Levit

En efterkommer af Levis stamme (2 Mos 6,25; 3 Mos 25,32; 4 Mos 35,2; Jos 21,3, 41). Navnet bruges dog almindeligvis som betegnelse for den del af stammen, der blev udskilt til de underordnede opgaver i helligdomstjenesten (1 Kong 8,4; Ezra 2,70), som hjælpere for præsterne.

Da israelitterne forlod Egypten, fulgte de stadig den gamle gudsdyrkelsesform, hvor den ældste søn i hvert hus arvede præsteembedet. Ved Sinaj skete den første ændring i denne gamle praksis. Da blev et arveligt præstedømme i Arons familie indstiftet (2 Mos 28,1). Men først ved den frygtelige begivenhed i forbindelse med synden med guldkalven trådte Levis stamme frem for sig selv og begyndte at indtage en særskilt stilling (2 Mos 32). Den religiøse førstefødselsret blev da overdraget til denne stamme, som fra da af var viet til helligdommens tjeneste (4 Mos 3,11-13). De blev udvalgt til dette formål på grund af deres nidkærhed for Guds ære (2 Mos 32,26), og fordi de, som den stamme Moses og Aron tilhørte, naturligt ville stå ved lovgiveren i hans arbejde.

Den levitiske orden bestod af alle efterkommere af Levis tre sønner, Gershon, Kehat og Merari; mens Aron, Amrams søn (Amram, Kehats søn), og hans efterkommere udgjorde præsteordenen.

Alder og kvalifikationer for levitisk tjeneste angives i 4 Mos 4,3, 23, 30, 39, 43, 47.

De blev ikke medregnet blandt Israels hære (4 Mos 1,47; 2,33; 26,62), men blev talt for sig. De var de særlige vogtere af tabernaklet (4 Mos 1,51; 18,22-24). Gershonitterne slog lejr vest for tabernaklet (3,23), kehatitterne mod syd (3,29), meraritterne mod nord (3,35) og præsterne mod øst (3,38). Det var deres pligt at flytte teltet og bære delene af den hellige bygning fra sted til sted. De blev givet til Aron og hans sønner, præsterne, for at stå til tjeneste for dem og udføre arbejde for dem ved helligdomstjenesterne (4 Mos 8,19; 18,2-6).

Da de var helt indviet til Herrens tjeneste, havde de ingen jordbesiddelser. Jehova var deres arv (4 Mos 18,20; 26,62; 5 Mos 10,9; 18,1, 2), og til deres underhold blev det bestemt, at de skulle modtage tienden af landets afgrøde fra de andre stammer. Også otteogfyrre byer blev tildelt dem, hvoraf tretten var for præsterne “at bo i”, dvs. sammen med byernes øvrige indbyggere. Sammen med deres boliger havde de “forstæder”, dvs. “fælles græsningsarealer”, til deres kvæg og får, og desuden marker og vingårde (4 Mos 35,2-5). Ni af disse byer lå i Juda, tre i Naftali og fire i hver af de andre stammer (Jos 21). Seks af de levitiske byer blev udskilt som “tilflugtsbyer” (se dette ord). Således blev levitterne spredt blandt stammerne for at holde kundskaben om og tjenesten for Gud levende iblandt dem.