Det naturlige menneske

nat'-u-ral, nach'-u-ral (psuchikos anthropos): Mennesket, som det er af naturen, i modsætning til mennesket, som det bliver ved nåden. Dette udtryk er udelukkende paulinsk.

I. Bibelsk betydning.

Det klassiske sted, hvor det forekommer, er 1 Kor 2,14 i KJV: "Men det naturlige menneske modtager ikke det, der hører Guds Ånd til; for det er dårskab for ham; og han kan heller ikke kende det, fordi det bedømmes åndeligt." I sin antropologi bruger Paulus fire grupper af beskrivende tillægsord i modsætningspar:

(1) det gamle menneske og det nye menneske (Rom 6,6; Ef 4,22; Kol 3,9; Ef 2,15; Ef 4,24; Kol 3,10);

(2) det ydre menneske og det indre menneske (2 Kor 4,16; Rom 7,22; Ef 3,16);

(3) det kødelige menneske og det åndelige menneske (Rom 8,1-14; 1 Kor 3,1; 1 Kor 3,3; 1 Kor 3,4);

(4) det naturlige menneske og det åndelige menneske (2 Kor 2,14; 2 Kor 3,3; 2 Kor 3,4; Ef 2,3; 1 Kor 2,15; 1 Kor 3,1; 1 Kor 14,37; 1 Kor 15,46; Gal 6,1).

Et studium af disse steder vil vise, at tillægsordene "gammel," "ydre," "kødelig" og "naturlig" beskriver mennesket, fra forskellige synsvinkler, før dets omvendelse; mens tillægsordene "ny," "indre" og "åndelig" beskriver det, fra forskellige synsvinkler, efter dets omvendelse. For at belyse betydningen må fortolkeren respektere disse antiteser og lade de modsatte ord kaste lys og betydning over hinanden.

1. Det gamle menneske:

Det "gamle menneske" er det "naturlige menneske" betragtet kronologisk--forud for den Helligåndens gerning, hvorved det fornyes til det "nye menneske."

Det gamle hus er huset, som det var, før det blev ombygget; en gammel klædning er klædningen, som den var, før den blev syet om; og det "gamle menneske" er mennesket, som det var, før det blev genfødt og helliget ved Åndens nåde. "Vort gamle menneske er korsfæstet med ham, for at syndens legeme skulle blive tilintetgjort, så vi fra nu af ikke skulle tjene synden" (Rom 6,6 KJV). Her kaldes det "gamle menneske" for "syndens legeme," ligesom den fysiske organisme kaldes sjælens eller åndens legeme, og det skal "korsfæstes" og "tilintetgøres," for at mennesket ikke længere skal være "syndens tjener." "Aflæg, hvad den tidligere færd angår, det gamle menneske, som er fordærvet. .... Ifør jer det nye menneske, som efter Gud er skabt i retfærdighed og sand hellighed" (Ef 4,22; Ef 4,24 KJV). Her siges det "gamle menneske" at være "fordærvet," og vi kaldes til at "aflægge" det. Billedet er, at man tager gammelt tøj af, som er urent, og tager de klæder på, som er kommet rene og snehvide fra vask. Vi har den samme idé, i et andet sprog og med en lidt anden billedbrug.

Når Paulus kalder det "naturlige menneske" for det "gamle menneske" og beskriver det som "syndens legeme," der er "fordærvet" i sin natur og sine "gerninger," og siger til os, at det må "korsfæstes" og "tilintetgøres" og "aflægges," for at vi ikke skal "tjene synden," men have "retfærdighed" og "sand hellighed" og "kundskab" og Guds "billede," får vi en vis forestilling om den moralske betydning, han forsøger at formidle med disse modsætninger (Gal 5,19-24). Han henviser til den syndige natur i mennesket, som er lige så gammel som individet, lige så gammel som den slægt, det er medlem af, og som nådigt må fornyes efter det evangelium, han prædikede for korintherne, kolossenserne, efeserne, romerne og hele verden.

Se OLD MAN; MAN, I, 3.

2. Det ydre menneske:

Apostlen opstiller også en modsætning mellem "det indre menneske" og "det ydre menneske." "Selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag" (2 Kor 4,16). Men hvilken slags menneske er det "ydre menneske" i modsætning til det "indre menneske"? På græsk stilles exo-anthropos over for eso-anthropos.

Se OUTWARD MAN.

"Den modsætning, der her drages mellem det `ydre' og det `indre menneske,' skønt den belyses af modsætningen i Rom 7,22 mellem `loven i lemmerne' og `det indre menneske,' og i Ef 4,22; Kol 3,9 mellem `det gamle menneske' og `det nye menneske,' er ikke helt den samme. Disse modsætninger angår forskellen mellem den sanselige og den moralske natur, `kødet' og `ånden'; denne angår forskellen mellem den materielle og den åndelige natur" (Stanley, på det anførte sted.).

"Det ydre menneske" er legemet, og "det indre menneske" er sjælen, eller det immaterielle princip i den menneskelige sammensætning. Efterhånden som legemet nedbrydes af livets trængsler, fornyes sjælen; det, der er død for legemet, er liv for sjælen; ligesom trængsler svækker menneskets fysiske organisme, styrker de menneskets åndelige princip. Det vil sige, at livets trængsler, som kulminerer i døden selv, har diametralt modsatte virkninger på legemet og på sjælen. De dræber det ene; de gør den anden levende.

"Det indre menneske" er hele den menneskelige natur, sådan som den er fornyet og bebos og beherskes af Guds Ånd, gennemtrængt af nådens ånd. Ligesom den ene nedbrydes af livets modgang, opbygges den anden ved Åndens helliggørende tugt.

3. Det kødelige menneske:

Der er en anden paulinsk antitese, som det er nødvendigt for os at fortolke for at forstå, hvad han mener med det "naturlige menneske." Det er den skelnen, han drager mellem det "kødelige sind" og det "åndelige sind." Den afgørende henvisning er Rom 8,1-14. På dette sted identificeres det "kødelige sind" med "dødens lov," og det "åndelige sind" identificeres med "Åndens lov." Disse to "love" er to principper og ordninger: den ene får mennesket til at være i "fjendskab mod Gud" og fører til "død"; den anden gør det til Guds ven og fører til "liv og fred." Ordet "kødelig" medbetegner alt det, der er faldet og syndigt og uigenfødt i menneskets natur. I sin grove betydning betegner det "kødelige" det, som er imod naturen, eller naturen, der udtrykker sig i lave og dyriske former for synd.

4. Det naturlige menneske:

Det »naturlige menneske« er det »gamle menneske«, det »ydre menneske«, det »kødelige menneske« – mennesket, som det er af naturen, som det er ved sin første fødsel, i modsætning til mennesket, som det er forandret ved Ånden, som det er født anden gang eller genfødt. Der findes et »gammelt« liv, et »ydre« liv, et »kødeligt« liv, et »naturligt« liv, i modsætning til det »nye« liv, det »indre« liv, det »åndelige« liv, det »nådefulde« liv. Det »naturlige menneske« er en dristig og levende personifikation af den fordærvede natur, som vi arver fra den faldne Adam, kilden og sædet for alle faktiske og personlige overtrædelser.

II. Teologisk betydning.

Vi ved, hvad vi mener med løvens natur og med lammets natur. Vi bruger et fuldt forståeligt sprog, når vi taler om løven som naturligt vild, og om lammet, når vi siger, at det er naturligt mildt. Vi sigter til disse dyrs fremherskende anlæg, den samlede virkning af deres egenskaber, som bestemmer deres karakter og spontanitet. På samme måde er vi helt klare, når vi siger, at mennesket af naturen er syndigt. Vi siger blot, at syndighed er for mennesket, hvad vildskab er for løven, og hvad mildhed er for lammet. Det »naturlige menneske« er et billedligt udtryk for den syndige menneskenatur, som er fælles for os alle. Det svarer til de teologiske udtryk: »den syndige tilbøjelighed«, »det onde anlæg«, »den frafaldne vilje«, »arvesynd«, »medfødt fordærv«. Den viser sig i forstanden som blindhed, i hjertet som hårdhed, i viljen som genstridighed.

Se MAN.

Robert Alexander Webb