Levitbyer

le-vit'-i-kal

I. LOVBESTEMMELSER

1. Fjerde Mosebog

2. Femte Mosebog

II. WELLHAUSENS OPFATTELSE

III. ALTERNATIV OPFATTELSE OG VIDNESBYRD

1. Spor af byerne

2. Svar på Wellhausens argumenter

3. Van Hoonackers svar

4. Ezekiels syn

5. Præstebyer og byer, hvor præster bor

LITTERATUR

I. Lovbestemmelser.

1. Fjerde Mosebog: 4 Mos 35,1-8 bestemmer, at 48 byer skulle gives til levitterne, hver omgivet af græsningsland. De præcise detaljer er ikke helt klare, for på hebraisk ville 4 Mos 35,4 naturligt blive læst sådan, at græsningslandet var en radius på 1.000 alen fra bymurene, mens 35,5 gør hver by til centrum i et kvadrat, hvis sider hver var 2.000 alen lange. Bevarede varianter i oversættelserne antyder dog, at teksten har lidt en smule under overleveringen. Oprindelig synes der ikke at have været nogen uoverensstemmelse mellem de to vers, og det kan betvivles, om hensigten var, at byen altid skulle ligge i det matematiske centrum af jordstykket. Levitterne skulle have ret til at indløse husene når som helst, og hvis de ikke blev indløst, skulle de frigives i jubelåret. Marken måtte ikke sælges (3 Mos 25,32).

2. Femte Mosebog:

5 Mos 18,8 anerkender utvivlsomt levitternes fædrenearvede besiddelser uden for den religiøse hovedstad og ser ingen uoverensstemmelse med sin tidligere udtalelse om, at Levi ikke havde nogen del eller arv sammen med Israel (18,1). Forklaringen ligger i, at disse byer ikke var en stammeandel som de verdslige stammers områder. Det areal, som alle 48 tilsammen optog, ville kun have udgjort mindre end 16 engelske mil.

II. Wellhausens opfattelse.

Jos 21 fortæller, at dette bud blev opfyldt ved tildelingen af 48 byer, men det er klart, at nogle af disse byer i virkeligheden ikke blev taget i besiddelse; se f.eks. Jos 16,10; Dom 1,29 om Gezer og Dom 1,27 om Taanak. Wellhausen behandler hele ordningen som fiktiv. Hans hovedgrunde er: (1) at ordningen er fysisk ugennemførlig i et bjergland, og (2) at "der ikke findes et historisk spor af levitbyernes eksistens." Mange forblev i kana'anæernes hænder til en sen periode, mens andre var "vigtige, men på ingen måde kirkelige byer" (Prolegomena, 160). To sider senere siger han, at "fire af dem påviseligt var berømte gamle gudsdyrkelsessteder," og gætter på, at de fleste, hvis ikke alle, var gamle helligdomme. Han betragter også Ezekiels plan om en offergave af land (Ez 45) som idéens oprindelse. Alligevel "er Jerusalem og templet, som egentlig foranledigede hele ordningen, begravet i tavshed med en omhu, der i højeste grad er overraskende" (s. 164).

III. Alternativ opfattelse og vidnesbyrd.

1. Spor af byerne:

Faktisk findes der spor af nogle af levitbyerne i den senere historie. Sådanne er Anatot (1 Kong 2,26; Jer 1,1; Jer 1,32), Jattir (2 Sam 20,26, hvor, som vist i artiklen PRÆSTER OG LEVITTER (se denne), jattirit skal læses i stedet for den masoretiske teksts jairit), Bet-Shemesh (1 Sam 6,13-15; se PRÆSTER OG LEVITTER om teksten). (Af Am 7,17 fremgår det, at Amasja fra Betel havde jord, men vi ved ikke, om han var af levitisk afstamning, eller hvor jorden lå.)

2. Svar på Wellhausens argumenter:

Endvidere peger den kendsgerning, at mange andre levitbyer synes at have været centre for gudsdyrkelse, på præsters tilstedeværelse. Var den store offerhøj i Gibeon (1 Kong 3,4) uden præstebetjening? Det er sikkert naturligt at antage, at der i perioden mellem pagtarkens erobring og dens transport til Jerusalem var en tendens til, at offerhøje opstod i byer, hvor der fandtes præster, snarere end andre steder; ja, der ville sandsynligvis være en tilbøjelighed hos arbejdsløse præster til at fare vild i en retning, som ville vise sig indbringende.

3. Van Hoonackers svar:

Med hensyn til den anden indvending er Van Hoonackers svar overbevisende: "Hvad angår den måde, hvorpå opmålingerne skulle udføres i Israels lands bjergområder, vidste lovgiveren uden tvivl, hvilken metode der normalt blev anvendt. Desuden står det os frit for at tro, at han kun giver disse tal som omtrentlige angivelser" (Sacerdoce levitique, 433).

4. Ezekiels syn:

Den samme forfatters svar på teorien om, at idéen stammede fra Ezekiel, er helt beundringsværdigt. "Strengt taget kunne vi spørge .... om Ezekiel ikke byggede på beskrivelsen af israelitternes lejr i ørkenen. Det er kun alt for tydeligt, at inddelingen og fastsættelsen af området, sådan som de fremstilles i profetens Ez 48, næppe er inspireret af praktiske nødvendigheder, at de har en meget udpræget karakter af idealsyn; og `da ingen fantasi er ren fantasi,' bør vi også finde de elementer, som ligger til grund for Ezekiels syn. Levis stammes telte, ordnet rundt om tabernaklet, forklarer sig selv i Præstekodeksen; vi kan betvivle, om levitterne, berøvet territorium (Ez 44,28) og ikke desto mindre samlet på et fælles territorium under de forhold, der beskrives i Ez 48, forklarer sig med samme lethed. En lejr kan let tænkes efter et skakbræts mønster, men ikke Kanaans land. Vi behøver ikke standse dér. Det er nemlig sikkert, at Ezekiel her har beskyttelsen af templets hellighed mod al vanhelligelse for øje; og på idealets område er midlerne passende til målet" (op. cit., 425 f).

5. Præstebyer og byer, hvor præster bor:

Endelig går der gennem Wellhausens drøftelse en forveksling mellem en by, hvor præster kan bo, og en præsteby. Der var præster i Jerusalem, ligesom der i dag er præster i London eller Chicago; men ingen af disse tre steder kan betragtes som en præsteby i samme forstand som levitbyerne. Ikke én af dem har nogensinde været en fædrenearvet by for præster eller kunne være ophavet til en sådan ordning.

Mens altså alle de byer, der nævnes i Jos 21, bestemt ikke blev taget i besiddelse på erobringens tid, kan Wellhausens teori om dette spørgsmål ikke opretholdes.

LITTERATUR.

J. Wellhausen, Prolegomena, 159-63; A. Van Hoonacker, Sacerdoce levitique, 423-35 (meget glimrende og vigtig).

Harold M. Wiener