Libanon

leb'-a-non (lebanon; Septuaginta Libanos; Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) Libanus):

1. Navn:

Afledt af roden labhen, "at være hvid," sandsynligvis fra sneen, som dækker dets tinder størstedelen af året. "Hvide bjerge" findes i næsten hvert land. Den lyse farve på den øvre kalksten kan dog udgøre en tilstrækkelig grund til navnet. I prosa forbindes artiklen som regel med navnet. I poesi står det oftere uden artiklen. I Septuaginta er artiklen dog som regel til stede både i prosa og poesi.

2. Almindelig beskrivelse:

Den egentlige Libanon-kæde grænser op til Middelhavets østkyst over en strækning på 100 mil og løber nord-nordøst og syd-sydvest fra Litani-flodens munding, den klassiske Leontes (som løber ud i havet lidt nord for Tyrus), til Eleuthurus' munding (Nahr el-Kebir), nogle få mil nord for Tripolis. Denne flod kommer gennem en sænkning mellem Libanon og Nuseiriyeh-bjergene, kendt som "indgangen til Hamat," og har forbindelse med en karavanerute til Eufrat gennem Palmyra. Over en betydelig strækning nord for Litani er bjergtoppene i gennemsnit fra 4.000 til 6.000 fod høje, og kæden er mere eller mindre gennemskåret af korte vandløb, som løber ud i Middelhavet. Det mest fremtrædende af disse er Nahr ez-Zaherany, som efter at have løbet 25 eller 30 mil i sydlig retning gennem kædens midte, ligesom Litani, brat drejer mod vest over for Hermons bjerg og når havet mellem Tyrus og Sidon. I omtrent parallelle løb går Nahr el-`Awleh og Nahr Damur ned mod havet mellem Sidon og Beirut, og Nahr Beyrout lige nord for byen. I hele dette område er bjergenes afkroge mere eller mindre skovklædte. Over for Beirut hæver kæden sig i Jebel Sannin til en højde af 8.560 fod. Tredive mil længere mod nordøst nås toppen i Jebel Mukhmal, i en højde af 10.225 fod, med flere andre næsten lige så høje. Her åbner et amfiteater sig mod vest, hvor den mest besøgte cederlund ligger i læ, og hvorfra Nahr Qadisha ("hellig strøm") udspringer; den løber ud i Middelhavet ved Tripolis. Der findes sne på disse tinder hele året igennem (Jer 18,14), mens det plane område mellem dem tidligere rummede de snemarker, hvorfra en gletsjer gled flere mil ned i Qadishas kildeområder og nåede et niveau på omkring 5.000 fod. Gletsjeren aflejrede i dette amfiteater en endemoræne, der dækker flere kvadratmil, og som ved sin front, nær Bsherreh, er 1.000 fod tyk. Det er på denne, at den omtalte cederlund vokser.

Udsigten fra denne tinde åbenbarer egnens geografiske træk på den mest tilfredsstillende måde. Mod øst ligger Coele-Syrien (det moderne Buka), 7.000 fod under toppen, afgrænset på østsiden af Anti-Libanons bjergmur, svarende til Moabs klipper øst for Jordandalen, over for Judæa. Denne sænkning er faktisk blot en fortsættelse af den store geologiske brudlinje, som er så iøjnefaldende i Jordandalen (se ARABAH). Når man ser ned i denne dal, viser Ba`albek sig ved foden af Anti-Libanon, kun 20 miles borte. Dalen er her omkring 10 miles bred og danner vandskellet mellem Orontes og Litani. Mod nordøst skjules Orontes' dal snart af mellemliggende tinder, men mod sydvest lukker Litanis dal sig først dér, hvor Hermonbjergets glitrende tinde gennemborer himlen, idet floden brat drejer mod havet 40 miles borte. Mod vest viser Middelhavets blå vand, kun 25 miles borte i fugleflugt, sig glimtvis gennem de kløfter, som de hastige vandløb har skåret, og som har furet bjergets vestlige flanker (Højs 4,15); 3.500 fod nedenunder ligger amfiteatret, mange kvadratmil i areal, fyldt med den endemoræne, hvorfra Qadisha-floden udspringer, og hvor cederlunden (jf. 1 Kong 4,33; Sl 92,12; Hos 14,5) fremstår som en grøn plet i midten. Videre mod vest snor flodkløften sig frem mellem talrige maleriske landsbypladser og terrassemarker, hvor hver eneste fod dyrkes af et nøjsomt og flittigt folk. For den rejsende, der har foretaget den diagonale rejse fra Beirut til cedertræerne, udfylder hukommelsen utallige detaljer, som til enhver tid er skjult for synet. Han har krydset Nahr el-Kelb ("Hundefloden") nær dens udmunding, hvor han har set egyptiske og assyriske indskrifter fra tiden for Sankeribs invasion. Idet han stiger op langs denne flod, efter at have passeret talrige landsbyer omgivet af morbær- og olivenlunde, vingårde og hvedemarker, og efter at have gjort ophold for at studere ruinerne af et tempel fra romersk tid, og efter at have krydset en naturlig bro ved Jisr el-Hagar med et spænd på 120 fod, som rejser sig 75 fod over vandløbet, når han ved slutningen af den anden dag frem til ruinerne af det berømte Venustempel, som blev ødelagt på Konstantins ordre på grund af urenheden i de riter, der blev fejret i det. Også her er der en berømt kilde, typisk for mange andre, som vælder frem på begge sider af Libanon-kæden fra under de tykke kalkstensaflejringer, der overalt kroner dens top. Vandstrømmen er enorm, og på bestemte årstider farves den rød af et mineralstof, som de gamle betragtede med mystisk ærefrygt (se LB, III, 244). Den nedre del af amfiteatret er dækket af grønt og en sparsom vækst af fyrre- og valnøddetræer, men den øvre del går over i de nøgne klipper, som ligger over snelinjen. Videre frem, skiftevis gennem oprejste kalkstenslag, efterladt af erosionen i fantastiske former, og gennem nøgne områder af rød sandsten, hvor Libanons cedertræer ville trives, hvis de blev beskyttet mod menneskets og dets husdyrs hærgen, krydser han efter tur og i stadig højere niveauer Ibrahim-, Fedar-, Jozeh-, Byblus- og Botrys-flodernes øvre løb, og når omsider, på den fjerde dag, Qadisha, 5 miles neden for Libanons cedertræer. Set fra Middelhavet fremviser Libanon-kæden en sammenhængende, bølgende kontur af lyse kalkstenstinder; det hele rejser sig så brat fra havet, at der på det meste af strækningen knap nok er plads til en vej langs kysten, mens selv dette enkelte steder hindres af klippefremspring, som skyder sig dristigt ud i havet. De eneste havne af betydning er ved Beyrout og Tripolis, og de er kun delvist beskyttede, idet de ligger åbne mod nordvest. Bjergkædens østside, som falder ned mod Coele-Syrien, er meget brat, uden forbakker og med kun en eller to betydelige dale.

3. Geologi:

Geologisk betragtet består Libanon af tre konkordante bjergartslag, der er skudt op i en antiklinal med den stejleste side mod øst. De nederste af disse er flere tusinde fod tykke og består af hård kalksten, der indeholder få fossiler, hvoraf det mest karakteristiske er Cidaris glandaria, som formationen har fået navnet glandarisk kalksten efter. I sine foldninger er den stedvis blevet hævet til en højde af 5.000 fod. Ved erosion er den blotlagt mange steder, hvor den fremviser maleriske, kastellignende søjler, hvis blågrå sider er smukt riflede af atmosfæriske påvirkninger. Den anden formation består af flere hundrede fod rødlig sandsten, der veksler med blød kalksten og leraflejringer, og som lejlighedsvis indeholder bituminøst kul af ringe kvalitet, sammen med pyrit og udfældede salte. Det er dette, der af og til farver vandet i kilden ved Adonis. Det karakteristiske fossil er Trigonia syriaca. Alt i alt når denne formation en tykkelse på 1.000 fod, og det er på dens blottede overflader, at de fleste af Libanons fyrretræer findes. Den rummer også mange tegn på vulkansk aktivitet. Den tredje formation består af hippuritkalksten, en kridtformation, som nogle steder næsten helt er sammensat af brudstykker af de fossiler, den har sit navn fra. Denne formation forekommer på alle de højeste tinder, hvor den i de fleste tilfælde er næsten vandret, og enkelte steder når den en tykkelse på 5.000 fod. Mellem bjergkædens tinder og forbakkerne er denne formation næsten helt blevet ført bort ved erosion, så de underliggende formationer er blotlagt. Kridtlag af endnu senere alder findes i lave niveauer nær havet; de er enkelte steder dækket af små aflejringer af tertiær kalksten og af en porøs sandsten fra pleistocæn tid.

4. Landskab:

Landskabet på Libanons vestlige skråninger er meget afvekslende, storslået og smukt og særdeles egnet til, sådan som det faktisk gjorde, at gribe de hebraiske digteres fantasi. Oprindelig var det tæt dækket af skove af fyr, eg og ceder; men disse er for størstedelens vedkommende for længst forsvundet, undtagen i Nahr Ibrahim-dalen, som stadig er tæt bevokset med fyr, eg og platantræer. Af cedrene er der, foruden lunden ved Qadishas udspring, kun to eller tre tilbage, og de er af mindre betydning. Hvert brugbart sted på Libanons vestlige flanker er opdyrket, enten tilsået med hvede eller beplantet med vin, oliven, morbær og valnød. Kunstvanding praktiseres i stor udstrækning. Når vi lader blikket vandre fra bjergets sneklædte tinder over alt det, der ligger mellem dem og Sidons appelsinlunde ved havkysten, forstår vi, hvorfor araberne siger, at "Libanon bærer vinteren på sit hoved, foråret på sine skuldre, efteråret i sit skød, mens sommeren ligger ved dets fødder."

På de mere øde steder findes der stadig sjakaler, hyæner, ulve og pantere (jf. 2 Kong 14,9).

5. Historie:

Libanons oprindelige indbyggere var hivvitter og gebalitter (Dom 3,3; Jos 13,5; Jos 13,6). Hele bjergkæden blev tildelt israelitterne, men blev aldrig erobret af dem. Den synes i almindelighed at have været underlagt fønikerne. I dag er den beboet af forskellige sekter af kristne og muhammedanere, hvoraf maronitterne, druserne og de ortodokse grækere er de mest aktive og fremtrædende. Siden 1860 har området været under de europæiske magters beskyttelse med en kristen guvernør. Der findes ingen nøjagtige tal, men befolkningen tæller i dag sandsynligvis omkring 275.000.

Ruiner af gamle templer er talrige overalt i Libanon. Bacon anslår, at der inden for en radius af 20 miles fra Ba`albek findes 15 ødelagte soltempler, hvis storhed og skønhed ville have gjort dem berømte, hvis ikke Ba`albeks overvældende pragt havde overgået dem.

6. Anti-Libanon:

Anti-Libanus (Judith 1,7; Jos 13,5; Højs 7,4) er en nordlig forlængelse af det store bjergsystem, som mod øst vender ud mod den store geologiske forkastning, der er mest iøjnefaldende i Jordandalen (se JORDAN, VALLEY OF), og som strækker sig fra Akababugten til Antiokia ved Orontesfloden. Systemet begynder ved Baradafloden lige nord for Hermonbjerget og løber parallelt med Libanonbjerget i 65 miles, indtil det ender ved Chums, "indgangen til Hamat." Bjergkædens højeste punkter når en højde på over 8.000 fod. Mod øst går bjergkæden over i højsletten i den store syriske ørken. Syd for Ba`albek munder Yahfufah, en ret betydelig strøm, ud i Litany, mens Barada (Skriftens "Abana"), der udspringer på den samme højslette, flyder østpå til Damaskus; dens vandmængde forøges stærkt af kilder, der kommer ind fra foden af den gennemskårne højslette.

LITTERATUR.

De geografiske og geologiske beskrivelser er for en stor del indhentet af forfatteren på en længere rejse gennem området i selskab med professor Day fra det protestantiske college i Beirut, hvis kendskab til området er meget indgående og omfattende. For mere detaljerede oplysninger se Robinson, BRP2, II, 435 ff, 493; G. A. Smith, HGHL, 45 ff; Burton og Drake, Unexplored Syria; Benjamin W. Bacon og G.F. Wright i Records of the Past, 1906, V, 67-83, 195-204; Baedeker-Socin, Israels land.

George Frederick Wright