Tell el-Amarna; tavler

tel-el-a-mar'-na,

I. INDLEDNING

1. Navn

2. Opdagelse

3. Fysisk karakter

II. EPIGRAFISK VÆRDI

1. Særlig kileskrift

2. Metode til at skrive egennavne

III. FILOLOGISK VÆRDI

1. Kendskab til amoritisk, hittitisk og mitannisk sprog

2. Kana'anæiske navnes beståen indtil nutiden

3. Bekræftelse af bibelske udsagn om »Kana'ans sprog«

IV. GEOGRAFISK VÆRDI

1. Politiske og etnologiske linjer og lokaliteter

2. Bekræftelse af bibelske og egyptiske geografiske meddelelser

3. Bekræftelse af den almene bevismæssige værdi af gamle geografiske noter om Bibelens lande

V. HISTORISK VÆRDI

1. Revolutionerende ændring i opfattelsen af kana'anæisk civilisation på patriarkernes tid

2. Ejendommelig historisk situation åbenbaret ved brugen af kileskrift

3. Omfattende diplomatisk korrespondance fra tiden

4. Det uløste problem om Habiri

LITTERATUR

En samling på omkring 350 indskrevne lertavler fra Egypten, men skrevet med kileskrift, som udgør en del af de kongelige arkiver efter Amenophis III og Amenophis IV, konger af det 18. egyptiske dynasti omkring 1480 til 1460 f.Kr. Nogle af tavlerne er brudte, og der er en smule usikkerhed om det nøjagtige antal særskilte breve. 81 er i British Museum = BM; 160 i det Nybabyloniske og Assyriske Museum, Berlin = B; 60 i Cairo-museet = C; 20 i Oxford = O; resten, 20 eller flere, er i andre museer eller i private samlinger.

I. Indledning.

1. Navn:

Navnet Tell el-Armarna, »Amarna-højen«, er det moderne navn på gamle ruiner omtrent midtvejs mellem Memphis og Luxor i Egypten. Ruinerne markerer stedet for den gamle by Khut Aten, som Amenophis IV byggede for at undslippe den dominerende indflydelse fra Egyptens gamle religion, repræsenteret ved præsteskabet i Theben, og for at grundlægge en ny kult, tilbedelsen af Aten, solskiven.

2. Opdagelse:

I 1887 fandt en bondekone, som gravede i ruinerne af Tell el-Amarna efter støvet fra gamle bygninger for at gøde sin have, tavler, en del af de kongelige arkiver. Hun fyldte sin kurv med tavler og gik hjem. Hvor mange hun allerede havde pulveriseret og dyrket til porrer, agurker og meloner, vil aldrig blive kendt. Denne gang blev nogens nysgerrighed vakt, og en indfødt handler sikrede sig tavlerne. Kendskabet til »fundet« nåede Chauncey Murch, D.D., en amerikansk missionær stationeret i Luxor, som, da han anede tavlernes betydning, henledte kileskriftforskeres opmærksomhed på dem. Så begyndte en kort, men intens og bitter kamp mellem repræsentanter for forskellige museer på den ene side, ivrige efter videnskabeligt materiale, og indfødte handlere på den anden side, grådige ved udsigten til den fabelagtige pris, de mærkelige tavler kunne indbringe. Kampen resulterede i, at nogle af tavlerne blev ødelagt af uvidende indfødte, og i den endelige fordeling af resten og af de brudte fragmenter, som anført i begyndelsen af denne artikel. (se også Budge, History of Egypt, IV, 186). Efter opdagelsen af tavlerne blev stedet for den gamle by udgravet af professor Petrie i 1891-92 (Tell el-Amarna; sammenlign også Baedeker, Egypt).

3. Fysisk karakter:

Tavlernes fysiske karakter fortjener nogen opmærksomhed. De er lertavler. Næsten alle er teglstenstavler, dvs. rektangulære, flade tavler, der varierer i størrelse fra 2 × 2 1/2 tommer til 3 1/2 × 9 tommer (ca. 5 × 6 cm til 9 × 23 cm), indskrevet på begge sider og undertiden på kanterne. Én tavle har en konveks form (B 1601). Det ler, der er brugt i tavlerne, varierer også meget. Tavlerne fra den kongelige korrespondance fra Babylonien og én tavle fra Mitanni (B 153) er af fint babylonisk ler. Den syriske korrespondance og korrespondancen fra Israels land er i et eller to tilfælde af ler, som sandsynligvis var importeret fra Babylonien til korrespondance, men for størstedelens vedkommende er disse tavler på landets ler, og de viser tydelige indbyrdes forskelle i farve og tekstur: i nogle tilfælde er leret sandet og afgjort ringere. En række tavler har røde prikker, en slags tegnsætning til markering af opdelingen i ord, sandsynligvis indsat af den egyptiske oversætter af brevene ved faraos hof. Disse prikker havde til formål at hjælpe ved læsningen. De hjælper nu læsningen meget. Nogle tavler viser også de hieroglyfiske mærker, som den egyptiske skriver satte på dem, da han arkiverede dem blandt arkiverne. Skriften er også varieret. Nogle af tavlerne fra Israels land (B 328, 330, 331) er groft skrevet. Andre af brevene, som i den kongelige korrespondance fra Babylonien, er smukt skrevet. Disse sidstnævnte (B 149-52) synes at være skrevet på en helt anden måde end de øvrige; dem fra Vestasien synes at være skrevet med griflen holdt, som vi almindeligvis holder en pen, men de kongelige breve fra Babylonien blev skrevet ved at dreje griflens spids mod venstre og den anden ende mod højre hen over det første fingers andet led.

Resultaterne af opdagelsen af Tell el-Amarna-brevene har været vidtrækkende, og der er tegn på endnu andre fordele, som stadig kan komme af dem. Opdagelsen af dem deler med opdagelsen af Hammurabis lov den udmærkelse at indtage førstepladsen blandt bibelske opdagelser i det forløbne halve århundrede.

II. Epigrafisk værdi

1. Særlig kileskrift:

Den særlige brug af kileskriftsmetoden i disse tavler for at tilpasse den til kravene i et fremmed land med et indfødt tungemål, og de krav, der blev stillet til den for at gengive egennavne fra et fremmed sprog, har allerede givet grundlag for den opfattelse, at den samme kileskriftsmetode oprindelig blev anvendt i andre dokumenter, især i nogle dele af Bibelen og i meget materiale til egyptiske regeringsrapporter. Det er ikke usandsynligt, at man ved hjælp af sådanne oplysninger, som tavlerne giver, kan få bestemte spor til skrivemåden og dermed også omtrent til tidspunktet for affattelsen af de litterære kilder, der blev brugt ved udarbejdelsen af Pentateuken, ja endog af Pentateuken selv (sammenlign især Naville, Archaeology of the Bible).

2. Metoden til at skrive egennavne:

De fleste af brevene blev sandsynligvis skrevet af egyptiske embedsmænd eller, oftere, af skrivere i tjeneste hos indfødte udnævnte under den egyptiske regering. Disse skriveres gengivelse af så mange egennavne med kileskrift har kastet et væld af lys over egyptiske skriveres stavning af kana'anæiske navne i Egyptens hieroglyfindskrifter. Det er nu tydeligt, at i hvert fald nogle, måske de fleste, af disse skrivere arbejdede ud fra kileskriftslister (Muller, Egyptological Researches, 1906, 40). Efterhånden som egyptiske skriveres system til gengivelse af navne fra Israels land således bliver bedre forstået, bliver det muligt at identificere flere og flere af de steder i landet, som nævnes i de egyptiske indskrifter. Enhver sådan identifikation gør identifikationen af bibelske steder mere fuldstændig, det første og vigtigste led i historisk bevismateriale.

III. Filologisk værdi.

1. Kendskab til amoritisk, hittitisk og mitannisk sprog:

Ingen anden litterær opdagelse, ja ikke alle de andre tilsammen, har kastet så meget lys over filologiske problemer i patriarkernes Israels land som Tell el-Amarna-brevene. Noget er nu virkelig bestemt kendt om »Kana'ans sprog«, den tale, som folk brugte på patriarkernes tid i landet. Den bemærkelsesværdige vedholdenhed, hvormed gamle kana'anæiske ord, navne og talemåder fra disse tavler har holdt sig ned til nutiden, gør det klart, at nutidens bondesprog er en direkte efterkommer af sproget på Abrahams tid. Brevene er på babylonisk, modificeret ved kontakt med landets sprog, en slags tidligt aramæisk (Conder, The Tell Amarna Tablets, X; Dhorme, »La langue de Canaan,« Revue Biblique, Juillet, 1913, 369). Der er også hyppigt kana'anæiske ord indsat som gloser for at forklare de babyloniske ord (Dhorme, op. cit.).

2. Kana'anæiske navnes vedholdenhed ned til nutiden: De kendsgerninger, der fremgår af det tidlige kana'anæiske sprogs vedholdenhed (sammenlign 1 ovenfor) gennem alle århundrederne ned til bondesproget i landet i dag, giver en bekræftelse af den bibelske henvisning til »Kana'ans sprog« (Es 19,18). Dette bondesprog er, som det tydeligvis altid har været siden patriarkernes tid, et semitisk tungemål. Nu er endog et så dristigt arbejde som en grammatik over det gamle kana'anæiske sprog blevet forsøgt, næsten udelukkende baseret på det materiale, som Tell el-Amarna-brevene leverer (Dhorme, op. cit.), hvor talen i landet på patriarkernes tid beskrives som »gammelkana'anæisk eller hebraisk«.

3. Bekræftelse af bibelske udsagn om »Kana'ans sprog«:

Tell el-Amarna-brevene giver også noget mere specifik viden om det amoritiske sprog gennem de mange amoritiske navne og de lejlighedsvise forklaringer, der gives med amoritiske ord (sammenlign især Ribaddas 50 breve), og noget kendskab til hittitisk (Tarkhundaras brev; Conder, The Tell Amarna Tablets, 225 f), samt til det mitanniske tungemål (B 153, 190, 191, 233). Én anden tavle (B 342) er på et ukendt tungemål.

IV. Geografisk værdi.

1. Politiske og etnologiske linjer og beliggenheder

Der var en meget vid international horisont i den tid, hvor den korrespondance, der findes i Tell el-Amarna-brevene, blev ført, en horisont, der omfattede Egypten, Babylonien, Kanaan, Mitanni og hittitternes land; men de mere bestemte geografiske oplysninger, som tavlerne giver, er næsten helt begrænset til det store syriske og kana'anæiske kystland. Der er uenighed om identifikationen af nogle få af de nævnte steder, men omkring 90 er blevet identificeret med rimelig sikkerhed.

2. Bekræftelse af bibelske og egyptiske geografiske oplysninger

Det er nu muligt at følge forløbet af de militære operationer, der nævnes i Tell el-Amarna-brevene, næsten lige så tilfredsstillende som forløbet af et moderne militært felttog, og der er også megen bekræftelse af bibelske og egyptiske geografiske oplysninger.

3. Bekræftelse af den generelle bevisværdi i oldtidens geografiske noter om bibelske lande

Identifikationen af et så stort antal steder og den derigennem givne mulighed for at følge forløbet af historiske bevægelser i denne fjerne tidsalder er et bemærkelsesværdigt vidnesbyrd om den historiske værdi af gamle optegnelser fra den del af verden, for nøjagtighed med hensyn til sted er af største betydning i historiske optegnelser.

V. Historisk værdi.

Tell el-Amarna-brevene leverer en mængde historisk materiale, der i omfang omtrent svarer til halvdelen af Pentateuken. Mens meget af dette især angår det gamle Orients almindelige historie, er der næppe nogen del af det, som ikke direkte eller indirekte giver oplysninger, der svarer til en eller anden side af den bibelske historie. Det er ikke sikkert, at nogen enkeltperson, som nævnes i Bibelen, nævnes i disse tavler; dog er det muligt, og mange mener, at det er vel fastslået, at mange af personerne og begivenhederne fra erobringstiden nævnes (jf. 4 (1) nedenfor). Der er også meget, som afspejler civilisationen i tider, der endnu kun er ufuldkomment forstået, åbenbarer historiske begivenheder, som hidtil var ukendte eller kun lidt kendte, og giver mange sideblik på bevægelser blandt nationer og folk, om hvem der siges noget i Bibelen.

1. Revolutionerende ændring i opfattelsen af kanaanæisk civilisation i patriarkernes tid

Der er sket en revolutionerende ændring i opfattelsen af civilisationen i patriarkernes Israels land. Tidligere var det alle slags forskeres opfattelse, fra de mest konservative på den ene side til de mest radikale på den anden, at der i patriarktiden var en meget primitiv civilisationstilstand i landet, og dette helt uafhængigt af, ja faktisk forud for, ethvert krav, som den evolutionære teori om Israels historie stillede. Abraham blev fremstillet som en pioner fra et kulturland til et fjernt, mørkt sted i verden, og man mente, at hans efterkommere ned til nedrejsen til Egypten havde kæmpet med halvbarbariske forhold og var vendt tilbage for at erobre et sådant land og bringe civilisation ind i det. Hele denne opfattelse er nu ændret, først og fremmest ved de oplysninger, der findes i Tell el-Amarna-brevene, og dernæst ved spredte antydninger fra egyptiske og babyloniske indskrifter, som nu ses at støtte det høje civilisationstrin, der åbenbares i Tell el-Amarna-brevene (se arkæologi og kritik). Tavlerne nævner »hovedstæder«, »provinsbyer«, »fæstninger«, »byer« og »landsbyer« med »lejre« og Hazorer (eller indhegninger); desuden omtales vanding af haver og papyrus dyrket i Gebal, såvel som kobber, tin, guld, sølv, agat, penge (naturligvis ikke mønter) og kostbare genstande af mange slags, morbær, oliven, korn, skibe og vogne" (Conder, op. cit., 4).

Beretningen om en bruds medgift fra Mitanni åbenbarer forhold længere mod nord: "To heste og en vogn belagt med guld og sølv og prydet med ædelstene. Hestenes seletøj var udsmykket på samme måde. Dernæst synes to kamelbærestole at blive nævnt, og tilsyneladende brogede klæder arbejdet med guld samt broderede bælter og sjaler. Derefter følger lister over ædelstene og en hestesaddel prydet med guldørne. En halskæde af massivt guld og ædelsten, et armbånd af forgyldt jern, en ankelring af massivt guld og andre genstande af guld følger; og tilsyneladende klæder, sølvgenstande og kar af kobber eller bronze. En genstand af jade eller jaspis og blade af guld. .... Fem ædelstene af `stenen fra det store lys' (sandsynligvis diamanter) følger, sammen med smykker til hoved og fødder og en række bronzegenstande og seletøj til vogne" (ibid., 188-89). Thothmes III's optegnelse om bytte, der blev bragt fra landet, bekræfter fuldt ud denne fremstilling i tavlerne (Birch, Records of the Past, 1st ser., II, 35-52; jf. Sayce, Archaeology of the Cuneiform Inscriptions, 156-57).

De babyloniske indskrifter viser, at Abraham var en del af en udvandringsbevægelse fra hjemlandet til en grænseprovins, som havde de samme love og meget af den samme kultur (Lyon, American Oriental Society Journal, XXV, 254; Barton, American Philosophical Proceedings, LII, nummer 209, april 1913, 197; Kyle, Deciding Voice of the Monuments in Biblical Criticism, kapitel xv). De egyptiske skulpturbilleder gør det klart, at civilisationen i landet i patriarktiden fuldt ud var på højde med Egyptens (jf. Petrie, Deshasheh, plural IV).

At disse ting af elegance og kunnen ikke blot er udstyr til »barbarisk pragt«, fremgår tydeligt af den åbenbaring, som Tell el-Amarna-brevene giver af etniske bevægelser og af påvirkninger, der var virksomme fra de store nationer på hver side af Kanaan, hvilket gør det umuligt, at landet på den tid kunne have været andet end et sted med fremskreden civilisation. Næsten alle tavlerne giver det mest utvetydige bevis for, at Egypten havde kejserligt herredømme over landet gennem en provinsregering, som på den tid var ved at forfalde; samtidig gør den kileskriftmetode, der bruges i tavlerne af så mange forskellige personer, i såvel høj som lav stand, og som dermed forudsætter en længe etableret litterær kultur og en almindelig udbredelse af kendskabet til et meget vanskeligt skriftsystem, det klart, at Babyloniens civilisation havde været solidt etableret, før Egyptens politiske magt kom og fortrængte Babyloniens.

2. Særegen historisk situation åbenbaret ved brugen af kileskrift

Den forskydning af den babyloniske politiske magt i Kanaan, som netop er nævnt (1 ovenfor), peger straks på en yderst bemærkelsesværdig historisk situation, som afsløres af Tell el-Amarna-brevene, dvs. officiel egyptisk korrespondance mellem den fjerntliggende provins Kanaan og den kejserlige regering hjemme, ført ikke på Egyptens sprog og med Egyptens skrift, men med Babyloniens skrift og på et sprog, der er et modificeret babylonisk. Dette markerer ét trin i den store, århundredlange konflikt mellem øst og vest, mellem Babylonien og Egypten, med Kanaan som imperiernes kastebold. Det afslører – hvad de babyloniske indskrifter bekræfter – Babyloniens længe forudgående besættelse af Kanaan, som fortsatte ned til begyndelsen af patriarktiden, og som havde givet Kanaan et så babylonisk præg, at Egyptens senere politiske besættelse af landet under Thothmes III endnu ikke havde kunnet udslette det gamle præg eller give et nyt indtryk.

3. Tidens omfattende diplomatiske korrespondance

Den omfattende diplomatiske korrespondance mellem nationer så vidt adskilt som Egypten i vest og Babylonien i øst, Mitanni i nord og hittitternes land i nordvest, fremgår også af Tell el-Amarna-brevene. Ud over det store antal breve mellem Kanaan og Egypten findes der en hel del af disse kongelige tavler: breve fra Kadashman Bell eller Kallima-Sin (BM 29784) og Burna-burias af Babylonien (B 149-52), Assur-uballidh af Assyrien og Dusratta af Mitanni (B 150, 191-92, 233) osv. Ved første øjekast synes der at være en vis smålighed over denne internationale korrespondance, som næsten virker barnlig, eftersom så meget af den drejer sig om prinsessers ægteskab og betaling af medgift samt udveksling af internationale gaver og privilegier (Budge, History of Egypt, IV, 189-90). Men man ville måske blive overrasket over, hvor meget af den slags der findes i nutidige kongers private korrespondance, hvis man kunne få adgang til den. Den begærlige egoisme, som også afsløres i disse tavler ved det stadige råb efter guld, er trods alt blot et mindre diplomatisk og mere ligefremt udtryk for den handelsmæssige prutten mellem nutidens nationer om fordele og indrømmelser.

4. Habiri-folkets uløste problem

Det emne af størst historisk interesse i bibelske spørgsmål, som Tell el-Amarna-brevene fremlægger, er det store, uløste problem om Habiri. Uløst er det, for selv om enhver forfatter om emnet har sin egen meget bestemte mening, må alle indrømme, at et problem ikke er løst, når der findes en så vid og grundlæggende meningsforskel blandt kompetente forskere, og når den ikke følger lette skillelinjer, men uden skel deler alle grupper af forskere.

(1) Ét synspunkt, som meget tidligt blev fremsat og stadig fastholdes stærkt af nogle (Conder, anf. værk, 138-44), er, at Habiri skal læses `Abiri og betyder hebræerne. Det påpeges, at de breve, der henviser til dette folk, kommer fra det centrale og sydlige Kanaan, at Habiri havde en vis forbindelse med Seirs bjerg, at de fremstilles som samtidige med Jafia, kongen af Gezer, Jabin, kongen af Hasor, og sandsynligvis Adonizedek, kongen af Jerusalem, som var samtidige med Josva, og at visse tilfældige bevægelser hos Israel og hos folkene i landet, som nævnes i Bibelen, også nævnes eller forudsættes i tavlerne (Conder, anf. værk, 139-51). Som svar på disse argumenter for at identificere Habiri med hebræerne under Josva kan det bemærkes, at skønt de breve, der taler om Habiri, alle stammer fra det centrale eller sydlige Kanaan, hører de til næsten samme tid som de meget talrige breve om de omfattende krige i nord. Den tydelige adskillelse af den ene gruppe breve fra den anden er temmelig vilkårlig og skaber derfor et indtryk, som kun i ringe grad eller slet ikke findes i virkeligheden. Sandsynligvis henviser disse sydlige breve til de samme uroligheder, der bredte sig fra nord mod syd, hvilket er ødelæggende for teorien om, at Habiri er hebræerne under Josva, for disse sidstnævnte kom ind fra sydøst. Henvisningen til Seir er dunkel og synes snarere at placere dette sted i retning af Karmel (Conder, anf. værk, 145). Omtalen af Jafia, kongen af Gezer, og Jabin, kongen af Hasor, betyder ikke meget, for disse navne kan være titler, eller der kan have været mange konger, i rækkefølge, med samme navn. Hvad Adonizedek angår, er det vanskeligt at tro, at denne læsning af navnet på Jerusalems konge nogensinde ville være blevet overvejet, hvis det ikke var for ønsket om at identificere Habiri med hebræerne under Josva. Navnet Adonizedek fremkommer kun, med stor usikkerhed, ved den usædvanlige metode at oversætte kongens navn i stedet for at translitterere det. Hvis navnet var Adonizedek, hvorfor skrev skriveren det da ikke sådan i stedet for at oversætte det for Farao til et helt andet navn på grund af dets betydning? De tilsyneladende overensstemmelser mellem brevene og beretningen om erobringen i Bibelen mister meget af deres betydning, når de større sandsynligheder, som navnene og krigenes forløb rejser, fjernes.

(2) Mod den opfattelse, at Habiri var Bibelens hebræere, kan man anføre ikke blot disse uoverensstemmelser i det bevismateriale, der er fremlagt for den opfattelse (sammenlign (1) ovenfor), men også det meget stærke vidnesbyrd fra Egypten om, at udvandringen fandt sted under ramesside-dynastierne, altså ikke tidligere end det 19. dynasti og sandsynligvis under Merenptah, Ramses II's efterfølger. Navnet Ramses på en af forrådsbyerne kunne næppe være forekommet før de ramessidiske konger. Ramses II's positive erklæring: »Jeg byggede Pitom,« som der ikke findes noget som helst bevis imod, og sammenfaldet mellem Merenptahs Israel-tavle (Petrie, Six Temples at Thebes, 28, tavler XIII-XIV) og den bibelske beretning om udvandringen, som gør det 5. år under Merenptah til det 5. år af Moses' lederskab (se MOSES), gør det meget vanskeligt, ja tilsyneladende umuligt, at acceptere Habiri som hebræerne ved erobringen.

(3) En anden opfattelse vedrørende Habiri, som nogle stærkt har fremført (Sayce, The Higher Criticism and the Verdict of the Monuments, 175 ff), er, at de er Habiri, ikke `Abiri, og at navnet betyder »forbundsfæller« og slet ikke var et person- eller stammenavn. Vished om, at der lige lidt før denne tid fandtes en sammensværgelsesalliance blandt amoritterne og andre, sådan som tavlerne for området længere mod nord afslører, giver denne opfattelse megen sandsynlighed. Denne mening fjerner også de kronologiske vanskeligheder, som den opfattelse møder, at Habiri var Bibelens hebræere (sammenlign (2) ovenfor), men det hævdes, at denne læsning øver vold mod teksten.

(4) En anden særdeles sindrig opfattelse fremsættes af Jeremias (The Old Testament in the Light of the Ancient East, 341), nemlig at navnet er Habiri, at »navnet svarer til lydene i ›hebræere‹, og at navnene er identiske«, men at dette navn i Tell el-Amarna-brevene slet ikke er et egennavn, men et beskrivende ord, som når vi læser om »Abraham hebræeren«, dvs. »den fremmede« eller »indvandreren«. Således ville Habiri være »hebræere«, dvs. »fremmede« eller »indvandrere« (se HEBERITES; HEBREW), men det senere spørgsmål om identifikationen af disse med Bibelens hebræere er stadig et åbent spørgsmål.

(5) Det kan være, at den endelige løsning på det problem, Habiri frembyder, vil blive fundet i den retning, der antydes ved at kombinere den opfattelse, som i dem kun ser »fremmede«, med den opfattelse, som ser dem som »forbundsfæller«. Der var uden tvivl »forbundsfæller« i sammensværgelse mod Egypten på Tell el-Amarna-brevenes tid. Egyptens regering kom ikke med held den belejrede provins til undsætning, men gav svagt efter. I tiden mellem tavlernes affattelse og Merenptahs dage samt opførelsen af Pitom blev der ikke etableret nogen stor, stærk regering i Israels land, hverken fra Egypten eller Babylonien eller Norden. På erobringens tid henvises der stadig til »hittitterne og amoritterne og perizzitterne« osv. Hvorfor nævnes de så konstant som en gruppe, medmindre de i en eller anden forstand var »forbundsfæller«? Det er ikke umuligt, ja det er sandsynligt, at disse hittitter og amoritter og perizzitter osv., stammer i landet, som havde en eller anden form for løs sammenslutning på erobringens tid, repræsenterer den sidste tilstand af »forbundsfællerne«, sammensværgerne, som begyndte deres virksomhed i den amorittiske krig mod den kejserlige egyptiske regering, der er beskrevet i Tell el-Amarna-brevene, og som i korrespondancen fra syd dengang blev kaldt Habiri, dvs. »fremmede« eller »indvandrere«. For den endelige afgørelse af problemet om Habiri og den fulde belysning af mange ting i Tell el-Amarna-brevene må vi afvente yderligere studier af tavlerne ved kyndige kileskriftsforskere og især yderligere opdagelser i samtidshistorien.

Jerusalem-brevene i den sydlige korrespondance fremlægger noget af stor betydning, som slet ikke vedrører problemet om Habiri. Den hyppigt tilbagevendende titel for kongen af Jerusalem: »Det var ikke min far, det var ikke min mor, der indsatte mig i denne stilling« (Budge, History of Egypt, IV, 231-35), synes at kaste lys over den ejendommelige beskrivelse, der gives af MELCHIZEDEK (se denne), kongen af Jerusalem på Abrahams tid. Betydningen her er tydeligvis, at kronen ikke var arvelig, men gik ved udnævnelse, idet Egyptens farao havde udnævnelsesmagten. Således havde kongen som sådan ingen forfader og ingen efterkommer, og dette leverer dermed de særlige kendetegn, som bruges til at beskrive karakteren af Messias' præstedømme i Hebræerbrevet (7,3).

LITTERATUR.

Conder, The Tell Amarna Tablets; Knudtzon, Die El-Amarna-Tafeln, i Heinrich's Vorderasiatische Bibliothek, II; Petrie, Tell el Amarna Tablets; samme, Syria and Egypt from the Tell el Amarna Letters; samme, Hist of Egypt; Jeremias, The Old Testament in the Light of the Ancient East.

M. G. Kyle