Machaerus

ma-ke'-rus (Machairous): Ikke nævnt i Skriften, hverken i de kanoniske eller apokryfe skrifter, men dens betydning i jødisk historie retfærdiggør, at den medtages her. Plinius (NH, v.16,72) omtaler den som den stærkeste af de jødiske fæstninger efter Jerusalem. Den blev befæstet af Alexander Jannæus (BJ, VII, vi, 2). Den blev indtaget og ødelagt af Gabinius (ibid., I, viii, 5; Ant, XIV, v, 4). Herodes den Store genopbyggede den og gjorde den, idet han byggede en by her, til en af sine residenser (BJ, VII, vi, 1, 2). Den lå inden for det tetrarki, der blev tildelt Antipas ved Herodes' død. Antipas' hustru, Aretas' datter, som i hemmelighed var blevet klar over hans utroskab, bad om at blive sendt hertil (Ant., XVIII, v, 1). Her er Josefus kommet i forvirring, hvis han med udtrykket "et sted ved grænserne til Aretas' og Herodes' herredømmer" mente, at det stadig var i Herodes' hænder, eftersom han straks efter fortæller os, at det var "underlagt hendes far". Det var dog naturligt nok, at en grænsefæstning snart blev holdt af den ene og snart af den anden. Den kan være overgået til Aretas ved en aftale, som vi ikke har nogen optegnelse om; og Herodes, der ikke vidste, at hans hustru kendte hans skyld, ville ikke nære mistanke om hendes hensigt med at ønske at besøge sin far. Hvis dette er sandt, kan Døberen ikke have været fængslet og halshugget i Makærus (ibid., 2). Festen, der blev givet for Galilæas stormænd, ville sandsynligvis være blevet holdt i Tiberias; og der er intet i evangelieberetningen, der antyder, at fangen befandt sig flere dagsrejser borte (Mark 6,14). Citadellet blev holdt af en romersk garnison indtil 66 e.Kr., da den evakuerede det for at undgå en belejring (BJ, II, xviii, 6). Senere blev det ved et krigslist generobret for romerne af Bassus, omkring 72 e.Kr. (BJ, VII, vi, 4).

Stedet identificeres med det moderne Mkaur, en meget stærk position på en fremtrædende højde mellem Wady Zerqa Ma`in og Wady el-Mojib, med udsigt over Det Døde Hav. Der findes omfattende ruiner.

W. Ewing