Apostlenes Gerninger

Den titel, der nu gives til den femte og sidste af Det Nye Testamentes historiske bøger. Forfatteren kalder den en “afhandling” (1,1). Den blev tidligt kaldt “Gerningerne”, “Helligåndens evangelium” og “Opstandelsens evangelium”. Den indeholder egentlig ingen beretning om nogen af apostlene undtagen Peter og Paulus. Johannes nævnes kun tre gange; og alt, hvad der fortælles om Jakob, Zebedæus’ søn, er hans henrettelse ved Herodes. Den er derfor egentlig ikke historien om “Apostlenes Gerninger”, en titel som bogen fik på et senere tidspunkt, men om “apostles gerninger”, eller mere korrekt, om “nogle gerninger af visse apostle”.

Hvad forfatterskabet angår, var den bestemt skrevet af Lukas, den “elskede læge” (jf. Luk 1,1-4; ApG 1,1). Dette er oldtidens enstemmige tradition, selv om forfatteren intetsteds nævner sig selv ved navn. Stilen og sprogpræget i Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger samt brugen af ord og vendinger, som er fælles for begge, styrker denne opfattelse. Forfatteren træder først frem i fortællingen i 16,11 og forsvinder derefter indtil Paulus’ tilbagevenden til Filippi to år senere, da han og Paulus forlod stedet sammen (20,6), og de to synes derefter at have været stadige ledsagere indtil enden. Han var bestemt sammen med Paulus i Rom (28; Kol 4,14). Således skrev han en stor del af denne historie ud fra personlig iagttagelse. For det, der lå uden for hans egen erfaring, havde han Paulus’ undervisning. Hvis, som det er meget sandsynligt, 2 Tim. blev skrevet under Paulus’ andet fangenskab i Rom, var Lukas hos ham da som hans trofaste ledsager til det sidste (2 Tim 4,11). Om hans senere historie har vi ingen sikker viden.

Formålet med Lukasevangeliet var at give en fremstilling af Kristi karakter og gerning, sådan som de ses i hans historie, indtil han blev taget op fra sine disciple til himlen; og formålet med Apostlenes Gerninger, som dets fortsættelse, var at give en skildring af evangeliets kraft og virke, når det blev prædiket blandt alle folkeslag, “begyndende i Jerusalem”. De indledende sætninger i Apostlenes Gerninger er netop en udvidelse og en forklaring af evangeliets afsluttende ord. I denne bog har vi blot en fortsættelse af kirkens historie efter Kristi himmelfart. Lukas viderefører her historien i den samme ånd, som han havde begyndt den. Det er kun en bog om begyndelser, en historie om grundlæggelsen af menigheder, de første skridt i dannelsen af det kristne samfund på de forskellige steder, apostlene besøgte. Den nedskriver en kreds af “repræsentative begivenheder”.

Gennem hele fortællingen ser vi den altid nærværende, altstyrende kraft hos den evigt levende frelser. Han virker alt og i alle, når han udbreder sin sandhed blandt mennesker ved sin Ånd og gennem sine apostle som redskaber.

Tidspunktet for nedskrivningen af denne historie kan udledes af den kendsgerning, at fortællingen strækker sig frem til afslutningen på det andet år af Paulus’ første fangenskab i Rom. Den kan derfor ikke være skrevet tidligere end 61 eller 62 e.Kr. og heller ikke senere end omkring slutningen af 63 e.Kr. Paulus blev sandsynligvis henrettet under sit andet fangenskab, omkring 64 e.Kr., eller, som nogle mener, 66.

Stedet, hvor bogen blev skrevet, var sandsynligvis Rom, hvortil Lukas ledsagede Paulus.

Nøglen til bogens indhold findes i 1,8: “I skal være vidner for mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og indtil jordens yderste ende.” Efter at have henvist til det, der var nedskrevet i en “tidligere afhandling” om Jesu Kristi ord og gerninger før hans himmelfart, går forfatteren videre med at give en beretning om de omstændigheder, der var forbundet med denne begivenhed, og derefter nedskriver han de vigtigste kendsgerninger vedrørende kristendommens udbredelse og sejre i verden gennem en periode på omkring tredive år. Beretningen begynder med pinsen (33 e.Kr.) og ender med Paulus’ første fangenskab (63 eller 64 e.Kr.). Hele bogens indhold kan deles i disse tre dele:

Kap. 1-12, som beskriver de første tolv år af den kristne kirke. Dette afsnit har fået titlen “Fra Jerusalem til Antiokia”. Det indeholder historien om kirkens grundlæggelse og udbredelse blandt jøderne ved Peters tjeneste.

Kap. 13-21, Paulus’ missionsrejser, som giver historien om kirkens udbredelse og grundlæggelse blandt hedningerne.

Kap. 21-28, Paulus i Rom og de begivenheder, der førte dertil. Kap. 13-28 har fået titlen “Fra Antiokia til Rom”.

I denne bog er det værd at lægge mærke til, at der ikke nævnes noget om Paulus’ skrivning af nogen af sine breve. Dette kan forklares ved, at forfatteren begrænsede sig til en historie om kirkens grundlæggelse og ikke til historien om dens oplæring eller opbyggelse. Forholdet mellem denne historie og Paulus’ breve er imidlertid af en sådan art, dvs. det bringer så mange utilsigtede overensstemmelser for dagen, at det beviser begges ægthed og troværdighed, sådan som Paley så dygtigt har vist det i sin Horae Paulinae. “Intet oldtidsværk giver så mange prøver på sandfærdighed; for intet andet har så talrige berøringspunkter i alle retninger med samtidig historie, politik og topografi, hvad enten den er jødisk, græsk eller romersk.” Lightfoot.