Måltider, måltidstid

melz: Brødmaterialer, brødfremstilling og bagning i Orienten behandles under BRØD (se dette). For fødemidler, der var i brug blandt hebræerne i bibelsk tid, se mere specifikt MAD. Denne artikel er tænkt som et supplement og behandler især måderne at tilberede og servere mad på samt måltidstiderne blandt de gamle hebræere.

Dommerbogen giver et rimeligt billede af den tidlige formative periode i det hebraiske folks historie og deres levevis. Det er et billede af halvvildhed--af frie ørkenstammers liv og skikke. I 1 Samuel bemærker vi et tydeligt skridt fremad, men hus- og kulturlivet er stadig lavt og groft. Når de bosætter sig i Kanaans land og kommer i kontakt med datidens mest kultiverede folk, er sagen anderledes. Det meste af det, der i civilisatorisk henseende hævede disse semitiske indtrængere over fellahinernes matte, rå tilværelse, skyldtes det folk, som landet var opkaldt efter (Macalister, Hist of Civilization in the Land). Fra den tid spillede forskellige fremmede påvirkninger hver deres rolle i ændringen af hebraisk liv og skikke. En skarp kontrast, som illustrerer de primitive begyndelser og luksusens vækst i Israel i tilberedningen og brugen af mad, kan ses ved en sammenligning af 2 Sam 17,28 f med 1 Kong 4,22 f.

I. Måder at tilberede mad på.

1. Kornsorter:

Den mest primitive måde at bruge kornsorterne på var at plukke de friske aks (3 Mos 23,14; 2 Kong 4,42), fjerne avnerne ved at gnide dem (sammenlign 5 Mos 23,25 og Matt 12,1) og spise kornet råt. En skik, som var fælles for alle perioder og iagttages af fellahin i dag, var at riste eller brænde aksene og spise dem uden at male dem. Senere blev det almindeligt at male kornet til mel, først ved den rudimentære metode med støder og morter (4 Mos 11,8; sammenlign Ordsp 27,22), senere med håndkværnen (2 Mos 11,5; Job 31,10; sammenlign Matt 24,41), endnu senere i møller drevet af æsel eller et andet dyr (Matt 18,6, bogstaveligt: “en møllesten drejet af et æsel”). Melet blev derpå lavet til brød, med eller uden surdej.

Se LEAVEN.

En anden enkel måde at tilberede kornet på var at lægge det i blød i vand eller koge det let og derefter, efter tørring og knusning, servere det som den ret, der blandt vestlige folk kaldes “gryn”.

Æltningen af dejen som forberedelse til bagningen blev uden tvivl udført, som den nu gøres i Østen, ved at presse den mellem hænderne eller ved at føre den fra hånd til hånd; bortset fra at den i Egypten, som monumenterne viser, blev lagt i “kurve” og trampet med fødderne, ligesom druer i vinpressen. (Dette gøres i parisiske bagerier den dag i dag.)

Se BREAD; FOOD.

2. Grøntsager:

Linser, flere slags bønner og en overflod af grøntsager, vilde og dyrkede, blev tilberedt og spist på forskellige måder. Linserne blev undertiden ristet, som de bliver i dag, og spist som “ristet korn”. De blev undertiden kogt som bønner og uden tvivl smagt til med løg og andre ingredienser, sådan som vi ser det gjort i Syrien i dag (sammenlign 1 Mos 25,29; 1 Mos 25,34), og undertiden malet og lavet til brød (Ez 4,9; sammenlign Zeitschrift des Deutschen Vereins des Landes, IX, 4). De omvandrende israelitter i ørkenen så længselsfuldt tilbage på Egyptens agurker, meloner, porrer, løg og hvidløg (4 Mos 11,5), og senere finder vi, at alle disse blev brugt som mad i landet. Hvor mange andre ting der blev tilberedt og brugt som mad af dem, kan man få indtryk af fra Mishna, vores rigeste kilde til viden om emnet.

3. Kød:

Dyrenes kød--som det synes, at tilladelsen til at spise først blev givet til Noa efter syndfloden (1 Mos 1,29; 1 Mos 9,3)--blev ligeledes tilberedt og brugt på forskellige måder:

(a) Stegning var meget udbredt og var sandsynligvis den ældste af alle metoder til at tilberede sådan mad. Først blev råt kød lagt på varme sten, hvorfra gløderne var fjernet, som i tilfældet med “kagen bagt på de varme sten” (1 Kong 19,6 Revised Version randnote; sammenlign Hos 7,8, “en kage, der ikke er vendt”), og undertiden nedenunder med et dække af aske. Fisken, som disciplene fandt tilberedt for dem ved Galilæas Sø (Joh 21,9), blev, som en undtagelse fra denne regel, tilberedt på selve de levende kul. En mere fremskreden måde at stege på var ved hjælp af et spid af friskt træ eller jern (om bagning i ovne, se FOOD).

(b) Kogning var også almindelig (se 1 Mos 25,29; 2 Mos 12,9 osv., American Standard Revised Version; engelske bibeloversættelser oftere “koge”, “kogte”, “gennemkogte”), som den er i de mere primitive dele af Syrien i dag. De gryder, hvori kogningen foregik, var af ler eller bronze (3 Mos 6,28). Når kødet blev kogt i mere vand, end der krævedes til den almindelige “stuvning”, blev resultatet suppen (Dom 6,19), og kødet og suppen kunne da serveres hver for sig. Den sædvanlige måde var dog at skære kødet i stykker, større eller mindre alt efter hvad situationen krævede (1 Sam 2,13; Ez 24,3; sammenlign Mikas metafor, Mika 3,3), og lægge disse stykker i kogekarret med kun så meget vand, som var nødvendigt til en stuvning. Grøntsager og ris blev almindeligvis tilsat, skønt knust hvede undertiden erstattede risen, som i tilfældet med den “velsmagende ret”, som Rebekka tilberedte for sin mand af de “to gedekid” (1 Mos 27,9). Frøene af visse bælgplanter blev også ofte tilberedt ved kogning (1 Mos 25,29; 2 Kong 4,38).

(c) De hebraiske husmødre var, kan vi være sikre på, i sådanne sager på ingen måde bagefter deres moderne slægtninge i ørkenen, om hvem Doughty fortæller: “De arabiske husmødre laver velsmagende retter af enhver slags korn, idet de koger det og kun tilsætter lidt salt og samn (klaret smør).”

4. Olie:

Olivenolie blev brugt vidt og på mange måder af de gamle hebræere, som af de fleste østlige folk dengang, ligesom den bliver det nu.

(a) Østerlandsk madlavning adskiller sig her mere end på noget andet punkt fra de nordlige og vestlige folks, idet olie tjener mange af de formål, som smør og svinefedt har hos os.

(b) Olie blev brugt ved tilberedning af grøntsager, sådan som vi bruger bacon og andet animalsk fedt, og ved tilberedning af fisk og æg, ligesom også i de finere former for bagværk. Se brød; føde; olie.

(c) De blandede endda olie med melet, formede det til kager og bagte det derefter (3 Mos 2,4). Den fattige enke i Sareptas "smule olie" var tydeligvis ikke bestemt til lamperne, men til at bage hendes ynkelige "håndfuld mel" (1 Kong 17,12).

(d) Endvidere kunne kagen af ublandet mel bages, til den næsten var færdig, derpå smøres med olie, drysses med anisfrø og ved yderligere bagning få en glinsende brun farve. En slags tynde, flade kager af denne art er de "fladbrød smurt med olie" i 2 Mos 29,2 osv.

(e) Olie og honning udgjorde, som nu i Østen, en blanding, der blev brugt, sådan som vi bruger smør og honning, og de findes også blandet i fremstillingen af søde kager (Ez 16,13; Ez 16,19). Smagen af mannaen siges i 2 Mos 16,31 at være som smagen af "fladbrød lavet med honning" og i 4 Mos 11,8 som "smagen af kager bagt med olie" (Revised Version, randnote).

II. Måltider, måltidstid osv.

(1) Det var skik blandt de gamle hebræere, ligesom blandt deres samtidige i Østen og i de klassiske lande, kun at have to måltider om dagen. "Morgenbiden" eller "den tidlige snack", som den kaldes i Talmud, indtaget med noget velsmagende som oliven, olie eller smeltet smør, kunne bruges af bønder, fiskere eller endda håndværkere til at "bryde deres faste" (se den ene henvisning til det i Det Nye Testamente i Joh 21,12; Joh 21,15), men dette var ikke et egentligt måltid. Det var snarere ariston proinon (Robinson, BRP, II, 18), skønt nogle mener, at det er ariston i Det Nye Testamente (Edersheim, Life and Times of Jesus the Messiah, II, 205, note 3; sammenlign Plummer, International Critical Commentary, om Luk 11,37). At "spise et måltid", dvs. et fuldt måltid, om morgenen var noget, der gav anledning til alvorlig bebrejdelse (Præd 10,16), ligesom tidlig drikken var usædvanlig og et tegn på fornedrelse (jf. ApG 2,15).

(2) Det første måltid (eller "måltidstid", bogstaveligt "tiden for at spise", Ruth 2,14; 1 Mos 43,16) blev efter almindelig skik indtaget ved eller omkring middag, når klimaet og urgammel sædvane krævede hvile fra arbejdet. Peters planlagte måltid i Joppe, som blev afbrudt af Cornelius' sendebud, var ved "den sjette time", dvs. kl. 12 middag. Det svarede nogenlunde til vores moderne "frokost", men tidspunktet varierede efter rang og beskæftigelse (Shabbath 10a). Beduinerne indtager det omkring kl. 9 eller 10 (Burckhardt, Notes, I, 69). Det beskrives ret udførligt af Lane i Modern Egyptians. At afholde sig fra dette måltid blev regnet som "faste" (Dom 20,26; 1 Sam 14,24). Drummond (Tropical Africa) siger, at hans negerbærere begyndte dagens arbejde uden mad.

(3) Det andet og vigtigste måltid (Det Nye Testamente, deipnon) blev indtaget omkring solnedgang, eller lidt før eller efter, når dagens arbejde var forbi, og arbejderne var "kommet ind fra marken" (Luk 17,7; Luk 24,29). Dette er "aftensmadstiden", den "store festmiddag" i Luk 14,16, dagens vigtige måltid, når hele familien var samlet om aftenen (Burckhardt, Notes, I, 69). Det var tidspunktet for Jesu bespisning af skarerne (Mark 6,35; Matt 14,15; Luk 9,12), for spisningen af påskemåltidet og for deltagelsen i Herrens nadver. Ifølge jødisk lov, og af særlige grunde, lå hovedmåltidet midt på dagen – "ved den sjette time", ifølge Josefus (Vita, 54; sammenlign 1 Mos 43,16-25; 2 Sam 24,15 Septuaginta). Det var Jahves løfte til Israel, at de skulle få "brød" om morgenen og "kød" om aftenen (2 Mos 16,12), et indirekte vidnesbyrd om én måde, hvorpå aftenmåltidet adskilte sig fra middagsmåltidet. Ved dette familiemåltid var der normalt kun én fælles ret for alle, som alle "dyppede bidderne" i (se Matt 26,23; Mark 14,20), så når maden, tilberedt i denne fælles sammenkogte ret, blev sat frem for husstanden, havde det medlem af husstanden, som havde tilberedt den, ikke mere arbejde at gøre; dette forhold hjælper med at forklare Jesu ord til Martha: `Én ret alene er nødvendig' (Luk 10,42; Hastings, Dictionary of Christ and the Gospels, under ordet "Meals").

(4) Sabbatsgæstebud blev ganske almindelige blandt jøderne (se eksempler citeret af Lightfoot, Hor. Heb et Talmud til Luk 14,1; sammenlign Edersheim, Life and Times of Jesus the Messiah, II, 52, 437; Farrar, Life of Christ, II, 119, note). Ja, det blev drevet til en sådan overdrivelse, at det blev ordsprogligt for luksus. Men princippet, som lå til grund for skikken, var æren for sabbatten (Lightfoot, op. cit., III, 149), hvilket kan forklare, at Jesus accepterede og benyttede skikken (sammenlign Luk 7,36; Luk 11,37; Luk 14,7-14), og det forhold, at han på den sidste sabbat, han tilbragte på jorden før sin lidelse, var hovedgæst ved et sådant festmåltid (Joh 12,2). Det er sikkert, at han benyttede sådanne lejligheder til at undervise i næstekærlighed og religion, i ét tilfælde endda da hans vært var tilbøjelig til at hengive sig til uhøflig kritik (Luk 7,39; Luk 11,38; Luk 11,45; sammenlign Joh 12,7). Han synes at have undladt at give sin formelle misbilligelse af det, der i sådanne fester kunne have en forkert tendens, på grund af de latente muligheder for godt, som han så i dem, og derfor brugte han dem ofte klogt og godt. Det var ved en af disse lejligheder, at en medgæst i sin begejstring brød ud i udbruddet: "Salig er den, der skal spise brød i Guds rige" (Luk 14,15), åbenbart med henvisning til den populære jødiske forestilling om, at det messianske rige skulle indledes med et gæstebud, og at festmåltider skulle være en hoveddel af dets herlighed (sammenlign Es 25,6; Luk 13,29).

Se gæstebud.

III. Skikke ved måltider.

I de tidligste tider indtog hebræerne deres måltider siddende, eller mere sandsynligt hugsiddende, på jorden ligesom nutidens beduiner og fellahin (se 1 Mos 37,25 osv.), med benene samlet på skræddervis (Palestine Exploration Fund Statement, 1905, 124). Brugen af sæder fulgte naturligt efter overgangen fra nomadisk til landbrugsmæssigt liv, efter erobringen af Kanaan. Saul og hans bordfæller sad på »sæder« (1 Sam 20,25), ligesom Salomo og hans hof gjorde (1 Kong 10,5; jf. 1 Kong 13,20 osv.). Med væksten i rigdom og luksus under monarkiet blev skikken at ligge til bords ved måltider gradvis moderne. På Amos' tid blev den betragtet som en aristokratisk nyskabelse (Am 3,12; Am 6,4), men to århundreder senere taler Ezekiel om »en statelig seng« eller »divan« (jf. Est 1,6 Revised Version (britisk og amerikansk)) med »et bord stillet foran den« (Ez 23,41), som om det ikke var nogen nyhed. Ved slutningen af det 3. århundrede f.Kr. var det tilsyneladende almindeligt, undtagen blandt de allermest fattige (Judith 12,15; Tobit 2,1). Derfor erstattes »at sidde til bords« i Det Nye Testamente (English Versions of the Bible) overalt af »at ligge til bords« (Revised Version, randnote), selv om kvinder og børn stadig sad. De støttede sig på venstre albue (Sirak 41,19) og spiste med højre hånd (se LORD'S SUPPER). De forskellige ord, der bruges i evangelierne til at betegne kropsstillingen ved måltider, såvel som de beskrevne omstændigheder, antyder alle, at den syriske skik at ligge på en divan, fulgt af grækere og romere, var i brug (Edersheim, II, 207). Lukas bruger et ord for det, som ikke forekommer andre steder i Det Nye Testamente (kataklithenai, 7,36; 14,8; 24,30; og kataklinein, 9,14.15), som Hobart siger er den medicinske betegnelse for at lægge patienter eller få dem til at ligge i seng (Medical Language of Luke, 69). Om dragter og skikke ved mere omfattende fester, se BANQUET; DRESS. Om detaljer i middagsbordets »mindre moralregler«, se de klassiske passager (Sirak 31,12-18; 32,3-12), hvor Jesus ben-Sira har udvidet rådet givet i Ordsp 23,1 f.; jf. Kennedy i The 1-Volume Hastings, Dictionary of the Bible, under ordet »Meals«.

LITTERATUR.

Edersheim, Life and Times of Jesus the Messiah; O. Holtzmann, Eine Untersuchung zum Leben Jesu, engelsk oversættelse, 206; B. Weiss, The Life of Christ, II, 125, note 2; Plummer, International Critical Commentary, »Luke,« 159 f.; Farrar, Life of Christ; Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind), Hastings, Dictionary of Christ and the Gospels, the 1-volume Hastings, Dictionary of the Bible; Encyclopedia Biblica; Jewish Encyclopedia osv.

George B. Eager