måde fastholder Jakob sin fordel! Denne konsekvens i den måde, de forskellige karakterer skildres på, må vække tillid til fortællingernes historiske karakter. Desuden taler overensstemmelsen med egyptiske skikke og sædvaner i Josef-fortællingen, selv i dens mindste detaljer, sådan som især egyptologen Ebers har fremhævet dem, for denne historiske troværdighed.

(2) Forestillinger om Gud.

Endvidere var den gudsopfattelse, som disse fædre havde, endnu af en primitiv karakter, men den rummer elementerne til den senere religiøse udvikling (se ISRAEL, RELIGION OF).

(3) Nedstigning til Egypten.

Under en lang hungersnødsperiode fandt Jakobs sønner, gennem guddommeligt forsyn, som brugte Josef som redskab, tilflugt i Egypten, i hvis sumpe langs den nedre Nil semitiske stammer ikke sjældent havde haft midlertidigt ophold. Landet Goshen i den nordøstlige del af deltaet har Ed. Naville (The Shrine of Saft-el-Henneh and the Land of Goshen, London, 1887) vist er området omkring Phakusa (Saft-el-Henneh). Disse egne var på den tid endnu ikke blevet gjort til en del af det strengt organiserede og styrede Egypten og kunne derfor stadig overlades til sådanne nomadestammer. For Jakobs sønner var endnu omvandrende hyrder, selv om de hist og her, efter sådanne stammers skik, gik over til landbrugsarbejde (1 Mos 26,12). Hvis, som det er sandsynligt, et dynasti af semitiske hyksos på den tid herskede i Nedre Egypten, er det så meget lettere at forstå, at beslægtede stammer af denne art gerne slog sig ned langs disse grænsedistrikter. På grund af de rigeligt vandede distrikters frugtbarhed kunne mennesker og dyr hurtigt blive flere, og den livskraftige stamme kunne i løbet af nogle få århundreder vokse til et mægtigt folk. En del af stammerne græssede deres hjorde frem og tilbage på græssletterne; en anden byggede huse til sig selv blandt egypterne og beskæftigede sig med landbrug og havebrug (4 Mos 11,5). Egyptiske kunster og håndværk fandt også vej ind blandt dette folk, ligesom uden tvivl også skrivekunsten, i det mindste hos visse enkeltpersoner. På denne måde blev deres ophold i dette land en frugtbar faktor i folkets dannelse. Dette ophold forklarer til dels den kendsgerning, at israelitterne til alle tider var mere modtagelige for kultur og i denne henseende mere dygtige end deres slægtninge, edomitterne, ammonitterne og moabitterne, og andre. Moses havde, ligesom Josef, lært alle den egyptiske visdoms hemmeligheder. På den anden side var opholdet i dette gamle, civiliserede land en fare for Israels folks religion. Ifølge vidnesbyrdet i Jos 24,14; Ez 20,7 ff; 23,8.19 overtog de mange hedenske skikke fra deres naboer. Det var gavnligt for dem, at mindet om dette ophold blev gjort bittert for dem ved hård undertrykkelse.

II. Nationalitet under Moses.

1. Israel i Egypten:

Det berettes i 2 Mos 18, at en ny farao besteg tronen, som intet kendte til Josef. Dette betyder uden tvivl, at et nyt dynasti kom til magten, som antog en ny politik i behandlingen af de semitiske naboer. Hyksos' fordrivelse var gået forud for dette, og modstanden mod semitterne var blevet skarpere. Den nye regering udviklede en stærk tendens til ekspansion i retning mod nordøst. Under disse omstændigheder er det ikke overraskende, at rigets love blev håndhævet kraftigt i disse grænsedistrikter, og at der blev gjort ende på de uvelkomne hyrdestammers friheder. Dette førte til stadig hårdere foranstaltninger. På denne måde blev folket mere og mere ulykkeligt og blev til sidst tvunget til at udvandre.

(1) Kronologi.

Det er stadig den gængse overbevisning, at undertrykkelsens farao var Ramses II, en konge der var usædvanlig ambitiøs som bygherre, og hvis lange regeringstid af Eduard Meyer sættes så sent som 1310 til 1244 f.Kr. Hans søn Merenptah ville da være udvandringens farao. Men under denne forudsætning kommer den bibelske kronologi ikke blot i alvorlige vanskeligheder, eftersom dommertiden da må skæres ned til urimeligt små proportioner; også bestemte oplysninger taler for en tidligere datering af Israels udvandring. Merenptah praler i en indskrift af, at han på et felttog til Syrien ødelagde Israels mænd (dette navn forekommer her for første gang på et egyptisk monument). Og selv faderen til Ramses II, nemlig Seti, nævner Asher blandt dem, han erobrede i det nordlige Kanaan, det vil sige i det område, som denne stamme senere indtog. Disse oplysninger berettiger den opfattelse, at udvandringen allerede fandt sted på det 18. dynastis tid, noget der i sig selv er sandsynligt, eftersom dette dynastis energiske herskere naturligt må have indført en ny måde at behandle denne provins på. Israels undertrykkelse ville da måske være Thutmosis III's værk (ifølge Meyer, 1501-1447 f.Kr.), og udvandringen ville finde sted under hans efterfølger, Amenofis II. I overensstemmelse hermed står Manethos påstand, idet han erklærer, at "de spedalske", i hvem vi genkender israelitterne (se nedenfor), blev fordrevet af kong Amenofis.

Længden af israelitternes ophold i Egypten var ifølge 1 Mos 15,13 (P) i runde tal 400 år; mere nøjagtigt ifølge 2 Mos 12,40 f (P), 430 år. Men det sidstnævnte sted lyder i Septuaginta: "Jakobs sønners ophold, da de boede i Egypten og i Kanaans land." (Den samme læsemåde findes i den samaritanske tekst, blot sådan at Kanaans land går forud for Egypten.) Eftersom patriarkerne ifølge denne kilde (P) levede 215 år i Kanaan, ville opholdet i Egypten også blive reduceret med 215 år. Det er på denne måde synagogen regner (sammenlign Gal 3,17), ligesom også Josefus (Ant., II, xv, 2). Til fordel for denne kortere periode henviser man til slægtsregistrene, som dog, fordi de er ufuldstændige, ikke kan afgøre sagen. Til fordel for en længere varighed af dette ophold kan vi ikke blot henvise til 1 Mos 15,13 Septuaginta har det samme!), men også til det store antal af dem, der forlod Egypten ifølge 4 Mos 1 og 26 (P), selv om tallet på 600.000 mænd, der nævnes dér, og som ville forudsætte et folk på omkring to millioner sjæle, bygger på en senere beregning og giver os en umulig forestilling om udvandringen.

(2) Moses.

Mens der ikke er bevaret nogen beretning om israelitternes ophold i Egypten, er selve udvandringens historie, som betyder Israels fødsel som nation, udførligt fortalt. I denne krise er Moses den profetiske formidler, gennem hvem Guds underfulde gerning fuldbyrdes. Alle Guds gerninger bliver, når de tolkes af denne profet, til åbenbaringer for folket. Moses selv havde ingen anden myndighed eller magt end den, der var sikret ham gennem hans embede som Guds redskab. Han var det menneskelige instrument til for alle tider at frembringe forbindelsen mellem Israel og Jahve. Idet han gjorde dette, havde han ganske vist forkyndt fædrenes gamle Gud, men under det nye navn Jahve, eller i hvert fald et navn der hidtil havde været ukendt for folket; dette er i den grad et karakteristisk kendetegn for de mosaiske åbenbaringer, at de mere nøjagtige fortællere (E og P) først begynder at gøre brug af dette navn fra denne tid af. I denne absolutte herskers, Guds, navn kræver Moses frihed for Israel, eftersom dette folk var Jahves førstefødte (2 Mos 4,22). Den strid, som Moses i denne Guds navn fører med farao, bliver mere og mere en kamp mellem denne Gud og Egyptens guder, hvis jordiske repræsentant farao er. Plagerne, som kommer over Egypten, har alle grundlag i landets naturlige forhold, men de indtræffer med en så usædvanlig styrke og hast efter Moses' forudsigelse og synes endda at komme på hans befaling, at de overbeviser folket og til sidst farao selv om denne Guds almagt på dette lands jord. På samme måde kan befrielseshandlingen ved Det Røde Hav forklares som et samvirke af naturlige årsager, nemlig vind og tidevand. Men den kendsgerning, at disse elementære kræfter netop i dette kritiske øjeblik viste sig så tjenlige for Guds folk og ødelæggende for deres fjender, viser umiskendeligt Guds underfulde virksomhed. Dette erfarede israelitterne yderligere på vandringen gennem ørkenen, da de var helt afhængige af guddommelig ledelse og omsorg. Resultatet af disse erfaringer, og samtidig deres mest storslåede demonstration, var sluttelsen af pagten ved Sinaj bjerg. Fra dette tidspunkt var Jahve Israels Gud, og Israel var Jahves folk. Denne Gud gjorde krav på at være den eneste og absolutte hersker over de stammer, som nu indadtil var forenet til én nation. Heraf fulgte som en selvfølge, at Moses som denne Guds anerkendte redskab ikke blot var den myndighed, der skulle afgøre alle stridigheder om ret, men også den, fra hvem en ny og fuldstændig ordning af lovbestemmelser udgik. Moses blev Israels lovgiver.

Selv om historien om den gammeltestamentlige pagts oprindelse er enestående i sin karakter, er det ikke desto mindre nyttigt at lægge mærke til en analogi, som findes hos et beslægtet folk, og som er egnet til at gøre meget i Israels historie klarere. Også Muhammed indgik, efter at han på et kritisk punkt i sin karriere havde overtalt sine tilhængere til at udvandre fra deres hjem, kort efter i Medina en pagt, ifølge hvilken han, som Allahs (Guds) anerkendte talsmand, krævede retten til at afgøre alle tvister. Også han blev, i sin egenskab af Guds profet, rådspurgt som en ufejlbarlig autoritet i alle spørgsmål vedrørende kulten, de civile og strafferetlige love, såvel som i sager vedrørende politik og krig. Og hans afgørelser og domme, udtalt i Allahs navn, blev skrevet ned og senere samlet. Også denne Koran blev grundlaget for hellig lov. Og ved at få de hidtil splittede og indbyrdes fjendtlige stammer til at underordne sig Allah forenede Muhammed disse sine tilhængere til et religiøst fællesskab og på denne måde også til et nationalt legeme. Muhammed har ganske vist efterlignet profetien fra tidligere tider, men Moses' værk var oprindeligt i sin karakter og sandt inspireret af Gud.

2. Udvandringens historiske karakter:

Den historiske karakter af udvandringen fra Egypten kan der ikke herske tvivl om, skønt nogle formoder, at hele nationen ikke deltog i vandringen gennem Det Røde Hav, men at visse stammer allerede før dette var vandret mod øst. Vi må ikke glemme, at sejrssangen i 2 Mos 15 ikke nævner et ord om, at Farao selv blev ødelagt, da han gik gennem havet. Det er først den sene Sl 136,15, der forudsætter dette som en sikkerhed. At en hel nation ikke kan udvandre på én nat, kan ikke fastholdes i lyset af den kendsgerning, at indbyggerne i den samme Wady-Tumilat, som Israel vandrede igennem, så sent som i forrige århundrede udvandrede på én nat og af lignende grunde (sammenlign Sayce, Monuments, 249).

(1) Egyptisk version af udvandringen.

Det siger sig selv, at de egyptiske monumenter ikke beretter noget om denne episode, der var så vanærende for dette folk, i betragtning af disse beretningers officielle karakter og deres politik med fuldstændigt at forbigå alle ubehagelige kendsgerninger i tavshed. Og dog er der i folkets folkelige tradition, som Manetho har videregivet, bevaret noget vidnesbyrd om denne begivenhed. Det er ganske vist sandt, at det, denne forfatter beretter om hyksos (se ovenfor), ikke hører hjemme her, da dette folk ikke, sådan som Josefus mener, er identisk med israelitterne. Imidlertid (Apion, I, xxvi, 5 ff) fortæller han en historie, som let kan være traditionen om israelitternes udvandring, sådan som den er blevet ændret gennem folkelig brug. Kong Amenophis, får vi at vide, ønskede at se guderne. En seer, som bar det samme navn, lovede, at hans ønske ville blive opfyldt på den betingelse, at landet blev renset for spedalske og alle andre, der var urene; og det siges, at han i overensstemmelse hermed drev 80.000 sådanne personer ud i stenbruddene øst for Nilen. Da seeren var bange for, at disse forholdsregler ville mishage guderne og bringe landet ind under fremmedes overherredømme i 13 år, overlod han disse spedalske den tidligere hyksosby, ved navn Avaris. Her udpegede de en præst ved navn Osarsiph, senere kaldet Moses, som deres leder; han gav dem en særlig lovsamling og skånede i den ikke de hellige dyr. Han førte også krig mod egypterne, hjulpet af hyksos, og han herskede endda over Egypten i 13 år, hvorefter han og hans tilhængere blev drevet ud til Syrien. Lignende historier findes hos Chaeromon, Lysimachus og andre (Apion, I, xxxii, 36; sammenlign Tacitus, Historie, vers 3-5). Når vi husker, at det er meningsløst at lade spedalske arbejde i stenbrud, og at egypterne også ellers kalder semitterne Aatu, dvs. "plage", så må denne historie anses for at henvise til en sådan ikke-egyptisk nation. Hekataios fra Abdera har en beretning om denne sag, som ligner den bibelske historie langt mere, nemlig at en plage, der var brudt ud i Egypten, fik folket til at tro, at guderne var vrede på egypterne, fordi de havde forsømt den religiøse kult; af den grund fordrev de alle udlændinge. En del af disse siges under Moses' ledelse at være vandret til Judæa og dér at have grundlagt byen Jerusalem (sammenlign Diodorus Siculus xl.3; sammenlign xxxvi.1).

(2) Geografiske forhold.

Det Røde Hav, som israelitterne gik igennem under Moses' ledelse, er uden tvivl den nordlige forlængelse af dette vandområde, som i tidligere tider strakte sig længere ind i landet end den nuværende Suezbugt; jf. Edouard Naville, The Store-City of Pithom and the Route of the Exodus, 1885; og The Route of the Exodus, 1891. Denne lærde har fortjent anerkendelse for at have identificeret stationen Sukkot på grundlag af monumenterne; det er det moderne Tell-Mashuta og identisk med Pitom, som var navnet på helligdommen på det sted. Senere blev byen kaldt Heroopoils. Ruten gik følgelig gennem det moderne Wadi-Tumilat til den moderne Bittersø nord for Suez. Det er en vanskeligere opgave at spore ruten geografisk på den anden side af havet. For spørgsmålet er, om "Jahves bjerg", som var rejsens mål, skal placeres på Sinaihalvøen, i edomitternes land eller endog på Arabiens vestkyst. A.H. Sayce og andre forkaster den traditionelle placering af Sinai på halvøen, der er opkaldt efter dette bjerg, og erklærer, at israelitterne drog direkte østpå mod Akababugten. Begrundelserne for dette findes i Sayces værk The Verdict of the Monuments, 263 ff. Men selv om en række vanskeligheder falder bort under denne antagelse, er der ikke desto mindre mange argumenter for den traditionelle placering af Sinai, især selve bjergkædens storhed, som man ikke har fundet nogen nævneværdig rival til i edomitternes land eller i det nordvestlige Arabien. Sinai-rejsende E. H. Palmer har også vist, hvor fremragende omgivelserne ved Sinai-kæden, især Jebel Musa med Ras Sufsafeh, egner sig til formålet at slutte en pagt.

(3) Opholdet i ørkenen.

Varigheden af opholdet i "ørkenen" angives overalt (som i Am 5,25) til 40 år. I overensstemmelse med dette er den kendsgerning, at kun få af dem, der var draget ud af Egypten, levede længe nok til at komme ind i Kanaan. Størstedelen af disse 40 år synes israelitterne at have tilbragt i Kadesh. I hvert fald var der en helligdom på dette sted, hvor Moses udøvede ret, mens de forskellige stammer sandsynligvis var spredt over græssletterne og de dyrkbare områder. Den centrale helligdom, som Moses oprettede, var tabernaklet, som indeholdt pagtens ark, sanctissimum. Denne hellige ark med keruberne over den repræsenterer Guds trone, idet man tænker sig, at han troner over keruberne. Selve arken er så at sige hans fodskammel. Ligesom de helligste love i egyptiske helligdomme ikke sjældent bliver lagt under gudestatuerens fødder, blev Guds hellige grundlove (dekalogen) således lagt i denne ark på to tavler. Denne pagtens ark forudsætter en usynlig Gud, som ikke kan fremstilles ved noget billede. Moses' øvrige love og forordninger dækkede hele den offentlige og private lovgivning og blev givet, når behovet for dem gjorde det nødvendigt at afgøre sådanne sager. Ved at give disse love knyttede Moses sit system til de gamle traditionelle principper, som allerede var gældende blandt stammerne. Denne kendsgerning bekræftes af Hammurabis lovkodeks, som indeholder bemærkelsesværdige paralleller, især til 2 Mos 20-23. Men Moses har løftet stammernes gamle traditionelle love og givet dem en mere menneskelig karakter. Ved at sætte hver enkelt bestemmelse i Jahve-religionens lys og ved at fjerne alt, som ikke var i harmoni med denne religion, har han løftet folket åndeligt og moralsk til et højere plan.

Blandt folket var de underliggende strømme af overtro og umoral ganske vist stadig stærke. Fra begyndelsen havde Moses meget at kæmpe med i modstanden fra folkets stærkt blandede masse. Og den kendsgerning, at han i 40 år var i stand til at bevare ledelsen over dette genstridige folk uden militær magt, er et enestående værk, som på alle måder viser Jahves egen vidunderlige medvirken. Han lykkedes dog ikke med at løfte hele folket op på niveau med sin egen kundskab om Gud og sin tro på Gud. Denne generation måtte dø i ørkenen, fordi den manglede det helligede mod til at tage løftets land i besiddelse. Men grundlaget var blevet lagt for teokrati, som på ingen måde må identificeres med et hierarki.

(4) Indgangen i Kanaan.

Det var Josva, Moses' efterfølger, der blev sat i stand til at fuldføre værket og tage landet i besiddelse. Ikke langt fra Jeriko førte han folket over Jordan og indtog denne by, som var blevet anset for uindtagelig. Derefter besejrede han med sin nationale hær de kanaanæiske indbyggere i flere afgørende slag, nær Gibeon og ved Meroms vande, og vendte så tilbage og slog lejr i Gilgal ved Jordan. Derefter rykkede han med sin stamme Efraim frem ind i landets hjerte, mens de sydlige stammer på deres side banede sig vej ind i de områder, der var tildelt dem. Uden grund er denne beretning blevet angrebet som upålidelig, og kritikere har ment, at de forskellige stammer oprindeligt på eget initiativ, enten fredeligt eller med magt, havde besat deres land. Men det er helt naturligt at antage, at landets indbyggere, som havde sluttet sig sammen for at modstå Israels besættelse, først måtte bringes til underkastelse gennem flere afgørende nederlag, før de ville tillade Israels stammers indtrængen, en indtrængen som derfor ofte fandt sted uden alvorlig kamp. At besættelsen af landet ikke var fuldstændig, vises i detaljer i Dom 1. Også i de områder hvor Israel havde fået overtaget, førte de som regel ikke den udryddelseskrig, som Moses havde befalet, men nøjedes med at gøre kanaanæerne, som de bosatte sig ved siden af, til trælle og undersåtter. Dette forhold kunne i senere tid let vendes om, især i de tilfælde hvor landets oprindelige indbyggere var i flertal. Dertil må det huskes, at de sidstnævnte stod på et højere civilisationstrin end israelitterne. Det var derfor let for israelitterne at overtage kanaanæernes skikke og forestillinger. Men hvis dette skete, blev deres religion også bragt i fare. Sammen med de oprindelige indbyggeres hellige "helligsteder" (bamoth) kom også de altre og helligdomme, der fandtes dér, i israelitternes besiddelse. Blandt disse var der nogle, som havde været hellige for Israels forfædre, og som gamle minder var knyttet til. Som følge deraf skete det let, at Israel også tilegnede sig gamle symboler og religiøse ceremonier, ja endog Ba'alerne og Astarte-skikkelserne selv, hvor lidt dette end i princippet kunne forenes med tjenesten for Jahve. Men hvis israelitterne mistede deres særegne religion, blev deres forbindelse med de beslægtede stammer og deres nationale uafhængighed snart blot historie. De blev let opslugt af kanaanæerne.

III. Dommertiden.

1. Periodens almindelige karakter:

I en sådan periode med svækket nationalt og religiøst liv kunne det let ske, at Israel igen mistede det herredømme, som det havde vundet med sværdet. Det var muligt, at kanaanæerne igen kunne bringe større dele af landet under deres magt. Også energiske og fremstormende nomadestammer, såsom ammonitterne, moabitterne, eller andre krigeriske folk, såsom filistrene, kunne bringe landet under sig, sådan som det faktisk skete i dommertiden. Dommerbogen beretter om en række sådanne tilfælde af Israels underkastelse, som ikke omfattede hele landet og til dels fandt sted i forskellige egne af landet samtidig. Juda og Simeon, de to stammer i syd, deltog som regel ikke i disse kampe og havde deres egne slag at kæmpe; og det samme gælder stammerne øst for Jordan, blandt hvilke det nordlige Manasse og Efraim stod i den nærmeste alliance. Efter en længere eller kortere tid med undertrykkelse fulgte der i hvert tilfælde en genoplivelse af den nationale ånd mod en sådan undertrykkelse. Og i alle disse tilfælde appellerede folkehelten, som blev befrieren, til den religiøse bevidsthed, der dannede et forenende bånd mellem alle de israelitiske stammer og deres fælles Gud, Jahve. Hvor vildt folkets ungdommelige kraft end kan have fundet sit udtryk ved disse lejligheder, er de ikke desto mindre bevidste om, at de fører en hellig krig, som i hvert tilfælde også endte med sejren over den hedenske ånd og den falske gudsdyrkelse, der havde fundet vej ind i Israel. Det mest værdifulde historiske mindesmærke fra disse tider er Deboras sang (Dom 5), som, ligesom et spejl, trofast afspejler forholdene og tankerne i den tidsalder.

Dommerbogen 17-21 hører til begyndelsen af denne periode. Den første af disse gamle fortællinger beretter om udvandringen af en stor del af Dans stamme til landets yderste nord og om afgudsdyrkelsens oprindelse i den egn (Dom 17; Dom 18). Men også den anden fortælling er, både i form og indhold, i det mindste delvis meget gammel, og dens historiske værdi er rigeligt beskyttet mod moderne kritikeres angreb af Hos 9,9; Hos 10,9. Denne fortælling beretter om en hellig hævnkrig mod Benjamins stamme, som ikke ville yde oprejsning for en skændig forbrydelse, der var blevet begået i Gibea på dens område. I den følelse af nært sammenhold og højt ansvar, som viser sig i forbindelse med straffen for denne forbrydelse, ser vi stadig indflydelsen fra Moses' og Josvas perioder.

2. De forskellige dommere:

Først fortælles det om en konge af Aram-Naharajim, at han havde undertrykt Israel i en periode på 8 år (Dom 3,8). Dette betyder sandsynligvis en konge over Mitanni (Sayce, Monuments, 297, 304), som på den tid forsøgte at trænge sig vej gennem Kanaan ind i Egypten. Det var Otniel, kenizzitten, der tilhørte en stamme, som var beslægtet med Juda, der befriede Israel. En anden befrier var benjaminitten Ehud, som befriede den sydøstlige del af landet fra trældommen under Eglon, moabitternes konge, ved at dræbe ham (Dom 3,12). I større målestok var det afgørende slag mod de kana'anæiske konger i nord, da disse havde dannet et forbund og havde underkuet Israel i en periode på 20 år. På Deboras opfordring besejrede Barak Sisera, den fjendtlige konge og leder af en mægtig hær af stridsvogne, på Kishons slette (Dom 4; Dom 5). I samme område blev Gideons slag udkæmpet mod midjanitternes plyndrende beduinsværme, som gentagne gange havde undertrykt Israel (Dom 6-8). Abimelek, en uværdig søn af den gudfrygtige helt, havde efter sin fars død oprettet et lokalt kongedømme i Sikem, som kun bestod i kort tid og fik en skændig ende. Lidt mere end navnene kender vi til Tola af Issakars stamme og til Jair i Gilead (Dom 10,1). Mere udførligt fortælles historien om Jefta, som befriede landet fra ammonitterne, der kom fra øst (Dom 11), og dermed var også forbundet en kamp med de skinsyge efraimitter (Dom 12); og endnu mere udførligt berettes enkelthederne om nasiræeren Samsons personlige kampe, han der tilhørte Dans stamme, mod filistrene, som trængte ind fra syd, og som i mange år viste sig at være Israels farligste fjender.

Alle disse helte, og nogle få andre, som ikke er så velkendte, kaldes dommere, og det meddeles regelmæssigt, hvor længe hver af disse »dømte« Israel. De var ikke embedsmænd i ordets sædvanlige betydning, men folkets befriere, som på Jahves inspiration gav signalet til en hellig krig. Efter sejren nød de, som Jahves mænd, anseelse, i det mindste i deres egne stammer; og for så vidt som det var ved deres indsats, at folket var blevet befriet, var de de højeste myndigheder i politiske, juridiske og sandsynligvis også religiøse spørgsmål. De kaldes dommere i bevidst modsætning til kongemagten, som i Israel blev anerkendt som Jahves eksklusive forret, således at Gideon afslog den som upassende, da folket ville gøre ham til konge (Dom 8,22). Folket erkendte Jahves Ånd i den voldsomme energi, som kom over disse mænd og drev dem til at vække deres folk ud af deres skændige sløvhed. Af denne grund kunne man også bagefter have tillid til dem, når de traf deres retsafgørelser i overensstemmelse med Guds sind og Ånd, sådan som profetinden Debora allerede havde gjort i undertrykkelsens tid. Dog er det, i det mindste i Samsons tilfælde (trods Dom 16,31), ikke sandsynligt, at han nogensinde beskæftigede sig med retspleje. Det fortælles ikke engang om ham, at han kæmpede i spidsen for folket, men han førte sine kampe med filistrene på egne vegne, selv om han, som en indviet til Gud, var et vidne om Guds kraft.

3. Periodens kronologi:

Dommerperiodens kronologi frembyder nogle særlige vanskeligheder. Hvis vi lægger de oplysninger sammen, som gives efter hinanden i Dommerbogen, får vi fra Dom 3,8-16; Dom 4,10 år i alt. Men dette tal er for stort til at kunne bringes i overensstemmelse med de 480 år, der nævnes i 1 Kong 6,1. Jødisk tradition (f.eks. Cedher `Olam) medregner derfor ikke undertrykkelsesårene i denne sum, men gør dem til en del af de enkelte dommeres periode. På denne måde fjernes omkring 111 år. Men tydeligvis delte redaktøren af Dommerbogen ikke denne opfattelse. Moderne kritikere er af den mening, at forfatteren har flettet to kronologiske metoder sammen, hvoraf den ene regnede på grundlag af perioder på fyrre år hver, mens den anden var mere nøjagtig og indeholdt ulige tal. På denne måde kan vi forkorte denne periode, sådan som Cedher `Olam gør. Under alle omstændigheder er det berettiget, og det antydes af Dom 10,7, at betragte undertrykkelsen ved ammonitterne (10,8 ff.) og undertrykkelsen ved filistrene (13,1 ff.) som samtidige. Og også andre begivenheder, som i fortællingens forløb skildres som efterfølgende hinanden, kan have fundet sted på samme tid eller i en noget anden rækkefølge, da forfatteren brugte forskellige kilder til de forskellige begivenheder. Men netop af denne grund fortjener hans beretning at blive anerkendt som historisk. Skikkelser som Debora, Jefta, Ehud, Gideon, Abimelek og Samson beskrives som håndgribelige historiske realiteter. Selv om den mundtlige tradition, i den sidstnævntes tilfælde, har føjet dekorative detaljer til skikkelsen, kan Samson dog umuligt være en blot mytologisk person, men må have været en nationalhelt, der er karakteristisk for denne periode, og i hvem den unge nations overflod af fysiske og mentale særpræg er repræsenteret, ligesom også deres godmodige ligegyldighed og sorgløshed over for deres forræderiske fjender.

4. Folkets løse organisering:

Manglen på en central politisk magt gjorde sig så meget desto mere gældende i dommertiden, da den dybere enhed i hjerte og sind manglede på grund af folkets spredte tilstand i det land, der var blevet så nøje udstykket, og på grund af svækkelsen af den religiøse begejstring fra den foregående tidsalder. Det er ganske vist forkert at forestille sig, at der på dette tidspunkt var en fuldstændig mangel på regeringsmyndighed. En patriarkalsk organisation havde været i kraft fra begyndelsen. Familiefaderen var det lovlige overhoved for dem, der hørte til ham; og en større slægt stod igen under en "ældste", med vidtrækkende rettigheder i retsplejen, men også med pligt til at beskytte sine underordnede og i tilfælde af nød at understøtte dem. Desværre får vi ingen steder oplysning om, hvordan disse ældste blev valgt, eller om deres embeder var arvelige. Kun ganske få passager, såsom Es 3,6 f, kaster et vist lys over emnet. Denne institution med de ældste havde Moses allerede fundet etableret og havde videreudviklet (2 Mos 18,13). Den blev bevaret i alle perioder af Israels historie. Da folket begyndte at bo sammen i større centre, blev der som en naturlig følge oprettet råd af sådanne byældste. Også stammerne havde "ældste" i spidsen. Men til en forenet handling fra hele nationens side var denne ordning ikke tilstrækkelig; og især i krigstilfælde følte Israels folk, at de var dårligere stillet end deres fjender, som havde konger til at lede sig. Af denne grund voksede ønsket om en konge støt i Israel. Diktatorerne i dommertiden opfyldte kun deres behov for en tid.

IV. Kongeriget: Israel-Juda.

På den tid, da israelitterne blev undertrykt af filistrene, mærkedes behovet for en konge særligt stærkt. Ligesom Samson var død i trældom, sådan var folket selv, ved afslutningen af denne periode med strålende sejre, under herredømme af en krigerisk race, som først i nyere tid havde bosat sig på vestkysten af Israels land og fra denne base trængte sine erobringer ind i landets hjerte.

1. Samuel:

Efter de mest ødelæggende nederlag, hvor selv pagtens ark gik tabt, fremstod der dog for folket en far og en befrier i Samuels person, som reddede dem i den mest kritiske periode. Hvad hans virksomhed betød for folkets opløftelse, kan næppe vurderes højt nok. Han var frem for alt i fredstid den trofaste vogter af Israels helligste ejendele, en profet som folket ikke havde set siden Moses' dage; og han var uden tvivl grundlæggeren af de kolonier af profetiske disciple, som i senere tider fik så stor indflydelse på udviklingen af en teokratisk ånd i Israel. Han vogtede også hele nationen med al sin kraft ved at give dem love og fremme fromheden i landet.

2. Sauls kongedømme:

Men da også Samuel blev gammel, og folket af gode grunde sluttede, at hans styre ikke ville få værdige efterfølgere, kunne deres røst ikke længere bringes til tavshed, og de krævede en konge. Samuel forsøgte forgæves at overtale folket til at opgive deres krav, som for ham syntes at være et tegn på mistillid til Jahves forsyn, men han blev selv, ved Guds inspiration, tvunget til at bøje sig for deres ønsker og salve den nye konge, som Jahve udpegede for ham. Kritikerne hævder ganske vist, at der i Samuel foreligger flere beretninger om udvælgelsen af Saul til kongedømmet, og at disse beretninger adskiller sig ved, at den ene betragter kongedømmet som en velsignelse og den anden som en forbandelse. Det første synspunkt, som siges at være det ældre, hævdes at findes i 1 Sam 9,1-10; 1 Sam 9,16 og 11; mens det andet siges at være i 1 Sam 1; 1 Sam 17-27; 1 Sam 12-14. Hvad end kendsgerningerne måtte være med hensyn til disse kilder, er dette hævet over enhver tvivl: at Samuel, den sidste virkelige teokratiske leder, etablerede kongedømmet. Men lige så lidt kan den kendsgerning betvivles, at han tog dette skridt med indre modvilje, eftersom denne nyskabelse i hans øjne betød, at folket forkastede de idealer, som han selv var forblevet tro imod gennem sit liv. Folkets krav var vokset ud af verdslige motiver, men Jahve bevirkede, at "Jahs salvede" betød et fremskridt i Guds riges historie.

Saul selv løste i begyndelsen de umiddelbare problemer på en kraftfuld og effektiv måde og overvandt sit folks fjender. Men han begyndte snart at opfatte sit kongedømme efter de hedenske kongedømmers mønster og underordnede sig ikke Jahve og hans udpegede repræsentant. Der opstod snart en åben konflikt mellem ham og Samuel; og det, at Guds Ånd var veget fra ham, viser sig i hans melankolske sindstilstand, som drev ham frem mod stadig flere voldshandlinger. At Guds velsignelse under disse omstændigheder også veg fra ham, bevises af sammenbruddet af hans livsværk i hans endelige nederlag mod filistrene.

3. David:

I modsætning hertil havde David, hans efterfølger, den største konge Israel nogensinde havde, en rigtig opfattelse af dette kongelige embede, og selv under sine mest strålende succeser glemte han ikke, at han var kaldet til kun at herske som »Jahves tjener« (det navn, som han, næst efter Moses, oftest kaldes med i Bibelen). Som en begavet hersker styrkede han sit rige indefra, hvilket, når man tager folkets uensartede karakter i betragtning, ikke var nogen let sag, og udvidede det udadtil ved at overvinde skinsyge naboer. På denne måde var det ham, der blev den egentlige grundlægger af et mægtigt rige. Erobringen af Jerusalem og valget af den som hovedstad er også et vidnesbyrd om hans politiske visdom. Det er ganske vist sandt, at også han havde sine personlige fejl, og at han begik mange fejlgreb, som voldte ham politiske vanskeligheder, helt ned i hans alderdom. Men hans ydmyghed gjorde ham til enhver tid stærk nok til igen at bøje sig under Jahves hånd, og denne ydmyghed byggede på hans ånds holdning over for Jahve, sådan som den viser sig i hans salmer. På denne måde kom han virkelig til at være et forbindelsesled mellem Gud og hans folk, og på dette grundlag byggede profeterne videre, idet de profeterede en endnu tættere forening af de to under en Davids søn.

Mens Saul var benjaminit, var David af Juda stamme, og han var i kort tid konge over denne stamme i Hebron, før de andre stammer, der var blevet trætte af vanstyret under en efterkommer af Saul, også frivilligt valgte ham til deres konge. Kort efter gjorde han byen Jerusalem til centrum for sit nye rige; den lå egentlig på det område, som var blevet tildelt Benjamin. Han udskilte også denne by som folkets religiøse centrum ved at føre Pagtens Ark til dette sted. På denne måde lykkedes det David, ved sin visdom og sit folkelige mod, at forene stammerne fastere under sit herredømme, og især bragte han Juda stamme, som indtil da i højere grad havde stået for sig selv, i tættere forbindelse med de andre. Israel under David blev et fremtrædende rige. Denne magtstilling var, som sagen stod, ubehagelig for deres naboer rundt omkring. Filistrene forsøgte at ødelægge det ærgerrige rige, men blev selv gang på gang og endeligt overvundet. Men også andre nabofolk, som, til trods for at David ikke indtog en offensiv holdning over for dem, indtog en fjendtlig holdning over for ham, kom til at mærke hans overlegenhed. Særlig hård og langvarig var krigen mod de forbundne ammonitter og aramæere; og selv om edomitterne også betragtede dette som et gunstigt tidspunkt til at angribe Israel, endte også denne kamp med en fuldstændig triumf for David. De omliggende lande blev underlagt ham fra Middelhavet til Hamat (2 Sam 8,9) og fra Libanons område, hvis indbyggere indtog en venlig holdning, til Egyptens grænser, som også anerkendte det nye herredømme.

4. Salomo:

Salomo, Davids søn, udviklede indadtil det mægtige rige, som han havde arvet. For hans far syntes han at være den rette mand til dette på grund af sit fredelige temperament og sine høje åndelige evner. Han gjorde de forhåbninger, der var sat til ham, til skamme. Af kærlighed til Jahve byggede han templet på Zions bjerg, ordnede statens anliggender og retsplejen, og gennem handelstraktater med fønikerne (kong Hiram) frembragte han stor velstand i landet. Hans tid var Israels »gyldne« periode. Også folkets kultur og civilisation blev væsentligt fremmet af Salomo, idet han udvidede deres horisont og indførte ordsprogslitteraturen, som indtil da var blevet dyrket mere omfattende af nabofolkene (Edom, Arabien, Egypten). Han udviklede endog denne litteratur til en højere type. På den anden side bragte Salomos strålende regering alvorlige farer for det nye rige. Hans frisind i behandlingen af sine fremmede hustruer, idet han tillod dem at bevare deres hedenske gudsdyrkelse, sandsynligvis fordi han mente, at det i sidste ende var den samme guddom, som disse kvinder tilbad under forskellige former, bragte teokratiet i fare med dets alvorlige kult og strenge moral. Gennem denne adfærd måtte kongen nødvendigvis miste de frommeste israelitters sympati. Samtidig oversteg hans kærlighed til pragtbygninger det mål, som blev anset for rigtigt for »Jahves salvede«. Dertil kom, at hans bestræbelser, som i sig selv var berettigede, på at oprette en mere fuldkommen organisering af monarkiet, fremkaldte stor utilfredshed. Salomo forstod ikke, sådan som hans far gjorde, at respektere sit folks nedarvede frihedselskende tilbøjeligheder. De tunge tjenesteydelser og skatter, som folket blev tvunget til at underkaste sig, blev følt dybt, mest af alt af efraimitterne, som til tider havde udvist en skinsyg ånd og ikke kunne glemme deres tabte førerstilling.

5. Rigets deling:

Så længe den vise Salomo og hans rådgivere virkelig stod ved roret, kunne de forskellige oprørske tendenser ikke gøre sig gældende. Men efter hans død kom katastrofen. Hans søn, Rehabeam, viste ved rigsdagen i Sikem, hvor efraimitterne før hans kroning forelagde ham en slags kapitulation, at han slet ikke forstod situationen. Hans herskesyge holdning bragte tingene til et bristepunkt, og han må have været glad for, at i det mindste Juda stamme forblev tro mod ham. De nordlige stammer valgte Jeroboam (I) til konge; han havde allerede tidligere taget del i oprørske agitationer, eftersom riget var blevet forudsagt ham af profeten Ahija (1 Kong 11,2). Israel blev revet i to dele.

6. Kilder til rigets historie:

Med dette brud var det mægtige kongerige, som David havde grundlagt, nået til sin afslutning. Med hensyn til denne blomstrende periode i Israels historie er vi i det store og hele vel underrettet gennem kilderne. Særligt i 2 Sam 2 og 2 Sam 1; 2 Sam 3 har vi en fortæller, som må have været samtidig med de begivenheder, der berettes om. Klostermann formoder, at dette kan have været Ahima'as, Sadoks søn (2 Sam 15,27); mens Duhm, Budde, Sellin og andre mener, at det har været præsten Ebjatar. Mindre enhed viser sig i Første Samuelsbog, som indeholder historien om Davids ungdom, der tydeligvis ofte blev beskrevet. Krønikebøgerne har kun sekundær værdi for Davids liv. Disse bøger fortæller meget udførligt historien om Davids forberedelser til opførelsen af templet og om hans organisering af levitterne. Med hensyn til Salomos regering beretter Kongebøgerne mere udførligt. Om de senere konger giver de som regel kun knappe uddrag af mere fuldstændige kilder; disse uddrag har dog vist sig at være pålidelige. Den interesse, fortælleren har i at fortælle sin historie, er den religiøse. Særligt noterer han omhyggeligt, hvordan de forskellige konger forholdt sig til gudsdyrkelsen. Særlige kilder er blevet brugt ved udarbejdelsen af de detaljerede fortællinger om de store profeter Elias og Elisa, som er indsat i historien om de to riger. På den anden side forbigår Krønikebøgerne fuldstændigt enhver henvisning til profeternes virke i Nordriget, ligesom de lader hele historien om det efraimitiske rige ude af betragtning, eftersom disse bøgers interesse er centreret om helligdommen i Jerusalem. Også i tilfældet med den judæiske historie fortjener de langt ældre Kongebøger forrang. Alligevel skylder vi Krønikebøgernes forfatter en række bidrag til denne historie, især hvor han har gjort mere fyldig brug af kilderne, end forfatteren til Kongebøgerne har gjort. Mistanken om, at alt, hvad Krønikebøgerne indeholder ud over det, der findes i Kongebøgerne, er uhistorisk, har vist sig at være grundløs. Således ville det f.eks. være umuligt overhovedet at forstå Esajas' tidligere profetier under Jotam, hvis det ikke fremgik af Krønikebøgerne, hvilken velstand og indflydelse Jerusalems folk på den tid igen havde opnået. For det er kun Krønikebøgerne, der giver os en beretning om hans forgænger Uzzijas blomstrende regeringstid, som kun behandles kort i Kongebøgerne.

7. Kronologiske spørgsmål:

Kronologien for de tidligere dele af kongetiden afhænger af tidspunktet for rigets deling. Denne dato kan afgøres på grundlag af de omhyggelige kronologiske oplysninger i Kongebøgerne, som ganske vist ikke stemmer overens i alle enkeltheder, men må justeres efter den assyriske kronologi. Hvis vi, med Kamphausen, Oettli og Kittel, anser året 937 f.Kr. for tiden for rigets deling, regerede Salomo fra 977 til 937; David fra 1017 til 977. Længden af Sauls regeringstid kendes ikke, da teksten i 1 Sam 13,1 er mangelfuld. Det er meget sandsynligt, at vi kan tilskrive ham omkring tyve år, efter Josefus (Ant., X, viii, 4), dvs. fra ca. 1037-1017. I så fald flyttede David regeringssædet til Jerusalem omkring år 1010, og fuldførelsen af opførelsen af Salomos tempel fandt sted i 966. Men denne grundlæggende dato, 937, accepteres ikke som korrekt af alle forskere. Klostermann placerer tidspunktet for rigets brud i året 978; Koehler i 973. For senere kronologiske oplysninger er assyriske kilder en vigtig faktor. Assyrerne havde for vane at opkalde hvert år efter en embedsmand (limu), og eponym-lister er bevaret for 228 år. I disse henvises der til en solformørkelse, som astronomisk er blevet fastslået at have fundet sted den 15. juli 763. Vi har altså i denne liste perioden fra 893 til 666. På dette grundlag bliver det muligt at fastsætte de nøjagtige datoer for de assyriske herskeres forskellige militære ekspeditioner og deres konflikter med Judas og Israels konger, dog under den forudsætning, at de assyriske indskrifter, der her bruges, virkelig taler om disse konger, hvilket i en række tilfælde benægtes. Værdifuld hjælp til at fastlægge kronologien for denne periode er Samarias fald i året 722 og Sankeribs felttog mod Jerusalem i 701, og dernæst Jerusalems fald i 587 og 586. Fordelingen af årene mellem disse datoer på de enkelte konger er visse steder tvivlsom, da tallene i teksten muligvis er forvanskede, og der kan være begået fejl i de synkronistiske oplysninger i Kongebøgerne.

V. De adskilte rigers periode.

1. Rigernes modsætninger og omskiftelser:

De to adskilte kongeriger var væsentligt forskellige. Efraims kongerige var det stærkeste af de to. Det omfattede, ifølge en upræcis brug af ordene, 10 stammer; og under dette kongerige forblev vasallerne, såsom Moab, som regel underlagt, indtil de frigjorde sig. Men på den anden side var dette nordrige mindre fast åndeligt. Selv kongens residensby skiftede ofte, indtil Omri grundlagde byen Samaria, som var velegnet til dette formål. Dynastierne var også kun af kort varighed. Det skete kun sjældent, at én slægt kunne bevare sin overhøjhed på tronen gennem flere generationer. En revolutionær karakter forblev fast knyttet til dette rige og blev dets vedvarende svaghed. På den anden side gennemgik det mindre og ofte overmandede Juda rige, som trofast holdt sig til Davids kongeslægt, farlige kriser og havde mange uværdige herskere. Men det legitime kongehus, som var udvalgt af Jahve, udgjorde åndeligt et fast bånd, der holdt folket samlet, sådan som man f.eks. ser det ved et blik på Esajas’ taler; han er helt gennemtrængt af overbevisningen om Davids hus’ betydning, uanset hvor uværdig den konge, der tilfældigvis herskede, måtte forekomme ham. Også i religiøs henseende viste det vilkårlige brud med Zion sig at blive skæbnesvangert for Nordriget.

2. De efterfølgende regeringstider:

Jeroboam.

Det er sandt, at trofaste profeter for Jahve, såsom den ovennævnte Abija fra Shilo og Shemaja (1 Kong 12,22), forkyndte, at den skæbnesvangre deling af riget var en guddommeligt tilsigtet dom fra Jahve. Men de blev snart nødt til at nå den konklusion, at Jeroboam ikke betragtede sig selv som Jahves tjener, men som en suveræn hersker, der ved sin egen magt og ved folkets gunst havde sikret sig herredømmet og derfor vilkårligt kunne afgøre alle spørgsmål vedrørende kulten og folkets hellige helligdomme. Efter sin egen vilje og af politiske grunde oprettede han den nye nationale helligdom i Betel og en anden i Dan. Ved begge helligdomme lod han Jahve blive tilbedt under billedet af en kalv, som skulle udgøre en hedenskgørende modsætning til pagtens ark på Zions bjerg, selv om tanken var, at Jahve, pagtens Gud, skulle tilbedes i disse nye billeder. Ved at gøre dette fulgte kongen gamle nationale skikke, som havde brudt med den mosaiske religions renhed (om billeddyrkelse i Dan har vi hørt før. Se Guldkalven). Også hans ophold i Egypten, hvor han havde levet som flygtning, havde uden tvivl givet kongen tilskyndelser i denne retning. Han skabte et præsteskab, der var underdanigt over for hans ønsker, og han så bort fra modstanden fra de få profeter, som protesterede mod kongens politik. Også hans efterfølgere vandrede »på Jeroboams veje«. De uafhængige profeter uddøde imidlertid ikke; tværtimod udviklede profetien sin største aktivitet netop i dette Nordrige. Som regel stod den i sit virke i opposition til regeringen, men til tider lykkedes det den at vinde herskernes anerkendelse.

Omri.

De tidligste tider i de delte kongerigers historie er, fra et politisk synspunkt, kendetegnet ved, at rigerne ved Eufrat og Tigris, nemlig Assyrien og Babylon, stadig havde nok at gøre med sig selv og endnu ikke gjorde indfald i landene ved Middelhavet; derimod var det aramæerne, som først voldte Nordriget en hel del besvær. Det lykkedes ikke Jeroboam at grundlægge et dynasti. Allerede hans søn Nadab blev ryddet af vejen af tronraneren Basha. Også dennes søn Ela blev myrdet efter en regeringstid på to år. Det var dog ikke hans morder Zimri eller Tibni, som stræbte efter at sikre sig riget, men Omri, der blev konge (1 Kong 1), og som også opnåede en sådan anseelse i udlandet, at kileskriftsindskrifterne længe efter kalder Israel »Omris land«. Hans evne som hersker viste sig i, at det var ham, der gjorde Samaria til hovedstad. Indskriften på Mesha-stenen beretter, at han også kraftigt hævdede Israels overhøjhed på østsiden af Jordan.

Akab.

Også hans søn Akab var en energisk og modig hersker, som formåede at vinde en række sejre over aramæerne, der nu begyndte beslutsomt at gå i offensiven. Desuden var han politisk klog nok til at vinde Juda rige, som hans forgængere næsten konstant havde ligget i krig med, for sine interesser. Denne politik lykkedes for ham, fordi den ædle og storsindede kong Joshafat var mere modtagelig for sådanne broderlige forbindelser, end det var godt for ham. Et felttog, som disse to konger i fællesskab foretog mod Aram, bragte Joshafat i yderste fare og endte med Akabs død.

Akabs skæbne blev hans hustru Jezabel, datter af den fønikiske konge Etba'al (Ithobal, ifølge Josefus, Ant, VIII, xiii, 2 og Apion, I, 18), som havde været præst for Astarte. Dette giftermål ind i en fanatisk hedensk familie bragte ubeskrivelig og endeløs ulykke over hele Israel. Denne dristige og intrigante kvinde planlagde intet mindre end at omstyrte Jahves religion og sætte Ba'al- og Astarte-kulten i stedet. Som et første skridt lykkedes det hende at få kongen til at tolerere denne religion. Det førende tempel i den nye residensby, Samaria, blev viet til Ba'al-kulten. Allerede denne indførelse af en fremmed og utugtig folkereligion var en stor fare for folkets religion og moral. Skarer af Ba'al-præster, ekstatiske dervisher, drog gennem landet. Snart begyndte dronningen at forfølge de trofaste tilbedere af Jahve. Det forhold, at disse mænd protesterede imod tolerancen over for denne fremmede falske religion, blev udlagt som ulydighed fra deres side mod kongen. Mange trofaste profeter blev dræbt. I denne kritiske periode, da Jahves religions eksistens stod på spil, trådte profeten Elias, tishbitten, frem på scenen og genoprettede gennem en bitter kamp tilbedelsen af Jahve. Den skæbnesvangre indflydelse, som denne kvinde udøvede, var dog dermed endnu ikke ødelagt. Den strakte sig også til Juda.

Rehabeam.

I Juda rige oplevede Rehabeam, ud over frafaldet fra forskellige stammer, som kun efterlod ham den kraftige Juda stamme og dele af Benjamin, Dan, Simeon og Levi, også andre ulykker, nemlig en ødelæggende invasion og pålæggelse af tribut fra kong Shishak af Egypten (egyptisk Sheshonk, grundlægger af det 22. dynasti; 1 Kong 14,25 f.; jf. 2 Krøn 12,2 ff.). Mens Israels forbindelser til det egyptiske hof under Salomo i begyndelsen havde været meget venskabelige, ændrede dette sig, da et nyt dynasti kom på tronen. Efter at Jeroboam var mislykkedes med sit første revolutionære projekt, havde han fundet tilflugt ved Shishaks hof (1 Kong 11,40). Det er muligt, at Jeroboam gjorde den egyptiske konge begærlig efter Jerusalems skatte. Egypterne standsede faktisk ikke ved de efraimitiske grænser, men trængte til dels også ind på Jeroboams område; men deres hovedmål var Jerusalem, hvorfra de førte de skatte bort, som var blevet samlet af Salomo. På tempelmuren i Karnak har denne farao indskrevet beretningen om denne sejr og dette bytte. Af navnene på de byer, der findes i denne indskrift, lærer vi, at dette felttog strakte sig så langt som til Megiddo og Ta'anak.

Abija.

Rehabeam blev efterfulgt af sin søn Abija, eller Abijahu, ifølge Krønikebøgerne (Konge­bøgernes Abijam er næppe korrekt). Han regerede kun i 3 år. Men selv under denne korte regeringstid blev han tvunget til at føre en hård kamp mod Jeroboam (1 Kong 15,6; se detaljer i 2 Krøn 2).

Asa.

I enhver henseende var den gudfrygtige Asas regering, han som søgte at ødelægge det hedenskab, der havde fundet vej ind i kulten, mere lykkelig. Han oplevede også Jahves vidunderlige hjælp, da kushitten Zera gjorde et indfald i hans land (2 Krøn 14,8), dvs. sandsynligvis Osorkon I, som dog ikke tilhørte et etiopisk dynasti. Muligvis kaldes han etiopier, fordi han kom ind i landet med nubiske tropper. Mindre ærefuld var hans optræden i konflikten med Ba'sha. Da han blev hårdt presset af denne, købte han ved betaling af en stor tribut hjælp fra den syriske konge, Ben-Hadad I, som indtil da havde været Ba'shas allierede. Denne bestikkelse af fremmede til at kæmpe mod deres eget pagtsfolk, som siden ofte blev gentaget, blev irettesat af en frimodig profet i den fromme konges nærvær, men profeten måtte lide overlast for sit åbne vidnesbyrd (2 Krøn 16,7).

Joshafat.

En langt ædlere handlemåde kendetegnede Joshafats forhold til Nordriget. Hans fejl var, at han gik alt for langt ind på de selviske venskabstilbud, som Akab fremsatte. Det værste skridt var, at han for at bekræfte sin pagt tog Atalja, Jezabels datter, til hustru for sin søn Joram. Joshafat var en ridderlig allieret, som også sluttede sig til Akabs søn Joram i en farlig krig mod moabitterne, eftersom dette folk under deres konge Mesha havde gjort sig fri af Israel og var gået til offensiv imod dem. For rigets indre anliggender var hans regering mere lykkelig. Han var en gudfrygtig og energisk fyrste, som gjorde meget for at løfte folket materielt og religiøst og fuldendte dets politiske organisation. Han undlod heller ikke at sikre sig nogle bemærkelsesværdige fremgange. Men det viser sig straks efter hans død, at profeternes advarende ord, når de irettesatte ham på grund af hans alliance med Omris halvhedenske hus, ikke var fanatiske overdrivelser fra pessimistiske seere.

Joram.

Hans søn Joram lod straks, på orientalske despoters vis, sine brødre dræbe, hvilket uden tvivl skyldtes hans hustru Atalja. Denne kvinde overførte Jezabels politik til Juda og lagde planer om Davids hus' og dets helligdoms fald. Under Joram begyndte Judas magt derfor hurtigt at synke. Edom blev uafhængigt. Filistrene og araberne plyndrede Jerusalem. Selv de kongelige prinser, med undtagelse af Akazja, Ataljas yngste søn, blev fordrevet. Da sidstnævnte besteg tronen, havde hun den absolutte magt i sine hænder.

Jehu.

I denne tid nærmede dommen over Omris hus sig hastigt. Hævneren kom i skikkelse af den fremstormende Jehu, som var blevet salvet til konge af en af Elisas disciple i lejren ved Ramot i Gilead. Ifølge 1 Kong 19,16 var befalingen allerede blevet givet til Elias om at ophøje denne mand til tronen; men efterlevelsen af denne befaling synes at være blevet udsat. Så snart Jehu blev klar over, at han var betroet denne opgave, skyndte han sig til Jizre'el, hvor Akazja, Judas konge, netop var på besøg hos Joram, og dræbte dem begge. Med hjerteløs strenghed udstrakte han dette blodbad, ikke blot til alle medlemmer af Omris hus, sammen med Jezabel, men også til de talrige medlemmer af Davids kongehus, som faldt i hans hænder. Han tilintetgjorde ligeledes Ba'als tilhængere, som han havde indbudt til deres død i deres helligdom i Samaria. Hvor fortjent denne dom over Jeroboams hus end var (2 Kong 10,30), som Jehu udførte efter højere befaling, gjorde han det med et vanhelligt sind og med hårdhed og ærgerrigt formål. De puritanske rekabitter havde billiget hans handling; men efterhånden som Jehus sande karakter mere og mere begyndte at vise sig, mistede han de frommes sympati, og Hoseas forkyndte hævnen over hans hus for hans blodige forbrydelser i Jizre'el (Hos 1,4).

Assyrerne.

Under Jehus regering fandt assyrernes fremstød mod vest sted. Dette folk havde allerede på Akabs tid, under deres konge, Shalmaneser II, banet sig vej så langt som til Karkar ved Orontes og havde dér i 854 udkæmpet et slag med aramæerne og deres allierede, blandt hvem Akab også nævnes, med 2.000 stridsvogne og 10.000 soldater. Hvis dette virkelig er Akab, Israels konge, hvilket nogle benægter, kæmpede han altså på det tidspunkt mod Assyrien sammen med aramæerne, som han ellers havde angrebet så bittert. Assyrerne praler af denne sejr, men synes at have vundet den til en høj pris, eftersom de ikke trængte længere mod vest. Da Shalmaneser kom anden gang i 842, var Jehu bestemt ikke blandt aramæernes allierede. Assyrerne synes ved denne lejlighed ikke at være blevet mødt af et så mægtigt forbund og var i stand til at angribe aramæerne, som de besejrede ved Saniru (Hermon, Anti-Libanon), på en langt mere beslutsom måde. De belejrede Damaskus og lagde landet omkring øde. Hauran og Basan blev gjort til en ørken. På deres sejrsfremmarch trængte de frem helt til Middelhavet. Fønikien og andre lande bragte tribut. Blandt disse folk nævner Shalmaneser udtrykkeligt Jahua ("Jehu, Omris søn" (!)), som blev tvunget til at aflevere guld- og sølvbarrer og andre værdifulde ejendele. Men denne kostbare hyldest fra Jehus side hjalp ikke meget. Shalmaneser kom kun én gang mere (839) til dette nabolag. Derefter viste assyrerne sig ikke igen i en periode på 35 år. Så meget kraftigere kastede aramæerne og andre nabofolk sig over Israel. Hvor frygteligt de hærgede Israel, fremgår af Am 1.

Joakaz.

Under hans søn Joakaz blev Israels svaghed endnu større. I hans hjælpeløshed sendte Herren ham til sidst en befrier (2 Kong 13,3). Denne befrier var ingen anden end den assyriske konge, Adad-nirari III (812-783), som gennem et militært indfald på ny havde sikret sit herredømme over Vestasien og havde belejret kongen af Damaskus og tvunget ham til at betale en enorm tribut. På denne måde blev Israel, som frivilligt havde underkastet sig ham, befriet fra sin knibe ved svækkelsen af Aram.

Joash, Joakaz' søn, oplevede gunstigere forhold. Han besejrede også Amasja, Judas konge; og hans søn, Jeroboam II, havde endda held til at genoprette rigets gamle grænser, som profeten Jonas havde forudsagt (2 Kong 14,24). Hans regeringstid var Efraims riges sidste blomstringsperiode.

Se videre ISRAEL, KONGERIGET.

Atalja.

Judas rige havde imidlertid gennemgået alvorlige kriser. Den alvorligste blev forårsaget af denne Atalja, som efter mordet på hendes søn Akazja ved Jehu havde sikret sig enevældig magt i Jerusalem og havde misbrugt denne magt til at udrydde Davids slægt. Kun én af kongens sønner, Joash, slap med livet. Han, en dreng på ét år, blev skjult i templet af en slægtning, hvor ypperstepræsten Jojada, som tilhørte partiet imod den hedensk-sindede dronning, skjulte ham i en periode på 6 år. Da drengen var 7 år gammel, udråbte Jojada ham på et velvalgt tidspunkt til konge. Hans ophøjelse til tronen, i forbindelse med hvilken den frygtelige Atalja blev dræbt, indledte samtidig en energisk reaktion mod det hedenskab, som havde fundet vej selv ind i Juda, og som dronningen på enhver måde havde begunstiget. Joash var forudbestemt til at være en teokratisk konge. Og i virkeligheden gik han i begyndelsen af sin 40-årige regering hånd i hånd med Jahves præster og profeter. Efter Jojadas død tolererede han imidlertid afgudsdyrkelse blandt stormændene (2 Krøn 24,17), og derved kom han i konflikt med den trofaste profet Zakarias, søn af hans velgører Jojada, som irettesatte ham for hans uret, og som endda blev stenet. En retfærdig straf for denne skyld blev erkendt i den ulykke, der ramte kongen og hans land. Den aramæiske konge, Hazael, tog, mens han var på et felttog mod Gat, også Jerusalem i besiddelse og fik det til at betale tribut, efter at han tilsyneladende havde tilføjet Judas folk et alvorligt nederlag, hvor mange stormænd faldt i slaget, og Joash selv blev hårdt såret. Mod slutningen af hans regering var der også megen utilfredshed blandt hans undersåtter, og nogle af hans hofmænd myrdede ham til sidst (2 Kong 12,20).

Amasja.

Imidlertid straffede hans søn Amasja, som nu besteg tronen, morderne. Kongen havde krigslykke mod edomitterne. Det gjorde ham dristig. Han vovede at møde Joash, Israels konge, i kamp og blev besejret og taget til fange. Judas folk led den dybeste ydmygelse. En stor del af Jerusalems mure blev revet ned (2 Kong 14,11). Amasja følte sig ikke sikker selv i sin egen hovedstad på grund af sine egne undersåtters utilfredshed, og han flygtede til Lakish. Her blev han myrdet. Så dybt var Juda faldet, mens Jeroboam II formåede at hæve sit rige til en magt, man ikke havde forestillet sig.

Uzzija.

Men for Juda indtrådte der snart en vending til det bedre under Uzzija, den samme som Azarja i Kongebøgerne, Amasjas søn, der nød en lang og fremgangsrig regering. 3. De litterære profeter:

Hvor fremgangsrigt Israel end udadtil syntes at være under disse to kongers regeringer, Jeroboam II og Uzzija, var folkets religiøse og moralske forhold lige så lidt tilfredsstillende. Dette er profeternes vidnesbyrd, Amos og Hoseas, såvel som Esajas' og Mikas, der ikke meget senere begyndte deres virke i Juda. Det er ganske vist sandt, at disse ikke var de første profeter, der nedskrev nogle af deres profetiske udsagn. Obadias' og Joels profetier sættes af mange til et tidligere tidspunkt, nemlig Obadias under Joram i Juda og Joel under Joash i Juda. I hvert fald udgør profeternes taler fra denne tid af en vigtig samtidig historisk kilde. De belyser især nationens åndelige tilstand. Gennem disse skrifter klages der over folkets hedenske overtro og gudløse kult, og især over fordærvet i lovforvaltningen, de riges og mægtiges undertrykkelse af de fattige og hjælpeløse, samt stolthed og luksus af enhver art. I alle disse ting ser profeterne et frygteligt frafald fra Israels side. Men også de forskellige kongers udenrigspolitik, hvor de søgte hjælp snart hos den ene og snart hos den anden af verdensmagterne (Egypten, Assyrien) og forsøgte at købe disse nationers gunst, betragtede profeterne som utugt med fremmede nationer og som troløshed mod Jahve. Som straf forkyndte de, eftersom alle andre ulykker, der var sendt over dem, ikke havde nyttet noget, en invasion ved en erobrer, som Amos og Hosea altid angiver skal være Assyrien, og også deportationer af folket til et hedensk land og en afslutning på den jødiske stat. Hvor usandsynlige disse trusler end kan have forekommet de selvtilfredse indbyggere i Samaria, blev de hurtigt til virkelighed.

Jeroboam II's efterfølgere

Efter Jeroboams død brød Nordrigets styrke sammen. Hans søn Zekarja var kun i stand til at bevare tronen i 6 måneder, og hans morder Shallum kun i én måned. Hærføreren Menahem, som ryddede ham af vejen, hævdede sig som konge i 10 år, men kun ved at betale en tung tribut til den assyriske hersker Pul, dvs. Tiglat-Pileser III, som regerede fra 745-727 (jf. 2 Kong 15,19 f).

Peka.

Hans søn Pekaja faldt derimod snart for morderen Pekas hænder (2 Kong 15,25), og Peka sluttede forbund med Syrien mod Juda. Sidstnævnte indbød imidlertid assyrerne til at komme ind i landet; og da de kom i året 734 f.Kr., gjorde de ende på denne tronraners regering, skønt han faktisk først blev dræbt så sent som i 730 f.Kr.

Hosea.

Nordrigets sidste konge, Hosea (730-722 f.Kr.), havde assyrerne at takke for sin trone; men han bevarede ikke sin troskab som vasal særlig længe. Så snart Tiglat-Pileser var død, forsøgte han at ryste det assyriske åg af sig. Men hans efterfølger Shalmaneser IV (727-723 f.Kr.), som allerede i sit første regeringsår igen havde undertvunget den oprørske konge Elulaios af Syrien, tvang snart også Hosea til at underkaste sig hans myndighed. To år senere sluttede Hosea sig igen til en sammensværgelse med fønikerne mod Assyrien, hvor de endog regnede med hjælp fra den egyptiske konge, som i Bibelen kaldes So eller Seve (det egyptiske navn er Shabaka). Nu mistede assyrerne al tålmodighed. De kom straks med deres hære. Hosea synes frivilligt at have underkastet sig storkongens magt, hvorefter denne gjorde ham til fange. Folket fortsatte imidlertid kampen. Samaria, hovedstaden, blev belejret, men faldt først i det 3. år (722 f.Kr.) i fjendens hænder. Shalmaneser var i mellemtiden død, og Sargon II var blevet hans efterfølger. Byen blev ganske vist ikke ødelagt, men en stor del af indbyggerne, især lederne, blev deporteret og forflyttet til det nordlige Mesopotamien og til Medien. Sargon oplyser, at antallet af deporterede israelitter var 27.290. Fremtrædende personer fra andre byer må utvivlsomt også regnes med blandt de deporterede. På den anden side bosatte den assyriske konge babyloniske og syriske krigsfanger i Samaria (721 f.Kr.) og i året 715 f.Kr. også arabere. Men landet forblev i vid udstrækning i en tilstand af ødelæggelse, så Esarhaddon (680-668 f.Kr.) og Ashurbanipal (667-626 f.Kr.) sendte nye kolonister dertil; den sidstnævnte sendte dem fra Babylonien, Persien og Medien (jf. 2 Kong 17,24 ff). I disse vers nævnes den babyloniske by Kuta flere gange, og på grund af denne by kaldte jøderne senere samaritanerne for kutæere. Denne beretning omtaler også den religiøse synkretisme, som nødvendigvis blev resultatet af folkets blanding. Men vi må passe på ikke at sætte antallet af israelitter, der blev tilbage i landet, for lavt. Det er en stor overdrivelse, når det hævdes, sådan som Friedrich Delitzsch gør, at den store masse af indbyggerne i Samarias land, eller endda i Galilæa, fra denne tid af var babylonisk.

Uzzija og Jotam.

Kongeriget Juda overlevede imidlertid faren fra Assyrien. Da kong Uzzija senere i sit liv led af spedalskhed, havde han Jotam som medregent i denne periode. Esajas' tidligste taler, som hører til denne periode (2 Kong 2-4; 2 Kong 5), viser, at folket i Jerusalem på den tid stadig nød frugterne af og velstanden fra en lang fredsperiode. Men straks efter Jotams død, da den unge Akaz begyndte at herske, kom angrebet fra de forenede syrere og efraimitter under Resin, eller bedre Reson, og Peka. Denne alliance havde til hensigt at gøre ende på Davidsherredømmet i Jerusalem, sandsynligvis med det formål også at gøre dette folk til medlem af forbundet mod de farlige assyrere. Judas ganske store hær synes at være blevet offer for de allieredes overlegne magt, før den situation, der beskrives i Es 7, kunne blive virkeliggjort, hvor belejringen af byen beskrives som allerede nært forestående. Også edomitterne rykkede på den tid frem mod Juda. Elat, havnebyen ved Det Røde Hav, hvorfra også Uzzija, ligesom Salomo længe før havde gjort, sendte handelsskibe ud, kom på den tid i deres magt. For 2 Kong 16,6 taler sandsynligvis om Edom og ikke om Aram (sammenlign 2 Krøn 28,17). I sin angst henvendte Akaz sig da, trods Esajas' modsatte råd, til Assyriens konge, og denne viste sig faktisk i 734 f.Kr. og overvandt Syriens og Efraims magt, som vi har set ovenfor. Denne verdensmagts indgriben bragte imidlertid ingen fordel for Juda. Uden denne skændige appel til en hedensk hersker ville Jahve, ifølge Esajas' løfte, have beskyttet Jerusalem, hvis blot Akaz havde troet. Og assyrerne forhindrede ikke filistrene og edomitterne i at falde over Juda. Assyrerne selv blev snart den største fare, der truede Juda. Akaz var imidlertid en ustadig karakter i religiøse anliggender, og han efterlignede hedenske gudsdyrkelsesformer og ofrede endda sin søn til den vrede solgud for at vinde hans gunst. Den tribut, folket måtte betale til Assyrien, var allerede en tung byrde for dette lille kongerige.

Hizkija.

Hans ædle og gudfrygtige søn, Hizkija (724-696 f.Kr.), blev også tvunget til at lide under følgerne af dette vanstyre. Fristelsen var stor til at indgå en alliance med sine naboer og egypterne, der var så stærke i kavaleri, for at befri Juda fra assyrernes tyngende åg. Forgæves advarede Esajas mod en sådan uværdig selvhjælp. På råd fra Hizkijas ministre og på grund af den tillid, man satte til Egypten, nægtede man til sidst at betale tribut til assyrerne. Hizkija søgte også at etablere nærmere forbindelser med Merodak-Bal'adan, Babylons konge og assyrernes fjende, da denne efter kongens farlige sygdom havde sendt sendebud til Jerusalem for at lykønske ham med, at han havde genvundet sit helbred. Denne beretning, som findes i 2 Kong 2, hører kronologisk hjemme før 2 Kong 18,13 ff, og mere præcist i Hizkijas 14. år, nævnt i 18,13. Sankeribs felttog, som fejlagtigt er placeret i dette år, fandt imidlertid sted flere år senere: ifølge de assyriske monumenter i året 701 f.Kr.

Sankerib.

I året 702 f.Kr. marcherede Sankerib med en mægtig hær over Libanon og underkuede de oprørske fønikere, og han marcherede langs kysten til Filistæa. Indbyggerne i Ekron havde sendt deres konge, Padi, som sympatiserede med assyrerne, til Hizkija. Sankerib kom for at straffe Ekron og Ashkelon. Men han var især ivrig efter at overmande Juda, hvilket land hans tropper hærgede og affolkede. Nu erkendte Hizkija sin fare og tilbød at underkaste sig Sankerib. Denne accepterede hans underkastelse på betingelse af betaling af en tyngende tribut, som Hizkija trofast afleverede (2 Kong 18,14-16). Derefter var Sankerib ikke længere tilfreds med tributen alene, men sendte tropper, som skulle plyndre Jerusalem. Esajas, som sikkert ikke havde godkendt frafaldet fra det assyriske overherredømme og havde profeteret, at Jerusalems indbyggere ville lide en streng straf, talte fra det øjeblik, da erobreren ondsindet havde brudt sit ord, trøstende ord og rådede imod at opgive byen, uanset hvor fortvivlet situationen syntes at være (Es 37,1). Byen blev da ikke opgivet, og Sankerib blev, på grund af en række ting, der indtraf, og til sidst på grund af en pest, som brød ud i hans hær, tvunget til at trække sig tilbage. Han vendte ikke tilbage til Jerusalem og mødte senere sin død ved voldelige hænder. Denne udfrielse af Jerusalem ved Guds mirakuløse forsyn var profeten Esajas' største triumf. Inden for sit kongerige herskede Hizkija med fremgang. Han rensede også kulten for de hedenske påvirkninger, der havde trængt sig ind i den, og var en forgænger for Josija i afskaffelsen af ofrene på offerhøjene, som var blevet fordærvet af disse påvirkninger.

Manasse.

Desværre var hans søn Manasse kun lidet værdig til at efterfølge ham. Han begunstigede på alle måder den afgudsdyrkelse, som hele tiden i hemmelighed var vokset frem. Han indledte blodige forfølgelser af Jahves trofaste profeter. Ifølge en overlevering, som man må indrømme ikke støttes af ubestridelige vidnesbyrd, blev også Esajas, nu en gammel mand, offer for disse forfølgelser. Billeder og altre blev åbent rejst for Ba’al og Astarte. Selv i tempelhuset på Zions bjerg stod der et billede af Astarte. Som følge af denne fremmede kult fandt umoral og sanselighed vej ind blandt folket. Samtidig krævede den frygtelige Molok-tjeneste i Hinnoms dal ofring af børn, og selv en søn af kongen blev overgivet til denne gudsdyrkelse. Krønikebogen fortæller ganske vist historien om en frygtelig trængsel, som Manasse led, nemlig at en assyrisk hærfører slæbte ham i lænker til Babylon, fordi han havde brudt sine løfter til dem, men at han snart blev løsladt. Dette er slet ikke utroligt. Han synes at have taget del i et oprør, som den assyriske konges bror, der også var vicekonge i Babylon, havde sat i gang. Denne sørgelige erfaring kan have tvunget Manasse til i det mindste en slags anger, så han ophørte med sine værste helligbrøderier. Men hans søn Amon fortsatte sin fars gamle veje, indtil han efter en kort regeringstid blev dræbt.

Josija.

Langt mere lovende var hans unge søn Josija, som nu, kun 8 år gammel, kom på tronen. Det er meget muligt, at hans mor, i betragtning af sådanne hyppige skift i tronfølgernes sindelag, kan have haft stor indflydelse på hans karakter. Om Josija, se 2 Kong 22,1 ff. Med voksende klarhed og konsekvens gik han i gang med arbejdet for en religiøs reformation. Et særligt fremstød til dette blev givet ved fundet af en gammel lovbog i templet, hvis offentliggørelse for første gang afslørede tidens frygtelige frafald. Fundet af denne bog i templet, som det fortælles i 2 Kong 22,3 ff, fandt sted i forbindelse med istandsættelsen af bygningen i større målestok, som man dengang havde påbegyndt. Og meget sandsynligt har Edouard Naville ret, når han på grundlag af egyptiske paralleller mener, at dette dokument havde været indmuret i bygningens grundmure. Om dette allerede var sket på Salomos tid, afgøres ikke af denne kendsgerning. Af Josijas ordrer kan vi slutte, at den bog, der blev fundet, var Femte Mosebog, som lægger særlig vægt på, at der skal være et centralt sted for kulten, og som også indeholder sådanne trusler, som må have været dem, der skræmte Josija. Men under ingen omstændigheder var Femte Mosebog en lovbog, der først var blevet skrevet på dette tidspunkt, eller et falskneri af præsten Hilkija og hans hjælpere. Det ville snarere have været muligt, at den fundne gamle lov efter opdagelsen blev omskrevet i ændret form og tilpasset tidens sprog. Folket blev forpligtet til at adlyde den nyopdagede lov og blev undervist i den.

Jeremias.

Også profeten Jeremias, som nogle få år før dette var blevet kaldet til profetembedet, deltog ifølge visse oplysninger i teksten i denne forkyndelse af pagtens lov over hele landet. Denne forandring til det bedre ændrede ikke retningen i hans profetiske taler fra det, de havde været fra begyndelsen. Han fortsatte med at være anklageren og domsprofeten, som erklærede, at byens og templets ødelæggelse var nær. Han så for dybt ind i sit folks indre fordærv til at blive vildledt af den ydre forvandling, der var resultatet af en befaling fra herskeren. Og alt for hurtigt retfærdiggjorde begivenhedernes forløb hans forudsigelse. Med den gudfrygtige Josijas person blev også folkets hengivenhed for loven begravet, og den gamle forbandelse brød igen frem overalt.

Kaldæerne.

I formel henseende blev Jeremias sandsynligvis påvirket af skyternes indfald, som fandt sted i hans ungdom, og som omkring denne tid drog fra Jizre’elsletten mod Egypten (jf. Herodot i.103 ff); denne begivenhed gjorde også et dystert indtryk på hans samtidige Ezekiel, sådan som det fremgår af hans syn om Gog i Magogs land. Vi skal dog ikke antage, at Jeremias, når han beskrev fjenden, der kom fra nord, og som han så fra den tid, da han blev kaldet til profetembedet, blot mente denne flok røvere. Profeten havde en verdensmagt i tankerne efter assyrernes forbillede, de som altid kom fra nord ind i Kanaan. Assyrerne var ganske vist i opløsning, og Nineve faldt under medernes og persernes angreb i året 607-606 f.Kr. Arvingen til den assyriske magt var ikke Egypten, som også stræbte efter verdensherredømme, men den babyloniske, eller rettere sagt mere præcist den kaldæiske, dynasti under Nabopolassar, hvis søn Nebukadnesar havde overvundet egypterne ved Karkemish i 605 f.Kr. Fra da af havde Jeremias udpeget kaldæerne og Nebukadnesar, som kort efter blev deres konge, som redskaberne til at fuldbyrde dommen over Jerusalem.

Allerede nogle få år før dette var Judas lykkestjerne gået ned i horisonten. Da Farao Neko II kom til Israels land ad søvejen for at marchere mod nordøst gennem Jizre’elsletten og give assyrernes synkende rige det sidste og skæbnesvangre slag, stillede kong Josija sig imod ham på Megiddosletten, sandsynligvis på grund af sine forpligtelser som vasal over for Assyriens konge. I slaget ved Megiddo (609 f.Kr.) blev Josija dødeligt såret. Ingen større ulykke kunne være ramt Juda end denne konges død; han blev dybt sørget over af alle velmenende mennesker og var den sidste af Davids hus, som var det til ære.

Josijas efterfølgere.

Ved folkevalg faldt valget nu på Joakaz, en yngre søn af Josija, kaldet Shallum af Jeremias (22,11). Men han fandt ingen gunst hos Neko, som tog ham til fange i sin lejr i Ribla og førte ham til Egypten (2 Kong 23,30). Den egyptiske konge valgte selv Jojakim, der hidtil havde heddet Eljakim, en ældre søn af Josija, som folket havde forbigået, til konge i Jerusalem; en fyrste, der var utro mod Jahve, indbildsk, luksuselskende og hårdhjertet, og som desuden ved sin troløse politik bragte ulykke over landet. Han dannede en sammensværgelse mod Nebukadnesar, som han var begyndt at betale tribut til i sit 5. regeringsår, og på den måde forårsagede han, at aramæerne, moabitterne og ammonitterne, som havde taget parti for assyrerne, hærgede Judas land, og at til sidst Babylons konge selv kom til Jerusalem for at tage hævn. Det er ikke klart, hvordan denne konge endte. Ifølge 2 Krøn 36,6, sammenholdt med 2 Kong 24,6, synes han at være død, mens han endnu var i Jerusalem, og efter at han allerede var faldet i sine fjenders hænder. Hans søn Jojakin fik ikke en meget bedre skæbne. Efter at have regeret i tre måneder blev han ført til Babylon, hvor han var fange i 37 år, indtil han blev benådet (2 Kong 24,8; 2 Kong 25,27). Sammen med Jojakin blev den bedste del af Jerusalems indbyggere, omkring 10.000 mænd, især smedene og bygningshåndværkerne, bortført.

Sidkija, Judas sidste konge.

Endnu en gang indsatte babylonierne en konge i Jerusalem, nemlig Sidkija, en onkel til Jojakin og følgelig en søn af Josija, kaldet Mattanja, som senere blev kaldt Sidkija. Han regerede i tolv år (597-586 f.Kr.), og ved sit liv, der var moralsk og religiøst fordærvet, beseglede han Davids hus' og riges skæbne. Den bedre del af de ledende og fremtrædende folk var blevet sendt i eksil. Som følge deraf tilskyndede kongens hoffolk ham til endnu en gang at forsøge nogle forræderiske planer mod de babyloniske herskere og til at slutte sig til Egypten i en sammensværgelse mod dem. Hvor alvorligt end Jeremias og Ezekiel advarede mod denne politik, gav Sidkija ikke desto mindre stadig efter for sine onde rådgivere og for det krigeriske patriotiske parti, som var besluttet på i kamp at vinde landets uafhængighed tilbage. Skønt han først gennem et gesandtskab havde forsikret storkongen om sin loyalitet (Jer 29,3), og endnu i sit 4. regeringsår personligt havde besøgt Babylon som tegn på sin troskab (Jer 51,59), lod han sig i sit 9. regeringsår bevæge til at indgå en alliance med egypterne mod babylonierne og nægte at adlyde disse. Nebukadnesar kom snart og omringede byen. Da det blev meddelt, at en egyptisk hær nærmede sig, blev belejringen igen ophævet for en kort tid. Men det håb, Sidkija havde sat til sin allierede, svigtede ham. Babylonierne begyndte igen at udsulte byen. Efter en belejring på 18 måneder viste modstanden sig nytteløs. Kongen forsøgte hemmeligt at bryde gennem belejrernes ring, men blev derved taget til fange, blindet af den babyloniske konge og ført til Babylon. Flertallet af de fremtrædende mænd og statsembedsmænd, som blev ført til sejrherrens lejr i Ribla, blev henrettet. Den erobrede by Jerusalem, især dens mure og tårne, blev sammen med templet fuldstændigt ødelagt. Næsten alle de indbyggere, som kunne pågribes efter nedslagtningen, blev slæbt i fangenskab, og kun folk af de lavere klasser blev efterladt for at dyrke jorden (2 Kong 25,11). Gedalja, en ædeltsindet aristokrat, blev udnævnt til statholder over byen og tog bolig i Mispa. På dette sted så det ud til, at en ny kerne af folket var ved at blive samlet. Jeremias drog også dertil. Men efter to måneder fik denne gode begyndelse en ende. Gedalja blev dræbt af Ismael, Netanjas søn, en anti-kaldæisk, fanatisk og hævngerrig efterkommer af Davids hus. Morderen handlede i samarbejde med visse ammonitiske fæller og flygtede til Ammons konge. Jøderne i senere tider betragtede mordet på Gedalja som en særlig stor national ulykke og fastede på årsdagen for denne forbrydelse. Og da folket også frygtede babyloniernes hævn, udvandrede mange til Egypten og tvang Jeremias, nu en gammel mand, til at følge med dem, selv om han profeterede for dem, at der ikke ville komme noget godt ud af denne plan. De opholdt sig først i grænsebyen Takpankes, nær Pelusium, og spredte sig derefter over Øvre og Nedre Egypten.

VI. Tiden for det babyloniske eksil.

1. Eksilets indflydelse:

Indbyggerne i Juda, som var blevet deporteret af Nebukadnesar på forskellige tidspunkter, blev af ham bosat i Babylonien, f.eks. ved floden Kebar (Ez 1,1), nær byen Nippur. Ud fra Hilprechts udgravninger af denne by har man erfaret, at denne flod, eller gren af Eufrat-flodens indflydelsesområde, findes på dette sted og ikke må forveksles med floden Chaboras. På samme måde viser de mange kontrakttavler med jødiske navne, som er fundet i Nippur, at der boede en stor jødisk koloni på dette sted. Om disse landflygtige jøders skæbne i en periode på 50 år hører vi næsten intet. Men det er muligt at lære, hvordan deres tilstand var i eksilet, ud fra Ezekiels Bog og den 2. del af Esajas' Bog. Der blev anvist dem land her, og de fik lov til at bygge huse til sig selv (Jer 29,5), og de kunne færdes rundt i dette område uden begrænsning. De var ikke fanger i ordets snævre betydning. Gennem flid og dygtighed i handel opnåede de snart betydelig velstand, så de fleste af dem, efter et halvt århundredes forløb, var fuldt tilfredse og ikke følte noget ønske om at vende hjem. For folkets åndelige udvikling viste eksilet sig at være en periode af stor betydning. For det første blev de adskilt fra deres fædrene jord og på den måde fra mange af hedenskabets og afgudsdyrkelsens fristelser og lignende. Den frygtelige dom, der var kommet over Jerusalem, havde vist, at profeterne havde haft ret, de som længe, men forgæves, havde prædiket ægte omvendelse. Dette viste sig ikke at være uden frugt (jf. Zak 1,6). Mens de levede i det hedenske land, lærte de naturligt nok hedenskabet at kende i en mere grov form. Men selv om mange af jøderne blev besmittet af det, var israelitternes forhold til de afgudsdyrkende babylonere i almindelighed præget af modsætning, og de blev så meget desto mere nidkære i overholdelsen af de religiøse skikke, som kunne praktiseres i et fremmed land, såsom hvile på sabbatsdagen, brugen af bestemte slags mad, omskærelse og andet. Men med udpræget iver vendte folket sig mod deres traditioners åndelige forrådskammer, nemlig deres hellige litteratur. De samlede lovene, historien og hymnerne og bevarede dem som en skat. Det var også et bemærkelsesværdigt fremskridt, at sådanne profeter som Ezekiel, Jeremias og Daniel modtog profetiske syner, mens de var på hedensk jord. Folket lærte også, at hedningerne, midt iblandt hvem de levede, blev modtagelige for de højere sandheder i Israels religion. Især viser 2. del af Esajas' Bog, kapitlerne 40-66, at de begyndte at forstå Israels missionerende kald blandt verdens folkeslag.

2. Daniel:

Daniels Bog fortæller, hvordan en gudfrygtig og lovlydig jøde gennem sine profetier opnåede fremtrædende stillinger med indflydelse ved forskellige herskeres hoffer. Fra Ezekiels Bog lærer vi, at profeterne og de ældste tog sig af folkets åndelige behov, og at de holdt møder, hvor det ganske vist ikke var tilladt at bringe ofre, men hvor Jahves ord blev forkyndt. Her finder vi begyndelsen til det, der senere blev synagogesystemet.

3. Elephantine-papyrerne:

Et bemærkelsesværdigt billede af den jødiske diaspora i Øvre Egypten gives af nyligt opdagede papyri ved Elephantine. Af disse fremgår det, at der i det 6. århundrede f.Kr. ikke blot fandtes en stor og blomstrende jødisk koloni på dette sted, men også at de her havde opført et smukt tempel for Jahve, hvor de bragte de ofre, som de havde været vant til hjemme. I et aramæisk brev, som stadig er bevaret og stammer fra året 411 f.Kr., og som er adresseret til statholderen Bagohi i Judæa, klager disse jøder over, at deres tempel i Yeb (Elephantine, nær Syene) var blevet ødelagt samme år. Det oplyses også, at dette tempel ved en tidligere lejlighed var blevet skånet af Kambyses, som var i Egypten fra 525 til 521 f.Kr. Bagohis svar er også bevaret, og han bestemmer, at templet skal bygges igen, og at afgrødeofre og røgelse igen skal indføres. Sandsynligvis med vilje nævnes der i dette brev kun de ublodige ofre, mens der i det første brev også nævnes brændofre. Jødernes dyreofre ville sandsynligvis i for høj grad have vakt vreden hos tilhængerne af den guddommelige vædder, som blev dyrket i Syene. Indtil nu kendte vi kun til ypperstepræsten Onias IV's langt senere tempel i Leontopolis (160 f.Kr.). Sammenlign Josefus, Ant, XII, iii, 1-3; BJ, VII, x, 2, 3.

VII. Hjemkomsten fra eksilet og genoprettelsen.

1. Kyros' karriere:

I mellemtiden skete der en ny omfordeling af den politiske overhøjhed blandt verdensmagterne. Perserkongen Koresh (Kyros) frigjorde sig først fra Mediens overhøjhed, som efter indtagelsen af byen Ekbatana blev en del af hans eget rige (549 f.Kr.). På den tid var Nabonid konge i Babylon (555-538 f.Kr.); han var ikke utilfreds med medernes riges sammenbrud, men erfarede snart, at den nye hersker viste sig at være en større fare for ham selv, da Kyros undertvang det ene mindre kongerige i nord efter det andet. Men Nabonid var for lidt krigerisk til at møde Kyros. Han nøjedes med at sende sin søn med en hær til sit riges nordlige grænser. På den anden side begyndte lydiernes konge, Kroisos, som gennem ægteskab var beslægtet med kong Astyages, der var blevet undertvunget af Kyros, en krig mod Kyros, efter at han havde indgået forbund med Egypten og Sparta. I året 546 f.Kr. krydsede han floden Halys. Kyros nærmede sig fra Tigris og trængte derved allerede ind på babylonisk område, besejrede Kroisos, indtog hans hovedstad Sardes og gjorde ende på Lydiens rige. De fromme israelitter i fangenskabet, under Deutero-Esajas’ vejledning, fulgte disse begivenheder med den største interesse. For profeten lærte dem fra begyndelsen at se i denne konge »befrieren«, som var Jahves redskab til israelitternes hjemkomst fra fangenskabet, og som profeterne havde forudsagt. Og denne forventning blev opfyldt med bemærkelsesværdig hast. Den sejrende og fremstormende perserkonge kunne nu ikke længere holdes varigt tilbage, selv ikke af babylonierne. Det var forgæves, at kong Nabonid havde ladet gudebillederne fra mange af sine byer føre til Babylon for at gøre hovedstaden uindtagelig. Denne by åbnede sine porte for den persiske hærfører Ugbaru (Gobryas) i 538 f.Kr., og få måneder senere drog Kyros selv ind i byen. Denne konge var dog mild og forsonlig i sin behandling af folket og byen. Han ødelagde ikke byen, men befalede kun, at en del af murene skulle rives ned. Byen blev dog efterhånden, i tidens løb, til ruiner.

Kyros vandt også de undertvungne nationers velvilje og gunst ved at respektere deres religioner. Han førte Nabonids afguder, som var blevet fjernet, tilbage til deres helligdomme. Men han tog særligt hensyn til jøderne, som uden tvivl havde klaget til ham over deres skæbne og havde gjort ham bekendt med deres profetier om ham som den kommende befrier.

2. Første hjemkomst under Zerubbabel:

Allerede i det første år af sin regering over Babylon udstedte han et edikt (2 Krøn 36,22; Ezra 1,1), som tillod jøderne at vende hjem, med befaling om, at de igen skulle opføre deres tempel. Til dette formål bestemte han, at tempelkarene, som Nebukadnesar havde ført bort med sig, skulle gives tilbage til dem, og han befalede, at de israelitter, som frivilligt blev i Babylon, skulle bidrage med penge til templets genopførelse. I spidsen for dem, der skulle vende tilbage, stod Sheshbazzar, som sandsynligvis er identisk med Zerubbabel, skønt dette benægtes af nogle forskere; og også ypperstepræsten Josva, en sønnesøn af ypperstepræsten Seraja, som var blevet henrettet af Nebukadnesar. De blev kun ledsaget af en lille del af de landflygtige, nemlig 42.360 mænd og kvinder og børn, mandlige og kvindelige tjenere, især fra stammerne Juda, Benjamin og Levi, men af de sidstnævnte stammer flere præster end andre levitter. Efter flere måneder ankom de sikkert til Israels land, sandsynligvis 537 f.Kr. Nogle af dem slog sig ned i Jerusalem, og andre i de omkringliggende byer og landsbyer. De rejste alteret til brændofre, så de igen i den 7. måned kunne ofre på det.

(1) Opførelsen af templet.

Templets hjørnesten blev også højtideligt lagt på den tid, i det 2. år efter hjemkomsten (Ezra 3,8).

(2) Haggaj og Zakarias.

Men opførelsen af templet må være blevet afbrudt efter kort tid, eftersom det først var i Darius’ 2. år (520 f.Kr.), på profeterne Haggajs og Zakarias’ indtrængende opfordring, at byggearbejdet blev drevet energisk frem. Af denne grund benægter mange forskere denne hjørnestensnedlæggelse i året 536 f.Kr. Det er dog stadig tænkeligt, at der blev gjort flere forsøg på dette arbejde, eftersom den unge koloni havde mange vanskeligheder at kæmpe med. Dertil kommer, at Ezras og Nehemias’ erindringer, som er blevet bearbejdet af Krønikebogens forfatter, kun delvis beretter om disse tiders historie. Den historiske værdi af disse litterære kilder er blevet bekræftet af de aramaiske papyri, der er fundet i Øvre Egypten.

3. Ezra og Nehemias:

I året 516 f.Kr., efter 4 års byggeri, blev templet fuldført og indviet. Derefter har vi ingen oplysninger for en periode på 58 år. Så får vi at vide, at Ezra, den skriftlærde, i Artaxerxes I's 7. år (458 f.Kr.) kom med en ny karavane på omkring 1.500 mænd, med kvinder og børn, fra Babylon til Det Hellige Land. Han havde fået kongens befaling til igen at indføre loven i jødernes land, en lov som han var en fremtrædende kender af, og han forsøgte at gøre dette ved alvorlige formaninger og belærende taler rettet til folket. Højdepunktet i Ezras virksomhed var den folkeforsamling, der beskrives i Neh 8-10 ved løvhyttefesten, hvor hele folket højtideligt forpligtede sig til at overholde loven. Efter disse kapitlers nuværende placering fandt denne handling sted i 444 f.Kr.; men det er sandsynligt, at den skete før Nehemias' ankomst, og hans navn måtte derfor fjernes i 8,9. Denne perikope ville da høre til Ezras erindringer og ikke til Nehemias'. Efter nogle år kom Nehemias for at hjælpe Ezra i hans arbejde; han var en from jøde, der var kongens mundskænk, og på hans egen anmodning fik han orlov for at hjælpe byen Jerusalem, som han havde hørt var i stor nød. Dens mure lå i ruiner, da nabofolkene havde været i stand til at hindre genopbygningen, og selv de bymure, der hastigt var blevet genopført, var igen blevet revet ned. Nehemias kom i året 445-444 f.Kr. fra Susa til Jerusalem og gik straks energisk i gang med at genopbygge murene. Trods al modstand og alle intriger fra ondsindede naboer blev arbejdet med held ført til afslutning.

De fjendtlige agitationer havde, for så vidt de ikke skyldtes udbredt misundelse og had til jøderne blandt nabofolkene, en religiøs grund. De hjemvendte holdt sig, som Jahves folk, adskilt fra de folk, der boede rundt omkring dem, især fra de blandede folk i Samaria. Samaria var arnestedet for denne fjendtlighed mod Jerusalem. Statholderen dér, Sanballat, var lederen af dette fjendtlige forbund. Jøderne havde afslået at lade samaritanerne medvirke ved opførelsen af templet og ville ikke have noget religiøst fællesskab med dem. Samaritanerne havde taget dette meget ilde op, og de gjorde derfor alt, hvad de kunne, for at forhindre opførelsen af murene i Jerusalem, som ville være en hindring for deres adgang til templet. Men Nehemias' tillid til Gud og hans energi overvandt denne hindring. Den afsondringspolitik, som Ezra og Nehemias ved denne lejlighed og på andre tidspunkter fulgte, vidner om et snævrere sind end det, de før-eksilske profeter havde vist. I deres afvisning af blandede ægteskaber med folkene omkring dem gik de videre end Moseloven, for de krævede endda, at de ægteskaber, som israelitterne allerede havde indgået med fremmede kvinder, skulle opløses. Men denne afsondring var resultatet af lovmæssig samvittighedsfuldhed, og i denne periode var den sandsynligvis nødvendig for Jahves folks selvbevarelse.

Malakias.

Af Malakias' profetier, som næsten var samtidig med de to nævnte, kan man se, at ægteskaberne med de fremmede kvinder også havde ført til en svækkelse af selv de helligste familiebånd (Mal 2,14). Efter et fravær på 12 år vendte Nehemias igen tilbage til hoffet i Susa; og da han senere kom tilbage til Jerusalem, blev han endnu en gang tvunget til at indføre en streng politik mod den lovløshed, der krænkede templets hellighed og sabbatsbuddet. Han udviste også en vis Manasse, en sønnesøn af ypperstepræsten, som havde giftet sig med en datter af Sanballat. Denne Manasse opførte ifølge Josefus (Ant., XI, viii, 2) helligdommen på Gerizims bjerg og oprettede præsteskabet på dette sted. Dette er uden tvivl korrekt. Disse beretninger hos Josefus forbindes ofte uden grund med Alexander den Stores tid, skønt de fandt sted omkring 110 år tidligere.

Jødernes historie i de sidste årtier af det persiske herredømme er kun lidt kendt. Under Artaxerxes III (Ochus) måtte de lide meget, da de deltog i et oprør blandt fønikerne og cyprioterne. Mange jøder blev på den tid forvist til Hyrkanien på den sydlige kyst af Det Kaspiske Hav. Den persiske general Bagoses kom til Jerusalem og trængte sig endda ind i templet (Josefus, Ant, XI, vii, 1). Han forsøgte at indsætte Johannes' (Jochanans) bror Josva (Jesus) som ypperstepræst i hans sted. Sidstnævnte blev dog dræbt af førstnævnte i templet. For første gang fremstår ypperstepræstens embede mere som en politisk stilling, noget det aldrig var i før-eksilsk tid, og ifølge loven heller ikke skulle være.

VIII. Jøderne under Alexander og hans efterfølgere.

1. Hellenismens udbredelse:

Da jøderne på dette tidspunkt var trætte af præsternes styre, var de ikke utilfredse med Alexander den Stores sejrrige fremfærd. Han synes at have indtaget en venlig holdning over for dem, selv om den fortælling, som Josefus beretter (Ant., XI, viii, 4), næppe er historisk. Alexanders efterfølgere var også som regel tolerante i religiøse anliggender. Men af politiske og geografiske grunde led Israels land hårdt i disse tider, da det lå mellem Syrien og Egypten og var genstand for angreb fra begge de ledende herskerslægter i denne periode, ptolemæerne i Egypten og seleukiderne i Syrien. Samtidig trængte hellenismen, som af Alexander så kraftigt var blevet fremmet som en faktor i civilisation og kultur, også ind i Israels land. Græsk kultur og sprog bredte sig snart i landet og var mange steder dominerende. De strengere tilhængere af jødedommen erkendte heri en fare for den mosaiske livs- og religionsorden, og desto ivrigere holdt de nu fast ved de traditionelle forskrifter. Disse blev kaldt chacidhim, eller de fromme (Hasidaioi, 1 Makk 2,42; 7,13; 2 Makk 14,6). Den verdensomformende hellenistiske tænkemåde bredte sig især blandt aristokraterne og de politisk fremtrædende og fandt endog tilhængere blandt præsterne, mens chacidhim hørte til folkets mindre iøjnefaldende lag.

2. Hasmonæerne:

En kamp på liv og død mellem disse to tendenser blev fremkaldt af den syriske konge Antiokus IV (Epifanes), i hvis hænder herredømmet over Israels land var faldet. Han påtog sig intet mindre end at udrydde den forhadte jødiske religion. I året 168 f.Kr. befalede han, at Jahves tempel i Jerusalem skulle indvies til den olympiske Jupiter, og forbød med største strenghed overholdelsen af sabbatten og omskærelsen. En stor del af folket gjorde ikke modstand mod hans undertrykkelse, men tilpassede sig dette tyranniske hedenskab. Andre led og døde som martyrer. Til sidst, i året 167 f.Kr., gav en præst, Mattathias, signalet til beslutsom modstand, i spidsen for hvilken hans tapre sønner, hasmonæerne eller makkabæerne, stod. Først overtog hans søn Judas ledelsen af de trofaste. Det lykkedes ham at befri Jerusalem fra syrerne. Han genoprettede templet på Zions bjerg. Templet blev indviet på ny og overgivet til den gamle kult. Efter en række sejrrige felttog døde Judas Makkabæeren en helts død i 161 f.Kr. Hans bror Jonatan, som indtog hans plads i spidsen for bevægelsen, forsøgte at sikre landets uafhængighed snarere gennem veloverlagt planlægning end gennem militær magt. Han antog, foruden sin verdslige magt, også den ypperstepræstelige værdighed. Efter hans voldelige død i 143 f.Kr. blev han efterfulgt af sin bror Simon som bærer af denne dobbelte ære. Hasmonæerne blev dog hurtigt verdsligt sindede og mistede chasidhims sympati. Simons søn, Johannes Hyrkanos (135-106 f.Kr.), brød helt med de fromme, og hans slægt endte efter hans død i skændige magtkampe. Herredømmet over landet faldt i hænderne på Herodes, en tyran af idumæisk oprindelse, som blev støttet af romerne. Fra 37 f.Kr. var han den anerkendte konge over Juda.

Se asmonæerne; makkabæerne.

IX. Romerne.

1. Områdets opdeling:

Efter Herodes’ død (4 f.Kr.) skulle riget ifølge hans sidste vilje deles mellem hans tre sønner. Arkelaos fik Judæa; Antipas Galilæa og Peræa; Filip grænselandene i nord. Arkelaos blev imidlertid snart afsat af romerne (6 e.Kr.), og Judæa blev gjort til en del af provinsen Syrien, men blev sat under en særlig romersk prokurator, som boede i Cæsarea. Disse prokuratorer (hvoraf den mest kendte var Pontius Pilatus, 26-36 e.Kr.) havde intet andet formål end at plyndre landet og folket.

2. Jerusalems ødelæggelse ved romerne:

På denne måde opstod der gradvis en konflikt mellem folket og dets undertrykkere, som endte med Jerusalems ødelæggelse ved romerne i 70 e.Kr. Allerede i 40 e.Kr. var dette brud nær ved at finde sted, da den syriske legat Petronius på Caligulas befaling påtog sig at opstille en statue af kejseren i templet i Jerusalem. Ved denne lejlighed lykkedes det kong Agrippa I, som igen herskede over hele Herodes’ område, at bilægge konflikten. Hans søn Agrippa II fik et langt mindre kongerige (40-100 e.Kr.). Også han søgte at forhindre folket i at indlede en kamp mod romerne, men forgæves. Ved sin samvittighedsløse behandling af folket drev prokuratoren Gessius Florus jøderne ud i et oprør. Zeloternes parti fik overtaget. Florus blev tvunget til at forlade Jerusalem (66 e.Kr.). Selv den temmelig store hær, som Cestius Gallus førte, kunne ikke få kontrol over byen, men blev fuldstændig overmandet af jøderne under sit tilbagetog ved Bet-Horon. Nu rejste hele landet sig i oprør. Romerne rykkede under Vespasians ledelse frem med betydelig styrke og erobrede først Galilæa, som dengang var under Josefus (67 e.Kr.). I Jerusalem kæmpede forskellige jødiske partier imens stadig mod hinanden. Titus, Vespasians søn, overtog overkommandoen, efter at Vespasian allerede havde erobret Østjordanlandet og vestkysten, men var skyndt sig til Rom for at blive kejser. Titus omringede byen fuldstændigt nogle få dage før påskefesten i år 70. På nordsiden brød romerne først gennem den første og nyeste bymur, og derefter den anden. Den tredje ydede længere modstand, og samtidig anrettede hungersnød ødelæggelse i Jerusalem. Til sidst rasede kampen omkring templet, under hvilken denne bygning gik op i flammer. Ifølge Josefus’ udførlige skildring (BJ, VI, iv, 3 ff) forsøgte Titus at forhindre templets ødelæggelse; ifølge Sulpicius Severus (Chron. II, 20) var denne ødelæggelse derimod netop, hvad han ønskede. Nogle få befæstede steder holdt sig endnu efter Jerusalems fald, f.eks. Macherus i Østjordanlandet, men de kunne ikke holde stand ret længe.

Senere opstand under Bar-Cochba.

Endnu en gang brød den naturlige stræben efter uafhængighed frem i Bar-Cochbas opstand (132-35 e.Kr.). Fromme lovlærere, især rabbi Akiba, havde tændt denne ild for at befri landet fra hedningernes herredømme. Men trods nogle midlertidige succeser var denne opstand håbløs. Både byen og landet blev ødelagt endnu mere frygteligt af de rasende romere og affolket endnu mere end i år 70. Fra den tid var Jerusalem tabt for jøderne. De levede videre uden deres eget land, uden nogen politisk organisation, uden en helligdom, i diasporaen blandt folkene.

3. Periodens åndelige liv:

Jødernes åndelige og religiøse liv i perioden forud for statens opløsning var især bestemt af deres idealers legalistiske karakter og deres modstand mod hellenismen. Deres religion var i høj grad blevet formalistisk siden deres tilbagevenden fra eksilet. Den største vægt blev lagt på lydighed mod de traditionelle forordninger, og disse var hovedsagelig udlægninger af ceremonielle tilranere.

Jesu Kristi fremtræden.

Kronen på Israel-Judas historie var Jesu Kristi fremtræden. Overfladisk betragtet kan det ganske vist se ud, som om hans person og hans liv kun havde ringe indflydelse på udviklingen af Israels nationale historie. Men ser vi nærmere efter, vil vi se, at hele denne historie har sit mål i ham og finder sin virkeliggørelse i ham. Efter at den fulde frugt var udviklet af denne stamme, visnede og døde den. Han skulle være frelsens bærer for hele menneskeheden.

LITTERATUR.

Den tidligste historiker om Israel var jøden Flavius Josefus i det 1. kristne århundrede. Hans eksempel fandt kun få efterfølgere i den tidlige kirke, og vi nævner kun Sulpicius Severus' krønike. Emnet behandles teologisk af Augustin i hans De Civitate Dei. Det var først i det 17. århundrede, at en stærk interesse for dette emne blev vakt. Sammenlign især James Usher, Annales Veteris et Novi Testamenti, London, 1605; J.B. Bousset, Discours sur l'histoire universelie, Paris, 1681; Humphrey Prideaux, The Old and the New Testament Connected in the History of the Jews and Neighboring Nations, 2 bind, London, 1716; S. Shukford, The Sacred and Profane History of the World Connected, London, 1727, et værk der behandler emnet apologetisk mod deisterne. Sammenlign også J. Saurin, Discours historiques, Amsterdam, 1720. Cocceius og hans skole systematiserede denne historie på grundlag af deres teologiske læresætninger, f.eks. Gurtler, Systema theol. prophetica, Frankfurt, 1724. Mere systematisk er Vitringas værk, Hypothesis historiae et chronologiae sacrae, Frankfurt, 1708. Den lutherske kirke frembragte Franz Buddes fremragende værk, Historia Eccles. Veteris Testamenti, Jena, 1715. I det 18. århundrede frembragte Bengels skole nogle gode fremstillinger af Israels historie, såsom M.F. Roos' Einleitung in die bibl. Geschichte, 1700. Mere folkeligt er J.J. Hess' værk. Det bedste katolske værk fra denne tid er J. Jahns Archaeologie, 1802; mens den rationalistiske periode frembragte Lorenz Bauers Geschichte der hebr. Nation, 1800. I det 19. århundrede løber de rationalistiske og de konservative tendenser parallelt, og et nyt fremstød blev givet til studiet af denne historie gennem de enestående arkæologiske fund i Egypten og i Assyrien og Babylon. Kritisk rekonstruktion af Israels historie kendetegner værkerne af Reuss, Graf, Kuenen og Wellhausen. Andre betydningsfulde værker er Geschichte des Volkes Gottes af Ewald; Kurtz, Geschichte des alten Bundes (disse er oversat); Hitzig, Geschichte des Volkes Israel, med kritisk tendens. August Koehlers værk, Lehrbuch der biblischen Geschichte, Altes Testament, er positivt, mens Wellhausens Geschichte Israels er en klassiker fra den avancerede skole. Andre værker, for det meste kritiske, er historieskrivningerne af Renan, Kuenen, Stade, Winckler, Piepenbring, Cornill, Guthe, Cheyne og andre. Kittels Geschichte der Hebreier (oversat) er mere moderat i tonen. For Det Nye Testamente er det rigeste forrådskammer Schurers Geschichte des judischen Volkes im Zeitalter Jesu Christi (oversat); Hausraths Neutestamentliche Zeitgeschichte er også god. Fra jødisk standpunkt er denne historie blevet behandlet af S. Friediander, Geschichte des Israel-Volkes; og J.M. Jost, Geschichte der Israelitch; Moritz Raphall, Post-biblical History of the Jews from the Close of the Old Testament till the Destruction of the Second Temple, in the Year 70.

Blandt engelske værker kan især nævnes Milmans History of the Jews og Stanleys Lectures on the History of the Jewish Church, sammen med mindre værker af Ottley og andre.

Amerikanske værker om emnet fra et kritisk synspunkt er A History of the Hebrew People af Kent og A History of the Jewish People af Kent og Riggs i "Historical Series for Bible Students," udgivet af Messrs. Scribner. Sammenlign også McCurdy, History, Prophecy and the Monuments; Toy, Judaism and Christianity; H.P. Smith, Old Testament History.

C. von Orelli